Den Store Drage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Igang

3Likes
6Kommentarer
296Visninger
AA

1. Kapitel 1

Der er ild i pejsen, da jeg vågner. Mor må være stået tidligt op. Sikkert fordi hun ikke kunne sove ved tanken om, hvad der kan ske om ikke så lang tid. Acaylia ligger ved min side. Hun er stadig brænd varm, men ryster som var der minus 20 grader udenfor. Jeg er bange for, hvad der skal ske med hende, hvis hun ikke snart får sin medicin. Jeg er nødt til at stå op, men vil helst ikke vække Acaylia. Hun har ikke ligefrem sovet særlig meget her på det sidste. Nok mest på grund af de mareridt, der plager hende størstedelen af natten. Jeg ligger et øjeblik, men varmen fra hendes krop bliver for meget for mig, så jeg beslutter at liste forsigtigt ud af sengen. Acaylia begynder at klynke. Man kan se, at hun har meget ondt. Hvem ved, hvor længe hun kan klare det? Jeg må altså få skaffet den medicin. Også selvom det betyder, at jeg må sulte et par dage. Mor sidder på et slidt tæppe foran pejsen. Jeg går stille hen til hende, og minder hende om Acaylias tilstand. Hun kigger på mig med triste øjne, hvorefter hun langsomt rejser sig op. Jeg ved, hvor hårdt det er for hende. Hun har mange bekymringer for tiden. Acaylias tilstand er selvfølgelig en af de større, og hun ved, at det er hendes job at passe på os alle sammen især efter fars død. Selvom jeg nu også har taget min del af ansvaret.

 

Jeg går hen til det, der en gang var en dør, men nu bare er en træplade, der stillet foran indgangen, så der ikke kommer for meget regn og vind ind. Dronningens mænd havde smadret døren i sin tid, fordi de mente, at vi skjulte en magiker. Det havde de sådan set ret i, men de fandt ham aldrig. Da han kom til os, var han hårdt såret efter et møde med en wardya, som vi kalder dronningens mænd. Han havde brug for at sunde sig et par dage, og så ville han ikke være i vejen for os mere. Min far havde med det samme afvist hans ønske, men min mor fik ham overtalt til at lade den sårede troldmand blive. Hvor han er nu, ved jeg ikke, men han havde sagt, at han ville rejse mod nord. Han havde hørt rygter om, at nogle andre magikere gemte sig i de høje bjerge. Mor og far tvivlede en del på det, men jeg tror stadig, at troldmanden, vi skjulte, har det godt hos de andre. Det håber jeg i hvert fald... 

 

Jeg tager mine efterhånden meget hullede støvler på, og smutter lydløst udenfor. Det er stadig mørkt, så det bliver nok ikke så svært at komme uset ned til søen. Jeg ser mig omkring. Der står 5-6 wardyaer og snakker sammen henne ved et hus i nærheden, men de er vist for optaget af noget til at lægge mærke til mig. Jeg tager chancen, sætter i løb og er på ingen tid ude af deres rækkevidde. Jeg ser mig tilbage for at være helt sikker på, at de ikke lige skulle have fået øje på mig. Det har de selvfølgelig ikke. Wardyaerne lægger sjældent mærke til ret meget, hvis man bare holder rimelig lav profil. Jeg smiler ved tanken om, hvordan jeg som barn stjal nogle nøgler fra en af dem, fordi jeg blev udfordret til det. Han opdagede ikke noget, før jeg havde hængt dem op i et højt træ, og var smuttet væk. Det var et sjovt syn, da wardyaen prøvede at få fat i nøglerne igen.

 

Jeg løber næsten lydløst hen mod bymuren. Der er slet ikke nogen på vejen derhen. Ser kun et par fugle og en enkelt hund. Men det er jo også begrænset hvor mange, der tør bevæge sig ud, når det er mørkt, især efter Dronning Vitalias udgangsforbud. Jeg forstår godt, hvorfor folk er bange for hende. Hun straffer folk for selv de mindste ting, og hendes metoder er ikke ligefrem humane. Jeg ryster svagt på hovedet for at slå de kommende tanker ud af min hjerne. Jeg har bestemt ikke noget behov for at genopleve de mange henrettelser, jeg har været vidne til i sin tid. 

 

I løbet af et par minutter er jeg henne ved bymuren. Den er alt for høj til, at jeg bare lige kan kravle over den, og selv hvis jeg kunne, ville pigtråden foroven stoppe mig fra at komme hele vejen over på den anden side. Men eftersom det ikke er første gang, jeg smutter ud i skoven, før byporten bliver åbnet, kender jeg en anden vej. Jeg kigger mig over skulderen for at være helt sikker på, at der ikke er nogen, og går så hen til en gammel hestevogn med et meget slidt tæppe over sig. Det er kun meget få, som ved at tæppet dækker over et hul i muren. Hullet har været der et stykke tid, og for at være helt ærlig, kan jeg ikke huske, hvordan det opstod. Jeg kan bare huske, at min far havde sagt, at jeg kun måtte benytte det i nødsituationer. Jeg har dog aldrig rigtig gjort, hvad jeg får besked på, så hullet er blevet en måde at komme ud i skoven på, når byporten er lukket. Det er lidt trængt derinde, men jeg er heldigvis ikke ret kraftigt bygget, så det er ikke noget problem. Jeg sætter mig på knæ, kravler et lille stykke ind og dækker hullet til igen. Der skal jo helst ikke være nogen wardyaer, der opdager dets eksistens...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...