The never ending hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 2 jun. 2014
  • Status: Igang
Der er gået tre år siden vi sidst mødte Ida og de andre drenge. Hun blev sammen med Niall. Louis tog det ikke så godt. Men nu lever Ida og Niall i en lejelighed i London. De flyttede der hen fordi at Louis blev ved med at slå og nedgøre Ida. Det kunne Niall ikke tage. De flyttede uden at sige noget. Hvad sker der når Louis finder dem og kidnapper Ida? Hvad sker der når Ida prøver at flygte? Hvad sker der når Niall finder dem? Hvad sker der når den hemmelig hed hun helst vil beholde for sig selv kommer ud? Hvad sker der når Niall ikke kan holde sin mund lukket?

12Likes
11Kommentarer
2327Visninger
AA

16. Du er fra England?

Jeg vågnede ved at damen der sad ved siden af mig prikkede til mig og sagde at vi var landet jeg kiggede rundt i flyveren og der var ikke nogen tilbage. Jeg takkede hende mange gange før jeg gik ud af flyveren. Jeg gik bare lidt rundt og kiggede på butikker da jeg kom i tanker om at jeg skulle have fat i en læge. Så jeg gik ind på krak på min mobil og søgte på ”læger i Tennessee” og der kom hurtigt en masse forslag op. Jeg tog det første nummer og gav mig til at få en tid. Da jeg havde fået en tid klokken 15:00 begav jeg mig ud for at finde klinikken da den allerede var 14:23 så jeg måtte hellere finde den og blive i området så der ikke var så langt derhen når jeg skulle ind. Jeg havde ihvertfald gået i omkring en ti minutter da jeg endelig fandt klinikken, og overfor den var der en star bucks. Jeg havde lige været på star bucks og nu sidder jeg i et venteværelse der er to minutter til at jeg skal ind til lægen. Det er nervepirrende. Det er lidt ligesom at sidde ved tandlægen lige før de trækker tanden ud, det er simpelthen så nervepirrende. ”Ida Payne, du må gerne være så venlig at følge med” sagde en lidt ung mand, jeg gjorde som han sagde og fulgte med, vi skulle ned af en lidt lang gang og så kom vi til det sidste værelse hvor der uden på døren stod ”Dr. Andrews” så jeg gætter på han hedder noget med Andrews til sidst, eller bare som efternavn, det ville have været nemmere at sige. ”Ja, hvad er der så med dig?” han kiggede undersøgende i sine kopiere på computeren. ”Jeg tror jeg er gravid, og jeg ville gerne have det tjekket” sagde jeg og kiggede flovt ned i gulvet, det var sgu lidt pinligt at være gravid, jeg er for helvede da kun 20 år. OG det er mit andet barn så kan vi snakke om at det er pinligt. Eller nok ikke lige decideret pinligt men det er bare underligt. ”Okay så må vi hellere få det tjekket” svarede han og vendte endelig sin opmærksomhed hen i mod mig. ”Så får du lige den her kom så stiller du den bare i skabet så vi kan teste din urin, altså du ved godt man skal tisse i den ikke?” han kiggede på mig med et hævet øjenbryn. Jeg nikkede og mumlede noget i retning af at jeg allerede havde en søn. Han nikkede bare og jeg gik ud på det lille toilet. Jeg fik tisset i koppen og fik stillet den som sagt i det lille skab ved siden af vasken. Jeg vaskede mine hænder og gik ud igen. ”Så skal du bare vente et par minutter mens jeg lige tjekker hvad den siger” sagde dr. Andrews og gik ud, jeg kiggede efter ham, han var sgu da pisse lækker, ham kunne jeg godt. Jeps det kunne jeg. Ikke skyd skylden på mig bare fordi du ikke lige synes det samme, men nok om det for han er tilbage nu. ”Tillykke din søn skal vidst være storebror” det var de ord der fik hele min verden til at styrte sammen. Jeg begyndte at græde eller, det vil sige at jeg fik den største nedtur og jeg tudbrølede, Andrews, et eller andet kigge på mig som om jeg var helt vildt underlig, de fleste var vel glade nok for at være gravide og at deres barn ikke skal være enebarn, men det er lige det modsatte med mig. ”Hvad er der galt Ida?” jeg hulker bare endnu mere da jeg skal til at sige det højt. Han trækker mig bare ind i et stort kram. ”Hør her søde vent på at jeg har fået fri så taler vi om det okay?” han hævede endnu engang sit øjenbryn. Jeg nikkede bare han fulgte mig ud til et helt andet venteværelse, og sagde noget til en dame der sad ved en skrant. Hun nikkede og han gik ind igen. Der var gået en time eller t da Andrews som jeg har kaldt ham for inde i mit hoved kom ud til mig igen nu uden hans læge skjorte ting ting. ”Okay skal vi ikke starte med mit navn?” jeg nikkede ”Godt så, mit navn er David Andrews” forklarede han. ”Okay-” hviskede jeg, ”Hvorfor er du her jeg kunne se i dine papirere at du ar fra England?” jeg rystede kort på hovedet jeg ville ikke tale om det nu, men jeg blev nødt til det. ”Jeg blev nødt til at væk, og min brors ven kidnappede mig så nu er jeg gravid” jeg havde selvfølgelig fortalt hele historien og at jeg ikke havde nået sted og bo jeg havde også fundet ud af at han var, 23 år gammel lige nu uddannet læge. Han havde tilbudt mig at bo hos ham, og jeg havde takket ja, efter det ved jeg at jeg vil have en ven for livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...