Forced Love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2015
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

177Likes
336Kommentarer
277884Visninger
AA

29. Beskeden

 

~

 

Jeg vågnede først sent den næste morgen. Det virkede som om, at min krop havde trængt til en lang god nats søvn ovenpå de seneste dage. Ærligt, så havde jeg mest lyst til at falde i søvn igen, men så ville dagen også være godt væk, så jeg valgte at stå op. Klokken var kun 11, hvilket for mig ikke var meget, men da alle andre altid stod tideligt op, var det alligevel sent nok. Virkelig. Jeg klædte mig på, og redte mit hår, så jeg så nogenlunde frisk ud, hvorefter at jeg gik ud i køkkenet. De andre sad om bordet, og så op da jeg trådte ind ad døren. Justins øjne nærmest lyste op, og han sendte mig et kæmpe smil.

”What a surprise. Du er tideligt oppe,” grinte han sarkastisk, og betragtede mig. Jeg trak på skulderen, og trak en fri stol ud.

”Hvad laver vi?” spurgte jeg, og så på bordet. Ud og over bordet lå T-shirts, billeder af Justin, tomme kaffekopper med et billede af Justin på og en masse andet spredt rundt.

”Goodiebags,” sukkede Ashley, imens hun foldede en T-shirt, Justin netop havde signeret. Derefter proppede hun den ned i en lilla taske ”Tingene er dobbelt så meget værd, når loverboy her signerer dem,” forklarede hun mig, selvom det var noget jeg allerede godt vidste. Det var rigtigt, at værdien steg enormt, når Justin signerede dem, og hans autograf ikke blot blev printet på.

”Det er mig, der gør hele det hårde arbejde søde skat,” vrissede Justin af hende, og hun rullede øjne. Han vred sin hånd, og skar en grimmase, hvorefter han endnu engang svang et par bogstaver med tussen, og kastede den næste T-shirt hen i bunken med signerede ting. Alt var som det plejede at være, når Ashley og Justin skændtes. Deres skænderier var ikke som Justin og jegs, nej de var mere enkle og børnehaveagtige.

”Sounds good,” smilede jeg, og rejste mig, så jeg kunne lave noget morgenmad. Min mave rumlede utålmodigt. Jeg gik hen til køleskabet, og kiggede søgende rundt, hvorefter jeg fandt nogen chokopops frem. I stedet for at gå ind og hjælpe, listede jeg ind i stuen, og satte mig til rette i sofaen. Det kom ikke engang bag på mig, at det tændte på Disney Channel. Hele bussen var fyldt af barnligheder, inklusiv mig selv. Really.

Justins mobil lå smidt på bordet, og jeg greb ud efter den, for at tage et par yderst flotte selfies. I mens jeg var i gang med at tage billeder, vibrerede hans mobil, og en besked fra; Kendall poppede op. Pigen som også havde været med i partybussen. Uden overhovedet at kunne bremse mine øjne, fløj de hen over bogstaverne, og jeg læste beskeden.

 

Selena holder stadig tæt! Kan vi muligvis ringes ved senere? Xx

 

Jeg læste beskeden et par gange, og prøvede at regne ud, hvad indholdet egentlig betød. Selena? Jeg troede for længst, at hun var et overstået kapitel. Og hvad helvede havde Kendall, at gøre med det her? Desværre kunne jeg ikke Justins kode, så jeg kunne ikke komme ind på hans mobil. Da jeg havde tænkt tanken, fik jeg med det samme dårlig samvittighed, og lagde mobilen fra mig. Jeg burde stole på Justin, og slet ikke have lyst til at læse hans beskeder. Alligevel snurrede mine tanker om beskeden, og jeg bemærkede slet ikke, at Justin dumpede ned ved siden af mig.

”Ser du noget godt?” spurgte han, og kiggede på tv’et. Han smilte, da han opdagede, at det var børnetv.

