Forced Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

177Likes
336Kommentarer
277731Visninger
AA

33. Sandheden


 

~

 

Jeg prøvede virkelig ikke at ende i samme taxa, som Justin men af en eller anden grund, smuttede han ind lige efter mig, og jeg endte oveni købet med at sidde ved siden af ham. Alfredo satte sig ind efter Justin, og Ryan tog så forsædet. Selvfølgelig valgte fyren at snige sin hånd ned mit lår, men jeg var hurtig til at fjerne den. Han kunne godt glemme det. Desværre gav han ikke op, og lænede sig ind over mig for at kysse mig på halsen. Alfredo opdagede ikke noget, da han sad på sin mobil, og var optaget over noget på den. Men det krævede bare, at han så op, så ville han ikke kunne undgå at opdage det. Justins læber var lige ud fra mit øre, og jeg var nødt til at holde hånden for munden for ikke at gispe, da han bed drillende i min øreflip.

”Du kan ikke modstå mig en hel aften, hon’” hviskede han hæst i mit høre. Bloody hell. Jeg gav ham en albue i siden for at få ham til at fjerne sig.

”Ryan har du talt med Ashley?” spurgte jeg højt, og kunne se ud af øjenkrogen, at Justin rullede øjne over, at jeg tog det emne op nu. Der var stille i bilen lidt.

”Hvorfor er det at i to, går rundt og tror, at jeg burde det?” ligefrem vrissede han. Vent hvad? Hvis jeg ikke vidste bedre, lød det som om, at han også mente, at Justin havde sagt noget til ham. Jeg så spørgende på Justin, som valgte bare at trække på skulderne.

”Fordi at det burde du. Og du skal ikke tage imod råd fra en idiot en anden gang,” fastslog jeg, og Justin sukkede højlydt.

”Jeg er her stadig Sam,”

Jeg ignorerede ham, og fik øjenkontakt med Ryan i bakspejlet. Han sukkede også.

”Det er ikke idiotens skyld, at vi har slået op.” svarede han bare. For god sake. Hvorfor forsvarede de ham alle sammen? Det kan godt være, at det ikke var hans skyld alt sammen, men han var fandme en stor del af det. Justin sendte mig et blik, som sagde hvad-sagde-jeg. Jeg sukkede også nu.

”Ryan du elsker hende. Hun elsker dig. I vil få det til at fungere,” pointerede jeg bare, men det svarede han ikke på. Jeg kunne mærke Justins blik på mig, og jeg tror, at han tænkte det samme som mig. Det havde vi aldrig sagt til hinanden.

Da vi var her, skyndte jeg mig ud af bilen, men mærkede til både min frygt, men også lidt min glæde, at Justin placerede sin hånd på min talje. Min kjole var åben der, så jeg kunne tydeligt mærke hans varme hånd på min bare hud. De andres taxa kom lige efter vores, og det gik ikke ubemærket hen, at vi stod sådan her. Men jeg havde ingen intentioner om at fjerne hans hånd lige nu, og jeg tror, at det tilfredsstillede ham. Vi holdte os lidt i baggrunden, mens at de andre gik ind.

”Er jeg tilgivet nu så?” spurgte han, og holdte mit blik fast. Jeg kunne ikke se væk.

”Det er du vel, i guess,” svarede jeg så, og et triumferende smil fløj op på læberne af ham.

”Så er det ikke for meget at bede om et kys,” mente han, og trådte hen foran mig. Jeg kunne vel godt pirre ham lidt endnu, ikke? Det ville han ikke tage skade af.

”Not yet Bieber,” svarede jeg flabet igen, og lagde min finger på hans læber. Han sukkede overdrevent, men virkede til at acceptere det. What an actually surprice.

