WolfGirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Den handler om en pige der hele sit liv føler sig som en totalt outsider, men en da går hun en tur i skoven bliver hun angrebet af en form for stor bjørn og ender på hospitalet. så møder hun den mystiske Aaron som underligt nok interesere sig for hende og sammen må de stå sammen på en vej der er fuld af farer og kærlighed.

4Likes
1Kommentarer
284Visninger
AA

7. Aaron

Jeg havde ingen ide om hvad det var han vil vise mig, det kunne jo selvfølgelig være han mente det i en mening som at han vil lære mig noget, men gav det nogen mening? ihvertfald har jeg overhovedet ikke kunnet koncentrere mig i de resterende timer jeg havde til bage af skoledagen, jeg kunne bare ikke holde op med at tænke på ham... Og jeg vidste ikke hvorfor. måske kunne jeg lide ham... Men han var jo ikke engang min type, og desuden måtte man ikke date andre personer i koblet så mine følelser kunne endeligt være lige meget. men kunne han også lide mig, han havde jo spurgt mig om jeg havde en kærester og jeg havde forklaret at det var indviklet, et billide af vores samtale dagen før hobede sig op i mit hoved og jeg rødmede. 

Den sidste time gik langsomt, det var bare M.r Palant, der ævlede om hele plantens historie, er det ikke meningen at man skal lave noget i biologi? Det begreb havde M.r Palant tydelighvis ikke hørt om. Da klokken ringede åndede jeg lettet ud, jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud af døren, på gangen gik jeg så hurtigt og tænkte totalt kun på at skulle nå ud til den bil, at jeg ikke havde set Zoe. Vi baldrede direkte ind i hinanden, bøgerne jeg før havede haft i favnen lå nu spredt ud over gulvet. "Se dig dog for din bastard" Væsede hun ad mig, og begyndte at samle sine bøger op. jeg samlede mine bøger op og gik videre, men mens jeg gik kunne jeg mærke hendes øjne i min nakke, det var som at blive jagtet af en sulten farlig bjørn, bare med hanekam og tylskørt, jeg forestilede mig det kort men koncentrede mig så igen, jeg havde klart et par spørgsmål til Aaron, men hvordan skulle jeg dog kunne stille så mange spørgsmål på så kort tid... Totalt uoverskueligt!

