min lille engel. 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
denne movella handler om en ung pige på 19 der hedder Marie. hun arbejder til dagligt som model, men en aften ændres hendes liv for altid. læs med og find ud af resten *stødende sprog og scener vil forekomme* min første movella så i må meget gerne kommentere med kritik og ros

1Likes
2Kommentarer
202Visninger

6. 6

jeg behøvede ikke at tænke længe længe over det fær jeg fik fremstammet et "ja" jeg ville aldrig kunne få mig selv til at slå et lille barn ihjel

Her Sad jeg så i min lejlighed helt alene og prøvede at tænke lidt klart om hvad jeg ville gøre om det her nu var en god ide, om jeg skulle fortælle ham det, og mest af alt, hvad ville mine forældre ikke tænke?

Jeg besluttede at det eneste rigtige var at holde det hemmeligt så længe jeg kunne, udentaget for mine forældre så jeg gik straks ind under min kontakter og trykkede på "Moar<3"

*dyt* *dyt* *dyt*

"Ja det er Anna"

"Hej mor det er mig, jeg ville bare høre om jeg kunne komme over til jer en tur senere, jeg har noget at fortælle?"

"Jo du kan bare komme over?"

"Super vi ses om lidt!"

Og 2 min. Efter sad jeg i min bil på vej over til min mor, hvis ikke det var fordi at det regnede var jeg gået men det orkede jeg ikke idag, jeg var træt, forvirret og ikke mindst bange...

Bange for hvad de ville sige om de blev sure eller glade eller noget helt tredie

Jeg holdte ude foran mine forældres hus og havde lige slukket bilen jeg lænede mig forsigtigt tilbage i sædet og trak vejret dybt jeg klikkede min sele op åbnede døren og trådte forsigtigt ud, det var nogen meget små skridt jeg tog

Min mors glade ansigt var det første jeg så da jeg kom ind jeg hang pænt min jakke op på knagen og fortsatte videre ud i køkkenet hvor min mor allerede havde sat maden på bordet.

Jeg nød slet ikke maden min far havde flere gange spurgt om jeg var okay men jeg kunne ikke svare ham. Jeg tænkte for mig selv at hvis jeg skulle sige det skulle det være nu.

Jeg vendte hovedet og sagde "der er noget jeg er nød til at fortælle jer, der findes ingen nem måde at sige det på, men jeg er gravid" jeg smilede lidt til sidst for jeg blev glad ved ordet gravid.

Min far sagde ingenting han rejste sig bare og gik sin vej, da vi hørte hoveddøren smække begyndte min mor at græde og bedre mig om at gå og ikke komme tilbage gør jeg fik lidt fornuft.

Jeg satte mig ud i min bil og kørte hjem lige da jeg kom ind for døren brød jeg fuldstændigt sammen jeg kunne slet ikke stoppe tårerne der løb om kap ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...