 

 

Natklubben var ærligt lidt overvurderet. Justin havde nævnt for mig, at det var en rigtig dyr en, og den så vel også godt ud, men stedet som Ryan havde slæbt os hen, havde alligevel været 100 gange hyggeligere. Her var rigtig mørkt, men alligevel var rummet oplyst, så man kunne se hinanden. Der var en masse runde borde med runde stole og et stort dansegulv, som var løftet lidt op fra det øvrige gulv. Baren fyldte en stor del af rummet, og der var utrolig meget alkohol samt en masse barstole. Ovre i det ene hjørne lidt væk fra det hele, var der også nogen sorte læder sofaer, hvor jeg fik øje på de andre. Jeg lagde mærke til, hvor godt Justin egentlig matchede det her sted. Han passede ligesom ind, og man kunne se, at han følte sig tilpas her. Jeg havde det omvendt, og syntes egentlig ikke, at det var så fedt. Just saying.

”De andre er derovre,” sagde jeg, og pegede hen mod sofaerne. Justin kastede bare et ligegyldigt blik derhen, og så så igen på mig.

”Whatever,” svarede han mig, og jeg hævede øjenbrynet lidt. Seriøst? ”Jeg finder noget at drikke,” sagde han bare, og gik hen til baren uden at vente på mit svar. Justin var endelig begyndt at forstå, at jeg ikke længere havde et problem med alkohol, og det var utrolig lettende. Men jeg følte mig alligvel lidt dum, som jeg stod der midt på dansegulvet helt alene, og overvejede at sætte mig hen til de andre. Men så ville Justin sikkert blive utilfreds.

Jeg så hen mod ham, og fik øje på Amber, som havde rejst sig, og gået over til ham. Mine øjne låste sig fast på dem, og jeg betragtede nøje, hvordan hun lænede sig ind over ham, og hviskede noget i hans øre. Hvad end tøsen sagde, fik det Justin til at smile, og  han kiggede på hende. Jeg kunne ikke se hans ansigt, da han sad med ryggen til, men jeg gik ud fra, at han sagde noget til hende. Hun smilte i hvert fald flirtende til ham, og kørte sin hånd gennem hans hår. Wait what? Jeg følte en stop isklump danne sig i min hals, og jeg var nødt til at se væk. Ass-kisser. Det var, hvad hun var.

Lysten til at blive stående, og vente på Justin forsvandt, og jeg begyndte at hen mod de andre. Jeg nåede dog ikke længere, end til kanten af dansegulvet, da en hånd blev lagt på min hofte. Well, og tro mig lige her, men jeg er næsten sikker på, at jeg kunne genkende hånden. Mit instinkt sagde i hvert fald, at det var Justin, og da jeg vendte mig om, var det også hans brune øjne, som jeg mødte. For god sake, hvor var de skønne.

”Prøver du at stikke af fra mig?” spurgte han anklagende, og rakte mig en farestrålende drink.  Jeg tog imod den, og rystede så på hovedet.

”Ikke fra dig, nej. Men fra den der,” sagde jeg, og lavede et nik i retning af Amber. Justin vendte sig, og fik øje på Amber, som han kun for kort tid siden havde snakket med. Da han så på mig igen, sendte han mig et smørret smil.

”Hvorfor viser du ikke bare den, at jeg er din så?” lokkede han, og jeg vidste godt, hvad han fiskede efter. Well. Why not?

”Love it,” smilede jeg, og greb fat i hans trøje for at trække ham tættere. Han smilte ved min handling, og flyttede sin hånd om på ryggen af mig, så han kunne trække mig lidt tættere.

”Men really Sam. Hvorfor er du så jaloux?” spurgte han, da hans ansigt var centimeter fra mit. Jeg sukkede. Han ødelagde da virkelig en stemning. Orkede jeg en diskussion? Nej.

”Det fortæller jeg dig, hvis du siger, hvad i snakkede om?” svarede jeg, og tænkte, at vi måske kunne indgå et kompromis. Det tog lidt tid for ham at svare, men til sidst svarede han blot;

”Det var ikke noget specielt,”

Year right.

”Ikke?” spurgte jeg, og pressede lidt på.

