En Ende

Hvorfor tænker vi i fleste tilfælde kun på os selv? Hvorfor tænker vi sjældent flere skridt ud i fremtiden? Hvorfor er verden så svær at forstå? Hvorfor er nogle af os anderledes, og hvorfor føles det negativt? Den femtenårige pige, Abby Jackson, som er diagnosticeret med Aspergers Syndrom, depression og angst, lever et meget isoleret liv, da hun på ingen måde føler det sociale behov. Grundet hendes diagnoser, fordyber hun sig i eftertænksomme tanker, som bliver til forgreninger. Den ene tanke leder til den anden, som leder til den tredje. Hun føler sig misforstået. Fortabt. Hun er ét stort rod.

1Likes
0Kommentarer
448Visninger
AA

3. Autoriteter

Halvandet år senere

 

Hun viftede begejstret med et stykke papir. "Uvidende bonderøve!" Råbte hun lidt for skingert. Og lige så pludselig som hendes begejstring dukkede op, forsvandt den igen. "Hvorfor skulle det tage så lang tid? Hvorfor var der ikke nogen, der tog affære noget før?" Hun var lige trådt ud af døren ved psykiatrisk afdeling og stod nu med papiret, der fortalte, hvad hun længe havde vidst, men som ingen andre ville slå øjnene op for. Hun havde det ambivalent med det. På den ene side var hun lykkelig over endelig at have fået bekræftet sin teori, men på den anden side var det heller ikke rart at kunne læse på et stykke papir, at man har en udvikling, som samlet set ikke er alderssvarende. Tsk. Hvad vidste de lige om det? Hun mærkede, hvordan hun blev frustreret blot ved synet af denne sætning. Hvem tror de, de er? Tænkte hun. Det passer overhovedet ikke. Jeg er da mere moden end mine klasse kammerater. Pigerne går kun op i make-up, tøj, sko, fest, drenge og sex. Drengene går kun op i fodbold, piger, fest og sex. Det var rigtigt nok; de andre i klassen brugte ikke tid på at lære noget nyt og fornuftigt. End ikke det at være voksen. Nej, de holdt vilde fester og drak sig fulde ved hver given chance. Mange af dem skiftede kæreste alt for ofte. Og hver kæreste fik titlen "Verdens bedste kæreste". Abby havde altid ment, det var latterligt. For det første gav det ikke mening, at de alle var verdens bedste kæreste. For det andet kunne man slet ikke sige sådan. Ingen var verdens bedste kæreste. Det var umuligt, mente hun. Selv havde hun aldrig haft en kæreste, men det havde været et bevidst valg. Hun ville ikke være kæreste med den første og den bedste, der lige havde et godt øje til hende. Hun ville finde den ene fyr, som elskede hende for hende. Og hun var overbevist om, at hun ikke ville være i tvivl om det, når han dukkede op. I modsætning til størstedelen af hendes jævnaldrende var hendes eneste krav til en potentiel kæreste, at han skulle opføre sig ordentligt, have noget mellem ørerne og have styr på sit liv. De fleste andre gik alt for meget op i udseende. Han skulle have sixpack, han skulle være muskuløs. Hun skulle have en stor barm, en lille bagdel, en bestemt hårfarve og fyldige læber. Med alle de krav var da ikke så mærkeligt, at de aldrig fandt én, de kunne blive sammen med. De kom ikke ret langt i livet med overfladiske tanker.

 

