Break-up Sex • Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2014
  • Status: Igang
Break-up Sex • Justin Bieber | Hans store hænder kærtegnede min slanke krop ufatteligt godt. Varmen omringede os mens hans hofter bevægede sig frem og tilbage, ind og ud. Jeg havde mine blide og tynde arme om hans nakke. Hans hede kys på min hals, tændte mig endnu mere. Det eneste utålelige ved dette, var den viden om, at jeg ikke var den eneste han fik til at føle sådan her. - { Justin hedder Nathaniel White (Nathan White) i denne historie. }

97Likes
70Kommentarer
18045Visninger
AA

8. Kapitel 7 ♠ My feelings have to have a chapter



  ♠Nathan's synsvinkel

Jeg sad roligt i stolen ved siden af hospitals sengen hvor Scarlett lå. Hendes lille, fine krop var helt bleg. Hun lå med slanger i næsen og kanyler i sine håndled. Jeg kærtegnede hendes kind. Jeg savnede hende allerede. Hun var ikke død, men i koma. Jeg snøftede. Jeg græd. Selvom det var forbi betød hun hele verden for mig! "Undskyld.." Græd jeg. Jeg lagde forsigtigt mod hoved ved hendes side og græd ned i hendes dyne.

En læge trådte ind. Jeg så op og fik øjenkontakt med ham. "Vil du høre hvad der skete mr. White?" Spurgte han og gik hen for at tage Scarletts puls. Jeg nikkede roligt. "Godt. Hun kørte alt for hurtigt. Hun kørte i den forkerte side af vejen. Højtalerne på hendes radio var sprunget, hvilket tyder på hun har hørt virkelig høj musik. Hun har sikkert været oprevet over et eller andet. En lastbil kom kørende mod hende og fordi det er så glat ude på vejene kunne føren ikke nå at stoppe. Det er et held hun stadig er i live. Hun kommer højstsansynligt ikke til at kunne gå igen." Han nikkede kort. 

Jeg så chokkeret ud. Jeg kunne mærke det. Jeg kærtegnede Scarletts ene lår. Hendes ben. Useless. "Undskyld Scarlett.." Græd jeg igen. Jeg var så ligeglad med om det var mandigt at græde eller ej. "Det var ikke din skyld Nathan.." Hørte jeg en stemme sige fra døren. Jeg så op. Valerie. Hun stod med vores søn i armene. Hun stillede ham og Noah løb hen til mig. Jeg tog ham roligt op på mit skød og kærtegnede hans kind. "Jo, det ér min skyld.." Snøftede jeg mod Noahs mave. Jeg så hen på Val. "Jeg elsker dig.." Hviskede jeg grædende. Hun gik hen og satte sig i stolen ved siden af. "Jeg elsker også dig.." Hviskede hun. Hun tog min hånd. Noah var i nattøj. Han lagde sig helt indtil mig og faldte i søvn. Min egen søn.

Jeg så forsigtigt på Scarlett. "Hun kommer aldrig til at gå igen." Hviskede jeg og snøftede. "Det er heller ikke din skyld skat. Nu bliver vi her til hun vågner. Okay? Så kan du se hun er okay." Hun smilede blidt og lagde sit hoved på min skulder. Jeg flettede mine fingre ind i hendes. Hun faldte langsomt i søvn. Jeg blev oppe. Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Scarlett forfulgte mig i mine drømme. Det var ulideligt. Jeg snøftede og rejste mig. Jeg satte den sovende Noah i stolen og kærtegnede Val's ansigt. Jeg gik ned på gangen og så rundt. Her var så stille om natten.

Jeg så forsigtigt ind af dørene imens jeg gik forbi. Her var næsten helt dødt. Jeg så en mor og en datter i to forskellige hospitals senge, samt en far der sad mellem sengene. Han græd. Han var nok ved at miste sine to elskede piger. Jeg havde ikke selv flere tårer tilbage. Jeg vendte mig hoved til den anden side og lagde mærke til en mand i hospitals sengen. Jeg så en 15 årig pige sidde på kanten af sengen. Måske hendes far? Måske var det hendes far der lå der som hun var ved at miste. 

Livet var så ufatteligt unfair. Shit got serious. Jeg blev nød til at lære at liv ikke bare var noget jeg kunne spilde. Denne gang gik det så gruligt galt. Det var min skyld Scarlett aldrig kom til at rejse sig igen. Det var min skyld at min kone ikke stolede helt på mig. Det var min skyld at min søn ikke længere så mig som en helt. Hvordan kan man være så åndsforsnottet og smadre alting så meget? Jeg satte mig i en af ventestolene i receptionen. Jeg så ødelagt ud i luften. Jeg ville indlægges. Selvom jeg ikke fejlede noget.

Hvem kunne give mig en snydekode til at starte forfra? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...