Juliana's liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2014
  • Opdateret: 20 maj 2014
  • Status: Færdig
Juliana er en helt almindelig 14 årig pige, som går til ballet. Hun elsker det, men vil hun dø for det? I denne bog, vil i møde en pige som ikke er bange for at gøre hvad hun elsker! Læs den! :)

2Likes
0Kommentarer
276Visninger
AA

2. Den ødelagte, og den nye kjole

Det er nu hvis du skal nå bussen, Juliana!”

“Jeg ved det mor! Jeg er på vej!”

'Orgh'… tænker jeg

“Dyt dyt!” Blev der sagt udenfor, bussen var kommet.

Jeg løb ned af den runde trappe, og ud af hoveddøren.

Da jeg kom ind i bussen, bippede jeg mit buskort, og gik ned af den lange bus gang.

Det var en skolebus, men den var helt tom, jeg kunne frit vælge en plads.

Jeg satte mig helt ned aller bagerst i bussen, for jeg vidste at der ikke var nogen, der ville sidde ved siden af mig.

Da bussen stoppede igen, steg alle drengene fra klassen ind i bussen.

Jeg smilede bare til dem, nede fra min plads af.

Nogle af dem vinkede, mens andre bare nikkede.

Jeg kunne mærke glæden komme op i mig, for en gangs skyld.

Jeg havde en underlig dejlig fornemmelse i maven, en fornemmelse der sagde: Du for den god dag!

'Sådan noget bah', Tænkte jeg.

I frikvarteret blev jeg inde, jeg sagde til lærerne at jeg havde det dårligt.

Hvilket jeg også havde.

Jeg ville ikke derud til dem, og gøre mig selv til et offer.

Jeg fik lov til at blive i klassen og lave hvad jeg ville.

Jeg tegnede lidt, hvilket også var en hobby.

Jeg øvede også lidt ballet øvelser, som f.eks at stå på tæer, gå i split og spagat.

Ikke at split og spagat var ballet øvelser, men alligevel.

'Fuck!' Tænkte jeg pludselig.

Jeg havde revnet mine bukser, da jeg prøvede at gå i spagat anden gang.

'Bare der ikke er noget der ser mig!' Håbede jeg.

Efter skole “dansede” jeg hjem, jeg ved ikke hvorfor...

Den samme dag havde jeg opvisning, i ballet salen.

Jeg glædede mig så meget, at jeg kom klokken 12.00, hele 3 timer før opvisningen startede.

Bare for at øve!

Jeg fik at vide at jeg skulle gå ned til kostumeafdelingen, eller KAD som vi kaldte den, og få den kjole jeg skulle have på, de vi snart begyndte.

Da klokken slog 15.00 åbnede de dørene op for tilskuere, hele min familie skulle komme og se mig.

Jeg fandt den plads min kjole, og sko hang på.

Min egen plads!

I juleferien havde de fået bygget skabe til hver en person, som gik her.

Designerne havde bare lagt det ind i mit skab, da vi ikke måtte have lås på.

Jeg åbnede det forsigtigt og kiggede ind.

'Wow!' Tænkte jeg, og tog kjolen ud.

Den var helt tynd og fin, lavet af det blødeste silke, og det dyreste materiale.

Den var løs og knælang, helt passende da jeg skulle dreje rundt et par gange, når jeg nu skulle optræde senere på aftnen.

Den var i den flotteste lilla farve, og med glimmer på over det hele!

Den havde to tynde stropper som var det eneste der holdt kjole oppe, og en sløjfe bag på som pynt.

Og skoene var jo så ikke til at prale af.

Det var mine egne kedelige sko.

Helt almindelige ballet sko.

Med en lille smule glimmer, som var drysset af fra kjolen.

På vej tilbage til omklædningsrummet, som vi kaldte OKR, gik jeg forbi det såkaldte "dommertårn" hvor dommerene sad.

Jeg gik forsigtigt ind, for jeg vidste at jeg ikke måtte være der inde.

Jeg skulle lige til at sikre mig at min kjole ikke drysset, da jeg kom i tanke om at jeg havde glemt at tage den med.

'Dumt!'

Jeg gik helt hen til vinduerne og kiggede ud.

'Wow! Man kan virkelig se ALT her oppe fra' Tænkte jeg, lidt chokeret.

Jeg tog en kiggert der lå på bordet ved siden af mig, og kiggede rundt på folk.

Så fik jeg øje på uheldet.

Jeniffer, Camilla og Nicol.

De tre ledeste piger i klassen.

Jeg kunne se at Jeniffer hviskede noget til Camilla, og smilede ondt til hende.

Camilla nikkede og løb ned mod KAD, som lå tæt ved toiletterne.

'De er ude på noget, de lede hekse, jeg ved det!'

Camilla kom tilbage 5 min. efter.

Hun havde en saks i den ene hånden, og noget der lignede lillat glimmerstof i den anden.

Jeg vidste hvad hun havde gjort, og skyndte mig ned til KAD.

Jeg gik hen til min plads, og så det ødelagte tøj.

Jeg faldt på knæ foran det og slippede en tåre eller to, 'De lede…'

Med rank ryg rejste jeg mig op, og gik med raske skridt hen mod deres pladser, som jeg havde set i dommertårnet.

Jeniffer, sad pænt som en artig pige der intet havde gjort.

Det samme gjorde Camilla, og Nicol.

“HVAD FANDEN TÆNKER I PÅ?!” Råbte jeg op i deres ansigt.

“Hvad mener du dog? Hvad har vi gjort?” Sagde Jeniffer og kiggede først på mig, så på Camilla, og så på mig igen.

Hun havde et ondt glimt i øjet.

Jeg satte hænderne op for øjnene, og en tåre trillede ned af min kind.

“Nååårrr… Er lille mis. ballet, blev ked af det? Du må heller danse hen på sidstepladsen! Eller hvor du nu må danse hen... HAHAHAHAHAHAHAH!” Grinede de alle tre i kor.

Jeg løb ned mod KAD, og fandt en af mine ældre kjoler som jeg stadig kunne passe.

Det var en fra sidste år, som jeg skulle have haft brugt til en opvisning, men uheldigvis havde jeg brækket min fod to dage før opvisning, så jeg kunne ikke være med.

Kjolen var sort med glimmer i, ikke helt så blød som den anden, men den var flot, så det gjorde ikke så meget.

Den havde nogle lidt tykker stropper end den jeg rigtigt skulle have haft på.

Den her var også løs, men dog lidt kortere end knælang.

'Sort er også meget mere mig!' Tænkte jeg, og smågrinede ved mig selv.

'Nu skal de piger rigtig have en lærestreg!'

Jeg havde masser af tid til at forberede den, for jeg skulle på til sidst i opvisningen som afslutning.

Jeg gik ned mod makeup temaet, og stylelisten.

De satte mit hår op i en stram hestehale, flettede håret, og snorrede det så sammen som en knold.

Det sprayede også lidt glimmer i, så når spotlightet ramte mig, ville jeg glimte som en stjerne!

Jeg fik taget kjolen på, og den passede perfekt! De fik lagt noget enkelt makeup.

Først lagde de lidt pudder, så jeg ikke ville virke bleg når jeg fik hvid lys lige i ansigtet.

Så fik jeg lidt sort øjenskygge, som passede til kjolens farve.

Og til sidst til lipgloss, en hudfarvet med lidt glimmer.

Jeg var klar!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...