Glem bekymringerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er til konkurrencen med red barnet omkring psykiskesygdomme. Jeg har valgt og skrive om en pige med angst da angst er en meget udbredt psykisk sygdom.

1Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

2. Værre og værre

Kapitel 1 - værre og værre

 

 Det startede alt sammen med, at jeg var meget træt. Jeg kunne ikke falde i søvn om natten, og jeg sov ikke mere end to eller tre timer hver nat. Jeg begyndte at få sovemedicin der skulle hjælpe mig med at falde i søvn. Det hjalp på søvnen, men ikke på tankerne. For i mine drømme var jeg stadig bange.

 Kort tid efter begyndte jeg at træne meget. Ikke udenfor. Det turde jeg ikke. Jeg blev indenfor og trænede hver eneste muskel i min krop, da det hjalp mig med at glemme smerterne i min mave. Selv når jeg ikke trænede begyndte mit hjerte at banke hurtigere og min puls steg. Jeg svedte meget, og jeg begyndte at ryste ukontrolleret.

 Jeg ringede eller skrev til min mor hvert frikvarter, og spurgte om hun var okay, om hun var kommet noget til. Min veninder forstod aldrig, hvorfor jeg gjorde det. De prøvede at sige opmuntrende ting som: "Hun har det fint," eller "hun klarer nok turen hjem," men for det meste lukkede jeg bare deres stemmer ude og kiggede ud af vinduet. 

 Jeg var bange. Så utrolig bange. 

 Der var mange dage, hvor jeg var for bange til at komme ud af mit værelse. Jeg ville have, at min mor sad ved siden af mig hele tiden, så jeg var sikker på, at hun var okay. Så snart hun gik ud af mit værelse, gik jeg efter hende, og sikrede mig, at hun ikke kom til skade. Jeg ville have, hun skulle fjerne alle skarpe ting fra huset. Det meste af tiden ønskede jeg, at hun ikke lavede mad i frygt for at alt ville bryde i brand. Jeg ville heller ikke have, at hun bestilte mad udefra, da jeg var bange for hvilke personer der dukkede op med maden.

 Hver morgen når hun kørte på arbejde, prøvede jeg at stoppe hende, eller også løb jeg efter bilen, så længe jeg kunne ignorere smerten. 

 Jeg sad ofte klemt op i hjørnet af mit værelse med gardinerne trukket for og mange store dyner og tæpper viklet omkring mig. Jeg følte min mors dyne beskyttede mig. Ligesom et lille barn der går indtil sine forældre om natten, fordi de har haft et mareridt, eller også tror de at deres dyne beskytter dem mod monstre i skabet. 

 Nogengange følte jeg, at jeg var et lille barn igen der havde brug for sin mor.

 Jeg havde brug for min mor, for hvis hun ikke havde været der, på det helt rigtige tidspunkt, ville jeg måske ikke være her længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...