En engel uden vinger

"Eva, du er så kedelig! Hvorfor skal du altid være så KED-E-LIG! Du vil mig aldrig, det skal altid bare handle om dig,dig,dig,dig,dig! Og jeg... jeg.. det føles nogen gange som om du slet ikke elsker mig " II Dette er mit bidrag til konkurrencen" psykisk sygdom i familien" II

2Likes
3Kommentarer
386Visninger
AA

2. En dårlig dag

I dag er det Evas fødselsdag hurra, hurra, hurraa...

- TILLYKKE med fødselsdagen min engel.

Mor kom ind ad døren, med en bakke rundstykker og to kopper varm kakao. Hun kyssede Eva på kinden.

Eva kiggede på mor, helt uden at sige noget. Hun var træt.

-"Eva lad nu vær' med at kigge sådan, jeg får bare dårlig samvittighed. Du ved godt at mor kan være lidt glemsom"

Eva kiggede undrende på mor, hvad mente hun?

-"Lad nu vær' med at spille DUM! Jeg er ikke en dårlig mor bare fordi jeg har glemt at købe en gave! Ti stille! Du ved ikke en skid, om hvor hårdt det er for mig! DU VED INGEN TING! Du er sku' så dum pigebarn, så DUM, så DUM!"

Døren smækkede og Eva sad nu der. Helt alene på værelset. Det var ikke sådan de fejrede deres fødselsdag hos Jasmin. Jasmin fik nemlig gaver og hun fik lov til at bestemme, hvor de skulle spise om aftenen. Jasmin var Evas bedste ven... Eller rettere Evas eneste. De andre gad ikke at lege med hende. Men Eva forstod dem godt, så hun lod dem bare være i fred. Hun ville heller ikke selv have brudt sig om at lege med en, der var dum. Og det var hun jo. Dum.

 

Eva prøvede på at lade være, men hun kunne ikke, nu var det at det skete. Tårerne de ville ikke blive tilbage. Og de trillede langsomt en efter en ned ad hendes kinder. Hun kunne ikke være det bekendt. Ikke over for mor, men hun kunne jo heller ikke stoppe det? Hun trådte ud af sengen og gik langsomt og forsigtigt over til døren, tog fat i håndtaget og åbnede.

-"kniiiiiirrk"

Sagde det og der sad mor. Hun sad på stolen ligesom hun plejede. Med benene trukket sammen under sig, hænderne på knæene og panden på hænderne. Hun græd.

Eva gik hen imod mor.

-"Mor, er du okay?"

Spurgte hun. Mor nikkede, det var utydelig, men hun nikkede.

Mor snøftede

-"skat, du ved, mor har bare en dårlig dag"

Eva lagde hovedet på skrå og antydede at mor skulle fortsætte.

"jeg.... Jeg er bare lidt ked af det. Lægerne har givet mig den forkerte medicin. Det er jeg sikker på, men de kan heller ikke finde ud af en SKID! Så hvis jeg tager den så bliver jeg bare forgiftet!"

Mor vrissede. Det var også synd for hende, at lægerne ikke kunne finde ud af noget...

-"her"

Mor strakte sin hånd, så Eva kunne se den.

-"ja jeg ved godt det ikke er meget, men den har en stor betydning for mig. Ligesom dig, min engel"

Hun åbnede hånden og der, lige der på hendes håndflade lå en lille pakke, pakket ind i en fødselsdags serviet.

Evas øjne åbnede, og blev store. Lidt ligesom, når du kommer tændstikker imellem dem, for ikke at falde i søvn. Denne her gang var bare uden tændstikker.

Eva tog imod pakken. Hun kunne næsten ikke få sig selv til at åbne den.

"kom nu, åben"

Forsigtigt fjernede hun det ene servietlag efter det andet. Der lå den. Mormors medaljon. Ægte guld.

"Kan du lide den?"  spurgte mor.

Eva vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun nikkede. Hun omfavnede mor.

 

 

Senere samme dag

 

 

Da Eva kom hjem fra skole sad mor på gulvet. Hun hulkede, skreg og råbte af vinduet. Eva satte tasken for at gå ned til parken, hvor alle de andre børn var. Hun vidste at når mor blev sur på vinduet, så var det bedst at give hende lidt fred og ro.

 

Eva satte sig på en af gyngerne da hun kom ned til parken. Hun kunne godt lide at være nede i parken.  Hun elskede at sidde  på en af gyngerne og bare kigge ud over det hele. Der var en særlig tryghed over at være i parken. Hun vidste hvad den var og hvordan den var. Den forandrede sig aldrig. Og Eva fik aldrig en klump i maven når hun sad hernede. Det var Evas yndlings sted.  Hun kunne godt lide at kigge på børnene der legede og når fuglende fløj forbi. Tænk en gang, hvis man var en fugl, så kunne man flyve. Flyve til alle de lande man gerne ville besøge. Man kunne flyve væk. Væk fra mor? NEJ det kunne Eva aldrig finde på. Hun var jo mors engel. Og Eva elskede jo hende.

 

Eva havde siddet, nede i parken længe før hun besluttede sig for at gå hjem. Hun havde faktisk siddet så længe, at der var blevet helt mørkt.

Hjemme i opgangen var der blevet stille. Eva åbnede døren forsigtigt, hvis nu mor var faldet i søvn eller noget. Hun skulle jo nødig vække hende. Det ville være tarveligt.

Men mor var ikke faldet i søvn, eller var hun. Eva blev bange det så ikke rart ud. Mor. Hun hang der som én slatten kludedukke. Sådan én som Eva havde haft da hun var yngre. Måske havde mor haft det ligesom Eva? Ja, det kunne egentlig godt være, måske ville hun bare gerne prøve på at flyve lidt ligesom en fugl? Eller som en engel!? Åh nej! - Hvad nu hvis mor var blevet ked af det fordi det var Eva, som var mors engel. Måske ville hun også gerne være en.

Eva gik over til mor. Hun ruskede i hendes ben. De hang i øjenhøjde, for hun kunne ikke nå hendes hoved. Det var for højt oppe til at nå. Under mor stod en lille stol. Eva undrede sig, hvorfor stod der dog en stol? Eva kiggede igen op på mor. Det så ikke rart ud. Og det var først der hun lagde mærke til det reb som mors hoved og hals hang i.

 

Nu forstod hun, mor ville være en engel. Det var synd for mor. Det var synd at hun ikke havde fået nogle vinger, for så var hun jo bare en engel uden vinger. Eva blev helt lettet som om en stor våd sky havde flyttet sig over hendes hoved, og der var nu kommet både solskin og regnbuer.

MOR VAR BARE BLEVET EN ENGEL. Så forstod hun. Det var egentlig også meget hyggeligt når hun hang der. Hun sagde godt nok ikke så meget, men hun lyttede. Det var første gang mor havde lyttet til Eva og havde ladet hende tale ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...