En Morders Leg.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
Sophie starter i 9. klasse. Hun er bedsteveninde med skolens populære pige, Amber, som er den værste mobber af dem alle. Hun fortæller Sophie hendes dybeste hemmeligheder, men er en såkaldt bitch. Alligevel holder Sophie af en mærkelig grund af hende. Når Sophie spiser usundt - hvilket hun tit gør - er Amber der til at fortælle hende, hvor fed og grim hun vil blive. Det hader Sophie uendeligt meget. En dag sker det at Amber forsvinder, og senere bliver hendes lig fundet. Sophie er knust, selvom hun burde være lykkelig over at den lede heks er død. Men den lede heks var den eneste hun havde. Efter Ambers død, begynder Sophie at ændre på sig. Hun bliver pænere, og mere åben for andre. Alt ser ud til at blive bedre, lige indtil endnu et mord sker. Denne gang på hendes storesøster. Der falder mistanken på hende, og hun er i politiets søgelys. Desperat prøver hun at finde ud af hvem morderen er, inden hun bliver anklaget. Det viser sig bare, at morderen også er ude efter hende.

15Likes
17Kommentarer
467Visninger
AA

3. Kapitel 1. "Det er jo sexet med en kop cappuccino."

  "Hvorfor bed du mig?" Råber jeg, og kaster mig ned ad trapperne efter Gullifer - Isas grimme og aggressive kat.

  Det nærmest hænger i luften at den mjaver; "Fordi jeg hader dig.."

  Dum som jeg er, falder jeg over min eget ben, og ender med snuden i gulvet. Far kommer løbende ud fra gangen, og kigger forvirret på mig og den hvidstribede kat. 

  Han står stadig med regnfrakke og store støvler, hvilket betyder at han jo så må være fuld i gang med at bygge videre på pavillonen i haven. Utroligt at han er mere der ude - selv i regnvejr - end herinde hos hans familie.

  Gullifer løber med lette trin forbi mig, og vifter dens pjuskede og pelsede hale i mit hoved. Jeg spytter hårene ud af munden, og knurrer efter den.

  Far går ud i haven igen, hvorefter den eneste lyd der er tilbage i det store hus, er lyden af vinden der pisker regndråberne imod vinduet.

  I mine tanker overvejer jeg hvad jeg skal lave. Jeg kunne jo gå ovenpå og skrive dagbog (mit sædvanelige valg), men jeg kunne jo også vælge at skrive videre på den stil, som jeg har for til på fredag.

 Hvad ville Amber vælge? Kan jeg ikke lade hver med at tænke. Det er sådan at jeg altid spørger mig selv om det, når jeg ikke er helt sikker.

 Amber ville nok vælge noget helt tredje. Som at holde en fest for alle 9. klasses drengene, der nu skal til at begynde i 10. klasse, High School eller noget andet.

  Nu er tiden endelig kommet til sidste år på Gritzby, men allerede inden starten har vi lektier -

for. Første skole dag skal en stil på 2000-ord afleveres, med tema'et; Gritzby's Historie.

  Jeg har valgt at skrive om grundlæggelsen, som indeholder overraskende spænding. Meget kan man sige om denne omtalte "lille by", men der sku’ kamp om at få den.

  Hvis ikke jeg vidste at Amber var hos Tiff, ville jeg have ringet. Men nu er hun hos hende, så hvorfor bringe den mulighed på banen?

  Oxford kommer logrende hen til mig. Jeg stiller min macbook på natbordet, og løfter så den slanke chihuahua op på mit knæ. Den bjæffer og slikker på hagen.

  "Hvem er min søde ven, var, var?" Siger jeg med en sukkersød stemme, der får mig til at væmmes over mig selv. Den bjæffer højere med dens skingre stemme.

  Gullifer lister sig ind på mit værelse, men løber skræmt væk igen ved synet af Oxford. Hah, så kan den lærer det.

  I dét jeg forsigtigt sætter Oxford ved siden af mig, og jeg skal til at tage fat i min macbook igen, vibrerer mobilen i min lomme, og en velkendt John Cashmen sang bliver afspillet. Jeg tager den op til øret, og inden jeg når at sige hvem det er, afbryder Tiffs pibede stemme mig.

  "Heey, skatteer!" Råber hun, og jeg hører Joshs stemme i baggrunden. Hans oprindelige navn er Joshua, men Amber mener at det lyder kikset til en dreng som ham, så derfor er det ændret til Josh.

  Siden fjerde klasse har jeg været forelsket i ham, ligesom alle andre piger. Det vil sige alle andre piger end Amber. Hun har det hun kalder for, selvvælger-forelskelse. Navnet siger næsten sig selv, men det betyder altså at hun selv kan styre/vælge hvem hun er forelsket i. Det lyder langt ude, men hun lader til kun at være forelsket i dem, hun vil være forelsket i.

