Endless love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Igang
Det skal lige siges, at historien foregår i 1550. Endless Love Hovedpersoner: Ayleen - 15 år - Hovedperson - Bonde. Spencer - 17 år - Biperson - Prins Hayley - 15 år - Prinsesse - Spencer's søster. Clarissa - 15½ år - Bonde - Ayleen's bedsteveninde. Isabella - 15 år - Prinsesse - Spencer's forlovede. Narzli - 15 år - Ayleen's søster. Fabian - 17 år - Kriger. Richard - 17 år - Bonde. Nicklas - 17 år - Kriger - Spencer's bedste ven. Henrik - 39 år - Konge - Far til Spencer & Hayley. Cecilia - 32 år - Dronning - Troldkvinde - Mor til Spencer & Hayley. Frederik - 38 år - Far til Ayleen & Narzli. Maryell - 30 år - Mor til Ayleen & Narzli.

1Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. all in one

Kapitel 1 - Den grimme løgn.

"Ayleen, vågn op!" råbte fader fra køkkenet af, så begejstret. "Jeg har ikke lyst!" råbte jeg tilbage, da jeg ikke var i stand til det. "Narzli! Også dig, kom nu piger!" råbte han igen, dog var vi nød til det. Fader havde fundet et nyt arbejde til os, som var tjeneste piger på slottet, dog ved ingen af os, hvordan han skaffede arbejdet, vi ved bare, at den ene dag fandt han arbejdet, den anden var vi til prøve for arbejdet, og bestod, og i dag skal de have information om os, en rundvisning på slottet, og så kalder arbejdet. Når jo!, fader var også en guldgraver.

Jeg tog puden jeg sov på, og smed den på Narzli's fjæs. "Vågn op!" jeg grinte, hun var stadigt træt, så hun tog puden, og smed den tilbage på mig, jeg holdte om puden, og grinte af Narzli. "Ja, ja, godt med dig, tænk hvis du og prinsen en skønne dag ville blive gift" sagde hun drilsk, hvilket var ret irriterende, så jeg blev ret sur, da jeg ikke kunne foredrage prinsen "Haha .." grinte jeg 'sarkastisk'. Narzli var min søster, hun var et år ældre end mig, dog bliver jeg altid sammelignet med hende, som om hun var det perfekte barn, og så er der mig, barnet som nyder livet, og får ballade på grund af det.

Vi rejste os op, og gik hen til skabet for at skifte til selve 'uniformen', hvilket var en kedelig grå og hvid kjole. Jeg kiggede på Narzli, jeg lagde mærke til hvor pæn hun egentligt var i forhold til mig; Hun havde langt, sort, glat hår. Store hazel øjne, hvilket var omringet af hendes sorte, fyldige og lange øjenvipper. Helt lys i huden. Høj, eller i hvert faldt højere end mig. Tynd. Mellemstore læber. Lille næse.

Jeg var også lys i huden. Jeg havde store tydelige brune øjne, som også var omringet af lange, sorte, fyldige øjenvipper. Chokolade brunt, langt, krøllet hår. Mellemstore flot hjerteformede læber. Tynd. Lav. Og en lille næse. Vores værelse var normalt, firkantet. Dekoreret med et skab, to senge, et vindue og et spejl ved kommoden.

Vi gik ud af værelset, og ud i stuen, og så ned til spisestuen. Vores hus havde så ingen etager. "Godmorgen" sagde vi begge på samme tid(mig og Narzli) til moder & fader, vi kyssede dem på hovedet før vi satte os ned. Vi begyndte at spise. "Hvor er Fabian?" spurgte Narzli, "Han er stadigt på slottet" svarede moder.

Fabian har boet hos os, siden hans forældre døde i et brænd, hvilket skete for elleve år siden, han var 6 og den eneste som overlevede brænden. Moder & fader havde valgt at tage sig godt af ham, da hans forældre var en god ven af familien, og mine forældre mente, at han ikke skulle bo med nogle han ikke kender.

Jeg tog et bid af mit brød, "Hør her piger" startede fader, "Opfør jer nu ordentligt, så i ikke bliver fyret" sagde fader, og hentydede til mig. Jeg kiggede ned igen, og lagde brødet fra mig, "Skal vi gå?" Narzli nikkede. Den eneste grund til, at jeg blev irriteret er fordi, at han hele tiden sagde det, og han hentydede altid til mig.

