Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25513Visninger
AA

18. revenge.

Katrines synsvinkel:

 

Det var efterhånden to uger siden jeg sidst havde snakket med Noel. Hver gang jeg ville snakke med ham gik han fra mig. Jeg var vågnet før Harry, hans bryst bevægede sig tungt op og ned og hans krøller var spredt ud over hele puden. Jeg var allerede begyndt at tage tøj på, det var blevet en vane at hentede morgen til dem, de gad ikke gå ned og spise mere, der var for mange mennesker, men det gjorde ikke noget for mig, jeg fik en kort pause fra dem og det jeg faktisk ville kalde min hverdag nu.

Håret satte jeg op i en hurtig knold og fandt et par hotpants frem, jeg greb en af Harrys t-shirts og smed den over hovedet. Jeg forsatte direkte forbi spejlet, jeg vidste godt jeg lignede lort, så jeg havde ikke brug for at få det konstaterede af et spejl.

Da jeg stod nede i restauranten var den allerede fyldt op, jeg forsatte mod køkkenet, de alle stressede rundt og en høj råben rungede, det var over kokken Paulo, han lignede en der kunne springe i luften hvert sekund. Jeg gik stille og roligt mod ham, han kiggede panikken op på mig ”det er ikke klart endnu, vi har simpelthen ikke haft tid og vi er så-” ”Paulo det er okay, jeg venter bare” jeg smilede forstående, jeg forstod han udmærket. Han vendte sig om mod personalet igen og forsatte med at råbe af dem. jeg havde hentet maden i lidt over en uge nu, de vidste hvad de skulle lave og til hvornår.

Jeg gik ud i lobbyen i håbet om at fange Noel, men det var Patrick der stod der. der var rimelig tomt i lobbyen og man kunne klart se Patrick kedet sig. Jeg gik over til ham og med det samme blev han nervøs, hvorfor blev han nervøs? ”pade?” han kiggede hurtigt op på mig og ned igen ”hey Kat” svarede han hurtigt ”er du okay?” han rømmede sig lidt og gik over til computeren ”ja jeg har det fint” hans fingre fløj hen over tastaturet, men hans øjne var et helt andet sted ”ved du hvor Noel er?” han stoppede et kort øjeblik ”Noel nej, ham, han er ikke her” og forsatte så. Jeg kunne tydeligt mærke han skjulte noget ”nej det kan jeg godt se, men hvor er han?” han kørte nervøst en hånd gennem han blonde hår og kiggede op på mig ”han sidder inde i personalelokalet” sagde han opgivende ”tak Pade” jeg gik mod døren til lokalet ”Men du hørte det altså ikke fra mig” råbte han efter mig, jeg grinte ”nejnej Pade”