”Vil du vise hende, at jeg er din eller hvad”

Han var seriøst god til emneskiftning. Sådan overdrevet. Jeg trak på skulderen, men kunne ikke undgå at lægge mærke til, at han lagde lidt pres på sin hånd, og trak mig endnu tættere. Jeg stillede min drink på det nærmeste bord, og Justin fulgte mit eksempel. Så lagde jeg armene om nakken på ham, og lænede mig ind mod ham. Vi plejede, at gå direkte til sagen, men denne gang tog vi os god tid, og vi gjorde det skridt for skridt. Vores læber var nervepirrende tæt på hinanden, og da de endelig smeltede sammen, var det som om, at alle omkring os forsvandt. Jeg var ligeglad med, at jeg lige nu viste Amber, at han var min. Det var ikke, hvad der betød noget. Det var Justin, som betød noget. Vi begyndte at lægge lidt mere passion i det, og jeg åbnede munden en smule, og lod ham udvikle kysset. Da vi trak os fra hinanden, turde jeg næsten ikke at se derhen, men kastede alligevel et blik derover. Og det fortrød jeg ikke. Amber som altid var selvsikker og fattet, så nu næsten chokeret ud men også lidt imponeret. Forhåbentlig forstod hun en hentydning. Justin tog fat i min hånd, og begyndte at nusse den med sin tommeltot. Det føltes pludselig som om, at mine knæ blev til gele. Og jeg overdriver ikke.

Vi gik hen til de andre, som havde samlet sig i sofaerne. Specielt Clarissa så en ekstra gang på vores hænder, mens at Chaz bare så ned i gulvet. Vi satte os ned, og Justin slap min hånd, for at flytte hans hånd ned på mit lår. Og denne gang lod jeg den ligge.

 

 

 

Jeg vågnede i Justins arme, og gik ud fra at det var morgen. Men da jeg rakte ud efter min mobil, fandt jeg hurtig ud af, at den var 5 om natten. Jeg havde det utrolig varmt, og trak mig forsigtigt ud af Justins greb, så jeg ikke vækkede ham. Så gik jeg ud på badeværelset, og skyllede mit ansigt i koldt vand.

”Ryan.. jeg.. d..”

Jeg slukkede for vandet, og lyttede opmærksomt. Jeg kunne næsten sværge, at jeg havde hørt nogen sige noget, og også at det var Ashley. Måske var det derfor, at jeg var vågnet? Så stillede jeg mig med øret op af den væg, som vendte ind mod Ryans værelse, og lyttede. Denne gang kunne jeg sige med sikkerhed, at det var Ashley. Jeg listede ud fra værelset, og gik så, så stille som muligt hen foran deres dør, og lagde øret til nøglehullet. Nu kunne jeg høre det meget bedre.

”Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal stille op Ryan. Jeg kan ikke engang fortælle det til nogen,”

Ashley. Det var tydeligt, at hun græd. Jeg havde på fornemmelsen, at Ryan sad, og trøstede hende.

”Der er bare ikke plads til det i mit liv lige nu Ashley. Det er dit valg,” svarede Ryan så. Hendes valg? Omkring hvad?

”Det er sgu da ikke kun mit valg. Det er også dit barn!” sagde hun så, og et gisp forlod mine læber. Der blev stille derinde, og det gik op for mig, at jeg måske havde afsløret mig selv. Hvad der føltes som minutter, som var nok var sekunder, fik jeg fjernet mig fra døren, og hastigt åbnet ind til Justins værelse, og derefter lukket døren igen. Jeg kunne høre skridt ude på den anden siden af døren.

”Der er ikke nogen,” sagde Ryan så, og døren ind til deres værelse blev lukket igen. Først nu kunne jeg ånde lettet ud. Men jeg behøvede ikke lytte igen. Det jeg havde hørt var rigeligt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den information. Det var derfor. Derfor at de havde slået op. Og jeg som havde troet, at det var Justins skyld. Det hele hang sammen nu. Også det Ryan havde sagt i taxaen. Jeg kravlede ned til Justin igen, og prøvede at falde i søvn, men det var svært, og der må have gået timer før at det endelig lykkedes.

