Begravelse - ONESHOT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en kort novelle som handler om en dreng, Albert, der lige har mistet sin søster... jeg vil ikke sige at det er en glad novelle, så hver beredte. :)

1Likes
1Kommentarer
250Visninger
AA

1. Sorg

Mor, far og jeg kører i en bil på vej til hospitalet. Søster har fødselsdag. Det er hendes tiårs. Vi går ind i værelset, hvor hun ligger med slangerne stikkende ud af armene. Vi har masser af gaver med. Når hun ser os smiler hun svagt med glædestrålende øjne.


Min søster har altid været en sød pige. Hvorfor var det lige hende der skulle dø og ikke mig? Pokkers kræft. Jeg sætter mig ind på bagsædet i vores bil. Jeg kigger ud af vinduet, jeg kan ikke holde ud at se på min forældre, det er for sørgeligt. Der er alt for stille i bilen. Mine øjne glitrer i glasset. Jeg ved at jeg græder. Jeg vil aldrig nogensinde se min kære lillesøster igen. Aldrig, tænkte jeg. Nu begynder jeg at kunne hører klokkerne fra kirken. Min mor udstødte en mærkelig halvkvalt lyd. Jeg tror ikke at det valium hjalp ret meget.
- Jeg kan se nogle af dine venner, søn.
- Jah, jeg kan også godt se dem, far. Men de er altså ikke mine venner længere.
- Hvorfor ikke?
- De provokerede mig for meget.
Hvorfor er de her? Dengang vi var venner, spurgte de altid hvorfor jeg var så meget sammen med min søster. De sagde at det var ynkeligt. Det var derfor, vi ikke er venner længere. Der er ingen der ved hvorfor jeg var så meget sammen med min søster. Måske bortset fra en. Mie, som altid har været min ven. Hun har altid forstået det, også når jeg ikke engang selv gjorde. Mie har aldrig spurgt så meget til det. Hun har trøstet mig når at det var værst. Jeg kan huske engang, hvor hun pludselig bankede på mit vindue en aften, hun havde set at jeg brød sammen foran vennerne og hun fortalte at hun havde skyndt sig hjem til mig. Vi havde snakket hele natten. Hun havde trøstet mig. Hun fortalte hvordan hun havde haft det, da hun mistede hendes storebror nogle år tidligere.


Jeg har altid været ligeglad med været når jeg skulle over at besøge min søster. Helt ligeglad med tordenvejr, lyn eller stormflod…
Hvorfor? Hvorfor skal det være så pokkers vådt? Selvom at jeg er drivvåd fra top til tå er jeg ligeglad. Jeg skal se min søster! Mine fødder plasker ned i vandpytterne, der flyver væk under mig, mens jeg arbejder med at holde den tunge pakke ind til mig under jakken. Jeg ved at det er hendes yndlingsbog. Hun skal jo have den inden hun ikke kan læse mere, ikke? Jeg løber ind af hoveddøren – hvis man kan kalde det det – på hospitalet. Mørke totter hænger ned foran mine øjne. Jeg ryster mit hoved mens jeg ser rundt. Jeg ved hvor jeg skal hen så jeg skynder mig. Far har fortalt mig at hun ikke har lang tid tilbage. Hvis jeg mister hende, ved jeg ikke hvordan jeg skal klare mig. Hun er limen i vores lille familie. Jeg er dog sikker på at Mie nok skal trøste mig, hvis hun kan. Mie kunne ikke komme i dag, jeg tænker stadig på hvorfor. Måske kan hun ikke lide hospitaler? Det forstår jeg egentlig godt, jeg begynder også at få krampetrækninger hver gang jeg ser en neutralfarvet hospitalsgang. Jeg tænker mine egne tanker imens jeg går ruten hen til værelset hvor søster ligger.
- Hej, søs. Siger jeg, når jeg ser hende ligge i sengen.
Hun vender hovedet og smiler stort. Det er svagt men det er der.
- Hej, A. Hun kalder mig A som en forkortelse af mit navn.


Nu er vi ved kirken. Jeg kan se Mie, hun står og venter på mig, for vores øjne mødes gennem bil-vinduet. Jeg kan kende hende alle steder. Jeg prøver på at smile, men jeg vil tro på at det mere ser ud som om at jeg lige har bidt i et surt æble. Hun kan se hvordan jeg har det. Hun løber over til bilen, hvor jeg er ved at stige ud. Hun holder mig fast i et hårdt kram i flere minutter. Så løsner hun sig og hvisker stille i mit øre:
- Vi skal ind nu.
Jeg går langsomt ind i kirken med min hånd limet fast til Mies. Så er det os to, tænker jeg. Mie og Mig. Jeg skal nok klare mig igennem det. Mie er mit anker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...