Forever means forever {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2014
  • Opdateret: 10 jul. 2014
  • Status: Igang
Man tror på, at når nogen siger forevigt, så mener de det også. Men det kan man ikke altid stole på. Det kunne Lexi Brooks i hvert fald ikke. For 6 år siden var hun bedstevenner med Justin Bieber. Men da han rejste til L.A. for at blive berømt, glemte han alt om Lexi. Desværre glemte hun aldrig ham. 6 år efter dukker Lexi op til Justin's 21 års fødselsdagsfest. Men det er ikke for at fejre ham. Det er for at hjælpe ham. For Hollywood er nemlig et barskt sted og man kan hurtigt komme ud i problemer. Det samme gjorde Justin og det vil Lexi lave om på.

6Likes
1Kommentarer
222Visninger
AA

2. The birthday party

Lexi's synsvinkel:

Jeg kiggede op på himlen ud gennem taxiens beskidte ruder. Vejret var ikke det bedste. Himlen var fuld af skyer, men vi var jo også kun lige kommer ind i marts. Seks år. Der var gået seks år siden, at jeg sidst havde set ham. Selvfølgelig har jeg set ham i forskellige magasiner og fulgt med i hans liv, men at jeg nu skulle møde ham igen efter seks år. Jeg fik sommerfugle i maven bare af, at tænke på det. Jeg afbrød mine egne tanker og kiggede på min iPhone. Klokken var 21:51 og hans fest havde været i gang i lidt over to timer. Taxien drejde skarpt til venstre og det fik mig næsten til at tabe min iPhone.

Jeg kunne høre musikken hamre igennem og se lysstråler på himlen nu. Taxien drejede en gang til. Det var forenden af denne vej, at han boede. "Vi er der om 2 minutter," sagde taxichafføren med en dyb stemme. Jeg kiggede frem fra min iPhone og kunne se en masse biler holde parkeret. "Okay, men du kan bare sætte mig af bag den bil," sagde jeg og pegede på en rød Ferrari. Taxien stoppede og jeg betalte chafføren og steg ud. Jeg trak vejret dybt ned i mine lunger og begyndte at gå ned i mod festen. Ind i mellem kom der et par biler kørende forbi mig. De stoppede og ud af bilerne steg kendte, så vel som ukendte, mennesker. Alle sammen skulle ind til hans fest.

Jeg nåede hen til stien, som førte op til hans hus, eller rettere sagt hans palæ. Jeg gik med faste skridt op af stien, for jeg ville ikke risikere, at falde. Selvom jeg må indrømme, at stiletter aldrig har været min stil. Jeg kom op til døren, hvor en vagt stod og tjekkede nogle gæster for invitationer. Jeg kom lidt tættere og fangede lidt af deres samtale. "Er I helt sikre på, at I er blevet inviteret?" Spurgte vagten undrende. "Ja, klart vi er. Her er invitationen," svarede en ung mand og rakte vagten et stykke papir. Shit! Jeg havde ingen invitation. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Hvad fanden gør jeg? Tænkte jeg.

Vagten nikkede til gæsterne. "Det ser fint ud. I kan bare gå ind," sagde han og sendte dem ind. "Vent på mig, guys!" Råbte jeg pludselig og løb i mine stiletter det sidste stykke op til vagten. Jeg ved ikke, hvad jeg må have lignet - en ko på stylter eller noget i den stil. Vagten trådte ind foran mig. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte han og krydsede sine arme. "Ja. Mine venner. Det er dem, som du lige har lukket ind. Jeg skal ind til dem," svarede jeg og prøvede at gå forbi ham. "Men hvorfor kom du så ikke samtidig med dine såkaldte 'venner'?" Han løftede sit ene øjenbryn og kiggede ned på mig. "Jo, ser du... Jeg sagde til dem, at de kunne gå i forvejen, da jeg lige... lige..." Min hjerne kørte på højtryk for at finde et svar. "... Da jeg lige skulle have fikset min make-up. I bilen," sagde jeg så og kiggede halvt op på vagten. Jeg holdt vejret. "Hmm..." Sagde han bare og fjernede sig fra døren. Jeg pustede ud og smuttede forbi vagten. "Hey! Hvad skal I her?" Var det sidste jeg hørte vagten sige inden, at jeg smuttede indenfor. Okay, nu skal jeg bare finde Justin.

Lugten af alkohol fyldte min næse og høj musik mine ører. Jeg kiggede på hvad klokken var. Jeg havde brugt fucking 15 minutter på at diskutere med den vagt. Spild af tid i min verden, but nevermind. Jeg var lige kommet ind og stod og kiggede rundt. Der var mennesker overalt. Jeg gik forbi en flok mennesker og lyttede lidt til deres samtale. "Jeg har hørt, at will.i.am skulle komme og optræde," sagde en lyshåret pige og tog en slurk af sin drink. Hun havde en sort cocktail kjole på med guldglimmer detaljer. Kjolen var meget flot, bare ærgeligt at den ikke passede hende. "Ja, det har jeg også hørt. Og at der skulle komme kæmpe fyrværkerishow ved midnat," sagde en dreng og puffede til ham, som stod ved siden af. "Jarhh," grinte han og råbte: "Skål for det!" De slog deres drinks sammen og råbte skål. Jeg grinte for mig selv ved tanken om, hvor latterlige de så ud.

