This is me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2014
  • Status: Igang
Hailey lever et normalt liv, mens hendes tvillingesøster, Allison lever det søde liv som kendis, eller rettere sagt en af Victoria Secrets modeller. Da Allison kommer og besøger familien, finder Hailey og Allison på at bytte liv, da de ligner hinanden på en prik. Da de var mindre blev de tit forvekslet med hinanden. Men hvad sker når Hailey finder ud af at Allison kender One Direction? Og det skal lige siges hun hader dem. Men hvad Hailey ikke ved er at Allison har en mere overraskelse til hende. Mens Hailey prøver at få styr på hendes nye liv, forsøger stakkels Allison på at forstå skolen, og ikke at smadre noget. Hvordan mon det går dem, og hvad sker der når de bytter tilbage? Læs og find ud af det.

6Likes
5Kommentarer
467Visninger
AA

2. Kapitel 1


"Er alt ved at være klar?" Spurgte min mor. Min tvillingesøster Allison kommer på besøg, efter vi ikke har set hende i 3 år. Eller vi har jo selvfølgelig snakket sammen, og set hinanden i en dag eller to. Glem bare det jeg sagde længere oppe.

Eller tænkte.

Hold mund Hailey. Du snakker for meget!

Så meget snakker jeg heller ikke. Jeg tænker mere. 

Du ved hvad jeg mener..

Næææ! Men prøv at forklar mig det. 

Jeg kan ikke forklare dig noget. Jeg er kun din samvittighed! Du ved nogenlunde alt hvad jeg ved.

SERIØST!? Er jeg så klog? 

Jeg er smigret. Men ja du er nogenlunde lige så klog som mig. Men jeg har fået lidt mere hjerne end dig, bare lidt mere.

Min samvittighed, eller hvad jeg kalder den: Stemmen i mit hovedet, får altid det sidste ordMen lad mig nu komme til sagen. Allison bliver i 3 uger den her gang. Allison og jeg har altid, lige siden vi blev født faktisk, blevet forvekslet med hinanden. Folk synes åbenbart at charmerende, søde og sjove lille mig, ligner det uhyrer af en model, som Allison. Nu skal jeg heller ikke komme for godt i gang. Hun ligner mig jo trods alt på en prik. Men jeg er bare meget mere sej. 

"Hailey!?" Spurgte min mor. Eller nærmer råbte. Hvilket minder mig om da jeg var helt lille, og Min mor, Allison og jeg var i Zoologisk have. Jeg løb ind til elefanterne og min mor råbte efter mig. 

Jeg kiggede op på min mor. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. Lige nu sad jeg i min seng. Jeg orkede ikke at hjælpe med at ordne ting her i huset. Eller rettere sagt "Der er så langt fra mit værelse til nedenunder, at jeg ikke orker". 

Hun kiggede strengt på mig. Wow mor. Rolig nu. Du ligner en forfærdelig vaskebjørn der har været oppe at slås med en puma, og pumaen vandt. Vent. Lever vaskebjørne og pumaer det samme sted? Samvittighed det er nu du skal komme med din kloghed. 

Jeg svarer ikke på dumme spørgsmål! 

Det var heller ikke dumt? 

Jo!

Nej!

Jo og du kan ikke ændre det!

Hvad var det jeg sagde. Min stemme i mit hoved får altid det sidste ord. "Hailey, du har ikke hjulpet med noget. Det er ikke hver dag din søster kommer på besøg. Vi vil gerne gøre noget specielt" Sagde min mor og kiggede skuffet op mig. 

"Der er nok en grund til jeg ikke har hjulpet. Jeg kan ikke lide hende mere" Sagde jeg. Min mor kiggede på mig med store øjne, som om det var mig der var vaskebjørnen der var blevet flået itu af en puma. "Hvad mener du dog? Hun er din søster" Sagde hun. Guuud, er hun min søster? Omg Allison Wilson er min søster. Det havde jeg sleeet ikke regnet ud. Nogengange er min mor ikke så klog som mig.

"Jeg mener at siden Allison tog afsted, har hun ikke fortalt en skid om hendes liv. Intet. Hun fortæller mig ingenting mere. Ikke engang at hun havde en hund. Som hun faktisk burde have fortalt mig, for jeg elsker hunde. Især de små fede, pjusket og nuttede hunde. Vi plejede at fortælle alt til hinanden, men det valgte hun at ødelægge" Svarede jeg. Hun rystede på hovedet. "Du ved hun har et stort pres og hendes..". Jeg begyndte at grine. Min mor kiggede mærkeligt på mig. "Du sagde pres. Overvej lige hvor forkert det lyder" Grinte jeg højlydt. Okay, det sagde jeg ikke lige foran min mor det der. 

Jo, jo det gjorde du Hailey!