Da de igen var hjemme, strøg Abby straks ind på sit værelse og satte sig som sædvanligt i den brede vindueskarm. Hurtigt befandt hun sig i sin egen verden. Jeg bliver aldrig til noget. Tænkte hun og sukkede. Jeg fylder snart sytten, og mit liv har ikke forandret sig. Det er det samme hele tiden - og vil være det resten af mine dage. Alle unge mennesker på min alder er allerede godt i gang med deres drømmeuddannelse, og det kører godt for dem. De ved præcis, hvad de vil, og der er ingen, der kan stoppe dem i at opnå det. Og her sidder jeg og vil gerne en hel masse, men har ikke kræfterne eller overskuddet til det. Og alligevel kaster fjolserne på Borgen mig ud i det ene efter det andet, hvor jeg hele tiden bliver mindet om alt det, jeg ikke kan. Det har alle sørget for, at jeg ikke skulle glemme. Jeg dur da heller ikke til noget. Andet end at sidde her og kigge på skyerne, mens jeg har ondt af mig selv. Hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg leve på denne måde? Er det meningen, at jeg ikke skal lykkedes i noget som helst? Er det meningen, at alle omkring mig skal kunne se, hvor elendig jeg er, så de på et sølvfad får serveret håneretten over mig? Er det meningen, at jeg skal føle mig lille og ligegyldig? Jeg har jo slet ikke nogen betydning for denne latterlige verden. Idet Abby nåede bunden og bare ønskede sig selv væk fra alt og alle, dukkede hendes mor op. "Hvorfor kan jeg aldrig nogensinde få lov til at være alene i længere tid ad gangen?" Vrissede hun ad sin mor. "Abby, fald ned.." Abby rystede arrigt på hovedet og tørrede ansigtet med den ene hånd. "Hvad er det, du sidder og tænker sådan over?" Spurgte Emily og satte sig forsigtigt på kanten af vindueskarmen. Abby kiggede væk. "Ikke noget," svarede hun fraværende og afvigende. "Fortæl mig nu om det. Jeg ved jo, at der er noget." Hun holdt et par sekunders pause. "Det kan være, det letter, når du har fået det ud. Det gavner ikke at holde det inde." Abby mærkede frustrationen boble i kroppen. "Må jeg ikke godt bare være alene?" Spurgte hun lettere opgivende. Emily lagde forsigtigt en hånd på Abbys lår. "Få det nu bare ud, ikke? Jeg kan måske ikke gøre så meget ved det, men jeg kan lytte, og det kan måske gøre en midlertidig forskel." Abby rullede med øjnene og sukkede. "Jeg er bare så sur på alle omkring mig. Så længe jeg kan huske tilbage, er jeg altid blevet behandlet som en lille pige, der ikke kan noget som helst selv. Alle pakker mig ind i vat for, at jeg ikke skal se, hvor forfærdelig den virkelige verden er. Men ved du hvad? Det er mere skadelig at forsøge at lade mig tro, at alt er lysegrønt. Jeg har øjne. Jeg kan godt se. Jeg ser måske endda mere end andre gør. Jeg ser det, der er mellem linjerne. Også i det mundtlige. Jeg ser ordene for mig - sort på hvidt - når jeg hører nogen tale. Fotografisk hukommelse. Og det dér vat, det holder altså ikke for evigt. Jeg mener, det kan klare lidt af hvert, men på et tidspunkt siger det fra. Ligesom jeg som menneske gør. Alle omkring mig tror bare, at jeg er teenagedoven. Der er ingen, der tager sig tid til at undersøge, hvad der er under overfladen. Jeg magter ikke at skulle ud af døren et x antal timer hver dag. Jeg magter ikke, at der er program på hele tiden. Jeg magter ikke mennesker. Det er, for pokker, ikke fordi jeg ikke vil tingene, for jo, der er meget, jeg rigtigt gerne vil, men jeg kan bare ikke overskue tingene. Jeg trækker mig væk, fordi ingen taler til mig. Eller det er der nogen, der gør, men når de gør, er det altid nedladende. Alle folkeskolelærer burde deltage i én eller anden form for kursus i diagnoser. Specielt Autisme og ADHD. Hvis dette var tilfældet, ville jeg have fået mine diagnoser allerede som helt lille - og havde fået den hjælp, jeg havde brug for. Når jeg først har fået dem nu, er jeg ligesom gået glip af en del, som er skyld i, at min udvikling samlet set ikke er alderssvarende. Jeg fylder snart sytten på papiret, men er måske kun tretten mentalt. Jeg kan ikke nå at indhente alt dette. Det er de forpulede autoriteters skyld. Røvhuller, er de!" Abby brød ud i gråd. "Se, jeg kan ikke holde fast i én ting ad gangen. Jeg flyver rundt i alle emnerne. Det er svært at holde fokus, når den ene tanke leder til den anden. Er du godt klar over, hvor rodet det er i mit lille hoved?" Hun blev stille. "Hmm.. Jeg forstår.." Svarede Emily og tav. "Jeg er så vred over, at unge på min alder naturligt bare tager initiativ til at være sammen med hinanden. Jeg tør knap nok bare at sige hej til dem. Hvorfor er det sociale så svært for mig? Når alle andre omkring mig bare springer ud i det, som var det ingenting; hvorfor kan jeg så ikke gøre det samme? Det er jo ikke, fordi de er farlige." Alle Abbys frustrationer væltede indover hende og fløj straks udover hendes ferskenfarvede læber. "Hvorfor har jeg overhovedet fået livet, når jeg skal have det så svært med alt? Når jeg ikke engang kan finde ud af at leve det? Hvad er meningen med det? Og du kan godt droppe at fortælle mig, hvor stærk en pige jeg er! For hvis jeg var stærk, ville jeg slet ikke sidde her. Så ville jeg være ude og hygge med de venner, jeg ikke har. Mor, jeg kommer aldrig til at lykkes." Emily tog en dyb, lydløs indånding. "Du siger ikke engang noget. Ja ja, det er fint; du har hørt, hvad jeg brænder inde med, og når du på ét eller tidspunkt finder ud af, at det er smart at lade mig være alene, glemmer du alt om det, jeg lige har sagt. Du er nemlig egoistisk som alle andre omkring mig. Jeg står slet ikke til at hjælpe. Jeg er umulig. Håbløs. Jeg kan ligeså godt bare springe." Hun kiggede ængsteligt ud ad vinduet og rettede blikket ned mod gaden, som var helt tom. Ingen ville ane noget. "Det vil bare være bedre for os alle. Og så er du også fri for at skulle bruge så mange kræfter på mig. Så kan du bruge al din energi på dig selv. Det er da en win-win situation. Det er sandelig heldigt, at der er nogen her i verden, der kan finde ud af at tænke på andre end sig selv, hva'?" En sarkastisk undertone var at ane i Abbys toneleje. "Ja, det er det, jeg gør." Fortsatte hun. Nok mest rettet mod sig selv. Hun tog forsigtigt fat i håndtaget og åbnede i en langsom bevægelse. Emily var målløs. "Abby, hold nu op med det dér. Det er ikke nogen løsning." Abby rettede igen blikket mod sin mor. "Nå, ikke? Jeg har til alle disse syv møder på børnepsyk. fået at vide, at jeg altid vil have ting at slås med. Mor, jeg har end ikke levet halvdelen af mit liv. Jeg vil ikke have det sådan her de næste, hvad, halvtreds måske tres år. Så hellere bare gøre en ende på det nu." Hun sank en klump spyt. "Jeg har lidt en teori om, at du forsøger at stoppe mig i dette af egoistiske grunde. Hvis det er, fordi du vil mangle selskab, kan vi bare springe sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...