Anyway

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
Myter er bare myter? Eller hvad? Findes Ever-Slægten? Eller er det bare endnu en din skrønne? Tro ikke på alt hvad du læser i denne movella, eller andre steder. Men tro alligevel en lille smule på det, med hjertet.

3Likes
0Kommentarer
246Visninger
AA

1. En rigtig viden.

Jeg smilte. "Kom nu, Emily!"

Skabs døren gik op og ud kom en 10 årig pige. Hendes lange, naturlige, blonde hår lå ned af hendes skuldre. Hendes øjne gløde i forhold til hendes hud. Hun var iført en hvid top, der lige vidste navlen og et par hvide shorts, med en sommerfugl på. Hun så lidt utilpas ud.

"Jeg sagde jo du kunne passe mit gamle tøj!" Jeg rejste mig og gik hen til hende. Nær studerede hende grundigt, og smilte så.

"Jeg ved nu ikke Emma.." Hun kiggede ned på sine bare fødder og sukkede.

"Du ka' ikke lide det, vel?" Jeg stoppede og så på hende. Mit tøj var nu heller ikke hendes stil..

"Nej.." Hun rørte lidt på sig.

Jeg trak hende ind i et kram. "Er du nervøs, Emily?"

"Ja, men du går vel sammen med mig de første dage?" Hun trak sig ud af krammet og så strengt på mig.

"Selvfølgelig." Grinte jeg og hun smilte til mig.

Hun tog min hånd og så på mig. "Jeg vil vise dig noget."

"Hvad?" Jeg så nysgerrigt på hende, mens hun trak mig afsted.

Solen stod højt på himlen. Det var midt om sommeren

og dejligt varmt. Emily nynnede, mens hun trak mig afsted. Vi gik ned igennem gaderne og smilte til mange, utroligt der var så mange!

Hun trak mig med hen over en eng og ind i en skov. Jeg stoppede op.

"Emily! Det er jo den forbudte skov!" Jeg gispede.

"Ja, ja. Men har du aldrig tænkt på; hvem er vores forældre? Jeg vil vise dig svaret!"

Hun tog fat i min hånd og trak mig med. Jeg kunne jo ikke lade vær. Hun var jo min lillesøster.

Hun gik hen til en træstub og lagde hånden på. Hun lukkede sine øjne.

"Vegeradi!" Råbte hun. Et skarp lys skar op igennem himlen. Jeg holdte en hånd op foran mine øjne. Hvad var det?

Et luftpust kom i mod mig og jeg gispede. Jeg huskede. Huskede klip fra mit liv, igen og igen kom de.

En kvinde, med mørkerødt hår, råbte efter sine børn. "Emma! Emily!" Hun brød ud i gråd.

"Mor!" Den mindste af pigerne slog på den mand som holdte hende. Han mumlede noget og gav hende en lussing. Pigen sank sammen så han kunne løfte hende.

"Emma! Pas på Emily! Find rubinerne og red jeres bror!"

Klippede stoppede. Spørgsmålene fór igennem hovedet på mig. Havde jeg en bror? Var kvinden min

mor? Hvem var mændene? Hvad for nogle rubiner?

Virkeligheden begyndte at komme tilbage. Jeg tog hånden ned også på Emily.

"Vi skal finde de rubiner.." Hviskede hun.

Jeg nikkede anstrengt. Men hvordan? Hvordan fandt vi dem? Og hvad skulle vi gøre når vi fandt dem?

"Vi skal hjem nu." Hun nikkede til min lettelse.

Vi tog hinanden i hænderne og begyndte at lunte tilbage.

Der så ikke ud til at være gået særligt lang tid siden vi var stukket af, men Vivi havde fundet ud af det.

"Hvor var i?" Hun stod i dør åbningen og så vredt på os.

"Nede ved søen og bade lidt.." Mumlede jeg og smuttede efter Emily ind.

Jeg stoppede da jeg mærkede en hånd på min skulder.

"Jeg ved godt du lyver.. Snart skal jeg sørge for i kommer i fængsel." Det var Vivi som havde nået af fange mig. Pis os!

Jeg rystede hendes hånd væk og skyndte sig ind på mit værelse.

Jeg smed mig ned i min seng. Emil havde ikke nået af fange mig. Dejligt. Så behøvede jeg ikke hørte på ham.

Jeg vendte mig om på maven og trak min bærbar op af tasken. Jeg valgt at tjekke Howet ud igen. Måske startede der flere nye elever?

Jeg skrev midt brugernavn og kode. Ude i emnefeltet spolede jeg ned.

Skolen

Fag

Værelser

Mad

Og endelig, elever. Jeg dobbelt-klikkede på det og ventede.

Jeg spolede ned. Der var startet mange nye i Emilys klasse. Kun hende, Ella og Nick skulle starte der, fra hendes gamle klasse. Det måtte være dejligt for hende.

