Forced Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

177Likes
336Kommentarer
277950Visninger
AA

40. Samtalerne

 

~

 

Men jeg nåede ikke længere end ud af døren, før at jeg kom i tanke om, at jeg faktisk skulle af tourbussen nu, hvis jeg skulle kunne nå mit fly. Det gik om 3 timer, og med en taxa ud til lufthavnen, og den tid det ville tage at tjekke ind, så ville jeg hurtig få brugt de timer.

”Lige en sidste ting?” sagde jeg, og bakkede tilbage ind i værelset. Justin så afventende på mig med hans chokolade brune øjne, og jeg prøvede kraftigt ikke at blive påvirket af det. ”Hvornår holder vi ind igen?” spurgte jeg henkastet.

Han så på sit ur, og trak på skulderen. ”Sent i aften - bussen blev tanket for en time siden,”

Jeg nikkede langsomt over hans ord. Well, så måtte han stoppe bussen. Det var også hans skyld, at jeg overhovedet skulle af.

”Men du kan bare standse den, ikke?” spurgte jeg lige ud. Selvfølgelig måtte han kunne det, når det var hans bus. Det var ikke til at forklare, hvilket nederlag det var, at spørge ham om det her. Jeg var gået med det sidste ord, og så havde det ikke været meningen, at jeg skulle komme til at bede ham om en tjeneste lige bagefter.

Han betragtede mig stadig, og det gik op for mig, at jeg var i gang med at pille ved sømmen af min bluse, hvilket jeg altid gjorde, når jeg var nervøs. Jeg stoppede med det, og lagde i stedet armene over kors. Så lagde Justin hovedet på skrå, og sendte mig et underligt blik.

”I teorien så jo,” nikkede han konstaterende, og jeg hævede svagt mit øjenbryn, da han fortsatte: ”Men jeg kan ikke se, hvad jeg får ud af det,”

C’mon. Mente han det der helt seriøst? Jeg troede ikke, at han kunne gøre mig mere forvirret. Jeg regnede med, at han ville have, at jeg tog hjem. Men en ting kunne jeg stadig ikke helt forstå. Det undrede det mig, at han overhovedet kunne slå op med mig. I mean. Hvordan kunne han slå op med mig i vores falske forhold?

”Hvordan kan det helt præcist være, at du faktisk kan slå op med mig?” spurgte jeg ud i det blå, hvilket slet ikke, var et spørgsmål, som gav nogen mening i den samtale, som vi var i gang med at føre. Men jeg var nødt til at spørge.

Justin kunne dog heller ikke helt skjule sin overraskelse over det spørgsmål. Hans blik begyndte pludseligt at flakke, og jeg fornemmede hans usikkerhed, vende tilbage. Da det gik op for mig, at det ikke var hans plan at svare, fortsatte jeg i stedet. ”Hvis du skal slå op med mig, må det være fordi, at det har noget med pressen at gøre,” konstaterede jeg, men kunne stadig ikke fange Justins blik, så jeg kunne forsøge at tyde hans øjne. 

”Jeg kan ikke forklare det Sam,” mumlede han med et skuldertræk.

”Det er Scooter, er det ikke?” spurgte jeg, og min stemme hævede sig langsomt. Det provokerede mig, at han ikke kunne give mig nogen ordentlige svar eller begrundelser. What to do. ”Er det ham Justin?” pressede jeg på.

Endelig løftede Justin blikket, og så mig nærmest irriteret i øjnene. Det kom bag på mig, da jeg nærmere havde forventet, at han ville være skyldbevist.

”Nej,” han rystede bestemt på hovedet, og ventede lidt før at han fortsatte. Det lod til, at han for en gangs skyld, havde besluttet sig for at forklare mig det. ”Jeg har hele tiden vidst, at jeg måske skulle slå op med dig,” indrømmede han. All right. Det havde jeg ikke forventet.

”Fordi Scooter ville have dig til det?” spurgte jeg lettere forvirret.

Han rystede kort på hovedet. ”Ja og nej. I sidste ende træffer jeg selv mine beslutninger,”

”Så du ville altså gerne slå op med mig?” spurgte jeg.