”Not really,” sagde jeg med et skuldertræk, og Justin rakte ud efter fjernbetjeningen, for dernæst af slukke.

”Hey..” protesterede jeg, men han lagde en hånd på mit lår, og fik mig til at rette mine øjne mod ham.

”Så kig på mig. Så ser du noget godt,” sagde han med et selvfedt smil smækket på. Han var virkelig ikke ked af det. Jeg lod som om, at jeg betragtede ham grundigt, og hævede øjenbrynet kort - og flabet.

”Nej. Det gør jeg heller ikke,” svarede jeg, og prøvede at holde mine tanker væk fra beskeden, og desuden Justin hånds, som blidt kærtegnede mit lår. Han surmulede, og prøvede at virke fornærmet. Men jeg havde svært ved at fokusere på noget som helst, da mine tanker fløj rundt.

”Sam?”

Det gik op for mig, at Justin havde været i gang med at sige noget til mig, som jeg slet ikke havde hørt, og da han prøvede at komme i kontakt med mig, kunne jeg ikke længere skjule for ham, at der ikke var noget, som gik mig på. Han kunne ligefrem se det på mig.

”Er der noget galt?” spurgte han, og borede sin brune øjne ind i mine. Hver en bevægelse føltes, at kunne afsløre mig. Jeg valgte at ryste på hovedet, men han så stadig ikke overbevist ud. ”Spyt ud,” krævede han, og rynkede sin pande. Han så bekymret ud. Jeg sank en klump, og så ned på mine hænder. På en måde var jeg lige ved at springe for blot, at sige det hele til ham. At jeg havde læst beskeden, og jeg ville vide, præcis hvad det var, som Selena skulle holde tæt med. Men på den anden side føltes det klogere, at tie, og blot vente til jeg vidste, om jeg overhovedet behøvede at bekymre mig.

”Der er ikke noget galt Justin,” fastslog jeg i en lidt irriteret tone. Han så ikke overbevist ud, men nikkede langsomt, og greb ud efter sin mobil. Jeg betragtede ham, mens han så på skærmen for at, om hans ansigt røbede noget.

”Jeg skal lige ringe,” sagde han, og rejste sig. Jeg tog en dyb indånding, og sank en klump.

”Til hvem?”

”Bare min far,” mumlede han med et skuldertræk. Drengen var fandens god til at lyve. Da han var gået ud af rummet, skyndte jeg mig at rejse mig, og følge efter. De andre sad stadig, og var i fuld gang med at pakke goodiebags.

”Hvor gik Justin hen?” spurgte jeg henkastet, og Ryan lavede et hovedkast mod døren.

”Ud,” svarede han, og jeg skyndte mig ud på badeværelset. Jeg kravlede op på toilettet, og stillede mig på toilettet, hvorfor jeg kunne åbne vinduet på klem. Heldigvis var Justin blot gået udenfor døren. Han stod lænet op af bussen, og hvis han kiggede op, ville han få øje på mig. Heldigvis var hans koncentration et andet sted.

”…Hun kan ikke bakke ud nu Kendall! Alt er til hendes fordel i forvejen” Justin var helt klart oprørt over noget, og kørte frustreret sin hånd igennem håret. Mit hjerte bankede hurtigere. Han var altså gået ud og tale med Kendall og ikke sin far. Var det Selena, som de snakkede om?

”Jeg ved godt, at hun brugte Samantha for din skyld, men hun er stadig sur over det, som vi gjorde” sagde Justin, og jeg blev endnu mere forvirret. Samantha? Hvad havde jeg med det her at gøre? ”Ja, og sådan skal det forblive..” svarede han på noget, som jeg regnede med, at Kendall sagde. ”Samantha skal ikke vide noget,” fastslog han, og afsluttede samtalen. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og midt i forvirringen mistede jeg balancen, og gled ned fra toilettet. Jeg satte i med hænderne først, men mine knæ gled hen af stengulvet, og jeg kunne mærke blodet pible frem. Det gjorde ondt som bare fandens, og jeg bandede for mig selv. Desværre glemte jeg for en kort tid, at vinduet var åbent, og at jeg lige havde afsløret, at jeg havde smug lyttet.