Vi rejste os op, tog vores træsko på, og gik udenfor. Solen skinnede skarpt. "Nøj! det er varmt" sagde Narzli, "Det har du sørme ret i" svarede jeg, "Men Narzli?" "Ja?" "Hvilken vej er slottet?" "Jeg ved det ikke, lad os spørger Alston, da Clarissa også fik arbejdet" svarede hun. Clarissa er Alston's datter, og min bedsteveninde. Alston havde en bod, som havde åbent døgnet rundt, og så kendte han alle stederne her i landsbyen. En mand stod ved Alston's bod, og talte med ham. Han så ret rig ud, ud af det man kunne se af hans klæde, da det var blåt, og blåt er sjældent lavet som klæde, og dyrt.

Vi gik hen til Alston, "Godmorgen" hilste mig og Narzli. "Godmorgen piger, hvad har i brug for i dag?" Alston's stemme var ret .. mørk. Dog var han også ret stor i det, jeg ville nødig være uhøflig, men jeg må indrømme, at han var tyk i det, dog var han også høj. Han havde lysebrunt hår, en lidt stor næse, mellemstore mørkeblå øjne, og en normal størrelse mund. Han var naturligvist gift, og så havde han tre børn, en dreng og to piger, Elden, Rosetta og Clarissa.

"Vejen til slottet, Clarissa fortalte os at hun også havde fået arbejdet, tillykke med det" sagde jeg, "Jo, ser i piger" Alston nåede ikke at slutte hans sætning af, før den anden mand afbrød, "Jeg kan godt vise jer vejen, jeg er alligevel på vej derned" Jeg kiggede på Narzli et øjeblik, hun løftede sine skuldre, og der mente hun så, at det var op til mig. Jeg vendte blikket mod manden, "Hvorfor ikke?" han smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Han var egentligt ret flot i det; Store flotte øjne af nuancer af grøn, men mest græsgrøn, hvilket var de flotteste øjne, jeg nogensinde havde set. Han havde chokolade brunt hår, hvilket bare fremhævede hans øjne mere, og hans hår var så normalt, glat. Han var helt lys i huden. Høj. Tynd, men altså ikke slank bare normal. Muskuløs, men ikke for meget. Perfekt størrelse mund og næse. Hvor var han smuk, en skønhed som ikke kunne beskrives.

Han gik i forevejen. "Tak alligevel, Alston" han smilede tilbage til mig, og vi gik hurtigt over til manden. "Undskyld mig, men hvad hedder de?" spurgte jeg, "Speeaa" han hostede "Cedric, og dem?" "Ayleen, og det her er min søster, Narzli" præsenterede jeg os. "Dejligt at møde dem" Narzli nikkede. "Så du er venner med prinsen?" spurgte jeg lusket, på en måde "Ja .. Hvorfor, kan du ikke lide ham?" jeg rystede på hovedet, og prøvede på at smile samtidigt, "Nej" han så ikke specielt overrasket ud, "Har du ikke hørt, hvad de siger om ham?" han rystede på hovedet, "De siger, at han er selvstændig, at han elsker kun sig selv og at han aldrig gøre noget godt for bønderne" han så ikke specielt glad ud, da jeg sagde det, og en forfærdelig stilhed tog over resten af vejen. Jeg fortrød så at jeg sagde det.

Vi nåede slottets port, og han gik, imens vi stillede os i køen. "Tak for hjælpen" nåede jeg at sige, før han var helt borte. Han stillede sig op foran køen nær en prinsesse, som jeg giver et bud på var prinsessen udfra hendes klæde og udseende. Flere piger stillede sig bag os. Der var så også en anden kvinde nær Cedric og prinsessen, som stod foran dem, foran et bord med en stak papir, og stillede pigerne spørgsmål.

Og endelig blev det min tur i køen. "Hvad er deres navn?" "Ayleen Zen" kvinden skræmmede mig. "Alder?" "Femten år" "Hus, adresse?" Jeg undrede mig over, at jeg ikke vidste hvor, vores adresse egentligt var. "Jeg har glemt det .. Kan jeg bare lige spørger min søster?" Cedric fniste. Jeg løftede begge mine øjenbryn og kiggede på ham med store øjne. Prinsessen kiggede seriøst på ham, "Undskyld" svarede han hendes blik. Jeg kiggede tilbage på Narzli "Rosely road nummer 16" sagde hun lavt, jeg kiggede tilbage på den skræmmende kvinde, "Rosely road nummer 16" hun skrev det ned på papiret, og kiggede op på mig, "Barn af?" "Frederik og Sarah Zen" "Hvor er de fra?" "Herfra?" hun kiggede på mig med et forventningsfuldt blik, "Åh, Frankring" rettede jeg mig selv. Jeg tog et kig på hendes papir, og der var heldigvis ikke flere spørgsmål tilbage. "Godt så, Ayleen, formoder jeg?" "Ja?" sagde jeg lavt og nikkede, "Nu mangler de bare, at neje til prinsesse Hayley og prins Spencer, hvilket er den næste i arven" Det løb i mig som et lyn. Så han var prinsen, og jeg sagde alt det dårlige ting om ham, og endda lige til ham. Jeg følte mig egoistisk, dum sindet og stædig og i det hele taget bare vred.