”Nej!” fastslog han. Han trak på skulderen. ”Men du er dårlig omtale,”

Jeg måbede. Hold on. Jeg var hvad? Dårlig omtale? Vreden blussede op i mig, og jeg kunne mærke mine kinder blive røde. Så snerpede jeg læberne sammen, og så på Justin med sammenbidte tænder. ”Hvorfor har du aldrig sagt noget til mig?”

Justin sukkede, og rejste sig fra hans seng, så han stod foran mig. Jeg bakkede instinktivt et par skridt væk fra ham.

”Jeg var ikke sikker på, at det blev nødvendigt,” indrømmede han, og snakkede nu om, at han ikke havde fortalt mig, at han kunne være nødt til at slå op med mig. Han slog så opgivende ud med armene. ”Og jeg havde jo aldrig troet, at vi faktisk kom rigtigt sammen,”

”Men du kunne have fortalt mig det i går,” pointerede jeg med en snerrende stemme. For god sake. Jeg var så vred indeni, men samtidig også vildt ked af det.

Han skar ansigt over mine ord, men nikkede så.

”Jeg troede, at det ville være nemmere kun at fortælle halvdelen af sandheden. Desuden er det kun godt for dig, hvis du slipper ud af mit problematiske liv,” sagde han ærligt, imens at lod sine fingre glide gennem hans hår. Hans sorte T-shirt og løse hængerøvs, matchede mit outfit, så man næsten skulle tro, at vi skulle til begravelse. Oh god. Var jeg ved at blive deprimeret?

Jeg fik for første gang en smule ondt af Justin. Denne her samtale mindede mig om den, vi engang havde haft på en legeplads, hvor Justin havde ment, at jeg fortjente bedre end ham. Men min bitterhed over, at han intet havde fortalt, havde stadig magten over mine følelser og tanker, og jeg sukkede over hans ord.

”Men hvis jeg er så dårlig samtale, kan jeg ikke forstå, at du ikke bare lader mig tage hjem,” vrissede jeg, og lod mit blikke fange hans øjne. Dog var det svært for mig at tyde hans følelser.

”Fordi, at jeg har brug for dig Sam,” sagde han stille efter et stykke tid, hvilket med det samme fik mig til at rulle øjne, men samtidig også rynke brynene. Det kunne godt være, at han havde brug for mig, men hvad med mig? Kunne jeg overhovedet gå udenfor bussen uden at blive opfattet som dårlig omtale?

Og ville det ikke kun blive et helvede? Justin havde slået op med mig, og nu stod han, og bad mig næsten om at blive.

”Til hvad Justin?” hørte jeg mig selv spørge. Justin rynkede øjenbrynene, og åbnede munden for så at lukke den igen.

Hvad skulle han bruge mig til? Jeg skulle ikke forstille mig at være hans kæreste, og jeg kunne ikke længere være hans rigtige, hvilket ville sige ingen nærkontakt, ingen kys og da slet ingen sex. What a idiot.

”Til at være min ven,” fastslog han.

Ouch. Really? Brugte han den replik mod mig? Han kunne jo lige så godt sige, hvad han mente. At vi bare kunne være venner. At det ikke var mig - men ham. Jeg kendte godt de sætninger.

 Jeg hævede mit øjenbryn over hans ord. ”Du er virkelig den største fuck,”

”Jeg ved godt, at du er vildt vred over det her Sam,” sagde han, og ignorerede min tilnærmelse. ”Men vi var begge enige om, at det her falske forhold ikke, skulle ende med at ødelægge vores venskab,” argumenterede han. Jeg skar en grimmase over hans ord.

”Det falske forhold har ikke ødelagt en skid Justin. Det er dig, som aldrig har fortalt mig noget som helst,” snerrede jeg, hvilket fik Justin til at sukke, og tage sine pegefingre op til hans tindinger.

Whatever. Fint, så er det mig, som har ødelagt det hele, men det er også mig, der prøver at redde vores fucking venskab,” han havde hævet stemmen, og det provokerede mig helt vildt.