  "Hej," mumler jeg ind i mobilen. Jeg er lettere ked af at de ikke har inviteret mig. Begge ved at jeg ingenting laver, og Amber har altså inviteret fyrren jeg elsker, og det ved hun. "Hvad er der?"

  "Hygger du dig?" Spørger Tiff, eller hendes rigtige navn Tiffany. Man kan også kalde for det jeg kalder hende, Stiff, fordi hun elsker den.. øh.. ja, stiff. Det skal siges at jeg kun kalder hende det, når hun ikke hører det.

  "Ja, jeg sidder og chiller med min hund," siger jeg ironisk. Hun forstår sikkert ikke ironien.

  "Med din hund? Omg," piber hun.

  "Nej, Isas kat," siger jeg træt og overvejer at lægge på. Hun er for dum til at kunne fører en seriøs samtale med. - Og med seriøs mener jeg en snak om drenge, de nyeste butikker, sladder, og så selvfølgelig den hotte mand i is-caféen, som Amber og jeg har stalket hele denne sommer. Til sidst var han ved at smide os ud, fordi vi ikke købte noget, men så begyndte vi på at bestille cappuccino. Sådan en varm kop, der enlig er åndsvagt at bestille i varmen, og sådan en, der smager af mælk blandet op med varmt soya. Whatever. Det er jo sexet med en kop cappuccino, og jeg mener helt bestemt at manden faldt for min flirt med den. Ja selvom det endte med at jeg kom til at tabe det ned i mit skød.

  "Nåh, nu til HOVEDPUNKTET, i denne samtale," råber Tiffany. Det lyder til at hun har røget et par joints, seriøst, det gør det. "Amber og jeg.. skal til en fest i aften.. Vil du med?"

  "Ja, meget gerne, hos hvem?" Spørger jeg og tænker, YES!

  "Det er hos Josh," råber hun, da der pludseligt bliver sat højt musik på. "Hans forældre er ikke hjemme."

  Kunne det være bedre? En fest. Hos Josh. No parents. Ah, så længe jeg vover skarp syn over ham, vil jeg måske kunne få ham. Så må jeg jo se godt ud.

  "Fedt, jeg tager hen til jer klokken syv, okay? Hej!" Samtalen bliver afsluttet, og jeg tøver ikke et sekund med at springe af sengen, og begynde at dulle mig op.

  Jeg glemmer alt om Oxfords eksistens, og bemærker ikke da den springer op og ned ad mig, for at komme i kontakt med mig.

  Mit hår bliver vasket, min krop skyllet, tøjet valgt, og makeuppen lagt på. Det føltes fantastisk at beskæftige sig noget, bortset fra det tidspunkt når man er færdig, og indser at man var liidt for hurtig. Omkring tre timer for hurtig.

 

*****

 

  Efter at have kigget omkring ti gange på uret, bliver klokken endelig 7. Jeg løber ned ad trapperne, ud af huset, og sætter mig så til rette i min splinternye Porsche Boxter S. En knaldrød og lækker bil.

  Regnen har lagt sig, og jeg mærker straks den neutrale konstante varme, der som altid er i Gritzby.

  Bilen bliver startet, og jeg kører i fuld fart over til Ambers hus, der ligger få gader væk.

  Ligesom jeg, bor hun fint. Et stort og dyrt hus, ligesom alle andre har, med flot design, og kæmpe have. Alt gror frodigt, og det er sjældent at der er dårligt vejr. I dag er bare en-af-de-sjældne-gange.

  Jeg tænder for radioen og lader den spille højt, mens jeg synger med. Nummeret hedder Beautiful You, samme sang der blev afspillet til sidste klassefest. 

  Da jeg når frem, laver jeg en U-vending og parkerer et stykke udenfor garagen. Jeg låser bilen, og løber indenfor.

  Første indtryk er at Ambers forældre ikke er hjemme. Der virker mere rodet end normalt, og jeg kan lugte den tykke røg fra cigaretter og joints. Jeg hoster og tænker at det var godt jeg ikke blev inviteret før. Jeg hader joints, ja, det meste af den slags.

  ”Hej smukkere,” siger Amber i et smil, og kaster sit nøddebrune hår om på ryggen.

  ”Hej smukkeste,” siger jeg og forsøger at bringe et smil på mine læber.

  Hun viser mig vej ind i den store stue, selvom jeg sagtens kan finde vej. Her føltes tomt fordi her kun er få møbler.

  Tiffany hænger ud på sofaen, lige ved siden af Josh. Fucking grr!