Jeg gik hurtigt over broen, og ned til de andre piger, og jeg forblev stille indtil Narzli kom. "Var det lige prins Spencer?" spurgte Narzli, "Jeg har det skidt" sagde jeg og holdte mig på maven, "Jeg siger dig Ayleen, du har en stor mund" advarede hun mig, "Hold bøtte!" råbte jeg af hende.

Køen var slut nu, og vores slot navigatoreren var den samme kvinde, som tog informationen ned. Porten åbnede sig, og jeg følte mig glad, hjemme, som om at det var meningen, at jeg skulle være her, at jeg havde været i et slot før, "Kan du også føle det?" spurgte Narzli, jeg kiggede forvirret og skræmt på hende, "Ja?" sagde jeg lavt. Når du først kom ind i slottet, ville der være en stor sal, med nogle en stor trappe et par meter væk fra porten, til din venstre ville der være en masse vinduer og en glasdør som førte ud til haven. Bag trappen ville der være en anden sal, der er ingen døre eller glas, der er bare en trappe på tre trin, som føjer ned til en anden sal, som var ret stor og flot. Vi fik en rundvisning, og hver anden pige fik et værelse, som hun skulle dele med en person, jeg delte mit værelse med Clarissa. Vi fik selvfølgelig også lavet lidt arbejde.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 2 - Hans øjne.

Det var blevet nat, og jeg og Clarissa havde pligten for at ligge mobberne, kosterne og spandene tilbage til et rum på første etage, så vi gik op af trappen, og landede foran gangen hvor kongens og dronningen kammer var, og prinsens. Vi gik så ned af gangen, og så til siden, låste en lille dør op, og lagde rengøringsmidlerne derinde, vi låste så døren efter os. Vi gik ned af gangen, og før jeg vidste af det, dukkede prinsen op gående, den samme vej, bare den modsatte retningen. Jeg kunne mærke vreden i hele min krop, og den ville ikke lade mig være, den måtte ud! Jeg gik hurtigt over til ham. Clarissa lagde ikke mærke til det, indtil hun råbte "Ayleen! Kom tilbage", dog kunne jeg ikke holde mig tilbage. Hun løb efter mig, og prøvede på at holde mig tilbage. Prinsen stod bare der, og kiggede ned, som om han ventede på det. Jeg satte farten op hen til ham, og nåede hurtigere end jeg forestillede mig op til ham. Jeg stoppede op foran ham. "Hvorfor løj du?" han gav ikke en lyd fra sig, "HVORFOR LØJ DU?!" gentog jeg bare en anelse højere. Clarissa nåede frem. "Nøj, hvor jeg dog hader prinser som dig" sagde jeg med en lavere stemme, og lagde min hænder på mine hofter. Han sukkede. "Jeg ville bare vide, hvad .. hvad i som er ude af slottet, syntes om mig" Jeg gav ham en lussing, "Vent, hvad?" gentog jeg, og fortrød at jeg slog ham. "Jeg ville bare vide, hvad i syntes om mig" gentog han igen. Jeg slog ham på hans arm denne gang, "Jeg tror, at jeg ender op med blå mærker i aften" sagde han stille, "Det er du selv udenom" svarede jeg, "Jeg ville jo bare vide, hvad jeg kunne rette op på mig selv?" sagde han højere, "Dog løj du, og fik mig til at hade dig mere!" hævede jeg min stemme, og han sukkede, "Ayleen, er det ikke nok? Har du ikke fået det bedre nu? Lad os gå" prøvede Clarissa at få mig overbevidst om, at der ingen nytte var for det her. Hun træk i min arm, "Clarissa, lad mig være!" råbte jeg af hende, "Ayleen, han er en prins! Hvordan kan du få dig selv til at .." "Hold bøtte" afbrød jeg hende, dog var det ikke nok til, at hun ville lade min arm være i fred. "Nok er du en prins, men vi er alle ens, vi er alle født som mennesker" sagde jeg til ham, og kiggede skarpt ind i hans øjne. "Så er det nok" sagde Clarissa, og begyndte at trække i mig, "Hør her, jeg ved at du er en prins, og det har jeg det helt fint med, men hvis der nu kommer en dag, hvor du kommer til at behandle mig som et barn, så ville det påvirke mig!" råbte jeg, han gav ikke en lyd fra sig. Clarissa var begyndt at irriter mig, hvilket var bare nok. Det her var hendes grænse, det er gået for vidt. "Clarissa .. lad .. mig .. være!" råbte jeg, og fik mig selv endelig fri, men til gengæld blev jeg uheldigvis skubbet ind i prinsen. Mine hænder landede på hans brystkasse, og hans hånd holdte om min ryg, så jeg ikke skulle falde. Jeg så ham dybt i øjnene, og det mærkeligste ved det hele var, at det egentligt var rart. Jeg så ham dybt i øjnene, og han så i mine. Hans flotte grøn-blå øjne kunne jeg ikke få ud af tankerne, og i det øjeblik fandt jeg ud af, at befolkningen sagde noget, men hans øjne sagde noget helt andet. Jeg lukkede mine øjne et øjeblik, og åbnede dem igen, samtidigt med at jeg rystede på hovedet. Jeg var kommet til den virkelige verden igen. Jeg tog et skridt tilbage, "Undskyld" lød det fra os begge. Han slikkede på sine læber, og tog et kig på Clarissa, og så tilbage på mig igen. Jeg blev bare ved med at stirrer på ham, uden at sige et ord. Jeg vidste bare ikke, at en person kunne ændre dets mening om en anden, blot ved at se dem dybt i øjnene. "Jeg må se at gå nu" "Ja, det må vi vel også" svarede jeg stille, og kiggede på Clarissa træt. Jeg vendte mig om, og gik hen til mit og Clarissa's værelse. Det var egentligt ikke langt herfra, så vi nået der, før vi selv anede det.

