Forced Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

177Likes
336Kommentarer
277780Visninger
AA

16. Never mind

November var helt klart ikke ligefrem min yndlings måned, og det skyldtes mest at jeg elskede solskin, og bare være udenfor og slappe af. Men lige nu øsede det ned, og jeg sad med et head set i ørerne bag en lukket dør, og følte mig endelig faktisk lidt afslappet. De sidste par dage havde været et kæmpe kaos, og det var skønt bare at være alene. Lige efter jeg havde tænkt tanken, bankede det selvfølgelig på døren.

”Ja?” jeg trak den ene head set ud af øret, mens jeg ventede på at døren blev åbnet. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg havde forventet, at det var Justin, men da det var Ashley der stak hovedet ind, bredte der sig en mærkelig skuffelse.

”Må jeg komme ind?” spurgte hun, og bed sig i læben. Jeg overvejede det lidt.

”Jeg kan vel ikke forhindre dig i det” sagde jeg, og trak på skulderen. Hun satte sig i sengen, og kiggede på sine hænder. Det var tydeligt at hun var nervøs. Heldigvis så hun mere ud som den Ashley jeg kendte i dag. Hendes hår hang blødt ned over hendes ansigt. Det gik op for mig at de koral grønne øjne var blanke.

”Det er bare fordi, jeg troede vi skulle være sammen.. og du vil kun Justin” Ashley snøftede, og så på mig gennem nogen nu gennemblødte øjne. Det kom helt bag på mig.

”Hvad mener du?” spurgte jeg, og lod værre med at trøste hende, selvom alt indeni mig havde lyst til det.

”Ja altså jeg ved du er ked af, at jeg har været sammen med Clarissa for tiden” sagde hun, og jeg nikkede. Det havde jeg jo været. ”Men det var kun fordi, at jeg ikke kunne være sammen med dig” forklarede hun, og så hen på mig. Hun så så lille ud, når hun sad der og græd. Hendes krop var helt sammenkrøbet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men en kæmpe glæde bredte sig i min krop. Det var det her, at jeg havde ventet på. Det hele virkede pludselig bedre. Jeg skulle til at svare, da endnu en person bankede på. Personen valgte ikke at vente på et svar.

Justin åbnede døren, og trådte ind. Hans hår hang ned af hans ansigt fordi, at det var blevet vådt af regnen. Det fik hans øjne til at fremstå mørkere, og ja jeg må indrømme - sexet.

”Jeg skal tale med dig” sagde han, og så direkte på mig. Ashley havde allerede rejst sig op.

”Ja jeg går ud fra, at du mener Sam” sagde hun, og skulle til at gå, da jeg greb fat i hendes håndled, og trak hende ned ved siden af mig igen.

”Justin du ved godt, at du ikke skal bestemme hvad jeg skal og ikke skal” sagde jeg, og fik et surt blik tilbage fra ham. ”Og Ash du skal ingen steder”

Justin sukkede overdrevent. ”Sam vil du være sød, at gå med mig så vi kan lige snakke sammen?”

”Nej”

”Stop nu med at være så træls, og kom” sagde han, og det var så tydeligt, at drengen var vant til altid at få sin vilje. But not this time..

”Du har haft dine chancer, og dem brændte du så – desværre” sagde jeg, og lagde hovedet på skrå.

”Modent” sagde han tydeligvis irriteret. Jeg kunne ikke lade værre med at syntes, at det var skønt at kunne drille ham. Denne gang var det ham, som ville snakke og ikke mig.  

”Ja ikke?”

”Nogen gange glemmer jeg du bare er et barn” sagde han, og vendte sig og gik. Jeg var jo ikke et barn, bare fordi at jeg var 17 (snart 18) mens han var 19.

”I det mindste ligner jeg ikke en på 15!” råbte jeg efter ham, men var ikke sikker på at han hørte det. Det var desværre heller ikke ligefrem mit bedste comeback. Men whatever fyren skred da.

 

 

Ashley og jeg havde pigehygget hele dagen, men da det var ved at være aftenstid smuttede hun hen i sin egen bus. Chaz og Alfredo havde sørget for maden, mens at Justin og Rayn havde set en eller anden film. Da jeg kom ind i rummet smilede alle udover Justin til mig.

”Det dufter skønt. Hvad skal vi have?” spurgte jeg, og gik hen og kiggede ned i de forskellige gryder. Pasta i den ene og kødsovs i den anden. Meget opfindsomt.

”Kødsovs med spaghetti” sagde Chaz, og smilede til mig. Jeg nikkede, og begyndte hjælpsomt at dække bord. Alle udover Justin satte sig til bords. Han valgte selvfølgelig at blive liggende i sofaen og se videre på filmen. Det irriterede mig at han skulle være så skide uhøflig.

