Den Store Drage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Igang

3Likes
6Kommentarer
294Visninger
AA

2. Kapitel 2

Et fantastisk smukt syn kommer mig i møde, da jeg kravler frem fra busken, der dækker hullet på ydersiden af muren. Solen er ved at stå op. Den har givet den næsten skyfri himmel en meget smuk og klar orange farve, der ikke kan beskrives godt nok med ord. Jeg sidder på hug et øjeblik, og betragter den dejlige udsigt over skoven. Jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg ser en lille fugl sidde og synge i et af de nærmeste træer. Et kort øjeblik virker det som om, alting er perfekt. Som om der ikke er nogen bekymringer eller problemer. Men jeg bliver hurtigt sendt tilbage til virkeligheden. Jeg vil ellers gerne blive her lidt længere tid, men jeg skal have skaffet en del mad, inden dagen er omme, for vi løber meget snart tør. Søen er altid et godt sted at finde føde, så der vil jeg gå hen i første omgang. Jeg holder meget af skoven på dette tidspunkt af dagen. Ikke at jeg ikke normalt gør det, men her om morgnen er her bare rart på en anden måde. Her er så stille og fredeligt. 

 

Det tager ikke lang tid for mig at nå ned til søen. Jeg finder de fælder frem, jeg altid ligger bag den store sten i vandkanten. Jeg elsker at svømme, men i dag må jeg nøjes med bare at sætte fælderne op. Efter små ti minutter er de alle seks sat op, og jeg begiver mig videre i jagten på mad. Fuglene synger, og jeg kan mærke, hvordan livet i skoven så småt er begyndt at vågne. Her er køligt, men på en frisk måde. Det minder mig om en af de første gange, far tog mig med herud. Det var en tidlig forårs morgen, og solen var kun lige kommet op. Jeg var ikke ret gammel, men far mente alligevel, at jeg godt kunne komme med. Dengang var der ikke udgangsforbud, som der er nu. Folk kunne gå ud og ind af bymuren, som det passede dem, uanset hvad tidspunkt det var på dagen. Havde man et eller andet underligt behov for at besøge vores naboby, Shierdale, klokken lort om natten, så kunne man bare gøre det. Folk var dengang mere åbne med deres følelser og hemmeligheder, eller det synes jeg i hvert fald, jeg kan huske. Men så kom Udryddelsen. Magi blev totalt forbudt fra den ene dag til den anden, og folk holdt op med at stole på hinanden mere. Alle som dronningen eller wardyaerne mistænkte for at udøve magi, blev henrettet på stedet. De fik ikke lov til at forklare eller for den sags skyld lov til at sige farvel til deres nærmeste. Det var forfærdeligt. 


Jeg er kommet til egetræet, hvor jeg gemmer min bue og mine pile. Engang opbevarede jeg dem i nærheden af søen, men der blev de fundet af nogle wardyaer, som ødelagde dem. Det tog sin tid at lave et nyt sæt, og siden da har jeg gjort mig mere umage med at gemme mine ting. Jeg lægger forsigtigt en pil klar, hvis der skulle dukke et dyr op. Jeg bevæger mig hurtigt men sikkert gennem skovbunden. Jeg hører et knæk, og vender mig øjeblikkeligt rundt. En hjort! Den når ikke at opdage min tilstedeværelse, før det er for sent for den. Halvtreds kilo dyr falder til jorden i løbet af få sekunder. En blanding af glæde og lettelse vælter ind over mig. Endelig har vi en chance for at blive helt mætte! Jeg går hen mod hjorten for at sikre mig, at den nu også er helt død. Det er den heldigvis. Selvom jeg sagtens kan slå dyr ihjel, får jeg lidt dårlig samvittighed, hvis jeg kun har skadet det. Vil jo helst ikke have den lider de sidste få øjeblikke af dens liv. Jeg er taknemmelig for hjorten. Den kan give mig, min søster og mor mad nok i mange dage. Vi bliver nok også nødt til at sælge noget af den, for den er rimlig stor. En hel masse tanker går i gennem mit hoved, og i glædens rus tænker jeg slet ikke over en væsenlig detalje. Pludselig går det op for mig! Hvordan i al verden skal jeg få en halvtreds kilogram tung hjort i gennem landsbyen, uden at nogen ser mig?!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...