New life (Justin Bieber)

Madison var 13år, da hun valgte at stikke af fra sit børnehjem. Hun støder så ind i Justin, som vælger at tage hende med hjem. Senere hen bliver hun så adopteret af Pattie. Hun er nu 17år, og lever godt sammen med sin bror. Men hvordan er det egenlig at have en storebror som er verdenskendt? Tjek traileren :-) *Justin er kendt*

23Likes
33Kommentarer
5479Visninger
AA

10. Kapitel 10

Jeg vågnede ved at nogle råbte nedenunder. Jeg kiggede til højre, for at se om Justin lå der. Men nej. Jeg rejste mig hurtigt op, og løb nedenunder. Jeg kom ned til hen helt ødelagt stuen, og en helt ødelagt gang. "Hvad fanden har du laver Justin?" spurgte jeg, og kiggede over mod ham. "Hvor fanden skulle jeg vide det fra, det så sådan her ud da jeg kom ned for 2 minutter siden!" råbte han. "Du skal ikke råbe af mig Justin!" råbte jeg tilbage. "Undskyld Madi. Jeg har bare frustreret over, der har været fucking indbrud mens vi lå og sov!" sagde han, og satte sig ned i sofaen. Jeg lagde mit hovede på hans skulder, og nussede hans arm. "Det også forståligt Jus. Det skræmmende at tænke på" svarede jeg, og sukkede.

Justin stod ligenu, og snakkede med politiet. Jeg sad bare ude i køkkenet, og bare gloede. Vedkommende som havde lavet indbrud, må kende vores kode til alarmen. For den var slet ikke gået igang, og jeg kunne se den blev slået fra ved halv 5 tiden. Ergo det er en vi kender, som har været på besøg og smadret det hele. 
"Justin?" sagde jeg med en hæs stemme. Han lavede et tegn til politi betjenten, at han kom tilbage om 2sekunder. "Hva så prinsesse?" Spurgte han. "Det er en vi kender" Svarede jeg bare. "Jeg forstår ikke helt.." men jeg nåede at cuttede ham af "Indbrudet Justin. Vi kender personen!" sagde jeg, og begravede mit hovede i mine hænder. "Hvordan ved du det?" spurgte han. "Alarmen blev slået fra halv 5 i morges"sagde jeg, og kiggede op på ham. Han stod bare og stirrede ud af vinduet, og lignede en der tænkte. "Er der blevet taget noget?" spurgte jeg. Han kiggede på mig, og sukkede. "Alle dine papir er væk, fra da vi adopterede dig og din dåbsattest" svarede han. Hvem fanden tager sådan noget? Det var sgu da noget mærkeligt noget, at begå indbrud for at få fat i. "Hvorfor fanden tager man sådan noget?" spurgte jeg. Han rystede bare på hovedet, og gik bagefter tilbage i stuen. 

Jeg sad lidt i min egen lille verden, da min telefon ringede med hemmeligt nummer. 
M=Maddison
U= Ukendt

M:"Det Madison"
U:"Har du savnet mig?" sagde en kvindestemme som grinte. 
M:"Hvem fanden er du?"
U:" Hør rigtig godt efter, og nu ikke noget med at få Justin med over for at lytte"
M:" Han lytter ikke med, hvad vil du og hvem er du?"
U:"Jeg nogle af dine papir, så jeg kan lave rigtig meget rod i dit og Justin's liv"
M:"Hvad vil du have mig til at gøre?"
U:" Meld dig ud af Bieber familien. Du fortjener det slet ikke. 
M:"Det kan jeg sgu da ikke! Det er min familie, de betyder alt for mig!"
U:"Jeg har en lille hemmelighed om både dig og din bror samt din mor. Tror godt verden vil vide, at du er adopterede og ikke Patricia's rigtige barn, som i har sagt! Hvis ikke du vil have de havner på nettet, så gør du klogt i at gøre som jeg siger. Tiden løber ud lille Madison. Du har 1uge. Og husk: ikke et ord til din familie om det her, og vores lille aftale!"


Og så lagde personen bare på. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Justin kom pludselig løbende over til mig, og trak mig ind i et kram. "Hvad sker der?!" spurgte han bekymret "En eller anden ringede lige" græd jeg. "Det er vel ikke så slemt" sagde han, og kiggede på mig somom han intet forstod. "Du forstår det ikke Justin! Hende som ringede, er hende som var her og lave indbrud!" råbte jeg. "Sagde hun hvad hun ville?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Det ligemeget Justin, det skal du ikke tænke over" sagde jeg og smilte falsk til ham. "Drop det falske smil Madison, jeg ved der er et eller andet galt. Ellers havde du heller ikke grædt" Sagde han. "Justin det mit problem, ikke dit!" sagde jeg en anelse hårdt, i håb om han ikke ville grave mere i det. "Jeg er din bror. Alle dine problemer er også mine" svarede han. Han ville bare ikke stoppe. Så må jeg jo bare gøre som hun sagde i telefonen. Jeg vil ikke selv melde mig ud af familien, men jeg vil ikke vores hemmelig ryger på nettet. Godt nok havde nogle skrevet jeg var adopteret, men vi har modsagt det. "Du er jo kun min adoptiv bror ik" Sagde jeg, og gik ind i stuen.

Jeg stod og kiggede ud af vinduet, og ventede egenlig kun på at Justin, kom farende ind og råbte af mig. og ganske rigtig. "Hvad sagde du?!" sagde han hårdt. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at holde tårerne inde. Jeg vendte mig om, og kiggede direkte ind i hans vrede og sårede øjne. "Du hørte mig jo godt Justin!" svarede jeg. "Du sagde fra dag 1 af, at du aldrig ville bruge ordet "adoptiv" foran bror eller mor!"Sagde han. "Det har jeg aldrig sagt" løj jeg. "Lad nu vær med at lyv Madison! Hvad sagde hende der til dig!" råbte han. "Hun sagde ikke noget! Kan du ikke bare forstå at, jeg er ved at få nok af at det her kendis liv!" råbte jeg. Jeg stod bare og stirrede på ham, og så hvor hårdt den ramte ham. han trådte et skridt tilbage, og tog sig til hovedet. "Det der mener du jo ikke!" sagde han hårdt. "Jo jeg gør" svarede jeg, og kiggede ud af vinduet. "Fint. Så er du ude af det her hus, om under 30 minutter! og så vil jeg aldrig se dig igen!" Råbte han, og gik ud i køkkenet. 

Jeg stod og græd, da jeg skulle pakke alle mine ting sammen. Jeg tænkte også lidt over, hvor fanden jeg skulle tage hen. Jeg kunne altid bare tage hjem til Alex, indtil jeg fandet et andet sted at være. Jeg lukkede mine kufferter, og tog så en dyb indånding. Jeg bare alle mine ting nedenunder, og tog mine sko og min jakke på. Justin kom ud i gangen, og så bare på mens jeg tog mit over tøj på. Jeg fik øjenkontakt med ham, og kunne se han havde grædt. "Så smutter jeg nu. Farvel Justin" sagde jeg, og tog mine ting. "Farvel Madison Gillies" sagde han. Der brød jeg sammen. 
                                        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...