Forced Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

177Likes
336Kommentarer
277797Visninger
AA

38. Breakup


 

~

 

Jeg trådte ind i partybussen som den sidste. Justin var gået i forvejen sammen med Clarissa. Inderst inde irriterede mig det mig, men jeg prøvede allermest at glemme det. Det betød jo sikkert ikke noget?

Hans humørsvingninger var vildt forvirrende. På det ene tidspunkt var han kærlig, og på det andet var han helt kold overfor mig.

Ashley ventede på mig i døren, og smilte opmuntrende til mig. Der var et eller andet i hendes smil, som jeg ikke rigtig kunne forstå mig på, men jeg tænkte ikke længere over det, og så mig omkring i bussen. Den lignede den fra Justins fødselsdag en del, men lædersofaerne var hvide i stedet for sorte, og bussen havde i det hele taget et mere elegant look over sig.

De andre satte sig i en af sofaerne, og Ashley og jeg tilsluttede os dem. Jeg bemærkede, at Ashley valgte at sætte sig ved Ryan. Min mave vendte sig uden at jeg tænkte over det, og jeg mærkede den genkendelige bølge af jalousi skylle ned over mig. De var allerede venner igen.

Jeg vidste godt, at det var dumt af mig at være misundelig, men jeg kunne ærligt ikke lade være. Honestly, så var deres forhold så nemt. De skændtes næsten aldrig, og når de så ikke gjorde, var de hele tiden sammen.

Jeg kastede et forsigtigt blik hen på Justin, og greb ham i at kigge på mig. Mit hoved faldt på skrå, og jeg havde tænkt mig at gå hen til ham, hvis ikke det var fordi, at Alfredo lagde en hånd på min skulder.

”Skal du have?” spurgte han, og før jeg havde svaret, var han allerede i gang med at skænke et shot glas med Absolut Vodka. Det var ret stærkt, men man blev hurtig påvirket.

Det lod ikke til, at Alfredo regnede med, at svaret: ”nej” var en mulighed, og han sendte mig et glad smil, da han skænkede sit eget glas op.

”Skål!” hujede Ryan, og vi bundede alle vores glas. Det brændte i halsen, og jeg åbnede en Mokai for at have noget, som jeg kunne skylle ned med. Et par genstande skadede jo ikke noget?

Jeg bundede endnu et glas, og så op, hvorefter mit blik automatisk fandt Justins. Han sad tilbagelænet med hævet øjenbryn, og betragtede mig stadig. What a surprice.

Hvorfor havde jeg troet, at han ikke havde noget imod, at jeg drak længere? Han ville altid havde noget imod det. I stedet for at lade mig irritere, spurgte jeg Alfredo, om vi skulle drikke et andet sted. Han nikkede en smule overrasket, men lavede så et hovedkast mod trappen. Bussen var også to etager som den forrige. Da jeg krydsede rummet, rejste Justin sig fra sofaen, og trak mig væk fra de andre. Og væk fra Alfredo.

”Pas på dig selv. Vil du ikke nok?” spurgte han, imens han lod sine brune øjne bore sig ind i mine. Jeg så mig omkring efter Alfredo, men han var allerede forsvundet i mængden. Når man var inde i bussen, gik det alvor op for en, hvor mange som var en del af Justins show. En masse af deltagerne til festen var dansere, men der var også stylister og teknikere. Det var dog kun de unge, som gad deltage i festerne.

”Calm down,” sukkede jeg, og mente det. Det var svært at holde fokus på andet end hans hånd på min talje. ”Hvad er dit problem overhovedet?” tilføjede jeg. Bad idea.

Lige nu var det mere en af de genstande, som jeg havde fået for meget, som talte, end det var min fornuft. Jeg burde holde min kæft.

”Jeg vil bare ikke have..”

”Du vil ikke have, at det skal ende som for tre år siden?” afbrød jeg ham irriteret, og hævede stemmen. Det havde tydeligvis en provokerende effekt på ham, for han fjernede pludselig sin hånd, og lagde armene over kors.

”Nej,” svarede han bare. Jeg trådte et skridt tættere på ham.

