Snestormen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Denne historie blev skrevet kort før jul 2013, som en dansk opgave.

2Likes
0Kommentarer
339Visninger

1. Kapitel 1

Der var engang en gammel lærer, han var en lille mand, med ølvom og skaldet isse, han var rar og snakkesalig, men det var begyndt at gå ned af bakke for ham, især om vinteren, når julen nærmede sig, der blev han helt anderledes. Han havde engang boet i et stort, gammelt hus med en vild have, det gjorde han ikke længere. Nu boede han i et højhus i byen, højhuset var højt, meget højt, der var hele 12 etager. Det var lavet af beton, med mange store vinduer, altaner og parkeringspladser og han hadede det. Han manglede det grønne græs, den blå himmel og de smukke blomster, som plejede at være i haven derhjemme. Sammen med den gamle mand, boede der også to hunde. Det var et par små, tykke gravhunde. Den første og ældste, hed Rolf, Rolf var heller ikke sig selv længere, før i tiden var den livlig og glad, nu sad den hele tiden foran hovedøren og ventede, ventede på en der ikke kom. Når den endelig gav op, lagde den sig bare ind i kurven og sukkede med et trist blik i øjnene. Den anden hund, hed Vita, den gamle havde fået hende foræret et år tidligere, ”For at give ham en grund til at stå op igen” det var de ord hans eneste datter havde sagt til ham, da hun lagde den lille sorte klump i hans arme, og selvom det havde været kærlighed ved første blik, skulle der mere til. Vita forstod det godt, på sin egen måde, selvom hun ikke pressede ham ud at gå, kiggede hun på ham med de der store, brune øjne og slog lidt med halen, og så tog Mortimer hende og Rolf med ud at gå.

Det var den 24. december, juleaftensdag. Den gamle mand sad derhjemme, alene, juleaften var bare ikke noget han ville dele med nogen længere. Så nu sad han der igen, i den store bløde lænestol og hørte radio. Midt inde i ”Højt fra træets grønne top” kom der en skrattende lyd og radioen blev stille, den gamle mand sad i stilheden i et par minutter men så kom den skrattende lyd tilbage og en stemme kunne høres ”Vi rå.. *Skrat, skrat* Indendørs *Skrat* Voldsom snestorm *Skrat, skrat* Værre end *Skrat* Tre år *Skrat, skrat* som kostede…… *Skraaaaaa..* Og så døde radioen, sammen med alt lys i hele lejligheden og i lænestolen sad manden stadig, som forstenet. Efter et par minutter rejste han sig op, men hans ben knækkede sammen og han endte på gulvet, den gamle mand prøvede ikke engang at komme op igen og han lukkede øjnene mens han gennemlevede mareridtet for tre år siden.

”De havde netop sat sig ind i stuen da telefonen ringede, den høje, tynde kvinde kom hurtigt på benene og gik med lette skridt ud i køkkenet. Det var juleaftensdag, i år var det deres tur til at lægge hus til festen, noget de gerne gjorde. Deres datter, hendes mand og deres lille søn på 1 år ville komme om ganske kort tid. Han hørte sin kones stemme gennem væggen og lagde mærke til hendes skiftende tonefald. Han hørte hende lægge på og så hende stille sig i dørkarmen mens hun var ved at sno et halstørklæde om halsen. ”Deres bil er brudt sammen, jeg bliver nødt til at tage ud og hente dem, de skal jo helst ikke sidde der hele natten” Hun gik hurtigt over til ham og kyssede ham hurtigt på panden ”Vi ses om lidt!” Det gik så hurtigt at han ikke engang nåede at få et ord indført, få sagt farvel, eller at hun skulle blive, at han nok skulle køre ud efter dem, noget han fortrød, noget han fortrød så dybt og inderligt.”

Tilbage på gulvet lå den gamle mand nu i fosterstilling mens Vita pressede sin våde snude mod hans pande. Store, våde tårer var begyndt at løbe ned af hans kinder og han hulkede lydløst. Det gjorde simpelthen for ondt.

”Han ventede en time, han ventede to, tre, fire, fem og på et tidspunkt faldt han i søvn. Han vågnede ved at dørklokken ringede, manden missede med øjnene og opdagede det var højlys dag og han strakte sin ømme krop efter en lang nat i stolen. ”Jeg kommer nu!” Han nærmest løb ud til døren og råbte hendes navn allerede før han åbnede døren, men han blev slemt skuffet. Udenfor døren stod to betjente med anonyme miner ”Er du Mortimer Hansen?” Han stammede et lille ja og hans værste mareridt blev til virkelighed da den mindste af betjentene åbnede munden ”Vi er kede af at meddele at din kone Else Hansen omkom i går aftes under den voldsomme snestorm” Det sortnede kort for han øjne og betjentene greb fat i ham da han var ved at vælte ”Hva.. Hvad med..” Han sank en klump ”De andre?” Han så desperat på dem og en sten faldt fra hans hjerte da han fik at vide der intet var sket dem.”

Det første år havde været forfærdeligt, men det var langsomt blevet bedre, han huskede hele tiden hvad han havde mistet når han kiggede på datteren, eller svigersønnen eller endda barnebarnet. Men han huskede også hvad han kunne have mistet, havde det ikke været for hendes hurtige reflekser var træet væltet lige ned i bilen, i stedet for ramte det kun førersiden, hun reddede deres liv.

Da han endelig åbnede øjnene, så han lige ind i Vitas, det var blevet morgen igen og snestormen så ud til at være overstået, han rejste sig langsomt og hans blik faldt på billedet på væggen, en smilende Else som nærmest talte til ham, rystede kærligt på hovedet og gav ham et sigende blik. Så tog han sig én beslutning, manden kiggede på Vita og Rolf, især på Rolf og sagde højt til dem ”Kom så, lad os gå en tur. Det er på tide vi kommer ud af det her, ud af sorgen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...