How To Play - The Place For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2014
  • Opdateret: 24 apr. 2014
  • Status: Igang
Jessica er en helt normal pige som hver dag går igennem den samme kedelig rutine, hun har brug for noget spænding som kan give hende lysten til at være til igen. Hendes mor og papfar overser hende konstant, og når de endelig finder hende interessant er det for at nedgøre hende.. Hun har det svært, især efter hendes far begik selvmord for blot et år tilbage. Siden da har meget ændret sig. Hun bliver så sendt væk da hendes papfar finder hende for umulig, så det her sted som bliver kendt for "The Place For You", skulle åbenbart være et sted hvor de kunne opdrage hende. Hun aner intet om det men hun siger frivilligt ja, da hun bare vil væk. Hun ved hun skal opholde sig i huset i seks måneder, men de kræver hun skriver under på en kontrakt på at hun ikke må forlade huset på noget tidspunkt eller kontakte venner/familie. Og kort efter hendes ankomst starter spillet. Nu begynder alt og opstå, og ikke mindst den spænding hun savnede. Her møder hun også James, men hvad er han for en fyr?

0Likes
3Kommentarer
208Visninger
AA

3. Første kap.

 

I just wanna get the hell out of here!

Ingen forstod mig længere, min mor gjorde ingen gang da hun var så tåbelig forelsket i ham narren. Hun kunne ikke se at det han gjorde rent faktisk var forkert, at når jeg var her var jeg deprimeret og trist.. Hvorfor skulle det hele gå imod mig, jeg havde brug for at komme væk! Jeg har lyst til at skrige og slå og sparke på alt hvad jeg kan komme i nærheden af, være umulig og sige dem imod.. Men hvis jeg gjorde det ville de sende mig til endnu en psykolog og som om det ville hjælpe, de andre havde bare sat så fint og lyttet mens de nikkede eller rystede et par gange på hovedet. Hvad skulle jeg bruge det til?
At være her var ligesom at blive kvalt, jeg kunne ikke trække vejret over alle de regler jeg skulle overholde.Jeg kunne hverken slappe af eller være mig selv her, og det hele var blevet værre efter jeg for nogle måneder siden kom til at ødelægge Bradleys ynglings cd. Jeg havde undskyldt og gjort ved, men uanset hvad jeg gjorde var det ikke godt nok i hans øjne. Jeg græd mig selv i søvne hver nat mens jeg mumlede min fars navn for mig selv, hvordan kunne han forlade mig til den her heks af en kvinde at være. Det var ikke fair at han var så egoistisk og kun tænkte på at forlade verden.. Tænkte han ikke på mig, elskede han mig ikke.. Hvordan kunne han?  Stille klemmer jeg puden ind til sig selv og lader tårerne falde lige så langsomt ned ad kinderne, jeg måtte ligne et monster eller det der var værre eftersom jeg havde haft makeup på i dag, og det var sikkert løbet nu. Et suk forlader mine læber mens jeg udmattet rejser mig op fra sengen, mit blik søger lidt rundt i rummet og mine tanker tvinger mig til at skulle stå op. Det var midt på eftermiddagen og regnen silede ned udenfor, det var endnu mere deprimerende at skulle se på. Jeg retter kort blusen mens jeg kører en hånd igennem mit hår, min mor skulle ikke se mig være så svag. Hun ville nok bare grine eller give sin mand ret i at det ikke var okay for en pige som mig at se sådan ud, måske endda nedlade mig lidt og så kysse Bradley så det smasker helt.

Jeg vidste ikke hvordan jeg var blevet sådan her, hvordan det hele var sket. Men jeg kunne ikke stole på folk længere, jeg åbnede mig ikke overfor nogen og skubbede mine egne venner så langt væk som jeg nu kunne. Så som du kan læse er mit liv ikke perfekt.