 

 

 

Jeg vågnede ved, at de andre i bussen larmede. Eller det gik jeg ud fra, da jeg jo var vant til, at det kun var os til stede. Men da jeg trak gardinet til side, gik det op for mig, at larmen ikke kom inde fra bussen med fra udenfor, hvor der stod stimlet sammen tusinder af fans, som ønskede at få et enkelt glimt af Justin. Jeg skyndte mig i en fart at trække gardinet for igen, så de ikke opdagede mig. Justin var allerede oppe, og jeg fandt hurtig ud af, at klokken var lidt over 11. I en fart kom jeg i noget tøj, og ordnet mig selv. Først da jeg var på vej ud af rummet, gik det op for mig, hvad der var sket i nat. Eller rettere sagt, hvad jeg havde hørt. Det var lige før, at jeg blev i tvivl om det var en drøm, selvom en del af mig vidste, at det ikke var tilfældet. Bussen var tom, og jeg blev hurtig ilde til mode over altid, at sove så længe. Det gjorde tit, at så var jeg lidt bagefter og glippede et eller andet. Men altså. Better late than never, right? Jeg nynnede for mig selv, og gik i gang med at finde noget spiseligt. I mens jeg puttede nogen havregryn samt noget mælk i mikrobølgeovnen, som gerne skulle blive til havregrød, havde jeg nær tabt det hele, da en person udbrød:

”Skal du først have morgenmad nu?”

Ryan. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg blev pludselig helt nervøs. Jeg var ellers aldrig nervøs overfor Ryan, men mine tanker fløj hen på, hvad der var sket i nat. Han var lige trådt ind i bussen. Oh well.

”Du kender mig jo,” svarede jeg med et fremtvunget smil, og havde i det øjeblik taget en beslutning. Jeg kunne ikke udspørge ham om det, før at jeg havde snakket med Ashley. Alligevel var jeg umådelig bitter på ham indeni over, hvad jeg havde hørt. Det havde lydt som om, at han ikke ville have noget med barnet at gøre. Og det var i sig selv forkert.

”Tja, du har vel ret,” nikkede han, og jeg følte det som om, at mit blik var klistret fast til ham. Jeg kunne bare ikke fjerne det, og knyttede hænderne. Inderst inde håbede jeg vel bare, at der var mere i det, end det jeg havde hørt i går. Han havde sagt, at det var Ashleys valg, hvilket var en uretfærdig situation at stille hende i. ”Sam..” sagde han, og satte sig ved bordet. Jeg tog min havregrød ud, og satte mig også hen til ham. ”Du skal ikke blame Justin, for hvad det er, som er sket mellem Ashley og jeg,” fortsatte han så, og så ærligt på mig. Men det eneste jeg kunne tænke, var at jeg vidste det. Jeg fucking vidste det hele.

”Jeg..” begyndte jeg så, men tabte tråden. Ryan så afventende på mig, og til sidst tog jeg mig sammen, og afsluttede: ”Jeg bebrejder ham ikke… ikke længere i hvert fald,” indrømmede jeg bare, og Ryan rynkede panden.

”Ikke længere?”

Jeg havde det som om, at han vidste, at jeg vidste det. Som om at han kunne se lige igennem mig. Apropos se lige igennem mig, Justin trådte ind i bussen, og jeg vidste, at min plan om at skjule, at jeg vidste noget, godt kunne droppes. Han kunne altid læse mig som en åben bog.

Jeg nikkede bare til Ryan, og fik travlt med at spise min morgenmad. Et par arme blev lagt rundt om mig, og jeg var slet ikke tvivl om, hvilke læber som valgte at placere sig på min kind. Alright. Jeg måtte bare lade som ingenting.

”Godmorgen babe,” smilede han, og satte sig ved siden af mig. Han var svedig, og hans hår var fugtigt. Det tydet på, at han lige havde øvet sig. Han så fra Ryan og til mig, og hævede øjenbrynet. ”Afbryder jeg noget?”

Jeg sagde jo, at han kunne se gennem alt.