Jeg åbnede døren, og gik derind. Det første jeg gjorde, var at skifte mit tøj til nattøj. Clarissa fik så også skiftet hendes tøj. Vi børstede vores hår, og satte os på vores senge. Jeg sukkede, "Jeg har det dårligt med mig selv" sagde jeg til hende. "Er du gået helt fra forstanden?!" råbte hun af mig, "Lov mig at du aldrig gøre det igen!" råbte hun af mig igen, "Nej, nej, det ville jeg heller ikke" svarede jeg hende stille. "Lillefinger ed?" spurgte hun, jeg grinte lidt af hende, "Lillefinger ed" gentog jeg, og vi krydsede vores lillefingre sammen. Det var egentligt ikke ret svært, da værelset var meget lille, og vore senge var meget tæt på hinanden, det eneste der var imellem vores senge, var to kommoder med stearinlys på, og så to skuffer, til vores private ting. Jeg havde så intet derinde i nu, hvor tværtimod Clarissa havde fyldt sin op. Jeg sukkede, "Hvad er der?" spurgte hun, "Jeg ved det ikke, det er bare .."

Spencer's synsvinkel.

Jeg havde egentligt fulgt efter Ayleen i skjul, da jeg blev tiltrukket af hendes flotte chokolade brune øjne. Jeg havde sat mig imod væggen ved deres dør, og hørt et hver lille ord de havde sagt. Ikke at jeg spionerede, jeg var blot nysgerrig, og .. ja, jeg blev vel bare tiltrukket. Jeg smuglyttede. "Hans øjne, jeg kan ikke få dem ud af hovedet" fortsatte Ayleen, "Hvorfor det? Jeg troede ikke, at du kunne lide ham" svarede hun, "Jeg kan ikke gøre for det, jeg følte bare at befolkningen sagde noget, og han øjne sagde noget helt andet, som om han var uskyldig, altså som om, alt det befolkningen siger om ham er rygter, eller snarer løje" sagde Ayleen og sukkede. Jeg følte egentligt også noget, da jeg så hende i øjnene. Det var som et lys blev tændt i mig. "ORGH! Jeg har det dårligt med mig selv!" råbte hun igen, som et barn som ikke fik sin vilje. "Ayleen? Er der noget galt med dig? Jeg mener, du kunne ikke jo ikke engang modstå ham, hvis hans navn blev nævnt, plejede du at gå ud af rummet" sagde Clarissa, "Jeg ved det, men de øjne!" sagde hun trist, som om hun var ved at græde.

Ayleen's synsvinkel.

