JUST FRIENDS!!

Emma er 14 år gammel og mor sammen med sin mor i Odense SØ, Emma har flygtet hele sit liv, på grund af hendes far. Hendes far har nemlig misbugt Emma hele hendes liv, men til sidst bliver det nok for hende. Hun gider nemlig ikke at flygte mere og hun for hjælp af sine nye og gamle venner. Måske, hvem ved måske finder hun sit livs kærlighed og fortæller ham om hendes barndom!?! Vil hendes mor forlade hende!?!? Bliver hendes far fanget!?! Find ud af det, følg med i JUST FRIENDES!!

14Likes
5Kommentarer
964Visninger
AA

6. FØLELSER KOMMER FREM :'( KAPITEL 6

*Min synsvinkel.*

Jeg har det virkeligt dårligt, HVAD er der galt med mig.. Jeg vågner med et sæt og løber ud på badeværelset, jeg bukker mig over toilettet og brækker mig.

Lidt efter kan jeg mærke nogen som tager fast i mit hår og holder det, så der ikke kommer noget bræk på det. Da jeg var færdig med at brække mig, satte jeg mig ned på gulvet. "Søde, hvordan har du det nu." Spurgte Sebastian om lige så stille til mig og kiggede på mig bekymret. "Jeg har det pisse dårligt." svarede jeg og begravede mit ansigt i hans skulder. "Jeg tror at du heller må blive hjemme idag, så kommer Johan og Lasse hjem til efter skole. Okay, du kan bare ringe til mig. Hvis du får det mere dårligt." sagde han og nussede mig på ryggen. "Ja og det skal jeg nok, skat. Men inden du går vil, du så ikke hente mig nogle hovedpines piller til mig. Så e du nemlig sød." spurgte jeg og han nikkede, gik ud i køkkenet og fandt pillerne og en sodavand til mig.

Imens han gjorde det, tog jeg min dyne med ind i stuen og lagde mig til rette på sofaen. "Her skat, husk det nu. RING, OKAY." sagde han og kiggede seriøst på mig. Jeg tog pillerne og drak noget af sodavanden. "Det skal jeg nok, bare rolig. Se nu at komme afsted, ellers kommer du bare forsent. Jeg klare mig, desuden kommer Johan og Lasse senere." svarede jeg og kyssede ham på kinden, han smilte og sagde et kort "Farvel." og gik. Nu sad jeg bare helt alene tilbage i stuen, så skal jeg vente på at Johan og Lasse har fri. hhhhmmmm, JEG KEDER MIIIGG!!!!

DET TAR' FOR LANG TID!!

Jeg er ikke talmodig:'D hahahaha

Nu bliver jeg også skør af at være alene, jeg taler ind da med mig selv. SE SÅ AT FÅ FRI :'(

************************************************

'4 timer efter'

*Johan's synsvinkel.*

Vi havde lige fået fri eller nogle af os, der var faktisk mange der var bekymret for Emma. Sebastian havde også fortalt at, hun kastede op og havde det rigtigt dårligt. Så vi tar' lige i brugsen, inden at vi kommer hen til hende. Jeg ved eller retter sagt, har hør fra Sebastian at hun elsker, ESLKER chokolade. Så vi har købt mange pakker chokolade til hende og is, chips og andre ting til hende.

*************************************************

Da vi gik op af trappen og stod foran hendes dør så vi at den stod åben, vi gik ind af døren og kiggede rundt men hun var der ikke. "Emma, er du her inde." spurgte Lasse bekymret, lige nu stod vi i stuen og kiggede rundt. Lidt efter hørte vi hoveddøren lukke i og ind kom Emma, med Sebastian's mor. "Hey, hvorfor lader i min hoveddør stå åben." spurgte hun og kiggede på os begge. "Emma, døren stod åben da vi kom." sagde jeg og hun kiggede på mig, underligt. "Hvad mener i, jeg låste døren efter mig." sagde hun og kiggede sig rundt omkring. Hun gispede og pegede på et af billederne. "Det der billed stod, ikke der da jeg gik." sagde hun uroligt. hun gik langsomt hen til det og samlede det op.


"Tanja, tak fordi jeg måtte blive over hos dig i et stykke tid." sagde hun og gav hende et kram. "Det var så lidt, søde. Du er sikker på, at du kan klare resten selv." Spurgte Tanja og kiggede bekymret på hende. "Jo, jeg ringer til min mor senere." svarede hun og vinkede farvel til hende.

*Min synsvinkel.*

Da Tanja var gået, kiggede jeg på billedet igen. Der slog det mig... ikke helt bogstavelig talt... Det var min far, han har fundet ud af hvor jeg bor. Jeg kiggede rundt i hele stuen og så at det var helt forkert  ved det. Han har flyttet rundt på nogle af tingende.




