Secret Love 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Færdig
**SE TRAILER** Historien om Ea, fortsætter... Nu med mere drama, sorg og kærlighed! For hvad sker der når man finder ud af at man er gravid...og ikke ved hvem faren er?! Eller hvad med at man fx. skal holde sit barn hemmeligt?!... Hvad nu hvis Eas ex kommer tilbage.. vil hele hendes liv ramle sammen?! Kan hun klare presset?!...

80Likes
177Kommentarer
11202Visninger
AA

11. I love you mom.

Hej, jeg har haft rigtig svært ved at skrive dette kap. da det første mig hen til noget jeg selv har oplevet! Jeg vil bare lige sige at jeg har brugt rigtig lang tid på det! Når i kommer til Annes synsvinkel syntes jeg at i skal høre Just a kiss med, Lady Antebellum, den kommer man virkelig i stemning af. 

ikke rettet igennem

Liams synsvinkel.

Jeg blev vækket af en høj ringetone, der fyldet det mørke rum. 

"Det Liam" mumlede jeg i telefonen og lagde mig på ryggen igen.

"Hej Liam, Det er Carolina fra Hospitalet, Jeg må desværre melde at din mors tilstand er blevet værre, i må nok komme her over og sige farvel." 

"HVAD?!, skal.. skal hun dø?" der løb flere og flere tårer ned af mine kinder.

"Hendes tilstand er meget slem, men vi kan ikke love noget, det er bedst hvis i kommer med det samme." 

"ok...okay" jeg lagde på og rejste mig op. 

"Soph.. Soph vi skal hen på hospitalet." der løb flere og flere tårer ned af mine kinder. Hun åbnede stille sine øjne og kikkede lige ind i mine.

"Liam, hvad er der sket?" hun rejste sig op og tørrede stille nogen tårer af mine kinder.

"Min mors tilstand er blevet værre og vi skal der hen nu" Soph nikkede og begyndte at finde noget tøj..

Jeg gik ind mod Eas, værelse. 

"Ea vi skal hen til hospitalet nu" hviskede jeg og rørte stille ved hendes skulder. Hun satte sig op med et sæt.

"Hvad er der sket?" Hendes stemme var svag og usikker.

"Mors tilstand er blevet værre og vi skal hen til hospitalet" Der samlede sig hurtigt en masse vand i hendes øjne som selv. hurtigt blev værre og løb over.

"sshh kom her" jeg trak hende ind i et varmt kram. 

"Klarer... klarer hun den?" hulkede hun mod mit bryst.

"Jeg... jeg ved det ikke, lad os tage der over og kikke på det" hviskede jeg mod hendes hovedbund.

Hun trak sig stille ud af krammet, og først der opdagede jeg at hun kun havde BH og trusser på. 

Jeg smuttede ud af døren og ind på vores værelse, hvor Soph allerede var i tøjet. Og ved at gøre D-baby klar.

Annes synsvinkel (Ea og Liam's mor)

Jeg kikkede med besvær hen på uret som viste 03:56. Var det virkelig nu jeg skulle dø? Mit liv var jo slet færdigt! Jeg havde altid været uvenner med min førstefødte, tænk at jeg var blevet mormor også ikke kunne nyde mine børnebørn, mere end de 2 timer de var her før! Jeg kommer ikke til at se dem vokse op som enhver mormor og farmor bør opleve! der løb en lille tårer ned af min kind, jeg var jo slet ikke klar til at dø! Jeg var jo kun 49 år! 

Døren gik stille op og en sygeplejske kom ind.

"Din familie er ankommet" sagde hun så og gik ud. 

Ea var den første der kom ind, hun havde den lille med i den der stol.

"Hej mor" hviskede hun, hendes stemme var hæs og hendes øjne var røde.

"hej søde" hviskede jeg tilbage. Liam og Sophia kom også ind, Liam bar hans lille baby. Liams øjne var også svagt røde og han så træt ud.

"Hej Liam" hviskede jeg og kikkede hen på uret som nu viste 04:11, jeg fik der værre og værre for hvert minut der gik. Alt blev mere og mere utydeligt, som om min krop ikke ville mere. Som om at hvis jeg lukkede mine øjne ville jeg bare dø. Så ville alle jeg elsker være væk! Jeg ville være helt alene. Hvad skulle jeg gøre? 

"Hej mor" svarede han stille og gik hen til sengen jeg lå i.

Ea satte sig på den ene side og Liam og Sophia på den anden. 

"Ea, må..må jeg prøve at holde hende?" hviskede jeg og kikkede på det lille barn der lå i hendes arme.

"Self. mor" hviskede hun go gav mig baby. 

"Hej baby." hviskede jeg og smilede til hende. Hun kikkede på mig med store øjne og.. smilede! 

Jeg kikkede over på Ea som sad med tårer i øjnende. 

"var..var det hendes første smil?" hviskede jeg og kunne mærke mine øjne blive våde. Ea nikkede stille. 

"Du er den jeg helts vil have hun skal smile til først!" hviskede hun og tog sin telefon frem.

"hey baby" smilede jeg til hende. 

"mor, smil" hun tog et billede, og flere tårer røg ned af hendes kinder.

"Må jeg prøve at holde ham?" spurgte jeg Sophia. 

"ja selv." hendes øjne var også våde...

"Tænk at jeg får lov til at sidde med begge af mine børnebørn!" hviskede jeg og flere tårer løb ned af mine kinder.

"Smil mor" sagde Ea og Liam i kor... Jeg begyndte pludselig at hoste voldsomt. 

"Tag lige børnende" hostede jeg og satte mig op. 

"Mor hvad sker der?" spurgte Ea panisk, hendes øjne var fulde af vand, og tårerne løb om kap ned af hendes kinder. Jeg rystede stille på hoved og lagde mig ned i sengen igen. Var det nu? jeg vil ikke! Jeg vil leve. Jeg vil være sammen med dem jeg elsker!

Jeg tog stille Ea og Liams hænder mens Sophia tog børnende. 

"Ea, jeg er så ked af at jeg aldrig fik fortalt dig ordenligt at du havde en bror som du ikke havde hørt om. jeg ville bare ikke miste dig ligesom Liam. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Tænk at du allerede er blevet mor! Lev livet mens du kan, tag alle chancer du kan og lad vær med at fortryd noget! Livet har op turer og ned turer. Men husk at jeg altid vil være i dit hjerte!" Der løb nu flere tårer ned af hendes kinder. Hendes greb om min hånd blev strammere. 

"Jeg elsker også dig mor!" hulkede hun.

"Liam, du skulle bare vide hvor meget jeg har grædt da jeg mistede dig! jeg ved virkelig ikke hvad der gik galt den gang og jeg har virkelig prøvet at glemme det, men lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Men jeg elsker dig! Og du er blevet far til den sødeste lille dreng jeg har set! Du har fundet en helt vidunderlig smuk og sød kæreste! Jeg elsker dig!" Han græd ligeså meget som Ea nu.

"ilm. mor! Jeg elsker dig!" 

Alt blev mere og mere sløret, jeg strammede græbet om deres hænder. Det hele blev mere og mere mørk. Farvel, farvel til livet. 

----------------------------------------------

Puha! Jeg ved ikke med jer men jeg græd lige lidt meget! Som sagt før har jeg haft virkelig svært ved at skriv det her kap. da det lidt hentydede til noget jeg selv har oplevet. 

Håber at i hørte sangen til. 

--Panni-- 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...