Jeg gik videre og kom ind i et stort rum. Jeg ville gætte på stuen. Jeg kiggede igen rundt efter Justin, men jeg kunne ikke se ham. Jeg gik hen til en bar, som der var derinde. "Hvad skulle det være, babe?" Spurgte bartenderen med et smil på læben. "Bare en Mokai, tak." "Skal en smuk pige, som dig, ikke have andet?" Spurgte han og kiggede med et løftet bryn på mig. Pff, bartendere... Sådan er de alle. Flirter med alle piger som de ser, bare for at komme i bukserne på en, der er dum nok til at falde for dem. "Nej, en Mokai ville være fint," svarede jeg og kiggede ned af hans trøje og så et navneskilt: Zac. "Og Zac." Han kiggede smilende op på mig. "Bare drop dit flirteri. Jeg hopper ikke på det," sagde jeg og sendte ham et sidste smil før, at jeg snuppede min Mokai og gik.

Okay, hvis jeg var en verdenskendt stjerne, hvor ville jeg så være? Tænkte jeg imens, at jeg bevægede mig ud i haven. Der var stillet en scene op og der var en DJ som var i gang med at fyre noget musik af. Jeg gik ned på græsset og lidt ved siden af scenen var et langt bord. Bordet var fyldt med gaver. Alle hans fødselsdagsgaver fra alle hans gæster. Jeg gik og kiggede lidt på hans gaver. Der var både store og små gaver, kurverter og en enkelt bil. Bilen var en hvid Lamborghini og den havde en stor lilla sløjfe klistret fast på køleren.

Pludselig stoppede musikken og DJ'en tog en mikrofon frem. "Hvordan har I det?" Råbte han i mikrofonen. Alle folk skreg og jublede som svar. "Allesammen giv jeres vært en kæmpe hånd, for her kommer han... Justiiiin Bieberrrr!" Alle blev helt vilde. De hoppede og skreg. "What up?!" Råbte Justin smilende. "Er klar til at fyre den af?" Oh yeah! "Will.i.am er klar til at fyre den af indtil midnat, hvor fyrkeværiet vil eksplodere oppe på himlen!" Justin smuttede ned fra scenen og op kom will.i.am.

'Scream and shout' kunne høres fra de store højtalere og folk begyndte at strømme ud. Jeg prøvede forgæves at komme ind til Justin. Jeg kunne stadig ane ham i menneskemængden. Jeg måtte bare ikke miste ham ude af syne. Forsent... Han var væk. Forhelvde Justin! Kan du ikke bare blive ét sted? Tænkte jeg irriteret. Jeg havde forlængst tømt min Mokai og når jeg alligevel var til en fest, hvor de aldrig løber tør for alkohol, kunne jeg godt snuppe en til. Jeg gik hen til baren og tog en til. Heldigvis var det ikke Zac, som var der denne gang. Jeg satte mig hen i en sofa og tog en ordenlig slurk af min Mokai.

"Tror du ikke, at du skal holde lidt igen med det alkohol? Jeg ved jo hvad det gør ved dig," sagde en velkendt stemme bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen og så ind i et par brune øjne. "Justin!" "Lexi!" Han slog sine arme ud. "Jeg troede ikke, at du kunne genkende mig," smilte jeg og rejste mig for at kramme ham. Han duftede, som han også gjorde for seks år siden. "Det kunne jeg hellere ikke i starten, men da jeg kiggede ordenligt efter, sååå..." Jeg kunne mærke, at han smilte ned i mit hår.

"Nå, men hvad har du så lavet de sidste par år?" Spurgte han mig imens, at han rettede lidt på frisuren. "Jooo, du ved... Skolen, veninderne, byen. Der er ikke så meget andet at sige," grinte jeg efter, at han havde brugt 5 minutter på at fortælle om, hvad han havde lavet og jeg kun havde brugt 10 sekunder. Vi stoppede lidt med at grine og Justin spurgte: "Seks år. Skulle der virkelig gå seks år før, at vi skulle grine sammen igen?" Han gav mig 'hvad-gik-der-galt'- blikket. "Ja, det er utroligt, men det er lige meget, for nu er jeg her endelig." Jeg smilte til ham. Han kiggede på mig og smilte også.

"Justin, er der et sted, hvor vi kan tale sammen? Alene? To og to?" Han kiggede undrene på mig og svarede: "Ja. Ovenpå, på mit værelse." "Okay super, because we need to talk," svarede jeg med et alvorligt blik. Han kiggede bare på mig, som om jeg var helt væk. "Er du sikker på, at alkoholen ikke allerede har påvirket dig, Lexi?" Spurgte han med et løftet bryn. "Seriøst. Vi skal snakke. Det er vigtigt," svarede jeg og rejste mig fra sofaen. "Kan det ikke vendte til efter fyrværkeriet?" Jeg kiggede op på ham. "Justin!" "Seriøst Lexi. Jeg skal altså være der," svarede han og før jeg kunne modsige ham, var han smuttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...