Jeg gik lidt efter ind i spisestuen og kiggede der. Om han også havde røret noget der, jeg havde ret. Men hvad betyder det her..? Jeg skyndte mig tilbage til stuen, hvor drengene kiggede forvirret på mig.


"Han har været her og flyttet rundt på alle mine ting." sagde jeg og kiggede på dem. "Din far eller før i tiden far."svarede Lasse. Jeg nikkede og kom i tanke om det nu, vores fisketur til Jackson County, i Oregon. Vi har nemlig en hytte der, vi plejede alle sammen at tage der op om sommeren. Men vi stoppede efter min far blev sindssyg og begyndte at misbruge.
 Jeg blev afbrudt fra mine tanker af Johan. "Emma, hvad tror du det betyder. Nu er du heller ikke i sikkerhed her, når han kan komme ind uden nogle problemer." "Jeg ved det godt og jeg skal en tur til Jackson County, i Oregon. Det hvad jeg skal, jeg vil vide hvorfor han gør det hele." Svarede jeg, men blev afbrudt af Lasse. "NEJ EMMA, ER DU BLEVET SINDSSYG. DET ER JO HVAD HAN VIL HAVE DIG TIL!! GLEM DET, IKKE ALENE!!" "LASSE." råbte jeg, men svarede stille igen. "Det er den eneste måde, jeg finder ud af det. Det må acceptere, for min skyld." "Nej, for jeg vil ikke miste min bedste ven." Sagde han, men hans stemme klækkede og der kom en enkel tårer på hans kind. Jeg tørrede den væk og krammede ham.

***********************************************

'1 time efter'

*Sajjad's synsvinkel.*

Vi var lige kommet hjem til Emma, da vi lagde mærke til noget.

 "Emma, hvad er der sket." Spurgte jeg og hun svarede eller råbte. "HAN, ER HVAD PROBLEMET ER???" Og pegede på deres gamle familie billed. så jeg gik udfra hun mente hendes 'far'.  "Har han været her?" Spurgte jeg og Lasse svarede. " JA det har han og nu vil hun rejse til Jackson County i Oregon, HELT ALENE!!" "EMMA ER DU SINDSYG. DET ER HVAD HAN VIL HAVE AT DU GØR." Råbte Sebastian, men hun rystede bare på hovedet af det og svarede. "Hvad vil i så ha, at jeg skal gøre. Det er den eneste løsning, lige nu og her." Jeg gik hen til hende og tog hende ind i min favn, jeg kunne godt mærke på hende at hun ikke forstod. Hvorfor jeg krammede hende. "Du skal ikke alene afsted, for jeg tager med dig så." Sagde jeg stille til hend, hun trækkede sig fra krammet og rystede på hovedet. "JO, vi tar' med dig. Om du så vil have det eller ej." Sagde Johan ret strengt til hende og til sidst op gav hun at tale os fra det. "FINT SÅ, vi tager afsted imorgen tidlig. Så tag hjem, pak og si' at i sover hos mig indtil på mandag." sagde hun og vi nikkede alle sammen...

'1½ time senere'

*Min synsvinkel.*

Jeg kan ikke forstå mig selv mere, jeg op gav at tale drengene fra det. Med at de skal med mig til Jackson County i Oregon og uden deres forældres tilladelse endda.. HURRRRA JEG ER DYGTIG!! ELLER SLET IKKE!! Jeg bringer dem kun i fare ved, at de kommer med..

'DING DONG'

Jeg gik ud til døren og lukkede op, og det første jeg ser er..... tromme hvirvel...... 8 DRENGE. JUHHU, NEEEJ!!!

"HVORFOR ER DE NU HER!!" Halv råbte jeg af Sajjad, Johan, Sebastian og Lasse. "Vi hørte at i skulle til Oregon og snakke med din 'far' SÅ vi ville med dig og hjælpe." Sagde Rasmus og så begynde Felix at snakke. "Og Stefan, Kasper, Tobias, Sabah, Emilie og Laura. Holder det hemmeligt for lærene indtil vi kommer tilbage og så tager de sig af de lektier vi får for, så vi ikke skal tage os af det." "FINT FINT, HVOR DET DOG BARE HERRE LIGT. FLERE JEG SKAL BABYSITTE PÅ TUREN." Halv råbte jeg, jeg gik ind i stuen og begravede mit hoved i en af puderne i sofaen. Lidt efter kunne jeg mærke en der agede mig på ryggen og da jeg kiggede op fra puden, kiggede jeg ind i nogle himmelblå øjne. Sebastian.!?!?! "Det skal nok gå Emma. Hvor er din mor, enligt." Spurgte han. Nu hvor han  har sagt det, hvor er hun enligt!! "Jeg prøver lige at ringe til hende" sagde jeg og de nikkede alle sammen.

