En Ende

Hvorfor tænker vi i fleste tilfælde kun på os selv? Hvorfor tænker vi sjældent flere skridt ud i fremtiden? Hvorfor er verden så svær at forstå? Hvorfor er nogle af os anderledes, og hvorfor føles det negativt? Den femtenårige pige, Abby Jackson, som er diagnosticeret med Aspergers Syndrom, depression og angst, lever et meget isoleret liv, da hun på ingen måde føler det sociale behov. Grundet hendes diagnoser, fordyber hun sig i eftertænksomme tanker, som bliver til forgreninger. Den ene tanke leder til den anden, som leder til den tredje. Hun føler sig misforstået. Fortabt. Hun er ét stort rod.

1Likes
0Kommentarer
447Visninger
AA

4. Forfatterportræt

Mit navn er Pernille K.
Jeg har skrevet denne novelle ud fra egen erfaring og tankegang, da jeg selv er autist. Og selvom jeg nu snart er atten, har jeg stadig et utroligt anspændt forhold til diverse autoriteter. Både folkeskolelærer, fagpersoner, folkevalgte politikere, etc. Jeg er så indebrændt over, at de alle tror, de ved en hel masse. Jeg er træt af, at de alle sammen mener, hvad der er bedst for mig. At de ved mere om emnet, end jeg selv gør. Grundet den baggage jeg render rundt med, stoler jeg ikke på nogen som helst.

Min tid i folkeskole har været kort. Jeg har - så vidt jeg husker - kunnet klare børnehave-, første- og anden klasse rimelig godt med ikke for meget fravær. Men skiftet fra anden til tredje, hvor vi rykkede i nye klasseværelser, fik nye lærere og alt bare var nyt, gik det stejlt nedad bakke. Jeg magtede ikke at tage afsted i skole. Der var altid meget larm i klassen, og lærerne kunne ikke holde styr på det i længere tid ad gangen. Derudover "er man jo ved at være stor", når man starter i tredje klasse, hvilket indebærer faglige krav, masser lektier og alt for mange bøger i skoletasken. Jeg brød mig virkelig ikke om dette. Det var alt for meget at skulle forholde sig til. Så i midten af tredje bemærkede min mor forandringen i min adfærd. Hun nævnte det flere gange for lærerne, men intet gjorde de. Hun fortsatte. Stadig ingen hjælp at hente. I femte, sjette og syvende blev jeg mobbet. Jeg gætter på, at de andre elever på én eller anden vis kunne mærke, at jeg var lidt speciel. Det skulle jeg høre for. Jeg havde ingen at være sammen med. Og selvom jeg hjemme ELSKER at være alene, er det bare ikke rart at være alene på skolen, når alle andre har nogle at være sammen med. Jeg skiftede skole i ottende. Hvor jeg klarede det til efterårsferien. Derefter kunne jeg ikke mere. Der blev lavet en aftale om, at jeg kom tirsdag og torsdag fra ti til tolv. Det kunne jeg heller ikke. Fik derfor hjemmeundervisning i dansk og engelsk. Jeg startede så på efterskole i niende, hvilket virkelig ikke var noget for mig. Dér stoppede jeg en uges tid efter efterårsferien og fik ene undervisning. I tiende og nu har jeg været på specialskole, som fungerer fantastisk.

Min storesøster, som er to år ældre, har været dén, der har været værst til at minde mig om, at jeg er den lille i familien. Fordi hun er jo den store og har mere livserfaring. Hun var den, der kunne tale voksent med de andre i familien, mens jeg blev overset. Hun er så blevet diagnosticeret ADHD her for cirka et års tid siden, hvilket har påvirket os alle. For så er der flere ting, der giver mening. Så er det ligesom lidt undskyldt.

Min mor har altid været en kærlig, omsorgsfuld og betænksom kvinde. Men for år tilbage har jeg været rigtigt sur på hende - blandt andet over dette at være blevet givet livet. Over at hun ikke bare kunne tænke sig frem til, at hun udsatte både mig og min søster for det, hun selv gennemgår, idet hun vælger at få os. Dette har vi talt en del om. Og den dag i dag har vi et fantastisk forhold til hinanden. Hun har hele mit liv kæmpet, sat sig selv til side for, at min søster og jeg skulle have det godt. Og jeg er hende evigt taknemmelig for at gøre dette. Selv når hun - trods psykiske (ADHD) og fysiske lidelser (Fibromyalgi) - hjælper mig med småting. Om det så er at skifte mit sengetøj. Jeg er blevet mere voksen i hendes øjne, og vi kan nu føre ordentlige og dybsindige samtaler. Hvilket jeg virkelig nyder. Vi kan rådgive hinanden - uden det bliver sådan "rollebyt". Jeg er meget taknemmelig for hende. Jeg frygter den dag, hun ikke længere er her. Så forholdet mellem Abby og Emily er yderst overdrevet, for sådan har jeg det slet ikke med min egen mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...