Et spejlbillede viser kun det ydre smil og ikke den indre smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Igang
min historie er skrevet for at folk skal SE. man skal se efter, for alting er ikke perfekt, et smil kan gemme noget frygteligt. et smil kan være en facade. man skal ikke være som et spejl, der kun kan se det ydre.

0Likes
0Kommentarer
310Visninger
AA

1. jeg vælger ikke den korte, nemme udvej

Spejle gengiver virkeligheden, men den har jeg ikke lyst til at se. Har faktisk aldrig rigtigt bare stået og set på mig selv i et spejl, uden at skulle vælge tøj, ligge make up eller få kontaktlinser i. Jeg kan nemlig ikke se hvad det er jeg ser, føler mig ikke tilpas med mig selv. Føler ikke at hele min krop er en del af mig. Jeg føler at mine tanker er en del af mig, de er kun mine, skabes kun af mig, de er en del af mig. Mine øjne, eller rettere sagt mit syn er en del af mig. Jeg ser verden på min måde, jeg ved ikke hvordan andre mennesker ser verden og de ved ikke hvordan jeg ser den. Der er faktisk ingen der ved om vi faktisk ser det samme, da man aldrig kan se med en andens øjne. Jeg ser kun godt, da jeg har kontaktlinser i, de gør mit syn næsten perfekt. Jeg kan ikke huske hvordan perfekt ser ud, da år er gået siden jeg kom til optikeren for første gang. Selv nu ser jeg ikke perfekt, nogle gange får jeg hovedpine andre gange bliver jeg træt. Ting jeg har forbundet med mit syn, ud fra hvad jeg faktisk laver når symptomerne forekommer. Rent psykisk ser alle mennesker også forskelligt på verden. Når børn lære omkring 2. verdenskrig, vil de sige at Hitler er ond. Men bare fordi at hans handlinger er onde, betyder det jo ikke at han er ond. Når han kigger i spejlet, er det nok ikke en ond person der kigger tilbage. Tænk på hvordan børn ville se på ham, hvis han rent faktisk vandt 2. verdenskrig? når historie bliver skrevet er der altid flere sider af den. I en krig ser man ikke sig selv som ond, men at modparten er ond. Jeg ser på verden på min måde, en lidt skræmmende tanke, men også fascinerende. Mine hænder er også en del af mig, jeg bruger dem hele tiden, ved hvordan de ser ud og arbejder. Kender mine lange røde negle, der lige nu har den perfekte længde men ikke styrke. Jeg bruger hænderne hele tiden. Når jeg skriver, spiser, snakker og til alle af hverdagens ting. Jeg føler faktisk ikke at resten af min krop er en del af mig. Vi dækker vore kroppe til, for ikke at komme til at fryse. Tager sko på for at kunne gå hurtigt og godt. Vi kan farve og klippe håret som det passer os. Vi kan endda få ekstensions i, hvis håret er for kort. Men den del af mig jeg er mest splittet omkring, er mine følelser. De kan bedrage, formes og fylde. Hvem har ikke prøvet at græde til en film om ulykkelig kærlighed? Det er jo bare en film, en usand historie der alligevel får følelser til at komme frem.
Jeg skjuler mine følelser, mine sande følelser. Jeg føler at mit sanselige fængsel tager overhånd. Oplever tit at græde i søvn eller besvime bare med tankens og følelsens kraft. Vil ikke have det sådan længere. Jeg kan se to veje ud af dette, den ene er hurtig men her kan man bare ikke gå tilbage. Den anden tager tid, men ingen garanti for at den virker. Livet er fyldt med valg. Jeg smiler til verden, men kun for at mine triste følelser ikke tager overhånd. Glæder mig til at tage i skole, selvom jeg ingen venner har. Det er tros alt bedre at være i skole uden venner end hjemme hos en mor man intet føler for. Jeg prøver at få en hverdag til at fungere, for man skal jo bruge en uddannelse. Jeg vil nemlig ikke ende som et nul ligesom min mor og far. Jeg vil blive til noget, lige meget hvor lang tid det tager. JEG VIL OVERLEVE. Overleve de triste tanker, mørke dage, mobbere og lave selvværd.
Føler at tiden er ved at være ovre. Mærker stadig det varme vand over min nøgne hud. Alle de frie tanker man får i badet, om fortiden. Alt det negative der bliver vasket bort. En ny dag, et nyt forsøg. Træder ud af badet, tager håndklædet omkring mit lange lyse hår, kigger der hvor mit spejlbillede ville have været. Dampen fra badet, dækker det. Smiler, jeg kan ikke se mig selv. Måske ligesom et spøgelse eller vampyr. Men jeg er jo bare et helt almindelig menneske der kigger i et bedugget spejl. Tager håndklædet ud af håret og omkring kroppen og tripper ind på mit værelse. Jeg har faktisk ingen store spejle herinde. Kun pyntespejle og et lille håndspejl til når jeg skal plukke øjenbryn. Det gør jeg ofte, altså plukker øjenbryn. Kan kigge i minut vis for at finde et hår der ikke passer ind. Eller prøve at få fat på et nyt der ikke engang er brudt gennem huden. Har flere gange kommet til at bløde fordi at jeg bare ville have det hår ud. Mine øjenbryn skal være perfekte. Det eneste perfekte der er på mig. Hopper hurtigt i noget tøj, er faktisk lidt ligeglad med hvad. Det skal bare sådan nogenlunde passe sammen. Er ikke en af de piger der går vildt meget op i mit udseende. Selvom at mit udseende har givet mig et dårligt selvværd. Et forvrænget syn på min krop, lidt ligesom når man kigger på sig selv i vand. Aldrig perfekt. Jeg vil bare så gerne være perfekt, eller få andre til at tro jeg er perfekt. Håret bliver tørret, maden bliver indtaget og af sted. På udsalgs jagt, fyldt med gule skilte og procent tegn fylder butiks ruderne. Selv i vinduet kan jeg se mig selv, som et spejl der reflekter mig. Her er mit spejlbillede ikke perfekt, nærmere som at se et spøgelse fra en film. Gennemsigtig. Går gennem butikker, klik klik klik, lyden fra mine hæle. Kigger omkring, intet, men alligevel noget. Det noget er bare ikke tøj, men fremmede øjne der kigger på mig. Føler det tit når jeg går. At folk kigger på mig. Især drenge er dårlige til at kigge. De stirre og kan vende hovedet lidt. Føler at der er noget galt med mig. Men at ingen gider sige hvad det er. Jeg hader denne følelse, en ny tanke. Jeg kunne prøve at udfordre dem, deres øjne vil møde mine. Jeg vil ikke være den der først ser væk, jeg vil se dem fejle og smile af det. For jeg vil være den der overlever. Efter en lang dag med skuffelser, intet nyt købt, og folk holdt op med at kigge. Føler at dagen intet er værd, har ikke oprettet noget, endnu. Kigger på min mobil, ingen beskeder, har ikke fået en eneste i nogen dage nu. Et live uden venner, tja det kunne være værre. Jeg kunne have et liv uden venner og med fjender. Pludselig kommer lyden, en sms er kommet. Gider jeg overhovedet se hvem der skriver? Venter lidt, man skal jo også lige komme hjem, eller hvad man nu siger. Låser mig inde på værelset, lader tiden gå med ingenting. Den går faktisk hurtigt, ved ikke om jeg er faldet i søvn for pludselig er det aften, tid til mad igen. Man skal da også spise hele tiden….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...