Jeg gik ind på mit værelse og ringede op til hende.

********************************

M= mor E=Emma

'bip bip bip'

M- " Hej Emma, jeg har altså ikke tid til at snakke med dig lige nu. Jeg er på arbejde."

E- " Det ved jeg godt, jeg er jo ikke dum vel? Men hvornår kommer du tilbage igen."

M- " Skat, hvad er der galt."

E- " Hvad tror du der er galt, VAR. Du er jo aldrig hjemme, især ikke når jeg har mest brug for dig. Du er jo kun på arbejde og når du endelig er hjemme, er det kun i en halv time og så er du skredet igen.."

M- " Unge dame, den tone skal du ikke tale med til mig. HØRER DU MIG!! .............Emma, det her er svært for mig at sige til min egen datter.......MEN......Jeg kommer ikke hjem igen, nogensinde...." 

E- " HVAD, HVORFOR. HVOR TAGER DU HEN. HVAD MED MIG." sagde jeg, men min stemme knækkede tilsidst.

M- "Emma, Jeg kan ikke holde det ud mere, det med din far og alt andet. Jeg rejser til et andet land, jeg siger ikke hvor. Men jeg håber du forstår!! Hvad dig angår... Så er der en sports taske inde på dit værelse i det ene hjørne, i den er der penge, dit pas og alt andet hvad du kommer til at skulle bruge hele dit liv.. lejligheden har jeg betalt for i et helt år for, så det skal du ikke tage dig af.. Jeg er så ked af det, min pige." 

Jeg var knækket helt sammen med siden af tasken og græd.

E- "Du må ikke forlade mig, mor......jeg kan ikke det her uden dig... Please, kom tilbage.. jeg elsker dig, vær sød at komme tilbage.." sagde jeg lavt, imens jeg prøvede at kontrollerer mine vejrtrækninger.

M- "Jeg elsker også dig, min pige.....Men jeg er ked af det Emma.......Farvel  skat......"

'bip bip bip bip'

Jeg kastede min mobil ind i døren og der efter knækkede jeg bare fuldstændig sammen. tårerne strømmede ned af mine kinder, jeg begravede mit ansigt ned i mit skød. Så græd jeg løst....

    

*Sebastian's synsvinkel.*

'et brav'

Vi fik alle sammen et chok, der kom fra Emma's dør. Jeg kiggede på de andre, som begynde at snakke sammen igen.

Jeg gik over til hendes dør og bankede på. 'bank bank' Men der kom ikke noget svar, så jeg gik bare ind. Emma sad helt sammen krøllet i et hjørne ved en sports taske. jeg gik over til hende og satte mig foran hende. "Emma hvad er der galt?" spurgte jeg stille. hun kiggede op og jeg kunne se hun havde grædt meget. Jeg skulle lige til at sige noget, men jeg blev afbrudt af hende. "Min mor kommer ikke tilbage igen, jeg er helt alene nu. Hun er bare skredet fra sin eget kød og blod."  "Hvad kommer hun ikke tilbage igen, vent. HVORFOR?" spurgte jeg og hun svarede. "Hun ville ikke mere og hun rejser til et andet land, starter et nyt liv. Hun har efter ladt mig, penge, mit pas og alle andre ting jeg skal bruge." jeg krammede hende, ret hårdt. lidt efter krammede hun med. "Det skal nok gå, jeg forlader dig ikke. ALDRIG NOGEN SINDE!!" sagde jeg og kyssede hende på kinden, hun smilte lidt. 

***********************************************

Nu sad vi bare alle sammen inde i stuen, Emma havde nemlig fortalt dem alle det, med hendes mor. SÅ vi sidder bare og hygger os, sammen.

***********************************************

Klokken var allerede blevet 23:45, så vi besluttede vi os for at tage i seng. Mig og Emma sov inde på hendes værelse, imens de andre sov i stuen.

"Tak." Sagde hun stille, da vi lige havde lagt os ned. "For hvad." spurgte jeg og hun grinte lidt. "For ikke at efterlade mig og at du hjælper mig. Så derfor, TAK." svarede hun og kyssede mig på munden. jeg kyssede stille med. lidt efter trak vi os fra hinanden og jeg lagde mine arme om hende. "Selvfølgelig ville jeg ikke efter lade dig, ikke når jeg elsker dig." sagde jeg stille og kyssede hende i panden. " Og jeg elsker dig. Sov godt Sebastian." svarede hun og lagde sig til rette. Derefter faldt vi lige så stille i søvn, i hinandens arme eller mine. HAHAHA, SJOVT:D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...