”Nej det var ikke noget specielt,” forsikrede jeg ham, og lagde en hånd på hans arm. Han så grundigt på mig, og det tog mig en del overvindelse, at blive ved med at se ham i øjnene. Jeg var rædselsslagen for, at blot ved at se på mig, så ville han vide det hele.

Han nikkede, og mumlede noget om et bad. Så forsvandt han ind på værelset. Jeg overvejede, at blive her med Ryan med var nervøs for at afsløre et eller andet.

”Jeg skal lige have en anden bluse,” sagde jeg som undskyldning, og han hævede øjenbrynet.

”Year right,”

Okay. Han troede helt sikkert, at jeg skulle ind og lave et eller andet med Justin, eftersom han jo lige havde sagt, at han skulle i bad. But trust me. Det skulle jeg ikke.

 

Jeg satte mig på sengen, og overvejede, om jeg skulle sige det til Justin. Lige nu havde jeg ikke tænkt mig det. Det tog ikke lang tid før, at han var færdig, og han kom ud kun med et håndklæde om sig. Han så lidt overrasket ud over, at jeg var her, men tog ikke større notits af det, og smilede bare til mig.

”Så kommer du rigtig her, når du ved, jeg ikke har særlig meget tøj på,” grinte han. Well. Han var vel en dreng, og det var sådan noget, som drenge syntes var virkelig morsomt.

Og så for at være ærlig, så havde han jo slet ikke noget tøj på.

”Det var jo ikke derfor,” protesterede jeg, men kom til at grine, da han sendte mig et hævet øjenbryn.

”Jeg har nu ikke noget imod det,” sagde han så, og trådte hen til mig. Han lænede sig fremover for at placere et kys på min læber, og derefter skubbe mig tilbage i sengen. Okay, jeg ved godt, at jeg havde sagt, vi ikke skulle lave noget. Men han var så fandens sexet og også virkelig tiltrækkende. Han holdte sig selv oppe med sine arme i sengen, mens at han langsomt begyndte at knappe mine shorts op. Jeg hjalp selv til med at få dem ned over anklerne, og derefter røg også blusen af. Justin var efterhånden mere og mere øvet i at fjerne BH’en, og snart var jeg helt nøgen. Min hånd greb fat i Justins håndklæde, og jeg trak det af ham. Men så var det som om, at jeg blev helt angst, og mine tanker begyndte at være på Ashley, som var blevet gravid. Jeg kunne ikke skubbe tankerne væk igen, og det eneste jeg kunne fokusere på, var forestillingen om, hvis jeg blev gravid. Ville Justin så blive ved mig? Hvad skulle jeg gøre?

”Samantha?”

Først nu gik det op for mig, at Justin prøvede at tale til mig. Han så bekymret ud. ”Hvad sker der?” spurgte han så, og rørte blidt ved min kinder med sin tommelfinger. Den bevægelse fik det til at snurre helt ud i tåspidsen. Jeg sendte ham et smil, som føltes utrolig fremtvunget.

”Ingenting,” svarede jeg så. ”Bare fortsæt,”

Han nikkede, og skulle til at trænge op i mig, da mit hjerte begyndte at banke dobbelt så hurtigt, og som en forsvarsmekanisme tog jeg hånden op, og stoppede ham ved at placere den på hans bryst.

”Jeg kan ikke Justin,” sagde jeg så, og fik blanke øjne. Han så overrasket på mig, og jeg kunne se, at han virkelig ikke forstod hvorfor. Og det bebrejdede jeg ham det ikke. Jeg havde aldrig været usikker på at gøre det med ham, og havde altid vist at han var den rette. Og jeg havde dog aldrig stoppet fordi, at jeg ikke følte mig klar. Han trak sig væk fra mig, og rullede af mig.

”Hvorfor?” spurgte han så, og så på mig. Tårerne løb ned af kinderne på mig nu. ”Tal til mig Sam. Sig et eller andet,” bad han, og greb min hånd.

”Jeg kan ikke..” sagde jeg bare, og begravede mit ansigt i hænderne. Jeg kunne ikke fortælle ham om det. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var jo ikke engang sikker? Justin misforstod sætningen, og troede, at jeg mente, at jeg ikke kunne gøre det, selvom jeg egentlig havde ment, at jeg ikke kunne fortælle det.