"Jeg føler mig ond, led og jeg føler skyldfølelse, og det piner mig" sagde jeg, og tårerene løb ned af mine kinder. Clarissa rejste sig op, og satte sig over til mig, og trøstede mig. "Wow, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Ayleen. Jeg har aldrig set dig græde, og jeg har kendt dig i evigheder" sagde hun, og krammede mig, "Det er min mave som piner mig mest, det gøre ondt" klagede jeg, og græd endnu mere, da hun krammede mig. Jeg kan selv ikke huske sidste gang jeg græd, det føltes mærkeligt, og en mærkelig følelse dukkede hele tiden op i mig. "Du skal nok få chancen for at undskylde en dag, det garanterer jeg dig for" beroligede hun mig. Og eftersom tiden gik, gik vi også hver til sit, og sov.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 3 - Den magiske skov.

"VÅGN OP PIGER!" lød en høj stemme. Jeg vågnede skrækslagen op, og det samme med Clarissa. "Jeg tror ikke engang, at det er daggry endnu" sagde jeg til hende, "Du lyder meget træt" svarede hun, "Det er jeg også" svarede jeg. Vi fik skiftet vores tøj, og jeg fik sat mit hår op i en høj hestehale, hvilket så elegant ud, på grund af mit lange krøllede hår. Vi gik ud, og fulgte lyden. Vi endte et sted, som var meget åbent og frit på 1. etage, altså der hvor prinsen, prinsessen og kongen & dronningen's kammere var. Bare lidt længere ned af gangen, og så til venstre. Hvis du gik til højere, ville du ende med at gå ind i en væg. Alle pigerne stod klar rundt omkring fru Merlin, som også stillede os spørgsmål igår. "Jeg ville have rummet her rent til i dag aften eller nat, det kommer an på mit humør. Hvis ikke i gør en god indsats ville i miste jeres frokosttid" sagde hun højt, eller faktisk råbte hun nærmest. Hun begyndte at råbe vores navne op. "Jeg ville gentage med at råbe jeres navne op igen i dag. Det kommer til at blive efter jeres frokosttid". Alle i rummet var stille, intet stemme gav sig til at høre, bortset fra mig, da jeg var ret sikker på, at jeg var ved at blive forkølet. "I må gå igang nu" kommanderede hun rundt med os, som hvis hun nu ejede slottet. Vi tog hver en kost, og begyndte med at feje snavset af gulvet.

"Ayleen!" jeg kiggede over på Rosetta, hvilket var Clarissa's ældre søster. Jeg vendte mit blik mod hende, "Kan du ikke bringe et par mopper? Vi trænger til noget nu, da vi er færdige med brugen af kostene" kostede hun rundt med mig. Til tider kunne hun være sød, men for det meste handler det hele kun om hende. "Tja, det kan jeg vel .." sagde jeg, og sukkede. Jeg gik ned af gangen, og en stærk hosten tog fat om min hals. Jeg kunne slet ikke få vejret. Jeg faldt til gulvet, i håbet om at få lidt luft, men forgæves. Tårerne samlede sig i mine øjne. Jeg var ved at miste min bevidst. Jeg holdte rundt omkring min hals. Det mest sørgelige var, at ingen kunne høre mig, og jeg var efterladt der helt alene. Gudskelov. Jeg hørte en dør åbne sig. Mit sind var sløret, dog kunne jeg se, en mand iført blåt tøj, var på vej løbende hen til mig. Mine øjne skiftede en gang i mellem mit syn, dog var det for det meste slørret. "Jeg har brug for luft" mumlede jeg. Jeg blinkede, og kunne se bedre, dog var det kun omkring de 2 sekunder, men det var nok til, at jeg kunne se hvem personen var. Det var prinsen. Han bar mig i sin favn, og førte mig udenfor. Det var ikke helt tydeligt hvor han førte mig hen, dog var vejen meget bekendtfuld. Det var vejen til skoven. Jeg var ude i skoven det meste af min tid, og for det meste et lille sted, højt oppe på bjerget. Det var et smukt sted, det smukkeste udsigt ud til landsbyen, da stedet var ret højt oppe. Og af en eller anden grund, var jeg den eneste der var der. - Der var aldrig nogle andre der.

