Som Freja

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Færdig
Idas søster, Freja, er syg. Ida vil gerne hjælpe hende, men ved ikke hvordan hun skal håndtere det. Langsomt udvikler hun noget der er helt ved siden af... Dette er en historie, der vil sætte fokus på børn med søskende der lider af en psykisk sygdom. *Bidrag til konkurrencen - det smukke cover er lavet af Anne Loan*

28Likes
55Kommentarer
938Visninger
AA

1. -

Skyggerne fra stearinlysene blafrede lystigt hen over bordet. Sendte et gulligt skær ud i stuen.

”Jeg er mæt nu”, mumlede Freja ned i sin tallerken. Mor så over på far, og de sendte hinanden et sigende blik. Jeg sank en klump.

Mor rejste sig, og satte sig på hug ved Frejas stol. Hun hviskede lavmælt til hende, men Freja så ikke ud til at høre efter. Far lænede sig ind over bordet og tog hendes hænder.

Jeg stirrede ned i min tallerken. Kørte pastaen rundt med gaflen, så den blev smurt ind i fed sovs. Jeg orkede ikke at høre det hele en gang til.

Skyggerne fra lysene dansede ikke længere. Stod nærmest stille. Den gule farve forsvandt også. Skiftede til en grålig blå.

”Jeg er færdig”, sagde jeg, og rejste mig. Tallerkenen lod jeg stå. Far nikkede, men veg ikke blikket fra mor og Freja. Mor tog forsigtigt sin gaffel, og forsøgte at få Freja til at gøre det samme. Men da var det at hun gik af.

Jeg hørte hende protestere. Hun hylede og skreg.

”Jeg vil ikke, jeg vil ikke! I kan ikke tvinge mig! Jeg vil ikke!” Jeg lukkede ørene for det. Prøvede at glemme det. Prøvede at få tankerne til at forsvinde.

 

Ved døren til værelset standsede jeg. Kørte fingrene langsomt hen over skiltet. Ida og Freja stod der. Og så et billede af Freja og mig. Det var taget sidste år. Vi stod ved en sø og smilede med armene om hinanden. Vores brune hår var ens. Øjnene. Det hele. Med undtagelse af tøjet. Mit var lidt større end hendes. Det var tydligt.

Mor havde ellers købt sættene i samme størrelse. Men Freja havde insisteret på at få et mindre. Hun sagde, at hun nok skulle kunne passe den om en uge. Ingen havde stillet spørgsmålstegn ved det.

 

Jeg mærkede noget vådt på min kind. Tørrede det hurtigt væk. Jeg gik ind på værelset. Vores værelse. Skrivebord, seng, skab. Og så en reol. Men den var næsten tom. Freja fik bøgerne med når hun var derhenne. Men det måtte vi ikke snakke om. Det var forbudt emne, og mor sagde at jeg ikke kunne forstå. Men det var nu alligevel det jeg forsøgte. At forstå. Det hele. Bare.... forstå.

 

Freja gik i seng ved nitiden. Jeg lå og tænkte. Hun stod en stund ved spejlet iført undertøj.

Hendes lange tynde fingre bevægede sig hen over maven. Hun rørte forsigtigt de tydeligt fremtrædende ribben. Jeg sank en klump. Hun så hen på mig. Hendes blik; så fuldt af tristhed og tomhed. Jeg kunne ikke forstå hende. Men jeg forsøgte alligevel. Jeg ville hjælpe.

Hun vendte sig imod spejlet igen. Det tynde brune hår hang som tang ned over panden, og klæbede sig fast til hendes kæbe. Endnu en gang lod hun fingrene glide hen over maven. Udstødte noget der mindede om et dybt suk. Så trak hun natkjolen over hovedet. Lagde sig ned på sengen.

”Ida?” hviskede hun. Jeg mumlede noget. Hun trak vejret i hurtige stød. Lagde sig om på siden. Væk fra mig. Hun tog en dyb indånding. Jeg holdt vejret.

”I vil have at jeg bliver tyk,” hun rystede på stemmen, og skælvede imens hun snakkede. Jeg sank en klump. Prøvede at forstå det hun sagde. Men jeg kunne ikke. Jeg rystede. Lod være med at svare.

”Hvorfor vil du gøre det imod mig...?” hviskede hun. Jeg blinkede hurtigt. Fik dem væk. Tårerne. Pressede mine øjne i, og lod som om jeg sov.

 

Jeg hørte mor rumstere rundt herinde omkring middag. Hun ville have Freja med derhen. Freja græd og nægtede at følge med hende.

”Jeg vil ikke ind til dem igen! I vil af med mig, vil I!” Jeg åbnede øjnene på klem. Så på mor der havde tårer i øjnene, og Freja der kæmpede imod. Far kom ind på værelset og gik hen til Freja. Han ruskede i hendes skuldre og råbte af hende. Råbte, at hun skulle tage sig sammen. At hun skulle opføre sig normalt. Jeg trak dynen op over hovedet. Forsøgte at gøre mig usynlig, som om det kunne lade sig gøre.

Freja var stoppet med at stritte imod. Jeg kiggede forsigtigt ud igennem en sprække i dynen. Far stod med et sammenbidt udtryk. Stirrede ud i luften. Lige ved min seng. Mor rystede. Greb varsomt Frejas hånd, og fulgte hende ud i gangen. Hjalp hende med at tage de sorte kondisko på.

Far stod stille. Stod der bare. Åbnede og lukkede sine øjne. Jeg skælvede. Lukkede øjnene og talte til ti. Håbede at det hele ville forsvinde. Alt. Bare forsvinde.

Men det gjorde det ikke.

Jeg åbnede munden for at sige noget. Bare noget. Jeg var jo så tæt på far. Kunne røre ham hvis jeg strakte min arm. Kunne sige at Freja nok skulle blive rask. Kunne sige at jeg også var ked af det. Også var tom indeni. Også havde brug for at græde.

Men så forsvandt han.

”Vi kører nu. Du bliver nødt til at lave frokost selv, Ida.” Hans stemme var lav og hæs. Han vendte sig imod gangen. Væk fra mig.

”Freja. Du har bare at gøre hvad der bliver sagt.” Han tog en dyb indånding. Mor bed sig i læben. Jeg hørte dem åbne døren. Freja hvæsede af far da han tog hende om skulderen. Jeg fulgte hele optrinnet med øjnene. Ventede på at døren smækkede. Ventede på at stilheden skulle sænke sig. Ventede på, at jeg kunne løbe ud i køkkenet. 

 

Jeg styrer direkte hen til køleskabet. Flår det op. Tager saften, leverpostejen og den fede gule ost med ud. Banker lågen i. Spiser af osten imens jeg tager låget af kagerne. De små tynde peberkager.

Som Freja.

River posen med rugbrød ned fra hylden. Læsser det hele af på spisebordet. Spise. Bare spise.

Langt inde i kagedåsen begynder kvalmen at hanke op i mig. Jeg bøvser ned i ærmet. Forsøger blot at få det hele på afstand. Spiser to mere.

Freja.

Jeg tager rugbrødet til mig. Fisker en skive op. Putter osten på. Tygger den med hurtige mundbevægelser.

 

Spise. Bare spise. For Freja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...