Jeg gik ind på min klasse og kiggede efter nye.

Nathan Ever

Kiran Deti

Der var ingen billeder.. Det plejede der ellers altid?

Jeg mærkede et koldt træk på mine skuldre og kiggede mod vinduet. Det var ikke åbnet?

Jeg valgte at ignorere det.

Jeg smækkede min bærbar i og vendte mig om på ryggen. Mit røde tappet var ved at falde af.

Jeg hørte en snakken udefra gangen.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med hende." Det var Vivi's stemme. Men hvem snakkede hun om. Mig? Emily?

"Jeg skal nok tale med hende." En hård stemme mumlede noget og trak så i midt håndtag.

En høj politibetjent kom ind. Jeg lukkede øjne og lod som om jeg sov.

Han lukkede døren og rømmede sig. "Undskyld mig. Frøken?"

Jeg satte mig op og smilede til ham. "Ja?"

"Ehmm.. Vivi.. Fruen, har meldt dig til politiet for at lyve.."

Mine øjne blev smalle og mit smil famlede. "Hvorfor skulle jeg lyve?"

"Det ved jeg ikke.. Det sagde fruen bare." Han kløede sig uskyldigt i nakken.

"Men jeg har aldrig løget!" Jeg kiggede på ham med tåre i øjne. Ren og skær skuespil, men hvad skulle jeg ellers gøre?

Ham kiggede på mig. "Okay.. Vi slipper sagen for denne gang.. Men hvis jeg høre mere bøvl bliver du afhørt." Han mumlede noget og forsvandt så ud af mit værelse.

Jeg krummede mig sammen på sengen. Fedt, ungdomsfængsel! Jeg er bare glad for jeg skal på efterskole...

Nathan Ever

Kiran Deti

Navne blev ved med at dukke op i mit hovede.. Hvem var de?

Jeg smækkede min bærbar op og gik ind på Google. Jeg søgte Nathan Ever. En masse søgninger kom frem. Ihhh! Google længe leve!

Jeg kiggede rundt.

Nathan Deri Ever

Ever Lio

Wikipedia - Nathan Ever - Kendt skyggejæger.

Jeg spærrede øjne op. Skyggejæger! Men var de ikke.. Ligesom, overnaturlige?

Jeg gik ind og begyndte at læse.

Ifølge de gamle skyggejæger var Ever slægten de meget retfærdig, gode og lovmæssige skyggejæger. De dræbte når de skulle. Men en dag faldt reglen ind. Skyggejæger skulle dræbe enhver form for overnaturlige. Men det blev for meget for Derek Ever. Han valgte at gå i oprør, - Sammen med sin kone og deres halvt år gamle barn, Diara Ever og deres to 2-årige drenge Nathan og Sebastian Ever, drog de ud for at få folket på deres side.

De nåede at få mange på deres side, Vareulve, Vampyre, Feer, Warlocks, Engle, Davear, Kitsuner, Monsterulve, Formskifter og nogle få skyggejæger. Men en dag, øverste magten havde fået nok. De sendte vær eneste skyggejæger ud for at fange familie Ever.

Da de nåede til dem brød der krig. Derek sagde til sin kone at hun skulle flygte med deres børn. Hun flygtede men blev indhentet af en Kitsune. Kvinden forsøgte forgæves at redde sine børn, da Kitsune skyndte sig frem og bed fat i en af drengenes skuldre. De fleste sagn siger at det var Nathans skulder, hvilket det også var. Kvinden troede han var død og lod ham derfor ligge. Hun flygtede med Diara og Sebastian.

De siges af Diara stadig tror at hendes bror lever og at hun leder efter ham. Hver dag sørger hun over ham, mens hun leder. Men hun finder intet. Hun er landet, Tevias bedste kriger. Men hun siger selv: "Min bror er en bedre kriger end mig, jeg ved det selvom jeg ikke kan huske ham. Jeg ved jeg vil kunne kende ham til den tid."

Tevia er jordens tvillingesøster.

Jeg kiggede på det. Jeg troede på alt der stod.

Så søgte jeg på Kiran Deti. Få søgninger kom op denne gang. Bl.a Wikipedia. Jeg trykkede og kom ind på en mindre beskrevet side.

Deti familien er en fattig familie der altid blev beskyttet af Familien Ever. Det siges at Derek Ever og Michael Deti var slags-brødre som små. Derfor blev Kiran Deti, Sebatian Ever og Nathan Ever ført sammen som små. Men da oprøret begyndte og Nathan Ever blev dræbt ville Kiran ikke være sammen med Sebastian. Rygterne siger at Kiran havde sagt af Sebastian lignede for meget om sin bror.

Resten var streget over, så jeg kunne ikke læse det. Jeg sukkede. To skyggejæger? Lol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...