En Ende

Hvorfor tænker vi i fleste tilfælde kun på os selv? Hvorfor tænker vi sjældent flere skridt ud i fremtiden? Hvorfor er verden så svær at forstå? Hvorfor er nogle af os anderledes, og hvorfor føles det negativt? Den femtenårige pige, Abby Jackson, som er diagnosticeret med Aspergers Syndrom, depression og angst, lever et meget isoleret liv, da hun på ingen måde føler det sociale behov. Grundet hendes diagnoser, fordyber hun sig i eftertænksomme tanker, som bliver til forgreninger. Den ene tanke leder til den anden, som leder til den tredje. Hun føler sig misforstået. Fortabt. Hun er ét stort rod.

1Likes
0Kommentarer
451Visninger
AA

2. Skole/hjem samtale

"Ja, Abby er jo en meget glad og tilfreds pige," begyndte mrs. Hastings, og Abby rullede arrigt med øjnene. "Hun har styr på sine ting og tager selv initiativ til at gå i gang med diverse opgaver." Blodet kogte i hende, og hun havde - mere end nogensinde - lyst til at rejse sig og skrige højt i hovedet på lærerne, der foregav at vide, hvad der skete omkring ørerne på dem. De sagde det samme hver evig eneste gang. Folkeskolelærer anede ikke en hylende fis. De var bare. Det var typisk. Hvis der var tale om en meget voldelig dreng, ville de gøre noget. Måske ikke meget. Men de ville gøre noget. De ville vide, at der var noget galt med denne dreng. Det samme, hvis han var tilbageholdende, indelukket. Hvad hvis hun begyndte at kaste rundt med møblerne i klasselokalet? Ville de da bemærke, at hun ikke var helt normal? Så de slet ikke, at de andre elever i klassen ikke tog initiativ til at invitere hende med i de sociale aktiviteter? Og på samme måde at hun selv heller ikke tog initiativet til at spørge de andre? Så de ikke, at hun var alene? At hun var lukket inde i sin egen, lille verden? "Alt i alt er hun jo en meget flittig elev. Og hun kan godt sammen med de andre i klassen. Sommetider sidder de et par stykker omkring hendes bord i frikvartererne. De ser ud til at more sig. De griner i hvert fald vældigt." Tror du selv på det, din idiot? Hører du overhovedet, hvad du selv siger? Tænkte Abby. Hun var gal. Rigtigt gal. Og naturligvis anede hverken mrs. Hastings eller Emily noget som helst. Det var næsten, som om hun igen bare var luft. Hvorfor skal vi egentlig komme her en gang om året, når I alligevel siger det samme hver gang? Tænkte hun, men bemærkede deres undrende og overraskede blikke på sig. Hun havde for en gangs skyld tænkt højt. Måske ikke det bedst valgte tidspunkt. Hvordan skulle hun tackle situationen? Skulle hun gribe chancen, når nu den endelig var der, og fortælle hvordan tingene reelt så ud? Eller skulle hun forsøge at undvige det hele med et undskyldende smil. Det var mest fristende bare at trække på skuldrene og sende dem et undskyldende blik. De ville alligevel ikke tage hendes ord alvorligt. Hun lod sit blik glide hen til vinduet og drømte sig væk.

 