”Fatter du det ikke? Efter at jeg har været mere end en ven med dig, kan jeg aldrig gå tilbage til bare at være en ven – du påvirker mig for meget,” råbte jeg, men fortrød de sidste ord. Det var en form for svaghed, at fortælle ham, hvor meget han egentlig betød, når han aldrig, havde sagt det til mig. ”Jeg vil hjem, og jeg vil allermest væk fra dig!” sagde jeg, og mente det.

Justin så såret ud på en måde, jeg ikke havde set ved ham før. Han rystede på hovedet over mine ord. ”Og hvordan vil du komme af denne her bus?” tillod han sig flabet at spørge.

Here we go again. Idioten havde stadig ikke tænkt sig at hjælpe mig, men da jeg var klar over, at det var Justin og Scooter, som havde rettighederne til at stoppe bussen, kunne jeg jo bare ringe Scooter op. Jeg tog min mobil op fra lommen, og fandt hans nummer i mine kontakter, hvorefter jeg gik i gang med at ringe ham op. Justin så forvirret på mig, indtil at forståelsen bredte sig i hans øjne, da jeg åbnede munden.

”Hej Scooter. Jeg tænkte på..”

Jeg nåede ikke længere end de få ord, før Justin havde snuppet min mobil, og lagt på. Forhelvede. ”Giv mig den!” krævede jeg, og prøvede at få fat i den, men det eneste jeg fik fat i var luften. Justin flyttede sig hurtig hen til vinduet, og åbnede det, mens at han holdte min mobil ud. Hvis han tabte den, ville den ryge direkte ned på asfalten, og der ville helt sikkert ikke være meget mobil tilbage. Jeg måbede over hans ufattelige handling. ”Er du fucking sindssyg? Bare fordi du har røven fuld af penge, betyder det altså ikke, at det er lige meget for mig, at jeg mister min mobil,”

”-Så det er værre at miste din mobil, end det er at miste mig?” brød Justin ind, selvom jeg havde tænkt mig at sige noget mere. Jeg rullede for mindst femte gang øjne af ham.

”Det var ikke, hvad jeg sagde,”

”Det er du ellers mere oppe og køre over,” mumlede han, og jeg så vredt hen på ham. Det ignorerede han. ”Hvis du ikke bliver her, så giver jeg slip på den,”

Var han fucking blevet vantvittig? Han truede mig jo ligefrem.

”Det kan du altså ikke bare!” råbte jeg, men han løsnede sit greb af min Iphone lidt, så den hang og dinglede mellem hans tommel-og pegefinger, og jeg vidste, at der var alvor i hans ord. Jeg sukkede til sidst, og nikkede. ”You win,”

Det smilede han lidt for tilfreds over, og tog min mobil ind i sikkerhed, hvorefter han lukkede vinduet. Jeg rakte afventende min hånd frem, men han ignorerede den, og stoppede i stedet min mobil i hans bukselomme. Mit øjenbryn fløj i vejret, og jeg lagde vredt armene over kors. ”Det er ikke fair,”

Justin trak på skulderene.

”Calm down. Du får den igen på et tidspunkt,”

Jeg sukkede højlydt, og vendte mig for at gå ud fra hans værelse. Jeg var endnu mere pissed på ham nu. ”Hold on,” sagde han, og greb fat i mit håndled. Jeg vristede det irriteret til mig, og så koldt på ham.

”Det kan godt være, at jeg bliver her. Men jeg sagde ingenting om at være din ven,” pointerede jeg, og jeg så et snert af fortvivlelse i hans øjne. Like i care. Det hele var hans egen skyld.

 

 

Justin’s synsvinkel:

At least she stayed. Det var det vigtiste. Skid og værre med at hun ikke ville være min ven, og at hun hadet mig mere end nogensinde før. Det vigtigste var, at hun stadig var her, selvom hun dog ikke rigtig havde andre valg.

Jeg låste hendes mobil inde i mit pengeskab, og gemte nøglen i mit undertøj. Det var faktisk mærkelig nok her, at jeg gemte det meste af mine værditing.

