Why im wrong?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Igang
Ja den er skrevet om en poge der prøver at blive forelsket i en hun ikke vil være forelsket i. Og det bliver svært for hende

0Likes
0Kommentarer
40Visninger
AA

2. shes perfect..

Hvorfor er det lige mig der er anderledes?... Hvorfor kunne jeg ikke bare være lige som alle andre?... Forelske mig i en dreng?..Hvorfor er SÅ jeg forkert?...

Alle spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, jeg ville bare være normal, jeg ville bare kunne gå med mine venner unden at blive jaloux eller såret.

Jeg lyder sikkert som en eller anden deprig person, det er jeg nok også lige fortide. Men det er bare svært når man går med ubeskrivelige følelser for en man ved man aldrig vil ende sammen med, gå med følelser der er forkerte...

Jeg vågnede ved at min mor kaldte på mig(det gør hun altid)jeg svarede med en irriteret mumlen da jeg ik gad op, jeg satte mig op og kiggede på min mobil, kun 6:25 jeg havde god tid..sådan da.. Jeg svag benene ud over sengekanten og strakte mig, det bliver en lang dag.

Jeg fik fundet noget tøj..ikke noget specielt, bare et par jeans, en top og en cardigan, der var alligevel ingen der skulle kigge yderligere på mig. Jeg børstede mig hår og glattede det, jeg lod det hænge da..ja jeg havde det bare Best med at have det hængene. lagde min make up og så var jeg afsted i skole..jeg spiste ikke morgen mad da jeg ligesom ikke rigtig var sulten,,jeg var begyndt at spise mindre og mindre på det seneste, jeg havde ligesom ik den der lyst.

" julieeee!!!!" Råbte emma og løb hen og krammende mig efter følgende af Michelle, de var altid meget energiske, men det var til at leve med " hva så?" Emma så spørgende på mig "ik så meget, hva med dig?" Hun trak på skuldrene som svar.

Da vi kom til vores klasse smed jeg min taske for at få mit overtøj af, da jeg lige havde hængt min jakke op kom, kom HUN gående ud af klassen, jeg tog mig selv i at stirre på hende så jeg flyttede hurtigt blikket. Hun gik hen til mig og kiggede mig i øjenene, da hun kammede mig gik der et stød gennem mig og jeg måtte beherske mig da det ligesom var HENDE. Og det ville være så forkert.

Da vi sad i frikvarteret og snakkede, kunne jeg ikke lade være med at stirre på hendes læber der kørte i en yndig bevægelse når hun snakkede "kan du huske det?" Jeg vågnede af min trangse og kiggede på den person der nu havde talt til mig. Det var Camilla " hva..øm..huske hvad?" Hun grinte " du helt væk man, er du på stoffer eller noget?" Jeg rystede bare på hovedet af hende og gik. Jeg gad ikke være der, det var hårdt at se hende sidde med Sofie.. Mens jeg bare er udnyttelig.

" hey..hvorfor gik du?" Hun var fulgt efter mig.. Men jeg ignorerede hende.

Hun tog fat i min arm og vendte mig så vi stod overfor hindanden, min arm stod i flammer der hvor hun holdte sit stramme greb for at jeg ikke skulle flygte " jeg gad bare ikke at være der mere" hun kiggede mistroisk på mig, hun vidste jeg gemte på noget(Det havde jeg gjort i noget tid nu) hun kunne læse mig som en åben bog, hun så mine falske smil.. Mine små træk på at jeg blev jaloux.. Hvis jeg blev såret. Jeg kunne bare ikke fortælle hende hvorfor. " seriøst Julie jeg er jo ikke dum, et eller andet plager dig" jeg kiggede ned på min arm som hun stadig havde et godt tag i, da hun lagde mærke til det slap hun hurtigt"det lige mege..."" Nej det er ej!" Afbrød hun " je...jeg kan ikke forklare det.." Jeg ville så gerne fortælle hende det.

Hun lagde sit hoved på min skulder " vil du ik med ind igen?" Jeg nikkede bare som svar da jeg ikke var in humør til at snikke snakke.

Jeg satte mig på en af borene og hun satte sig ved siden af mig med et let suk, jeg lagde min hånd på hendes lår unden nogen rigtig lagde mærke til det. Jeg sad bare tavs og nød den krops varme jeg kunne mærke fra hende( ja så tæt sad vi) je sad bare i mine egne tanker og tænkte på hvad hun mon følte for mig..

Da klokken ringede og vi havde fri skyndte jeg mig at pakke min ting og var hurtig ude af døren, jeg fik min jakke på da hun kom hen til mig " skal vi følges?" Jeg prøvede at skjule det kæmpe smil der truede med at komme på mine læber da hun spurgte " selfølgelig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...