"Det gik da fint," sagde Emily fraværende, da de begge havde sat sig ind i den sølvgrå Volvo. Abby rullede vinduet helt ned, lagde begge sine arme i kanten og lod hovedet hvile i dem. Atter rullede hun med øjnene. "Ja, ja. Whatever," svarede hun og kiggede med et tomt blik op på skyerne. Hun fik øje på én, der lignede en flodhest. Det var egentlig et sært dyr, mente hun. Hvorfor hed det flodhest? Det lignede på ingen måde en hest. Deres mundparti lignede mest af alt en gammel tudse. Dens næsebor matchede ret godt med tudsens øjne. Og hvorfor så små ører til så stort og tungt et dyr? Og hvad med zebraen? Det er bare en sort/hvid stribet hest, men næh nej; den skal da hedde noget så avanceret som zebra. Fordi det giver også mening; ordet zebra lægger jo op til, at den er beslægtet med hesten. Fandtes der overhovedet noget her i verdenen, der gav mening? "Hvad synes du, vi skal have at spise i aften?" Lød en fjern stemme pludselig. Hun flakkede med øjnene. "Æh, det ved jeg ikke. Jeg er ligeglad." Svarede hun og fortsatte med at betragte de landlige omgivelser. "Du er ikke til megen hjælp, Abby," begyndte Emily lettere vrissende. Abby vendte straks blikket mod hende. "Helt ærligt, mor. Du spørger, og jeg svarer. Du skal ikke spørge, hvis du forventer et bestemt svar." Emily rystede opgivende på hovedet. "Hvad er der med dig, Abs?" Abby vendte igen sit blik og kiggede ud ad vinduet. Bevidst undgik hun at svare. "Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis ikke du åbner op," fortsatte Emily. "Hjælpe mig?" Udbrød Abby. "Hvis du virkelig brød dig om at hjælpe mig, ville du ikke bare sidde og nikke smilende til, hvad lærerne siger til de latterlige skole/hjem samtaler!" Et kort sekund kiggede Emily forbavset på Abby, inden hun igen rettede blikket mod vejen. "Hvad snakker du om?" Spurgte hun uvidende og tændte for vinduesviskerne, da det igen begyndte at regne kraftigt. Abby fulgte dem med blikket. "Der kan du bare se, mor." Startede hun lavmælt. "Du tænker ikke på andre end dig selv. Det hele handler altid om, hvor træt du er. Hvilken forfærdelig hovedpine du har. Aldrig har du tid til mig. Aldrig spørger du ind til mig. Alt, du gør, er faktisk at gøre mit liv sværere, end hvad det i forvejen er. Du burde - om nogen - være der for mig. Trøste mig. Rådgive mig. Vejlede mig. Hvad er du for en mor? Elsker du mig slet ikke?" Hun fik sagt mere, end hun egentlig ville. Men da først hun havde åbnet op for, hvad hun inderst inde tænkte, var det svært at komme i hold igen. Emily sukkede. "Abby.. Du overreagerer. Prøv lige at slappe af for en stund. Du behøver ikke angribe mig på den måde." Abby rullede med øjnene. "Nårh nej, jeg giver dig jo hovedpine, ikke? Det må du virkelig undskylde." Sagde hun ironisk. "Jeg glemte helt at tænke på, at du også har følelser." Fortsatte hun sarkastisk og sank en klump spyt. Hun tog sig selv i at nyde at være så fjendtlig overfor sin mor. Det var rart endelig at få afløb for det. "Har du aldrig nogensinde tænkt, at når du selv har noget at kæmpe med, er du højst sandsynligvis ikke den eneste, der kæmper?" Emily tog en dyb indånding og så derefter på Abby med et forvirret blik. "Hvad mener du?" Abby smed opgivende sine arme ned. "Du er jo umulig at føre en samtale med," fløj det ud af hende. "Lad os lige få kortene smidt på bordet, så du kan se, hvad vi har med at gøre." Sagde hun så med et mere roligt toneleje, men stadig med en nedværdigende undertone. "På papiret lider du af stress og ADHD, ikke?" Begyndte hun og lød skræmmende meget som en anden psykolog, der lige skulle gennemgå det hele igen. Efter en pause på godt og vel et halvt minut, nikkede Emily en enkelt gang. "Godt så. Dette giver dig meget at skulle forholde dig til. Selv i ganske almindelige hverdags situationer, har jeg ret?" Emily nikkede igen, idet hun drejede til venstre ned ad den altid meget trafikkerede vej. "Og vi er vel også enige om, at du er min mor og jeg din datter, ikke?" Emily løftede et øjenbryn, men nikkede atter. "Så..?" Sagde Abby afventende. "Så, hvad?" Spurgte Emily. "Det mener du ikke, vel? Du mener seriøst ikke, at du ikke ved, hvor jeg vil hen med dette?" Emily kørte rundt i rundkørslen og drejede ud dér, hvor Abby ville have kaldt det klokken ni. Første afkørsel var klokken tre, anden afkørsel var klokken tolv, og tredje var klokken ni. Det havde fungeret for hende. Andre mente, at det var mere forvirrende end bare at sige første, anden eller tredje. Men nej. Ingen af os tænker ens. Vi har ikke samme logiktænkning, havde Abby altid sagt. Emily burde allerede da være klar over, at der var ét eller andet med Abby. Efter en alt for lang og uudholdelig tavshed, tog Abby en dyb indånding og åbnede munden: "Mor, kan du ikke se det? Tror du ikke også, jeg har noget at kæmpe med? Far havde jo også ét eller andet. Han fandt bare en måde at dulme det lidt. Gennem alkoholen. Jeg tror ikke, han bare drak for at drikke. Jeg tror, der vare en dybere mening med det. Og dig havde han jo ingen hjælp i. Du har jo haft travlt med at klynke over dit eget pladder. Vi har hver i sær vores måde at håndtere tingene på. Far brugte alkoholen. Du har end ikke erkendt, hvad der tydeligt sort på hvidt står skrevet på dine papirer. Hvilket får dig til at undskylde din adfærd med din konstante hovedpine. I øvrigt.. Tror du ikke, din hovedpine er din krops måde at fortælle dig, at du tænker for meget? Eller foretager dig for meget? At du skal slappe lidt af? Der er en mening med det hele, mor. Jeg gemmer mig væk på mit værelse med høj musik i ørerne for ikke at belemre mine medmennesker med min åndssvage tankegang og mit deprimerende humør. Jeg tænker faktisk på andre." Hun holdt en pause for at få lidt luft. "I modsætning til visse andre," hviskede hun for sig selv og holdt øje med sin mors reaktion. Eller mangel på samme. "Sig mig, hører du, at jeg taler til dig?" Spurgte hun med tydelig frustration i stemmen. Emilys øjne var blanke. Tomme. Hun kørte ind til siden og slukkede for motoren. "Hør, Abs." Sagde hun irriterende voksent. "Du sagde selv lige, at jeg har meget at kæmpe med. At jeg tænker meget over tingene. Det er stressende." Hun tog sig til hovedet og kørte venstre pege- og langfinger i cirkler ved tindingen. Hun ømmede sig. "Så skal du ikke overfuse mig på den måde.." Hun nåede ikke at sige mere, før Abby med sit skingrende skrig afbrød hende. "Dit egoistiske fjols!" Råbte hun, greb arrigt fat om dørhåndtaget og åbnede. "Vent, Abs," lød det hæst fra Emily, men Abby rystede blot på hovedet og trådte hurtigt ud i det styrtregnende vejr. Hun var ligeglad. Lidt regn var godt for at få clearet hovedet. Det vrimlede med tanker. Hun kunne ikke få styr på nogle af dem. Den ene ledte til den anden. "Jeg hader dig!" Skreg hun, inden hun hårdt smækkede bildøren i og begyndte at løbe i den retning, de var kommet fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...