Ups. Jeg må virkelig tænke over hvad jeg skal sige og hvem jeg siger det til, før jeg lukker min mund op. Min mor kiggede igen mærkeligt på mig. Well det er fair nok. Hun rystede bare på hovede og gik hen til udgangen af mit værelse, også kendt som døren. "Bare prøv at være sød når hun kommer" Sagde hun og efterlod mig evig forvirret på mit dystre værelse. 

Forvirret var jeg nok ikke. Jeg synes bare det lød dramatisk. Men det med det dystre værelse, det passer. Jeg har engang hørt en historie om en lille dreng der boede i det her hus, og havde mit værelse som hans. Altså der var bare hans ting inde på værelset, ikke mine. Heldigvis. Nå men, han tog engang hans hamster, som forresten hed hamster. Eller det har jeg i hvertfald hørt. Hamster tog han så ud af buret og lod den løbe frit rundt på gulvet. Men drengen kunne ikke finde hamster igen. Og den er aldrig blevet set siden. 

Det er fucking uhyggeligt at sidde inde på det her værelse alene, uden mit fjernsyn er tændt, så der kommer andre lyde op i mit hovedet. For hver gang der er stille inde på mit værelse lyder det som om hamsteren råber om hjælp. Det er fucking uhyggeligt. 

*

Jeg hørte en dør blive åbnet og lukket. Eller retter sagt flået op og smækket i. Hvis jeg ikke gættede forkert var selveste Allison kommet. Sådan åbner hun altid vores dør. Lige nu sidder jeg i sofaen i stuen. Helt lonly. Men heldigvis har jeg dig stemme. 

Gå ud og sig Hej til din søster.

Må jeg endelig godt kalde dig Sami? det er en forkortelse af Samvittighed også har jeg bare sat et i ind.

Du ingorede det jeg sagde. Og ja du må gerne kalde mig Sami. Det lyder nørdet. 

Fedt. Men jeg går ikke ud og hilser. Hun må komme ind til mig. 

GÅ UD NU! Ellers kilder jeg dig. 

Du kan ikke kilde mig. Du er inden i mig. Ad det lød forkert. Jeg misforstår da også bare alt. Jeg begyndte at grine. Ikke bare et sødt lille grin, nej et højt klamt grin. Jeg slog automatisk en hånd op for munden.

Der er mange ting du ikke ved om mig. Gå ud til Allison. Nu.

Sami vinder hver gang. Jeg rejste mig langsomt op fra sofaen, gik lidt væk fra den, men kiggede så tilbage. Jeg smilte til sofaen. "Bare rolig. Jeg kommer tilbage" Jeg blinkede til sofaen og gik ellers hen til der hvor stemmerne var. Jeg endte op i køkkenet. Fedt. Et nydeligt sted. Et nydeligt sted, for her er der mad. Nu hvor jeg tænker mig om, sulter jeg jo. 

Jeg gik totalt uforsigtig ind i køkkenet og åbnede et skab. "Har vi ikke noget spiseligt her?" Spurgte jeg irriteret. Jeg bliver irriteret når der Intet mad er, jeg gider at proppe ned i min krop. "Hej Hailey. Også godt at se dig. Jeg har det fint, tak fordi du spurgte" Sagde Allison. Jeg lukkede skabet og stak hende et stort tydeligt falsk smil. "Jeg snakkede nu ikke til dig" Jeg drejede mig lidt for at se på min mor. "Hvor er der noget spiseligt?" Spurgte jeg. Hun sukkede. Ja suk. Der er intet mad. Hun rystede også på hovedet. Ja, det er så trist når der Intet mad er. Jeg føler med dig mor. "Din far er ude og handle. Han kommer om lidt" Sagde hun. Jeg smilte tilfreds. "Fedt" Sagde jeg og var på vej ind i stuen igen da min mor sagde mit navn. "Hvad?" Spurgte jeg. "Følg med mig, begge to" Sagde hun og hentydede til mig og undertegnet, også kendt som uhyret. Skal lige beslutte mig for hvad jeg vil kalde hende. 

Hun gik op af trappen og ind på mit værelse. Vi gik først ind. Før jeg viste af det, var døren lukket, og jeg hørte en klik lyd. "I to kommer ikke ud derfra før i finder ud af at blive nogenlunde venner. Jeg har hørt begge sider af jeres historie. Så find ud af det" Sagde min mor. Jeg kunne høre fodtrin. Det. Er. Løgn. Hun efterlader mig ikke med undertegnet. 

Jeg vendte mig mod Allison som stod og smilede. "Jeg har en ide" Sagde hun. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så første kapitel. Selvfølgelig er den ikke så spændene endnu, da den lige skal igang. Håber i synes om kapitlet. Dette kapitel har jeg ikke rettet for stavefejl/Tastefejl. Retter dem senere. Skriv gerne en kommentar om hvad i synes om den indtil videre. 

- Julia

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...