De forstår ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
At leve med Skizofreni er ikke nemt. Her er mit bud på en historie til konkurrencen "psykisk sygdom i familien."

16Likes
28Kommentarer
550Visninger
AA

1. "De forstår ikke"

”Gør det! Riv! Slå! Spark!” Han var der stadig, med sin uafbrudte talestrøm af ordre. Det var stadig svært for mig at håndtere det. Alle stemmerne, lydene, selv hallucinationerne føltes så virkelige, at det var svært at se forskellen.

Mine hænder var knyttede og presset mod mine tændinger. ”Gør det!” råbte han. Jeg kunne ikke lukke ham ude eller bare lade være med at høre efter.  Han havde et tag på mine tanker, og jeg var for slap til at rive mig fri.

En krassen mod mit indre hoved fik mig til at skære ansigt af bare smerte. Jeg havde fejlet, ikke fulgt hans ordre. ”Svækling,” rungede en stemme i mit hoved. ”Du duer ikke! Taber! Svækling!” Jeg skar tænder, han var rarsende.

Konsekvenserne var blevet værre og ordene hårdere. Måske kunne jeg stadig undgå de værste skræmmer. Måske var det ikke for sent at følge hans ordre. Jeg åbnede mine øjne, så mig omkring, mens jeg havde kurs mod køkkenet.

”Dygtig pige,” gnæggede han tilfreds. En kat kravlede hen over køkkenbordet, det var ham. Øjnene var store og blå, men jeg vidste at man ikke skulle lade sig narre. Jeg havde set hvad der var under overfladen.

Hans katte-skikkelse trådte elegant hen over bordpladerne. Et kort sekund var jeg stoppet op, men satte så kursen mod det pelsklædte væsen.

”De forstår dig jo ikke,” sagde han helt sukkersødt uden et spor af den forhenværende vrede. Han var standset, dog kun til fordel for at gnide sig op ad en træblok med knive. Mit blik gled op. Jeg kunne skimte en person inde i stuen, Alex, min storebror.

Noget mørkt gled ned over mig. Jeg trådte et skridt frem mod ham. ”De forstår mig ikke,” sagde jeg monotont, mens min ene hånd greb rundt om skaftet på en af knivene. Flere senarier bredte sig ud i mine tanker. Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne ikke stoppe. Det var hamhans skyld alene.

”Kaya?” En velkendt stemme brød gennem filmen et kort sekund. ”Hvad laver du?” Min brors stemme var forvirret og usikker.

Vores forældre var ikke hjemme lige nu, men Alex vidste hvordan jeg havde det. Han havde set det værste, og vidste at jeg ikke var i stand til at kontrollere mig selv, hvis sygdommen – som de kaldte det – tog over.

Da jeg ikke havde svaret ham, havde han sat kursen imod mig med hastige skridt. Jeg tror Alex havde  mærket, at der var noget helt galt. ”Kaya?”

Katten havde flyttet sig fra bordet og over på mine skulderblade. Den var parat til at sætte sine klør i mig, hvis jeg gjorde eller sagde det mindste forkert. Han var der altid til at se mig over skulderen.

Mit blik gled fra min bror og ned på kniven i mine hænder. ”Han forstår det ikke,” spandt katten. ”Lyt til mig, jeg ved hvad der er bedst. Bedst for os begge.” Dette ord, bedst, havde sat sig fast i mit hoved. Lavede ekkoer af sig selv.

Jeg kunne mærke hvordan min krop efterlod mig i hans magt. Nu fik han hvad han ville, og jeg behøvede ikke at frygte for at fejle. Jeg behøvede ikke at frygte for konsekvenserne.

”Alex,” stemmen der sagde hans navn var ikke min, den var for kølig. Min ene hånd slap grebet om kniven, mens den anden bare løftede mit våben højere op.

”Kaya,” sagde han prøvende. Jeg kunne se at han prøvede at bevare roen, men usikkerheden skinnede igennem. ”Det er ikke dig.”

”Du forstår mig ikke!” råbte jeg. Det var så forkert, men jeg kunne ikke stoppe, og desuden frostod han mig jo ikke. Alex havde aldrig mærket klørene kradse mod sin indre hovedskal. Han kunne ikke høre eller se de ting jeg kunne. Han ville aldrig komme til at forstå hvorfor mine tanker aldrig var helt til stede.

”Kaya det er ikke dig,” forsøgte han igen. ”Du ville aldrig gøre mig fortræd.” Han trådte et skridt frem. Min hånd med kniven rystede. ”Og nej, jeg forstår det ikke helt, men du har fortalt mig om det. Jeg har hjulpet dig når du var tæt på bunden. Jeg har lyttet, og prøvet at forstå. Gjort mit bedste.” Der var ordet igen, bedst.

Havde han virkelig gjort alt det for mig?

”Du skal ikke lyttet til ham!” hvæsede katten i mit øre, før jeg mærkede smerterne i mit hoved tage til. ”Han vil aldrig forstå!”

Mine øjne fangede Alex’. De havde en dejlig klar og beroligende blå farve. Jeg kunne mærke kniven glide ud af min hånd, og hans tag på mig blev løsere.

”Svækling!” En hvæsen bredte sig i mine øregange. ”Svag! Ynkelig! Dum!” En tåre gled ned ad min kind, dog gjorde den kun det hele meget værre. Mit hoved dunkede i smerte, men jeg kunne intet gøre.

Alex kom tætte på, og lagde sine arme om mig. Det var dejligt betryggende, men det fjernede ikke smerterne eller hans stemme.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

Mine hænder rystede. Ordene fortsatte.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

Jeg ville have ham til at gå væk. Jeg kunne ikke klare ham mere, efter alle de år med Skizofreni følte jeg at jeg var ved at nå enden. Det var som om at lyset ventede lige rundt om hjørnet.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

Mine hænder pressede sig igen mod mine tændinger. ”Gå væk!” skreg jeg, mens tårerne strømmede ned ad minde kinder.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

En rysten gik gennem mig. Alex prøvede at tysse på mig, men det virkede ikke.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

Jeg så kniven for mig. Blodet, der løb ned ad min hud, mens alt andet bare blev sort.

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

”Kaya!” Jeg hørte Alex’ stemme ved mit øre. Han var der stadig. ”Det er bare sygdommen, Kaya! Det er ikke virkeligt! Tag det roligt!”

”Ynkelig! Svækling! Taber! Dum! Svag! Grim! Uduelig!”

Måske var det bare sygdommen, men det hele føltes bare så virkeligt.

For to år siden havde jeg fået stillet diagnosen Skizofreni.  Lægerne betegner det som en sygdom hvor man ser, hører og forestiller sig ting, der ikke rigtigt er der. Men det kan de jo sagtens sige. Det er ikke dem, der bliver drevet til vanvid af mumlen og stemmer. Det er ikke dem, der føler smerterne. De har sikkert prøvet at have en sang på hjernen, men den forsvandt jo igen. De ville aldrig forstå det med stemmerne, mumlen, synerne … Intet.

”De forstår ikke!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...