  Jeg forsøger igen at smile, men kan på en måde fornemme at man let kan se at det ser falsk ud.

  ”Skal vi af sted?” Spørger Josh, og hans dejlige lidt-dybe-men-ikke-for-dyb-stemme varmer min krop og kinder. Det frembringer et ægte smil.

  ”Jah,” siger jeg, med den samme klamme sukkersøde stemme, som jeg hader. Det er utroligt at jeg altid ødelægger sådan nogle samtaler. Hvis man overhovedet kan kalde det for en samtale.

  ”Hvem kører, og i hvem sin bil?” Spørger Amber.

  ”Vi kan tage min,” svarer jeg, og mærker en trang til at udbryde et, mwhaha, JEG kører, MIN bil. En chance for at vise Josh at jeg har styr på de lækre biler, og ved hvordan man kører.

  Ingen svarer, de følger bare efter mig ud i bilen. Selvfølgelig opdager jeg så at der ikke er mere benzin på. Pis, pis, pis!

  Rød i hovedet går jeg ud af bilen, og sætter mig en i Ambers. En flot lilla bil, jeg ikke rigtig kan huske navnet på.

  Vi kører hen mod Joshs hus, så hurtigt at jeg mærker kvalmen stiger mig til hovedet. Men okay. Jeg kan trøste mig med, at der da i det mindste ikke er nogle der kan blive kørt ned. Det højeste der kan blive kørt ned, vil være får der er stukket væk fra gården.

  Vi ankommer efter kun kort tid. Huset er tomt, men bliver på få minutter fuldt. Musikken skær i mine ører, men jeg ignorerer det så godt jeg har lært.

  ”Skal du spise de der?” Spørger Amber koldt, da jeg rækker ud efter en håndfuld chips. ”De gør dig fed og bumset.”

  Skuffet lægger jeg dem tilbage i skålen, uden at sige noget. Hun smiler et akavet smil til mig, og lægger hovedet på skrå.

  ”Du ved godt at jeg gør det for din skyld,” siger hun med en stemme der driver mig til vanvid.

  ”Jo, selvfølgelig,” lyver jeg, og går ud på dansegulvet, hvor en masse andre befinder sig.

 

*****

 

  ”Hallo?! Er du der?! Kan du hører mig?!” Hører jeg en stemme råbe i mit ansigt. Det virker forvirrende, gad vide hvad der foregår? Jeg har giga ondt i hovedet.

  Svagt åbnes mine øjne, og de mødes straks et skarpt lys, der med det samme bliver fjernet.

  ”Er du Sophie Avery?” Spørger stemmen, der lader til at tilhører en yngre kvinde i politiuniform.

  ”Jah, jah, hvad sker her?” Spørger jeg, og alt tåger for mine øjne. Jeg bemærker pludseligt hvor ondt hele min krop den gør.

  ”Amber Prescha er forsvundet,” siger hun, og lader ikke til at være provokeret af det. Hold da op.

  ”Du.. du joker, ik?” Stammer jeg, og mærker mine blodårer fryse. Hele min krop stivner, og svedet der drypper ned ad min pande mærker koldt.

  ”Ser det ud som det?” Hun griber fat i min arm, og i et kort træk, får hun mig til at stå op. Imponerende hvilke kræfter hun bærer.

  ”Hvad sker her?” Spørger jeg igen, og mærker tårende presse på. Jeg får lyst til at flippe ud, da jeg ser de mange politibiler, og den enkelte ambulance.

  ”Vi har ikke tid, her er det os der stiller spørgsmål,” siger hun vredt. ”Hvornår så du hende sidst?”

  ”Amber?!” Råber jeg, og vrider mig fri fra hendes arm. Jeg løber længere ind i den skov jeg befinder mig i. ”Amber?!”

  ”Hey!” Råber damen, og spurter af sted efter mig.

  ”Amber, hvor er du?! Kan du hører mig?!” Min ben begynder at løbe hurtigere og hurtigere, og det ender med at hele politiholdet sætter i jagt efter mig. Men de indhenter mig ikke. ”Amber?! Svar mig!”

  Et forkert fodtrin er skyld i at jeg vælter med hovedet ind i en træstamme. En politimand når ind på mig, og lader mig omfavne ham.

  Tårende vælter ud af mig, og jeg føler mig som et ustoppeligt vandfald.

  Alt føltes forkert. Der er nu en tomhed der hænger i luften. En tomhed der skyller sig ind oer mine tanker, og får mig til at græde endnu mere.

  Er Amber virkelig væk? Er hun mon kommet til skade? Måske bortført? Det værste af det hele, er at jeg intet husker. Kun en blomst. En bestemt blomst.. En.. En rose..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...