”Du ved lige så vel, som jeg hvad der gik galt der. Men intet er som dengang,” sagde jeg, og vidste, at han vidste præcis, hvad jeg mente.

For tre år siden havde Justins karriere været på det højeste, og det havde endt ud i, at jeg havde drukket lidt for meget, lidt for tit. Det havde mest skyldtes, at jeg savnede Justin, og jeg næsten aldrig så ham. Jeg havde ikke særlig mange venner i skolen, og alkoholen og festerne havde givet mig et frirum fra hverdagen.

Men nu var han her jo. Han var her mere end nogensinde. ”Vi er sammen, Justin,” smilede jeg, og tog hans hånd. Han så på vores sammen flettede fingre, og skar en grimasse.

”Jeg kan ikke det her,” næsten hvæste han, hvorefter han trak hånden til sig, og forsvandt i mængden. Og efterlod mig mere forvirret end nogensinde.

 

 

Jeg havde fundet Alfredo senere hen på aftenen, og vi havde efterhånden fået hældt nogen genstande i os. Jeg vidste, at jeg ikke burde, og at Justin helt sikkert ikke var tilfreds med min opførsel. But who cares? Han var her jo ligesom ikke lige nu?

Og det var i bund og grund hans egen skyld. Hvis han ikke var så forvirrende, ville jeg ikke føle den velkendte trang til at drikke det væk. Og hvis han ikke var forsvundet, kunne han vel have ”passet på mig”, ikke?

Min smaragd grønne kjole strammede efterhånden en smule for meget, og det hele snurrede rundt. Jeg kunne mærke, at følelsen af at vi kørte, også var lidt for meget, og jeg var nødt til at takke nej, da Alfredo tilbød mig endnu et glas.

Chaz dukkede op af trappen – tydeligvis fuld, og slog sig ned i sofaen ved siden af Alfredo og jeg.

”Heyyy,” sagde han, og greb en øl, som stod på bordet. Han åbnede den, og tog en stor slurk. Jeg kunne mærke, at den berusende følelse, havde taget over, og at jeg med det samme blev irriteret over hans tilstedeværelse. På det seneste havde han gået mig på, og kommet en del mellem Justin og jeg.

”Hej” nikkede Alfredo, og sendte ham et af hans berømte varme smil. Jeg rullede bare øjne, og så væk fra ham. Det bemærkede han.

”Skal du ikke sige hej Sam?”

Jeg lagde armene over kors, og snerpede læberne. ”Nej,”

Der var stille lidt tid, og det lod til Chaz ikke vidste, hvad han skulle svare, og at Alfredo ikke kunne finde på noget at bryde stilheden med. Til sidst sagde Chaz:

”Kan jeg snakke med dig alene et kort øjeblik?” spurgte han, og jeg tænkte på sidste gang, at han havde bedt om det. Ikke nogen succes som skulle gentages. Men måske ville det være godt, at få snakket ud med ham? Et par minutter kunne ikke skade.

”Jeg skal nok gå,” udbrød Alfredo, og havde allerede rejst sig op. Det lod til, at han bare gerne ville have en undskyldning for at slippe væk. Vi havde ellers hygget os indtil Chaz kom.

Jeg så ned på min hænder, og begyndte at pille ved sømmen af min kjole. Luften var tæt heroppe, og den lette belysning gjorde mig svimmel. Lædersofaen føltes varm og svedig, men jeg var godt klar over, at grunden til at jeg var utilpas var, at jeg var alene med Chaz.

Da han ikke startede samtalen lige med det samme, valgte jeg i stedet at bryde ud med;

”Ville du tale eller hvad?”

På en måde fortrød jeg min kolde og vrissende stemme, men på den anden side kunne han vel bare sige noget. Og desuden gjorde alkoholen altid mine sætninger lidt mere ærlige og lige ud. Jeg sagde, hvad jeg tænkte. Og det var trods alt også ham, som havde eksisteret på at snakke. Min fulde opmærksomhed lagde sig på ham, da han lagde sin hånd på min.

Den var kold, og føltes for stor til min. Det lyder som en kliche – men jeg mener det. Justins passede bedre i min.