Selvfølgelig kunne jeg godt forstå, at hun både var vred og forvirret over min opførsel. Dog undrede det mig, at hun ikke var mere såret, da jeg indeni havde det som om, at mit hjerte var blevet trampet på, knust og i det hele taget bare helt smadret. Just saying.

Og det var endda mig, som havde slået op, så det burde have været mig, der skulle tage det pænest.

Jeg rejste mig fra sengen, og besluttede at gå ud til de andre, mest for at tjekke hvor slemt det egentlig stod til mellem Samantha og jeg. Om hun havde tænkt sig at ignorere mig, eller om hun blot ville fyre nogen af sine berømte kommentarer af. You never know.

Mine ører opfattede lyden af Ashleys stemme, og jeg fik straks lyst til at gå tilbage igen. Men så kunne jeg også høre Samantha snakke hysterisk, og jeg blev stående. Det lød som om, at de var inde på Ryans værelse.

”-og så sagde han ’hvis du ikke bliver her, så giver jeg slip’,” hørte jeg hende sig med en stemme, hvor hun tydeligvis prøvede at efterligne min stemme. Jeg rullede øjne, og trådte tættere på døren. ”Han opfører sig som en femårig!” tilføjede hun, men hendes ord kom ikke rigtig under huden på mig. Selvfølgelig ville hun være sur på mig.

”Har du overvejet at tale med Scooter om det?” forslog Ashley, og jeg var tæt på at åbne døren derind og bryde ind. Hvis Samantha fortalte Scooter om det her, ville han med garanti kræve, at jeg gav hende hendes mobil igen, og give hende lov til at komme hjem. Og det kunne ikke komme på tale.

”Ja,” sagde Samantha. ”Men på en måde har jeg ikke lyst til at rejse væk fra ham,” indrømmede hun så, og glæden bredte sig i mit bryst. Så hun hadet mig altså alligevel ikke så meget, som hun påstod?

”Heller ikke efter alt, hvad han har gjort mod dig?” spurgte Ashley, og jeg var tæt på at sukke over hendes ord. Mit blik flakkede hurtig rundt omkring på gangen for stadig at sikre mig, at jeg var alene.

”Jeg ved godt, at det han gjorde, var forkert. Men jeg tror stadig på, at en del af ham fortryder det,” lød hendes stemme. En eller anden sukkede, og jeg gættede på, at det var Ashley.

”Du er hårdt ramt,”

”Det er jeg nok,” sagde Samantha. ”Men jeg håber bare på, at det går op for ham, at jeg er mere værd end hans berømmelse og omdømme,” afsluttede hun, hvilke var nogen ord, som kom rigtig meget bag på mig. Great. Var det sådan, hun havde det? What to do.

Jeg tydet personen der fnyste til at være Ashley. ”Du kommer til at vente længe. Sorry to say Sam,” sagde Ashley, og jeg bed mig i læben, hvorefter jeg gik væk fra døren. Jeg havde hørt nok.

Og desuden skulle jeg også have overtalt Scooter til at lade hende blive på bussen. Hvis hun skulle det, var det vigtigt, at hun ikke blev set sammen med mig overhovedet. Well, den detalje havde jeg ikke nævnt for hende, men jeg tog det skridt for skridt.

Anyway, så havde jeg stadig ikke mistet hende helt endnu, og det var det vigtigste. Oh god – jeg var virkelig også hårdt ramt.

 

______________________________________________________________________________________________________________________

Hejsa!!

Jeg tager på efterskole imorgen kl 13:00, så det her bliver sidste kapitel indenfor et stykke tid.

Jeg vil dog gøre mit bedste for at få skrevet, når jeg har tiden til det, men lige nu ser det ud til først at være om 10 dage, når jeg kommer hjem på weekend.

Det beklager jeg selvfølgelig, men det ville også være forkert at stoppe den uden en ordentlig afslutning, og jeg håber i alle hænger ved <3

 

Uhh drama, drama. Tror i Justin kan give helt slip på hende?

Bliver super glad, hvis det lyster at skrive en kommentar, og i må også rigtig gerne like <3

Kys Nikoline.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...