”Justin vi venter på dig” sagde jeg i en irriteret tone. Han ignorerede mig. Rayn sukkede.

”C’mon dude. Sam har ret” sagde han, og vi ventede yderligere på, at han havde tænkt sig at svare på det.

”Fint” sagde han sig, og rejste sig. Heldigvis var den eneste tomme stol langt væk fra mig. Der var en akavet stilhed, og folk gik i gang med at sende maden rundt, øse op, og bare passe deres egne ting. Der var ellers aldrig stille når vi spiste. Jeg havde på fornemmelsen at det skyldtes, at Justin og jeg ikke ligefrem var på god fod.

Alfredo rømmede sig. ”Er Ash og dig kommet ud af det?”

”Ass, mener du vel” selvfølgelig kom det fra Justin.

”Luk nu bare” sagde jeg. What a idiot. ”Og ja det er vi” sagde jeg, og smilede kæmpe stort til Alfredo. Han nikkede, og så frem og tilbage mellem Justin og jeg.

”Det burde i nu også” sagde han, og de andre drenge nikkede. De var enige.

”Hvad er der overhovedet galt nu?” brød Chaz ind, og jeg kunne mærke mine kinder blive røde. Jeg håbede inderligt, at Justin ikke spyttede et eller andet lort ud. Han så helt cool ud, og virkede ikke påvirket overhovedet.

”Det er en lang historie, men altså grunden til at Sam er sur, er fordi at hun…” sagde han, og mit hjerte dunkede i galop. Jeg skyndte mig at afbryde, før at han kunne fuldføre sætningen.

”Bieber. Kan vi lige tale sammen?” spurgte jeg. Jeg kunne se hvordan det morede ham, at jeg var i fuldstændig panik.

”Spyt ud Hastings

”Under fire øjne”

Han trak på skulderen, men fulgte med mig ind på hans værelse. Jeg havde kun været herinde en enkelt gang, men det var tydeligt, hvordan her bar præg af at Justin boede her. Rummet var enkelt indrettet, men på væggene hang der billeder af forskellige af Justins idoler, som eksempel Michael Jackson. Han havde også en reol propfyldt med cd’er. På hans natbord stod et indrammet foto af ham sammen med sine søskende, sin far og sin mor. Han havde klistret et billede op på væggen af os to som stod med armene om hinanden og grinede over hele hovedet. Jeg havde bøjle på, og han havde sit lange hår, som han i så lang tid havde elsket. Jeg kunne godt huske den dag.

”Er du ude på at gøre mig fuldkommen til grin?” vrissede jeg af ham, da døren var lukket bag os.

”Tag det nu roligt Samantha. Jeg skal nok lade være med at fortælle noget om..”

”Godt!” skyndte jeg mig at afbryde, før han begyndte på detaljerne. "Nu hvor vi er her begge to, så lad os snakke sammen"

"Det ville du jo ikke tideligere idag"

"Og du ville ikke igår"

Han trak på skulderne, og så afventende hen på mig. Jeg følte mig pludselig helt tom for ord, og vidste ikke hvad jeg skulle starte med. Til mit held startede Justin i stedet.

Han sukkede højlydt, og begyndte så at snakke. "Jeg ved ikke med dig, men det virkede bare forkert den aften"

Det burde det have virket, men jeg havde en klar følelse af, at den aften havde jeg været helt klar. Jeg havde haft lyst til ham på en hel ny måde, og det var som om at jeg så ham som en anden. Det var tydeligt, at det ikke var gengældt. 

"Det gjorde det vel" sagde jeg. 

"Du skal bare vide, at det ikke er noget galt med dig. Det er mig, ikke dig" sagde han, og så næsten på mig som at jeg var et lille barn. Det lykkedes mig ikke at se helt fortumlet ud, selvom det var det jeg var. Han havde lige fyret ikke dig, men mig replikken af, hvilket var virkelig ledt af ham. Hvor var jeg dog dum. Havde jeg virkelig troet, at han måske også havde haft lyst til mig?

"Never mind" sagde jeg, og det lykkedes mig ikke at lyde helt ude af den. Derefter skyndte jeg mig at rejse mig, og fare ud af rummet og ud til de andre. Aldrig havde jeg følt mig mere ydmyget. 

 

___________________________________________________________________________________________________

Undskylder jeg først får skrevet nu, men har bare ikke rigtig haft lyst til at skrive på denne her movalla. Føler ikke rigtig jeg får særlig meget feedback på mine kapitler, hvilket er lidt trist, fordi jeg virkelig elsker at læse hvad folk syntes om det jeg skriver.

I hvert fald håber jeg at i vil tænke over det, og så smide en kommentar og et like, da det virkelig gør mig rigtig glad :)))))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...