”Jeg er så ked af alt, som der er sket mellem os. Men jeg vil bare gerne vise dig, at jeg kan gøre dig glad,” sagde han, og havde pludselig flettet sin hånd ind i min. Hans grå øjne borede sig ind i mine, og jeg lod mærke til det snert af mørkeblå, som var i dem. Chaz var ikke grim. Han havde en pænt formet næse og fyldige læber. Men han var ikke Justin.

Jeg bed mig i læben ved den tanke, og så væk. Hvorfor var det så kompliceret? Hvorfor holdte jeg i hånd med en fyr, som ikke var min kæreste? Og hvorfor var min kæreste vildt forvirrende?

”Og hvordan vil du vise mig det?” spurgte jeg, og løftede let mit øjenbryn. Chaz rykkede en smule tættere på mig i sofaen, og lagde hans frie hånd på min kind. Han tvang mig til endnu engang at se ham i øjnene.

”Hvis du kysser mig, kan du mærke, at du stadig har følelser for mig,” konstaterede han, og lænede sig ind over mig. Stadig? Havde jeg nogensinde haft følelser for ham? Jeg havde været så ung dengang. Kunne det passe, at jeg stadig kunne lide ham? Og ville det skade, at prøve og mærke efter? Hvis jeg ikke havde, kunne jeg afslutte det her med ham en gang for alle. Right?

Men så dukkede Justin op i mine tanker. Jeg kunne se ham klart for mig. Med et kæmpe stort smil og med små smilerynker under øjnene, som han kun fik, når han var rigtig glad.

Som om mit hjerte tog førelsen, rev jeg hånden til mig, og så irriteret på Chaz. ”Jeg har ikke følelser for dig,” fastslog jeg. Hans læber blev en tynd streg, og han så såret på mig.

”Lad mig forhelvede bare kysse dig,” snerrede han, og først nu gik det op for mig, at jeg sad helt oppe i hjørnet af sofaen. Chaz rykkede tættere på mig, og førte hans hånd om bag min nakke. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg rystede kraftigt med hovedet.

”Nej,” fastblev jeg, men han greb fat om min hofte, og låste mig fast, så jeg ikke kunne komme væk. Jeg skar tænder, og kæmpede for at undgå hans læber, som blot kom nærmere og nærmere. ”Stop Chaz,” sagde jeg bedende, men han stoppede ikke. Hans hånd gjorde ondt på min hofte, og min nakke var i en position, som ikke på nogen måde var behagelig. Og det eneste som jeg kunne stille op, var blot at vente på, at det var overstået.

 

 

Justin’s synsvinkel:

Alfredo dumpede ned ved siden af Ryan, Ashley og jeg. Jeg sværger, at jeg blev lidt lettet over ikke, at skulle sidde her selv med dem længere. Ryan var selvfølgelig min ven, men Ashley gik mig altid på. Og når de tog var sammen, fik man lyst til at kaste op. Det var dog udelukket, at jeg var tilbragte min tid med Samantha. Det kunne jeg ikke holde ud.

”Nu skal de snakke igen,” sukkede Alfredo, og skænkede sig et glas af den allerede åbne Verdi. Jeg rynkede brynene, og kom i tanke om, at han vist havde været sammen med den meget omtalte person. Samantha.

"Hvem?" 

"Chaz," forklarede Alfredo mig med et skuldertræk.

”Er de selv?” spurgte jeg lettere bekymret. Det føltes som om, at der gik en evighed før, at han endelig nikkede. Jeg kunne mærke en isklump danne sig i halsen, og fik pludselig travlt med at rejse mig fra sofaen.

”Lad dem nu snakke Justin,” sagde Ashley advarende, men jeg hørte ikke efter, og var allerede på vej hen mod trappen. Sidste gang de havde ”snakket”, var Samantha kommet grædende tilbage. Den snoede trappe føltes længere end sædvanlig, og da jeg endelig nåede enden, var rummet tomt. Det var virkelig mørkt heroppe, og jeg ville gå ned igen, da lyden af Samanthas stemme nåede mit øre.