Han stoppede. Jeg så mig omkring. Jeg kunne få vejret igen. Mit syn blev klarer, og jeg kunne se hvor vi var. Sig mig, havde han efterfulgt mig? Det her er mit sted. Det sted jeg altid besøger. Jeg kiggede oppe på ham, og prøvede på, at finde på noget at sige. "Tusind tak" kom det ud af min mund, dog lidt hæst. Han smilede til mig, og mine læber gav sig også til at smile. "Undskyld .." lød det fra mig igen, "Du behøver ikke at undskylde, det er skam bare en pligt" svarede han, "Fra i går af" sluttede jeg min sætning af, "Det er mig der burde undskylde, jeg dummede mig" "Selvfølgelig gjorde du det" svarede jeg, vi grinte begge. "Du kan godt sætte mig ned nu" sagde jeg, han satte mig ned, og så satte han sig på en sten nær søen. Jeg valgte at sætte mig på træstammen nær udsigten, og træk det dejlige friske luft ind i mine lunger, "Hvis det ikke havde været for dig, så ville jeg sikkert havde været død nu" han svarede ikke, han nikkede blot, og stirrede ud i søen. "Kommer du her tit?" spurgte jeg igen, da jeg var ret nysgerrig over hvorfra, han kendte det her sted, "Hver evig eneste dag, jeg føler mig tryg her" svarede han, og kastede en sten ud i søen, "Er det rigtigt? Hvordan kan det være, at jeg aldrig har set dig, så? Jeg kommer her selv hver dag" sagde jeg, "Mener du det?" han rettede blikket mod mig. Jeg nikkede. Han satte sig hen til mig. "Det er et vidunderligt sted, se bare på udsigten. Den er noget helt magisk" sagde jeg. "For at være ærlig, så troede jeg, at du var en selvoptaget prins, men det tror jeg ikke på længere" sagde jeg stille til ham, "Hvad fik dig til at ændre din mening?" spurgte han stille. Jeg satte mig over til ham, og så ham dybt i øjnene. "Dine øjne" lød det stille fra mig.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 4 - Clarissa's hemmelighed?

Jeg kiggede ned og smilte. "Undskyld .. Det kom vidst uventet" sagde jeg, han kiggede ned, og så op på mig. Jeg rejste mig op. "Har du så tænkt dig, at vise mig resten af skoven" han rejste sig også op, "Undskyld?" Spurgte han og fniste, "Du kender vel skoven mere end jeg, og jeg ville gerne se resten af skoven" han grinte, og jeg kiggede på ham med et hævede øjenbryn. "Du mener det?" Spurgte han lidt chokkeret. Jeg flækkede af grin af ham. Han var selv ved at grine, da han smilte stort. Jeg lukkede min mund i, og kiggede på ham. "Du er anerledes" sagde han, "Definer anerledes" sagde jeg, imens han små grinte og kiggede ned, "Du er anerledes fra alle piger, du er udadvendt, alle andre er generte" sagde han, imens jeg rystede på hovedet og kiggede ned. "Genert er kedeligt. Hvorfor spilde sit liv på at være genert, når man kunne blive ældre og fortælle sine børnebørn, om hvordan sit udadvendte, energiske liv var?" sagde jeg, "De er ikke særlig tit, at man støder ind på en udadvendt pige" sagde han. Jeg hævede mit ene øjenbryn og smilte, "Nu har du set hvordan hun ser ud" han grinte da jeg sagde.

Clarissa's synsvinkel.

"Hvor bliver Ayleen af?" klagede min søster, som var det hun ejede slottet. "Altså, Rosetta, hvis du ville have noget, så kunne du gøre det selv, i stedet for at bede andre om at gøre det for dig, og klage over det senere" svarede jeg hende. Heh .. Det var egentligt et godt svar.- Dog ville det ikke være så godt, hvis fader fandt ud af det. "Du burde respekter din søster noget bedre" lød det fra hendes veninde, hvilket spillede knap så smarte som hende selv. Hun kiggede på mig med et forventeningsfuldt blink, "Hvad nu?" spurgte jeg hende, "Se hvor din lille veninde bliver af" svarede hun mig, hvilket var ret krænkende, dog gjorde jeg som hun forlangte. Jeg gik ned af gangen, dog var der ingen. Her var helt tomt. Ingen lyd eller latter. Jeg drejede til siden, og gik så længere ned af gangen, for at se om hun havde været hos skabet nær trappen, hvilket førte til stue etagen. Men nej. Intet glimt af hende. Det her var ikke et godt tegn. Jeg følte bekymringen i min mave, hvilket gjorde mig trist. Jeg gik tilbage til rummet, "Der er intet spor af Ayleen på slottet" sagde jeg bekymret. Narzli tabte sin kost i samme øjeblik som jeg sagde det. "Er du sikker?" spurgte hun. "Jeg er helt sikker" svarede jeg hende.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 5 - Har Clarissa det godt?

Ayleen's synsvinkel.

"Godt så, imens du viser mig rundt i skoven, så kan vi stille hinanden spørgsmål, altså først mig så dig" sagde jeg, "Mhm, men hvorfor dig først?" "Fordi 'damerne først'" citerede jeg. Vi grinte begge to over denne latterlige samtale, "Lad os gå" sagde han med et smil på læben, og vi begyndte lige så langsomt at gå.

