Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25534Visninger
AA

7. you lying!

Katrines synsvinkel:

 

Jeg havde fri i dag og det meste af dagen havde jeg bare ligget i min seng og slappet fuldstændig af, men jeg vidste det ikke kunne forsætte sådan hele dagen. Jeg havde lovet Noel at når han havde fri, ville jeg være der og så kørte vi sammen ud at spise. Jeg havde fået make-up og tøj på, jeg manglede bare at sætte mit hår, jeg flettede det hurtigt og kørte det rundt i en knold. Mit tøj bestod af en lilla top og så med en løs sort højtaljet nederdel, der gik til lidt over knæene. Det lignede faktisk en kjole. Make-uppen var lidt vildere end normalt og jeg valgte et par sorte stiletter til. Jeg tog min læderjakke på og gik mod bussen. Jeg passede måske ikke ligefrem helt ind  i bussen med mit fine outfit, men jeg skulle fandme ikke gå så langt.

 

Efter 10 minutter med bussen stod jeg foran hotellet. Jeg gik ind, men det var ikke Noel der stod i receptionen, det var Patrick. Jeg gik hen til ham ”hvad så Pade?” han kiggede over på mig og sendte mig et lille smil – Pade var hans kælenavn – ”ikke så meget kat, hvad med dig?” jeg smilede igen, han var altid så forsigtig på en eller anden måde ”ved du hvor Noel er?” han tænkte sig hurtigt om ”han blev sendt op på etage 18 med nogle håndklæder” jeg skød et øjenbryn i vejret ”hvorfor ham?” han trak på skulderne ”noget med at han ikke snakkede særlig pænt til en af gæsterne” jeg rystede på hoved og gik mod elevatoren ”tak for hjælpen Pade” sagde jeg halvhøjt så han hørte det. Følelsen af vrede steg i mig, jeg vidste allerede hvem det var Noel havde snakket grimt til. Det var netop det jeg gerne ville havde haft undgået. Harry vidste nu at Noel var et svagt punkt for mig. Jeg havde alt ret i hele verden til at være vred på ham. jeg trykkede på 18 tallet og lænede mig tilbage. Dørene skulle lige til at lukke, da en hånd kom ind mellem reven og dørene gik op igen. Og selvfølgelig var verden i mod mig.

 

 

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg løb hen mod elevatoren der var ved at lukke. Jeg orkede ikke stå at vente på den kom igen. Jeg stak hånden ind i reven og døren åbnende igen. Jeg rettede blikket op og fik med det samme øje på Katrine, klædt i det mest sexede outfit ever. Alt sad bare perfekt. Jeg gik ind i elevatoren og stillede mig og af væggen. Hun rullede med øjnene og skulle lige til at gå ud af elevatoren igen, da dørene lukkede lige foran hende. Hun slog ud med armene og sukkede irriterede. Hun stillede sig op af væggen igen og rettede blikket ned mod gulvet. Jeg piftede af hende ”hvor skal man så hen i det outfit?” hun fugtede sine læber, men svarede mig ikke, hvornår var det hun lærte det kun gik ud over hende selv. Jeg tog et skridt hen mod hende og jeg lagde straks mærke til hvordan hun spændte op i hele kroppen. Hun blev nervøs ”jeg spurgte dig om noget?” sagde jeg. hun rettede blikket op mod tavlen hvor der stod hvor langt oppe vi var ”ud at spise” mumlede hun stille. Vi var kun på etage 10. Jeg gik et skridt tættere på hende ”med hvem?” hun stod og tænke over om hun skulle sige det, men jeg var hurtig til at gætte ”ham fyren nede fra receptionen med det skarpe acitude?” hun rettede hurtigt blikket op mod mig og noget sagde mig jeg havde gættet rigtigt. Hun svarede mig ikke, men gik i stedet hen mod døren. vi var på etage 15. Jeg gik hen og trykkede på 17 tallet. Hun kiggede undrende på mig og da vi ramte etage 17 gik dørene op. Jeg gik om bag hende og skubbede hende blidt i ryggen. Hun havde stiletter på, så hun kunne ikke gøre så meget modstand. Vi stod nu på etage 17 og elevatoren dørene lukkede bag os ”hvad skulle det til for?!” råbte hun irriterede. Jeg svarede hende ikke, men placerede i stedet mine hænder på hendes hofter og skubbede hende op mod væggen. Jeg kunne tydeligt høre på hende vejrtrækning at hun var bange, ligesom alle de andre gange. Og denne gang prøvede hun også at skjule det ”Noel, var det ikke det han hed?” hun skubbede mine hænder væk og gik mod elevatoren ”lad mig nu være” hvæsede hun. Jeg lænede mig op af væggen og kiggede over på hende ”hvis det er Noel du leder efter, så går du den helt forkerte vej” hun ændrede straks retning mod mig igen og hendes øjne lyste op af vrede ”hvad har du gjort ved ham!?” skreg hun og slog mig i brystet. Jeg trak på skulderne ”ikke noget….. endnu” et lille grin kom med ud. Hun slog mig igen ”hvorfor skal du altid gå efter dem jeg elsker! Er det ikke nok du smadre mit liv, hvorfor skal du hive dem med ned!?” hun var lige på vippen til at græde, men hun holdte det tilbage ”det gør jeg heller ikke, så vidt jeg ved har din bror det da fint” hun trådte et skridt tilbage og stirrede på mig ”det ved du ikke en skid om!” hvæsede hun. Jeg løftede øjenbrynene ”når ikke det?” man kunne se hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle tror på, hendes vejrtrækning blev hurtigere ”du lyver!” jeg fnøs af hende ”sæt dig ned” sagde jeg og pegede på sofabænken. Hun kiggede på den, men gjorde det ikke. Jeg greb fat i hendes arm og hiv hende ned i sofaen. Jeg bøjede mig ned så jeg ca. var i hendes hovedhøjde ”hvis du siger så meget som et ord, skal jeg personligt kvæle både Noel og din bror!” sagde jeg truende. Hun blik var forvirrede og hun vidste ikke rigtigt var hun skulle gøre af sig selv.