”Stop Chaz,”

Jeg vendte mig om, og fik øje på Chaz og Samantha i den bagerste sofa. En lænestol skjulte dem i dens skygge, hvilket forklarede, hvorfor jeg ikke havde set dem først. Hurtig fik jeg bevæget mig derned, men ingen af dem fik øje på mig. Chaz var bøjet ind over Samantha, og man kunne se, at han havde godt fast i hende. Ud fra hendes ansigtsudtryk at bedømme, var hun ikke ligefrem glad.

Jeg stod i et stykke tid, og stirrede på, hvordan han tog på hans krop, og lænede sig tættere op tættere ind mod hende.

”Hørte du hende ikke Chaz? Hun sagde stop,” hørte jeg mig selv vrisse, hvorefter jeg trådte hen til dem, og tog fat i ryggen af hans T-shirt for at trække ham væk fra hende. Det bekymrede mig ikke det mindste, at det nok gjorde ondt på ham, da jeg gav ham et hårdt skub, så han snublede let over sofabordet.

”Calm down prettyboyyy,” sagde han, og grinte hæst, da han genvandt sin balance. Han var tydeligvis fuld.

”Du gør klogt i at skride nu,” snerrede jeg, og sendte ham et dræbende blik. Til sidst fattede han, at han ikke havde mere at gøre her, og forsvandt ned ad trappen. Jeg vendte mig mod Samantha, som så virkelig forskrækket ud. Siden hvornår var Chaz blevet voldtægtsmand?

”Er du okay?” spurgte jeg bekymret. Hun nikkede forsigtigt, og rettede hendes grønne øjne mod mig. Mine følelser eksploderede. Hendes øjne så endnu mere grønne ud en normalt, fordi at hun var iført en grøn kjole, som virkelig fremhævede farven i hendes øjne. Hun havde opsat hendes normalt ustyrlige hår, hvilket fik hende til at se ældre ud. Ikke at hendes alder gjorde mig det mindste. Selvom jeg nogen gange godt kunne mærke, at jeg var næsten tre år ældre, gav det mig alligevel en form for beskyttertrang, som jeg godt kunne lide.

Da jeg satte mig ved siden af hende, ramte duften fra hendes parfume mine næsebor, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev påvirket. Det var vildt berusende.

”Hvad skete der?” spurgte jeg forsigtigt, og tog fat i hendes hånd, som gled ned i min. Det smilte hun mærkeligt nok over.

Måske skulle jeg fortælle hende det nu? Var det bedre, at fortælle hende hvorfor, at jeg slog op, eller skulle jeg bare slå op?

Hun afbrød mine tanker ved at sukke tungt. ”Han bliver ved med at eksistere på, at jeg stadig har følelser for ham,” fortalte hun. Well, det lod heldigvis til, at hun ikke mente, det var tilfældet. Jeg skød mit øjenbryn i vejret.

”Har du så det?” spurgte jeg, selvom jeg regnede med et specielt svar. Hvis hun sagde ja, ville jeg ikke kunne bære det.

Hun fnøs, og rystede på hovedet. ”Du er forvirrende i dag,” konstaterede hun. Ikke nok med at jeg var forvirret, så var jeg åbenbart også forvirrende. Great. Men hun havde sikkert ret.

Jeg sendte hende et fremtvunget smil.  ”Jeg er bare træt,” løj jeg, og lænede mig ind over hende for at placere et kys på hendes læber. Jeg kunne ikke slå op med hende nu. Der måtte bare være en sidste gang, hvor jeg mærkede hende.

For Ashley havde ret. Jeg ville komme til at såre hende, og det var ikke sikkert, at hun tilgav mig.

Min hånd sneg sig ind på hendes lår, og jeg lod den glide op under hendes kjole. Tanken om at det måske var sidste gang, at jeg var sammen med hende, ramte mig mange gange, og til sidst ignorerede jeg det faktum, og hengav mig til hende. Og til hendes kærlighed. Hendes fingre fandt min bukseknap, og hun fik også åbnet lynlåsen. Jeg lod mine hænder kærtegne hvert et stykke af hendes krop, før jeg hjalp hende ud af hendes kjole.