”Samantha? Er det dig?” spurgte Justin på den anden side af vinduet, men det ville ikke være muligt for ham, at nå op til vinduet og se ind. I stedet for at svare skyndte jeg mig ud af badeværelset, men uheldig som jeg nu var, smækkede døren i, da jeg næsten var ude, og min trøje satte sig fast. Jeg fik den klodset fri, og havde ikke særlig meget tid til at komme væk. Justin ville komme ind af døren om nogen sekunder, og jeg var nødt til at rende gennem stuen. Men der var ingen andre veje, og jeg halvløb hen mod mit værelse. Desværre åbnede Justin ind til bussen i det sekund, at jeg krydsede den, og jeg var næsten løbet ind i ham. Min mund føltes tør, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. I stedet for at sige noget, snurrede jeg rundt for at skynde mig væk, men Justin tog fat i min overarm med et fast greb.

”Hold on,” sagde han, og trak mig tilbage. Jeg sank en klump. Here we go.

”Det gør ondt Justin!” vrissede jeg, og kæmpede imod hans greb. Han løsnede sin hånd lidt, men havde stadig fast i mig. Jeg kunne se, at han betragtede mig grundigt, og kun ventede på, at jeg ville flippe ud på ham. Great. Men hvad skulle jeg egentlig sige? Jeg havde ikke hørt særlig meget, men der var helt klart en forklaring, som jeg gerne ville have. Alligevel vidste jeg da, at han havde nævnt, at jeg blev brugt, og at jeg intet skulle vide.

”Må jeg forklare?” spurgte han, og jeg overvejede at sige nej. Det ville være en nem løsning. Men jeg trak bare på skulderen, og nikkede så. ”Udenfor,” sagde han bedende, og slap sit tag om mig. Jeg fulgte med udenfor, hvor det var begyndt at dryppe. Det gjorde mig nu ikke specielt meget, selvom det var en smule koldt. Først nu fik Justin øje på mine blødende knæ, og så urolig ud. ”Du bløder jo! Skal jeg finde et plaster?”

”Det er bare en hudafskrabning,” sagde jeg, og ignorerede smerten. Han så ikke særlig beroliget ud, men nikkede så. Vi gik lidt tid, og slog os så ned på en bænk. ”En forklaring er vel ikke for meget at bede om?” spurgte jeg, og han så nervøs ud.

”Hvad hørte du?” endte han med at spørge. C’mon. Det var ligegyldigt, hvad jeg hørte. Jeg skulle have hele sandheden.

”Nok til at vide, at der er noget, som du ikke fortæller mig,” snerrede jeg, og havde svært ved at holde min stemme rolig. Like i would know. Inderst inde var jeg ved at sprænge i luften, for at få en forklaring. Justin virkede urolig, og knyttede sine hænder. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvordan han skulle begynde. De brune øjne var matte, og efter at han havde ladet sin frustration gå ud over sit hår, var det også blevet rodet og pjusket. Den hvide V-hals klæbede til hans mave, da regnede havde gjort den fugtig. En trang til at gribe ud og røre de spændte muskler ramte mig, men jeg bed det i mig. What a mistake. Jeg måtte bevare fokus. Til sidst så han hen på mig. Han lagde sit hoved på skrå, og tog en dyb indånding. Now it comes. The truth. 

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Beklager for mine ringe udgivelse af kapitler! Jeg har meget travlt på det sidste, og prøver at finde så meget tid som muligt. Her er i hvert fald et kapitel, og det ville glæde mig, hvis i ville like eller kommentere! Det betyder rigtig meget for mig :))

Xx Nikoline

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...