Hayley's synsvinkel.

Jeg gik ned af trapperne, og så ned på vej til Spencer's kammer. Jeg havde brug for frisk luft i dag. Hvis jeg er heldig, kunne det være, at han ville tage mig ned til landsbyen i dag.

Jeg bankede forsigtigt på hans kammer's dør, dog lød det ikke til at der var nogle derinde. Jeg kiggede på vagterne som stod på hver side af Spencer's dør iført rustninger, "Han er ikke derinde, er han vel?" spurgte jeg selvsikker, "Han gik ud for et stykke tid siden" lød det fra en af vagterne. "Og han sagde ikke hvor han skulle hen?" de rystede begge på hovede som svar.

Clarissa's synvinkel.

Mrs. Merlin var kommet for at tage protokollen, og da det nået til Ayleen's navn, var der ingen lyd, selvfølgelig. Mrs. Merlin blev helt rød i hovedet af raserigen, som så ud til at løbe igennem hendes blodåre. Hun så ud til at være et af de hidsige mennesker man støder på i livet. "Hvor er hun?!" råbte hun, "Vi sendte hende ud til at hente mopper og vand, men hun kom aldrig tilbage, og det ser ud som om der intet spor er af Ayleen på slottet" sagde Rosetta. Jeg var egentligt ret overrasket over, at hun egentligt sagde det. Men hun har vidst indset at hun også laver fejl og ikke er lille Ms. Perfekt som hun tror hun er.

Før vi vidste af det, var alle på slottet på færten af hende, som havde hun sluppet væk eller noget. Rosetta kom hen til mig, og træk mig med hen til hjørnet, for at være sikker på, at ingen kunne høre os. "Clarissa, gå ud i skoven" sagde hun, "Hvad? det kan jeg jo ligefrem ikke bare gøre?!" råbte jeg. "Hvis det er nogen som kender skoven bedst, så er det dig" gentog hun. Jeg kiggede ned, jeg overvejede det egentligt lidt, dog var det min pligt. Det skulle gøres, det var jo vigtigt. Hun fortalte mig altid om et sted i skoven, dog fortalte hun mig aldrig hvor det var, da hun ville holde stedet hemmeligt og kun for hende selv. Den idiot. Jeg ville ligefrem ikke bare stjæle stedet fra hende, hun kunne jo havde fortalt mig i det, for nødsituationer som denne. Hvordan skulle jeg dog kunne finde hende? "Hvordan slipper jeg væk herfra?" spurgte jeg, "Gå ovenpå, og brug vinduet.- Jeg dækker over dig, og kom tilbage efter en time eller to" svarede hun. Jeg sukkede, og kiggede ned. "Hvad nu hvis nogle opdager mig?" "Hold dig blandt skovene, og vælg et vindue i retning af skoven" svarede hun igen. Jeg tog et kig på mrs. Merlin, som så ud til at have travlt med vagterne, og Fabian. "Jeg stoler på dig" gentog Rosetta, og jeg var ude af slottet så hurtigt som jeg kunne.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 6 - Forbandelsen.

Ayleen's synsvinkel.