”Det er okay,” forsikrede han mig blidt. ”Men det ligner dig ikke. Hvad er der sket?”

Jeg kunne virkelig ikke fortælle ham det, og jeg rejste mig fra sengen, og fik fat i mit tøj igen. Han betragtede mig, men hans øjne var ikke på min krop men på mit ansigt. Really.

Jeg tog det på igen, og tørrede mine øjne. ”Jeg ved det ikke Justin,” svarede jeg bare. For jeg vidste jo ikke, hvad der var sket. 

”Sam, vent nu,” protesterede han, og fik selv rejst så, og gik i gang med at finde sit tøj i et hastværk. Det lå dog ikke på gulvet, da han jo lige havde været i bad, og jeg havde tid nok til at flygte. 

Jeg skyndte mig ud af bussen, og tørrede mine øjne så meget som muligt, hvorefter jeg satte i løb hen over parkeringspladsen. Desværre havde jeg ikke tænkt over, hvor mange fans som stod her, og da stedet hvor bussen holdte ikke var så aflukket som normalt, var der kun en afspærring imellem os. De begyndte med det samme at skrige og nogen begyndte at råbe mit navn. Jeg var lidt smigret, da jeg kunne høre nogen råbe, at de elskede mig osv. Men mine tårer begyndte igen at løbe ned af kinderne på mig, og da jeg fik øje på nogen fotografer blandt den store mængde af fans, blev jeg virkelig nervøs. Det var ikke godt, at de fik billeder af mig, mens jeg græd.

Nu gik mængden af fans for alvor amok, og som jeg ikke troede, det var muligt for dem at skrige mere, modbeviste de det. Jeg vendte mig om, og så Justin komme løbende mod mig, hvilket var grunden til, at de skreg så højt. I stedet for at vente løb jeg bare hen til den store bygning, hvor jeg gik ud fra at koncerten skulle holdes. Men vagten kunne åbenbart ikke kende mig, og jeg havde ikke noget bevis for, at jeg ikke var en sindssyg fan, for han rystede bare på hovedet, og sagde: ”Jeg bliver nødt til at have noget ID”

Justin kom forpustet løbende, og nikkede til vagten. ”Hun er med mig, det er okay,” sagde han, og vagten nikkede, og lukkede os indenfor. Bad idea. Det var ikke meget bedre at være på denne her side af døren med ham end på den anden.

Her var fyldt med mennesker herinde. Jeg havde aldrig rigtig overvejet, hvor mange mennesker som egentlig var en del af Justins tour. Men wow, her var tusinde vis af folk. Jeg havde kun tænkt over den mindste del af Justins crew, men aldrig rigtig opdaget, at der var så mange flere mennesker med til at gøre hans optræden mulig. Justin bemærkede dem slet ikke.

”Hvad fanden har du gang i? Er du klar over, hvad du lige har gjort?” spurgte han, og det så ud som om, at han ikke rigtig vidste, hvordan han skulle have det. Skulle han være bekymret eller vred?

”Jeg ved det.. jeg ved det..” mumlede jeg, og så ned i gulvet. Den episode som lige var forgået udenfor, var der helt sikkert nogen fotografer, som havde fået enten film eller billeder af.

”Tal nu til mig,” sagde han, men jeg rystede på hovedet. Det føltes som om, at jeg ikke kunne græde flere tårer.

”Hvor er Ashley?” spurgte jeg bare. Han sukkede.

”Drej til venstre ned ad gangen, og så første dør til højre,”

Jeg begyndte at gå. Nærmest løbe. Jeg skulle bare væk fra Justin lige nu, og have sandheden at vide.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________

Så er der dømt drama :P Smid gerne et like og en kommentar om, hvad i syntes om historien <3

Og så er det ellers bare helt vildt, hvor mange som hænger ved, og syntes om denne movella. Det betyder super meget! <3

XOXO

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...