I Can’t let you go

Mia er taget til København, for at se sit store idol optræde. Mia går sig en tur i København og har ingen anelse om at denne tur bliver starten på noget helt nyt.

6Likes
8Kommentarer
664Visninger
AA

19. "I can't let you go" del 19

”Hvorfor må jeg ikke mor? Jeg forstår det ikke?!” råbte jeg nærmest til hende, fordi de ikke ville lade mig tage af sted. ”Hvordan kan vi vide, at han ikke mener det her for sjov?  Hvordan kan vi vide, at alt kommer til at gå godt?  Du er kun 17 år!” svarede hun mig strengt. ”Du kan snakke med Justin i telefonen så” svarede jeg hende irriteret, og hun rystede på hovedet og satte sig ned i sofaen. Hvorfor var det her så stort et problem! Hvad skulle de bruge beviser til? ”Vi er nødt til at vide, at alt kommer til at gå godt, og det er der ikke nok beviser på” sagde mor frustreret til mig. ”Far vær sød” sagde jeg til ham trist. Far kunne ikke klare at se sin pige trist, men han var enig med mor. ”Mia, jeg er nødt til at holde med din mor her. Vi ved jo ikke om Justin taler sandt. Du har kun lige mødt ham. Jeg gav mig til at skrige alt hvad jeg kunne, og løb op på mit værelse. Skulle jeg aldrig møde Justin igen? Åbenbart ikke. Jeg smed mig ned i sengen og skreg ind i puden. Jeg var frustreret, vred, såret, og følelserne væltede ind. Jeg kunne godt se hvad mor og far mente, men jeg var ligeglad med dem! ”Jeg får ikke lov til at komme” sagde jeg trist i telefonen til Justin. ”Hvorfor ikke, jeg betaler jo for alt?” svarede Justin chokeret. Jeg havde bare lyst til at græde, og tanken om at jeg måske ikke skulle se ham igen før næste koncert gjorde ondt i mit hjerte. ”De siger de har brug for beviser. Beviser på at det kommer til at gå godt” svarede jeg irriteret og smed mig ned i sengen igen. ”Jeg kan ringe til dem?!” sagde Justin frustreret i telefonen. ”Det er ikke nok beviser, jeg har spurgt dem” svarede jeg med en trist stemme, og jeg kunne mærke tårerne trillede ned af mine kinder. Mia, jeg lover at vi løser det her, okay?” Sagde Justin med en rolig stemme. Jeg tørrede tårerne væk og prøvede på at holde hovedet klart, så Justin ikke kunne høre mig græde- ”Men hvordan? Du kan jo ikke komme her og få dem til at ombestemme dig” lo jeg i telefonen og der blev stille. ”Jeg har en plan. Men jeg må gå nu, jeg har en koncert snart, jeg ringer til dig senere. Det skal nok gå baby” og han lagde på inden jeg nåede at svare. Jeg tænkte det hele igennem igen, og jeg besluttede mig for at snakke med mor igen. Det hjælper ikke uanset hvor meget du plager. Når jeg siger nej, så er det et nej. Du er under 18 år, og så længe du er det, så bestemmer vi over dig” sagde mor rigtig irriteret. ”Men mor!” ”Nej Mia” sagde hun imens jeg kiggede på hende med et trist blik. ”Jeg stoler ikke på Justin, som jeg overhovedet ikke kender, og det gør du heller ikke. Du har lige mødt ham.” Jeg satte mig på køkkengulvet og begyndte at græde. Hvorfor forstod de det ikke? Hvorfor kunne de ikke bare stole på mig? ”Mia” kunne jeg høre far sige imens han lagde sine arme rundt om mig. ”Justin kommer tilbage til Danmark, og der kan du møde ham” sagde han med en rolig stemme. Jeg kiggede på ham med et tomt blik og sagde ikke et ord. I det jeg var på vej op på værelset kan jeg høre far sige ”Hvornår er det han gerne vil have du kommer?” ”Om 2 uger. I påskeferien og 1 uge mere” svarede jeg ham med lidt håb i stemmen og tørrede mine tårer væk. ”Hvordan kan vi stole på, at det du siger er sandt? Spurgte far med en alvorlig stemme. ”Jeg ved det ikke, I må bare stole på mig” svarede jeg stresset. ”Jeg er ikke sikker Mia, jeg kan ikke bare lade dig tage af sted uden at være sikker på, at alt bliver okay. Jeg har brug for flere beviser” sagde han til mig alvorligt, og jeg fik lidt håb igen. Jeg nikkede til ham, og jeg gik op på mit værelse igen. Kl. var kun 22.30, men jeg bestemte mig for at gå i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...