"Er du forlovet?" Spurgte han mig. "Nej, og jeg ville heller ikke, det er alt for tidligt" sagde jeg stolt. "Alt for tidligt?" Gentog han mig med et hævet øjenbryn, "Jeg mener, jeg er stadig ung og nogenlunde fri, jeg ville opfylde mine drømme, før jeg bliver gift" sagde jeg. Jeg havde store, mærkelige drømme, som er nogenlunde umuligt at opnå, hvis man tænker på det, men hvis man ser på den lyse side, og virkelig kæmper for sine drømme, ville man altid opfylde dem. "Og hvilke drømme er de?" Jeg kiggede ned, og huskede min forfærdelige barndom, "Det er bare noget jeg havde i barndommen, som jeg ville have ordnet op på" "Hvilke drømme?" "Det kan jeg kke fortælle dig om, jeg ville havde gjort det, da jeg stoler på dig, af en eller anden mærkelig grund, men jeg kan ikke" han nikkede til mig "Det for du også lov til" jeg smilede til ham, og kiggede ned. "Og hvad med dig? Er du forlovet?" Spurgte jeg ham. Han nikkede, "Ja, det er jeg" sagde han, "Hvem er den heldige?" Spurgte jeg på en lusket måde, "Prinsesse Isabella" svarede han. Prinsesse Isabella? Det gav et bom i mig, som jeg ved ikke hvad. Hun var en af dem, som rent faktisk tilintetgjorte min barndom. Jeg kan huske min gamle landsby brænde ned, og der var krigere alle vejene, hendes forældre overtog tronen efter hende 6 års fødselsdag, og det var sådan hun endte som prinsesse, i snyd. "Hvor gammel var hun da i blev forlovet?" Spurgte jeg. Jeg skulle vide om han rent faktisk blev forlovet til hende, eller den gamle prinsesse. "Da jeg var omkring de 7 år, som hun ville være 5, du ved, det er sådan kongelige har det" han var ikke engang forlovet til hende! Han var forlovet til den anden prinsesse. Hun var en rigtig god veninde, jeg kendte hende. Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at se den samme side fra hende igen. "Dog kan jeg ikke huske det store af hende, men de siger at hun er en rigtig smuk ung pige nu" sagde han, og sukkede, "Er der noget i vejen?" spurgte jeg, "Jeg ved ikke, det føltes bare mærkeligt, ikke at kunne vælge, hvem man selv ville giftes med" sagde han, "Det kender jeg godt, dog plejer papa altid at give os vores vilje, men det er nok på grund af min mor, hun ved altid hvad der skal gøres, bare for at holde os glade, og Fabian bliver nok gift, når han finder den rette" sagde jeg, "Fabian? Ham som arbejder på slottet?" spurgte han, jeg nikkede til ham, "Altså ham med det lysebrune krøllede hår og grøn-brune agtige øjne .. Hvis jeg skulle være ærlig, så er jeg forlovet, dog ved han det ikke" gentog jeg, "Er han din bror?" spurgte han højt, altså på den chokerede måde, "Nej, men hans forældre og mine forældre var gode venner, og hans forældre endte op i et stort brænd, for flere år siden, altså nok lidt efter den tid, hvor du blev forlovet til prinsesse Isabella" sagde jeg. Sjovt nok, er der ingen der kender til den brænd eller krig der var, kun landsbyen det skete i, og hvis det bliver sagt, så bliver vi forbandet, og med forbandet mener jeg til døden. Vores verden havde flere hemmeligheder end nogen overhoved kunne komme i tanke om. "Og hvad skete der så?" spurgte han.

______________________________________________________________________________________

Kapitel 7 - Flashback

Flashback

"Ayleen, kære skynd dig! Ind i kareten!" hørte jeg moder råbe. Jeg så mig omkring, og følte varmen stige op, på grund af den ild som opslugte vores landsby, og forvandlede det til støv og aske. Krigere iført rustninger var synlige, og de red alle sammen omkring en stor hvid majestætisk karet. Bombere blev hørt rundt omkring, og smerten af de mange borgers død og skrig blev hørt. Det var pinefuldt bare at høre på det. Det var forfærdeligt trist, at se en perfekt og lykkelig landsby ende op i sorg og krig. Jeg tog et kig på Fabians hus, og så huset brænde ned. Jeg slap min moders hånd, og løb så hurtigt som jeg kunne derind. Det var varmt, og der var røg overalt. "Fabian!" råbte jeg. Jeg hørte et skrig, og fuldte det. Jeg skubbede tingene væk fra min vej, "Fabian!" "Ayleen!" hørte jeg ham kalde tilbage. "Fabian! Du er nær hoveddøren, se at komme ud herfra" råbte jeg, imens jeg løb hen til ham, og træk ham med ud af huset. Han løb grædefærdig ud derfra, sort på grund af branden fra top til tå. "Fabian" sagde jeg til ham, til han fik øje på mig. "Ayleen, gudskelov du er i live! moder og fader" sagde han rystende. Jeg kiggede over på mine forældre, hvilket ikke havde lagt mærke til at jeg var borte. Jeg bliver tit glemt af dem, og føler tit at jeg ikke eksistere. "Mine forældre er borte" sagde han. Han øjne var helt røde på grund af branden og hans tårer. "Kom med os, vi skal til at gå" sagde jeg. Hans stod der og overvejede det, "Vi har ikke tid, kom nu!" råbte jeg, og rev ham hen til vores karet. "Ayleen! hvad er der dog sket med dig?!" råbte moder bekymret, da mit tøj var brændt ned. Jeg kiggede på Fabian "Åh Fabian kære!" råbte moder, og klemte ham godt ind til sig. "Hvor er dine forældre?" spurgte hun. En tårer løb ned af hans øjne, "De er borte" sagde han, "Åh nej dog" sagde moder. "Stig ind i kareten, vi skal til afsted" sagde hun. Fabian var grædefærdig over hans forældres død, og han har hadet prinsesse Isabella's familie siden da. Det sjove var, at alle som boede i den landsby, altså alle som overlevede, flyttede til denne landsby som vi lever i nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...