Hun tog fat i sømmen af min trøje, og trak den af mig. Og så ramte det mig, som det altid gjorde, når jeg var sammen med hende. Jeg elskede hende. Jeg elskede hende så højt. Det passede ikke, at jeg aldrig, havde sagt, at jeg elskede hende. Det havde jeg. Men aldrig sådan helt roligt og afdæmpet. Der var noget helt specielt, når man var to personer, så tæt på hinanden. Det var tætteste, vi nogensinde kom på hinanden. Der var ikke engang tøj imellem os.

Hun skubbede sine trusser ned over anklerne, og jeg lukkede hendes sorte BH op. Da vi til sidst begge var helt afklædte, begyndte jeg at kysse hende. Hvis det her virkelig var sidste gang, så skulle jeg nyde hvert et sekund. Jeg placerede små kys op af hendes hals, hvorefter mine læber endelig nåede hendes. Vores tunger mødtes, og jeg lukkede øjnene. Der var så meget passion i det her kys, at det nærmest gjorde ondt.

Jeg trængte op i hende, og hun kom med et suk af nydelse. Da jeg øgede tempoet, begyndte hun at stønne højere og højere, og jeg fik også svært ved ikke at udbryde hendes navn. Mit højdepunkt var næsten nået, da jeg hørte en stemme, som jeg ikke kunne sige, at jeg var glad for at høre.

”Jeg håber, at du har en god grund til det, du har gang i,” Ashley råbte nærmest. Samantha og jeg fløj fra hinanden, og mens jeg fik fat i Samanthas kjole, som jeg kunne bruge til at dække det nederste af min krop, fik Samantha forfjamsket fundet min trøje på gulvet, og trukket på, mens hun holdte hænderne for resten af hendes afklædte dele.

”Ashley,” sagde jeg advarende, og stirrede hende tilbage i øjnene. Jeg var ikke i tvivl om, at den omtalte ”du” var mig. Og at hun ikke syntes, at jeg kunne gå i seng med Samantha, når jeg skulle slå op med hende. And she was right. Men jeg måtte bare være sammen med hende en sidste gang.

”En ting er, hvad du skal gøre, men en anden er, at du går i seng med Samantha, selvom du har tænkt dig at fuldføre det,” sagde hun, og hendes ansigt var helt rødt. Jeg forstod hvert et ord, mens det virkede som om, at Samantha troede, at vi snakkede et andet sprog. Well, i didn’t blame her. Hun vidste jo ingenting.

”Jeg havde jo tænkt mig at sige det i morgen,” svarede jeg tamt, hvilket virkelig satte hendes pis i kog. Og egentlig havde jeg stadig ikke en plan om, hvornår jeg ville sige det. Men det lød mere fair.

”I morgen?” hvinede hun vredt. ”Så du ville lige have en gang breakup sex inden?” spurgte hun helt ude af sig selv, og først nu gik det op for hende, hvad hun havde sagt. Jeg kunne have dræbt hende. Eller ikke helt – men i ved, hvad jeg mener. Samantha så uforstående hen mod mig.

”Breakup?” spurgte hun, og hendes øjne søgte mine. Jeg kunne ikke se hende i øjnene, og mit blik flakkede i jorden.

”Eftersom Justin ikke kan tage sig sammen, så siger jeg det Sam,” startede Ashley ud, og jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Jeg kunne ikke stoppe Ashley, og var klar over, at hun sikkert ville sige det ligegyldigt hvad. Så fjernede jeg mine hænder fra ansigtet, og så hen på Samantha. Hendes grønne øjne så fortvivlet ud, og jeg slugte hver en detalje af hendes ansigt. Måske var det sidste gang, at hun kunne holde ud at se på mig. Ashley åbnede munden. Oh god.

”Justin slår op med dig,”

 

__________________________________________________________________________________________________________________

Endelig et længe ventet kapitel! Jeg ved godt, at det er ledt sted at stoppe, men jeg bevarer i hvert fald spændingen :) 

Da jeg skal på efterskole d. 5. August, håber jeg på, at jeg kan nå, at færdiggøre denne movella ingden, og det er derfor, at det hele går lidt hurtig lige nu. 

Tusind tak for de mange likes, og for jeres altid søde kommentarer!

Luv u

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...