Ude på parkeringspladsen stod Aaron lænet op ad sin Mercedes, helt ærligt en Mercedes, hvem havde råd til sådan en bil. Han fulgte mig med øjnene som jeg nærmede mig hans bil. "når, der er du solstråle, hop ind, vi har lidt travlt" sagde han og gik for at åbne døren for mig, jeg hoppede ind i bilen og tog selen på, mens han gik hen i den anden side og hoppede ind ved førersæddet. " Hvad er det du vil vise mig" jeg greb mig selv i at lyde sur, jeg ændrede hurtigt tonefald, "Jeg mener, viste du mig ikke det hele igår" sagde jeg lidt sødere, han anede selfølgelig ikke uråd om hvor mange spørgsmål han ville blive bombarderet med på vejen derhen. "jeg vil heler ikke vise dig noget, det lød bare bedre en 'jeg skal lige lære dig noget'" han havde nu startet bilen, og var på vej ud af skolens parkeringsplads. "selvfølgelig, det var også det jeg tænkte" jeg vidste nu lige præcis hvordan jeg skulle stille disse spørgsmål. "Aaron, er det okay jeg stiller dig nogle spørgsmål" 'nogle' var tydeligvis undervurderet, men han ville nok syntes jeg var en tand underlig hvis jeg spurgte ham 'hey Aaron må jeg ikke lige stille dig en masse spørgsmål. "jo, hvad har du på hjerte" han havde øjnene på vejen men jeg vidste han lyttede, så jeg kunne bare begynde at bombardere. "1. hvad fanden er Zoe's proplem" jeg sagde det som om problemet var langt værre end det egentligt var. Men problemet var virkeligt begyndt at gå mig på nerverne, jeg mener bare, HVAD HELVEDE ER HENDES PROBLEM! Jeg kunne se på Aaron at han lige skulle finde de rigtige ord, så jeg gav ham lidt tid. Efter lidt tid, syntes jeg det blev lidt akavet. "jeg ved det ikke... jeg mener jeg har selvfølgeligt godt set hvordan hun har behandlet dig, men ved ikke hvorfor" han sad igen og tænkte sig om, pludseligt kunnne jeg se at han havde en aha oplevelse. "Det kunne selvfølgelig være fordi at hun engang... eller måske stadig... kunne lide mig" udbrød han, pludseligt begyndte han at grine, jeg sad selvfølgelig og så totalt dum ud, for jeg anede selfølgelig ikke hvad det skove var. Så ændrede han ansigtsudtryk sig pludseligt. "Undskyld det er bare, du skulle have set dit ansigt" han fnisede lidt men blev så alvorlig, "Jeg var hendes træner før dig, jeg har lært det meste hun kan, måske er hun Jaloux, fordi jeg skal til at træne dig" Ordet træne kørte nu rundt i hovedet på mig... Var det 'derfor, at Florian havde sagt at Aaron havde ansvaret for mig, måske mente han ansvaret for min træning men træning til hvad? "Jeg forstår ikke helt, er du min træner og hvorfor skal du træne" han ansigt fortrak sig i en irriteret mine, det var ikke svært at se at han var blevet lidt sur på mig. "Okay, du så selv hvad jeg var i stand til ude i skoven... forestil dig så hvad du er i stand til når du går og benægter det, for når man benægter det eller ikke ved hvad der er hændt en, kommer man ud af kontrol" han holdt en kortere pause enden han begyndte på historie timen igen. "Det er derfor vi tager, nyfødte ulve som dig under vores vinger... selvom Florian helst ville have at vi lod dig blive", han fokuserede nu kun på vejen hvilket gjorde mig lettet. Han havde måske haft ret i at jeg benægtede det lidt, men jeg havde ikke helt forstået det han havde jo endnu ikke forklaret mig hvordan det hele fungerede. jeg skulle lige til at sige noget mere, men så drejede han ind på parkeringspladsen, og vi holdte pludseligt stille. "Hør der er nogen ting du skal hvide omkring det at være ulv" endelig kom den forklaring jeg så længe havde ventet på, han fjernede hurtigt en lok hår fra mit ansigt, og begyndte så. "Når man bliver bidt og forvandlingen er i gang, kan man enden dø eller leve videre som et monster" Ordet monster lød virkeligt selv hadene, og jeg fik løst til at give ham et kram. "Du overlevede så nu må du leve videre, men med vise regler" han nærstuderede mit ansigt for at sikre sig at jeg ikke varovervældet inden han fortsatte, "under fuldmåne, har du intet valg du bliver til ulv lige meget hvad, så du skal have kontrol over dine evner, og det er det jeg skal lære dig" han lavede sit skæve smil, mit ynglings. og kiggede direkte på mig, jeg fik en pludselig løst til at læne mig frem og kysse ham... men lod være han ville bare tro jeg var desparat, og desuden var jeg ikke sikker på om han nu også kunne lide mig endnu. 

Efter en lang gåtur kom vi ud på en stor tom engen. han begyndte at lære mig hvordan jeg skiftede form, men jeg jeg forstod bare ikke hvordan man gjorde. "Det er nemt nok, du skal bare ikke tøve" selvom han sagde det med et smørret smil på læben, så forstod på en måde godt hvad han sagde, og efter en masse lusede forsøg lykkedes det endelig. jeg hoppede op i luften uden tøven og landede på fire ben, jeg kiggede ud mellem øjenlågen som ellers havde været lukket, alt var plæudseligt så klart jeg kunne se alt langt væk hvis jeg fokuserede. Jeg fokuserede på enden af engen og kunne se en lille fugl der sad og sang, et sødt syn men ikke lige så sødt som det jeg så efter efterfølgene. jeg kiggede hen mød Aaron, men Aaron stod der ikke længere i stedet stod der en snehvid ulv igen. han begyndte at løbe og jeg løb efter. "Du er en smuk Ulv" Aarons stemme var nu i mit hovede det måtte være sådan at man talte i ulve tilstand. tænk at jeg var en ulv! "Du da heler ikke så dårlig selv" svarede jeg stemmen, jeg kom i tanke om at jeg endnu ikke havde ringet til Daniella. Hun måtte virkelig være sur på mig, eller ked af det, lige meget hvad ville hun forstå det hele... men jeg kunne jo bare ikke fortælle den vigtigste detalje til nogen som helst heler ikke min far eller min bror... ingen... Før jeg vidste af var jeg igen et menneske og stod midt ude på en eng med tårer strømene ned ad mine kinder. Aaron kom hen imod mig nu også i menneske skikkelse, han greb mig i en omfavnelse,nu han aede mig blidt på ryggen og på hovedet. men det hjalp ikke jeg havde brug for en at snakke med, men kunne jeg fordybe mig hos Aaron? Og hvis jeg gjorde ville han så forstå?, han var jo endeligt min bedste ven i den her by. "hvad er der galt" spurgte og fjernede en vildfaren hårlok om bag mit øre mens han intens kiggede mig i øjnene. Istedet for at begynde at tude igen, lænede jeg mig frem og kyssede ham. først stivnede han, men så lagde han armene omkring mig og gjorde kysset dybere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...