Jeg hev min mobil op af lommen og gik ind på kontakter. Jeg ringede numret op og den begyndte lidt efter at ringe. Jeg satte den på højtaler og lidt efter blev den taget ”det er benjamin?” jeg kiggede hen på Kat der sad helt stille ”hej brormand, det er Harry” sagde jeg højlydt. ”hvad så Harry?” sagde han glad igen ”jeg ville bare høre hvordan det går?” den første tårer løb ned af Kats kind. Benjamin begyndte at grine ”det spurgte du også om i går?” jeg grinte med ”jeg kan jo aldrig spørge for mange gange” han tog en dyb indånding ” det går fint, jeg glæder mig bare til i morgen” jeg satte mig ned ved siden af Kat ”hvad er det nu der sker i morgen?” spurgte jeg så ”jeg skal til den sidste kemobehandling og så er jeg cancer fri!” glæden i hans stemme var tydelig. Et smil gled over Kats læber, men det druknede hurtigt i tårer. Hun var så stille, som hun overhoved kunne være.  Jeg lagde en hånd på hendes lår ”når ja det er sgu da rigtigt!” udbrød jeg, som om det kom, som en overraskelse.  Han grinede lavt ”hvordan går det med dig?”  jeg kiggede Kat i øjnene ”jeg tror måske jeg har fundet katrine” sagde jeg. Jeg løj for ham, han skulle ikke vide jeg havde fundet hende, ikke endnu. ”hvad! Hvor henne?” jeg lagde armen rundt om hende ”det siger jeg ikke, det er ikke sikkert og jeg vil ikke give dig falske forhåbninger” hun tørrede nogle tårer væk fra kinderne, men der kom hurtigt nogle nye. ”bare du lover at ringe lige så snart du ser hende!” jeg grinte svagt ”selvfølgelig brormand, hvis det kan gøre dig glad” Kats blik var en blanding af glæde og vrede, det kunne ikke rigtigt beskrives. ”når, men jeg vil få noget at spise” sagde han. ”så ses vi” ”jep” og så lagde han på.

 

 

 

Katrines synsvinkel:

 

”jep” og så lagde han på. Da Harry havde lagt mobilen ned i lommen igen. Kunne jeg ikke holde det tilbage mere, det ene hulk kom efter det andet. Harry træk mig ind til sig og selvom jeg ønskede at løbe skrigende væk. Så kunne jeg ikke. Jeg følte mig så svag – og så havde jeg også stilletter på, så jeg ville nok heller ikke komme så langt – min make-up sad sikkert nede under øjnene, men jeg var lige glad. Tårerne der løb ned af mine kinder var både glædes tårer og triste tårer. Jeg var simpelthen så glad for min bror havde det godt, jeg kunne ikke ønske mig meget mere. Men jeg var også vred, hvordan fanden kunne han tilgive Harry? Det var ham der havde fået os adskilt.

Harry rettede mig op og kiggede mig ind i øjnene. han tørrede nogle af tårerene væk med sin hånd og kyssede min pande ”se jeg sagde jo han fint” jeg rettede blikket mod mit skød ”hvorfor løj du for ham?” sagde jeg lavt. Han lagde sin hånd på mit lår igen ”det sjove er jo først lige begyndt babe, det skal han da ikke ødelægge” han kørte sin hånd længere og længere op af mit lår. Mit hjerte begyndte straks at banke hurtigere. Han lænede sig ind over mig, så jeg til sidst lå ned på sofaen. Han begyndte stille at kysse min hals og hans hånd forsatte ind under min nederdel ”Harry please stop” sagde jeg hulkende. Han rettede blikket mod mig ”shhhh prinsesse” hviskede han og forsatte med at kysse min hals.

 

---------------------------------------------------------------

ÅHÅH! HVAD SKER DER NU? OG HVAD MED HENDES BROR? HVORFOR HAR HAN TILGIVET HARRY?  UHA DER ER MANGE SPØRGSMÅL! <3  

JEG ER KED AF DER GØR LIDT LÆNGERE TID MELLEM KAPITLERNE FOR TIDEN, MEN JEG GØR MIT BEDSTE FOR AT OPDATERE SÅ MEGET SOM JEG KAN HER I FERIEN<3<3

ELSKER JER<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...