En anelse lydløst bevæger jeg mig ned i køkkenet for at spise et stykke brød, aftensmad var ikke noget der blevet lavet her. I hvert fald ikke til mig, og da jeg ikke selv mestrede nogle madkundskaber blev det tit til et stykke brød eller andet som var nemt at lave for mig. Så da jeg kommer nedenunder tjekker jeg først om der er nogen derinde og går derefter hen til køleskabet, jeg trækker kort ned i mundvigen og trækker så bare en banan med mig hen for at sidde. I bare få minutter sidder jeg stille og spiser, men roen går hurtigt væk da min mor kommer brasende ind med et smørret smil på læben. Jeg vender øjne og sukker frustreret, ærligt følte jeg mig ikke velkommen her. Jeg vidste at de ville af med mig, og en dag om ikke ret længe skulle det nok ske eftersom min mor næppe kan sige fra overfor Bradley. Og lige netop da jeg tænker denne tanke begynder min mor at vise mig nogle papirer på "The Place for You.", et hus som åbenbart skulle kunne hjælpe unge mennesker med problemer.
"Ej, prøv og se hvad Bradley har fundet til dig. Du ved godt vi jo kæmper for at du får det bedre, men du gør ligesom ingenting selv. Du respekterer heller ikke vores regler, så skat du bliver nødt til at komme væk herfra og derhen. Det skulle være velanset og måske vi så kan lære at elske hinanden når du opfører dig normalt igen, det kan hjælpe dig til at blive normal. Det er Bradleys idé, han holder jo åh så meget af dig og vil gerne hjælpe dig igennem den svære tid. Det bliver nyt for os begge to, men skat du skal nok klare den. Så tag et kig på de her papirer, du er allerede meldt ind og vi afleverer dig i morgen. Derfor skal du nok også lige pakke bagefter du har spist din banan."
Hun tager fat i mine kinder og rusker dem kort uden at smile, så går hun bare i gang med at lave et eller andet til middagen. Den middag som kun var tilladt for Bradley og hende. Jeg sukker bare kort mens jeg tager papirerne og smider ud. Bestemt lægger jeg armene over kors og stirrer så koldt hen på Melissa, efter alt det her ville jeg ikke ingen gang nænne at kalde det min mor længere. Hun var bare et menneske der havde født mig, ikke andet.
"Jeg tager med glæde af sted, så slipper jeg for at kigge på jer to dagen lang. For at komme væk fra det her hul, og ikke mindst dig. Du som skulle forestille at være min mor, du er bare en skændsel i mine øjne."
Med de ord forlader jeg rummet i raseri, det var jo ikke fordi det her ville være det værste som var sket for mig.. Men at sige sådan nogle ting til sin egen datter, 'At vi måske kan lære at elske hinanden når jeg kom hjem' - Eller bare det at hun siger jeg ikke er normal, hvad skulle jeg efterhånden gøre eller sige til det? Det hele var bare så indviklet at det var svært at snakke pænt og høfligt til dem, for hver gang de endelig snakkede til mig var det heller ikke ligefrem pæne ting de sagde.. De sagde det bare på en anderledes måde så det ikke kom ud på den måde jeg afreagerede på. Men de forstod ikke at jeg blot var en lille pige som manglede omsorg, kærlighed, det ville de nok heller aldrig forstå hvis jeg kender min mor rigtig. Det her helved var mit liv, men om bare et år kunne jeg flytte væk.Flytte væk fra dem. Skabe mit eget liv og forhåbentlig finde et sted hvor jeg føler mig hjemme, hvor jeg har det godt og hvor jeg kan finde en som virkelig elsker mig.
Da jeg har trampet hele vejen op ad trappen ender jeg med at smække døren i bag mig, og med det samme begynder at pakke det jeg nu vidste jeg ville få brug for. Jeg glædede mig mere end noget andet til at komme væk, for hvis jeg skulle blive her ret længere tid ville jeg gå ned, mere end jeg var i forvejen. Så før jeg ser mig om er der gået flere timer med pakkeriet, og det er egentlig ikke specielt meget, efter min egen mening, som jeg nu skulle have med. Træt og såret går jeg ud på badeværelset for at gøre mig klar til at gå i seng, jeg ser mig bedrøvet ind i spejlet mens jeg børster mine tænder så godt som jeg nu kan og lidt mere til. Jeg blev nødt til at se positivt på det hele, for måske var det virkelig mig som der var noget i vejen med?
Så da jeg er klar til natten smider jeg mig ind i min store bløde dobbeltseng og trækker dynen over mig, langsomt lukker jeg mine øjne i og prøver at falde i søvn uden at græde. For første gang i lang tid. I morgen var en ny dag og jeg ville starte med at smile, bare smile en smule over at jeg endelig skulle væk herfra. Det skulle nok blive godt, det måtte det bare blive.
________________________________________________________________________
Det første afsnit er ret kort, men det er for at se om der overhovedet er nogen som læser den. Det håber jeg der er, for har en masse ideer som jeg har tænkt mig at fuldføre. Så hvis du ønsker der skal komme mere så lad mig vide det. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...