Anyway

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
Myter er bare myter? Eller hvad? Findes Ever-Slægten? Eller er det bare endnu en din skrønne? Tro ikke på alt hvad du læser i denne movella, eller andre steder. Men tro alligevel en lille smule på det, med hjertet.

3Likes
0Kommentarer
245Visninger
AA

3. så meget bedvidstløs

Kapitel 3

Så meget bevidløs Klokken ringede ud.

Jeg smilte og pakkede sammen. Hvordan mon det gik for Dina.

Jeg fandt hurtigt Christian og Kristine. Vi blev enige om at vi skulle finde Emily og tage hende med.

Der gik ikke længe før vi fandt hende. Vi gik samlede ud af skolen og hen mod skoven.

"Hør Emily, lover du ikke at sladre?" Hun nikkede til mit svar. "Okay.. Vi skal til en magisk verden, for at finde en magisk pige, Diara. For at hendes bror kan huske det hele. Dina stjæler en bil og slår Nathan bevidstløs. Derefter tager vi til Tevilia. "

Hun kiggede med store øjne på mig.

Vi luntede resten af vejen og så en stor bil holde.

"Jeg sagde jo jeg stjal en, ikke?" Hun smilede stort til os.

"Huskede du at slå Nathan bevidstløs?" Jeg kiggede i hendes brune øjne.

"Jaa.. Men han vågnede og stak af. Jeg vil tro han sidder i træet." Hun pegede på et stort egetræ.

Jeg sukkede. "Et træ.." Mumlede jeg og gik der hen. Jeg kunne svagt skimte et omridset af en person. Jeg kiggede tilbage. De andre var gået ind i bilen. Pis, alene med en skyggejæger-Monsterulv. Fedt. Jeg kiggede op i træet igen.

"Nathan?" Sagde jeg lidt lavt. Jeg håber han kan høre mig..

"Lad mig være!" Sagde han, til mit svar.

"Nathan?" Sagde jeg lidt højere.

"Hvad?" Sukkede han.

"Vi prøvede ikke at gøre dig fortræd, vi ville bare have dig med, vi vidste ikke om du ville sige nej."

"Lær' at sprøge.." Mumlede han.

"Men hvis du sagde nej.." Jeg kiggede ned i jorden.

"Til hvad?"

"At tage med til Telivia.." Jeg kiggede håbende op på ham. Måske skiftede han mening?

"Telivia? Hvad er det..?"

Jeg sukkede. Seriøst, den dreng burde komme igang med livet! "En magisk verden for overnaturlige. Vi vil finde din søster, Diara."

"Jeg har ingen søster!" Snerrede han. Okay, rolig nu ulvedreng.

"Vil du ikke bare tage med?"

Han sukkede.

Et lille håb vendte sig i mig. Måske ville han? Også kunne vi se Telivia og møde overnaturlige og..

"Vent! Hvad sagde du?" Jeg opdagede jeg ikke havde hørt et ord af hvad han havde sagt den seneste tid.

Han hoppede ned fra træet. "Hør' lidt efter! Jeg tager med hvis du er tilfreds.."

Jeg vil væde med at jeg hoppede. Hop, hop, hop..

"Jaaiiih!!" Hvinede jeg.

Diana dyttede. Vent.. Hvordan fik hun den bil?

"Kom.." Jeg trak fat i hans ærme og trak ham med ind i bilen.

"Næste stop, Telivia!" Diana begyndte at køre. "Vent.. Hvor ligger det?"

Vi kiggede rundt på hinanden. Jaa.. Det var jo rigtigt nok. Hvor lå det lige?

"Ehmm.. Jeg ved der faktisk ikke.." Jeg kiggede ud af ruden. Woaw, pinligt!

Diana stoppede bilen. "Er du seriøs? Det kan du da ikke mene!" Hun sukkede.

"Det er ikke Emmas skyld! Det er jo kun overnaturlige der ved det!" Kristine lagde armene over kors.

Diana kiggede i bakspejlet. "Jamen så burde Nathan da vide det, ikke?"

Nathan sendte hende et dræber blik, der bare fik hende til at smile. "Jeg behøver ikke en hentydning under dine røvsyge humør skiftninger. Intet, intet går efter dit hoved! 'Klart! Den overnaturlige ved det! Lad os køre på en vej af regnbuer derhen!' Ja, ja.." Han kiggede ud af vinduet.

Vi stirrede alle på hende. Også Diana.

"Men overnaturlige burde vide det!" Hun lavede hundeøjne igennem bakspejlet.

Han viste tænder til hende. "Jeg er ikke bange for at.."

Jeg lavede en lyd, så vi ikke behøvede "ordet".

De andre gloede på mig.

"Undskyld.." Mumlede jeg og kiggede ned.

Diana sukkede. "Jeg er ligeglad med at du kan dræbe mig! Ved du hvad? Jeg synes du er røvsyge. Du har humørsvingninger og du er syg i hovedet!" Råbte Diana.

"Hvor er Selma?" Sagde Emily for at lette stemningen.

Jeg kiggede rundt. Hvor var Selma?

"Hun er syg." Sagde Christian.

"Kan vi komme tilbage på sporet? Gerne et svar til det jeg sagde!" Sagde Diana med smalle katte øjne.

"Ved du hvad?" Nathan rettede sig op. "Det her er røvsygt! Hvad har i tænkt jer? At komme vadende ind i Telivia som mennesker?!

Og ved du hvad Diana? Jeg er skide ligeglad. Du har kun brug for opmærksomhed og den vil jeg ikke opfylde. Du bør ikke få din vilje, det gør dig til et opmærksomheds krævende monster. Og hvem kan lide sådan nogle mennesker? Ingen." Han gav Diana et blik som gav myrekryb.

Diana sagde en hulkende lyd og trådte speederen i bund. "Hvor skal vi hen?" Sagde hun forsigtigt.

"Hvad med at holde ind ved Salsa fabrikken?"

"Vi skal ikke æde nu!" Emily kiggede på Nathan. Salsa..

Diana kørte ind på salsa fabrikken og steg ud. Vi andre fulgte efter. "Hvad skal vi nu?" Hun kiggede træt på Nathan.

"Begrave os i salsa.."

Kristine kvalte et fnis.

"A' hva'?" Ubrød Diana.

Nathan sukkede. "Vi skulle til Telivia? Så skal vi begrave os i salsa!"

"Hvorfor?" Jeg kiggede bekymret på ham. Måske havde han slået hovedet hårdt?

"Fordi så kommer Salsa-ulvene og æder os. Også stikker de af til Telivia.."

"Jeg nægter at blive ædt!" Pev Diana.

Emily klamrede sig ind til mig.

Nathan kiggede opgivende på os. "Vi kunne også lede efter portalen der inde." Han rullede med øjne og vil roligt mod fabrikken.

Vi fulgte efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...