En Ende

Hvorfor tænker vi i fleste tilfælde kun på os selv? Hvorfor tænker vi sjældent flere skridt ud i fremtiden? Hvorfor er verden så svær at forstå? Hvorfor er nogle af os anderledes, og hvorfor føles det negativt? Den femtenårige pige, Abby Jackson, som er diagnosticeret med Aspergers Syndrom, depression og angst, lever et meget isoleret liv, da hun på ingen måde føler det sociale behov. Grundet hendes diagnoser, fordyber hun sig i eftertænksomme tanker, som bliver til forgreninger. Den ene tanke leder til den anden, som leder til den tredje. Hun føler sig misforstået. Fortabt. Hun er ét stort rod.

1Likes
0Kommentarer
450Visninger
AA

1. Prolog

Regndråberne, der én efter én ramte vinduets glas og dannede mønstre, gav Abby en vis ro i sindet. Hun levede sig ind i det; lyden, når de slog mod vinduet. Hun lod sig forestille, at de var levende, at de løb om kap. Hun sad i vindueskarmen med benene godt op under sig og kiggede tomt ud ad vinduet. Det var så mørkt, så dystert. Der var aldrig rigtigt nogen, der forstod logikken i, at hun - så sortseende - satte sig og kiggede ud på det, der var så dystert. At hun rent faktisk nød det. Hvordan var det en hjælp? Hun sukkede dramatisk. Det var lige meget, hvad hun gjorde - eller ikke gjorde. Hun var altid gal på den. Altid i vejen for alle andre. Hvis hun gemte sig på værelset, fik hun at vide, at hun skulle være mere med i fællesskabet. Og når hun så endelig forsøgte, fik hun aldrig lov til at få et ord indført. Hun var den lille i familien, og hun var sandelig heller aldrig i tvivl om det.

  Dagen forinden havde hun råbt af sin mor, Emily. Vred og frustreret havde hun råbt, at hun ville ønske, hun ikke var blevet født. Hvorfor var hun blevet født, når hun skulle have et sådan besværligt liv? Når hun intet duede til? Når ingen brød sig om hende? Havde Emily slet ikke tænkt på, at hun selv havde sit at kæmpe med? At Abby med største sandsynlighed ville blive mærket med det også? Hun vidste jo selv, hvor svært livet var med de vanskeligheder, hun nu engang havde. Hvorfor så bringe et andet menneske til verden, som ville få det mindst ligeså svært? Det havde Abby aldrig forstået. Hun var sur på sin mor. Sur over at være blevet givet livet. Hvad skulle hun bruge det til? Men som altid var dette blot Abbys tankegang. Hun kendte ingen, der var ligeså velovervejet som hende selv. Næh, de var alle sammen egoistiske. Fuldstændig ligeglad med andres velvære.

  I takt med dråberne gled to tårer ned ad hendes venstre kind, hang et par sekunder på hendes hage for herefter at give slip og falde ned på den mørkerøde top. Hun greb fat om mobilen og skruede lidt mere op for musikken. Hun havde for vane at høre dystert musik. Hun elskede, at teksterne ofte formåede at sætte ord på de tanker og følelser, hun sad og tumlede med. Hun lod atter tankerne svømme sine egne vegne. Et par gange tog hun sig selv i at kigge ned på gaden, som kun var oplyst af to gadelygter. Der var langt ned, når man befandt på fjerde sal. Endnu en tåre pressede sig på. Med ét strømmede det ud, og den sorte mascara, som hun ellers havde gjort sig så umage med, sad nu ikke længere på øjenvipperne. Hvorfor kunne hun ikke bare gøre en ende på det hele? Det var det bedste for alle parter, hvis hun ikke eksisterede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...