Jeg slog døren op til personalelokalet og der sad han. Han kiggede op, men ligeså snart han så det var mig kiggede han ned i sin telefon igen. Jeg sukkede irriteret ”hvor lang tid har du tænkt dig at ignorer mig?” han trak på skulderene ”det ved jeg ikke” sagde han koldt, jeg satte mig ned på stolen over for ham. Han fjernede ikke øjnene fra sin telefon, han virkede så ligeglad. Jeg prøvede at finde ord at sige, men jeg vidste lige meget hvad jeg sagde ville hans svar være koldt. Han kiggede op på mig ”var der andet?” hans kolde øjne gjorde helt ondt, jeg havde løst til bare at bryde sammen i tårer, men noget sagde mig det overhovedet ikke ville hjælpe mig. ”Noel, jeg vil bare gerne have dig tilbage” mumlede jeg svagt. Han lagde telefonen ned på bordet og gjorde tegn til jeg skulle forsætte ”jeg savner os, det vi havde” han nikkede forståligt. ”os mig, men ved du hvad?” hans stemme var stadig hård og kold, jeg rystede på hovedet ”det skulle du havde haft tænkt over inden du valgte ham frem for mig” jeg kiggede direkte ind i hans iskolde øjne, jeg havde aldrig oplevet den her side af ham. ”hvad mener du? Jeg valgte ham, netop for din skyld” han rystede på hovedet ”jeg sagde ikke du skulle gøre det, jeg sagde præcis det modsatte, men du lyttede ikke” et kort øjeblik så han faktisk en smule såret ud, men hurtigt blev han kold igen ”men jeg gjorde det jo for dig, du ved ikke hvad Harry er i stand til, hvis han havde løst kunne han ligge hele hotellet ned, han er altid et skridt foran Noel” jeg væmmes ved tanken om Harrys måde at komme frem i livet på, han er en manipulerende, selvisk djævel, med absolut ingen følelser. ”Men jeg kunne være ligeglad, for jeg havde dig Kat, du ville være sammen mig, jeg kunne være der for dig. Men du ville heller miste mig end at kæmpe lidt for det, for os!” han forstod det slet ikke, jeg havde aldrig ønsket han skulle opfatte det sådan ”jeg ville bare gøre det så smertefrit så muligt” mumlede jeg svagt, jeg havde slet ikke kræfter til at sige ham i mod. han rejste sig hårdt op fra stolen ”smertefrit!? Jeg har ikke haft andet end smerter de sidste 14 dage,  jeg har haft det som om en del af mit liv manglede, du var nærmest mit liv Katrine!” han holdte en kort pause, hans åndedrat var tungt, jeg havde ikke modet til at kigge ham op i øjnene, jeg vidste blikket stadig ville være hårdt og koldt, ligesom hans stemme der rungede i rummet ”men det er slut, jeg vil ikke vente på du en dag tager dig sammen og bliver den Katrine som jeg kendte. Jeg er på vej til at komme videre…”

Tåren løb stille ned af min kind, der var i et kort øjeblik så stille at jeg følte jeg kunne høre den lande på min hånd ”Noel du må ikke gå fra mig, du er det eneste jeg har tilbage. Det var det her han ønsker, han vidste det her ville ske! Kan du slet ikke se det” jeg kunne ane han nikkede ”jo sagtens, men du har bedt mig blande mig uden om og det gør jeg. Jeg vil slet ikke have noget med hans lille game at gøre, jeg er bare endnu en af brikkerne der skal slås ud, og nu har han fået det han vil have, jeg skal nok lade vær med at stå i vejen mere, var det ikke også det du ønskede? Han kan ikke røre mig mere, for jeg er ikke en del af dit liv mere”
hans stemme havde overhovedet ikke ændret sig, det var som om han havde øvet sig. Jeg havde ingen ord, Harry fik det igen præcis som han ville og jeg sad her og var ved at miste det der betyd allermest i mit liv…. igen..  ”Noel jeg-” han rystede på hovedet ”Nej Katrine, du er død i mine øjnene” og med de ord forlod han lokalet. Tårerne løb, endnu engang havde Harry taget alt hvad jeg havde fra mig. det tog ham sikkert ikke mere end 2 minutter at tænker over hvordan han ville kunne fjerne alt fra mig endnu engang.

Jeg vidste hvis jeg gik der op og fortalte ham hvad der lige var sket, ville han få en så stor fryd og jeg ikke ville kunne lade vær med at slå ham og så ville vi stå der hvor vi startede. Jeg tænkte over alverdens udveje, men kun en tanke kørte rundt i hovedet på mig. Hævn.

 

 

 

¤¤¤

 

”så er det morgenmad” råbte jeg, da jeg havde lukket døren bag mig. da jeg kom ind i stuen havde de allerede dækket bord. Den ene trætte dreng efter den anden kom tøffende hen til bordet. Harry gik mål rettet mod mig og placerede et kys i panden på mig ”hvad tog dig så lang tid?” spurgte han smilende, jeg havde det som om han allerede vidste alt, men jeg smilte bare igen ”jeg snakkede bare lige med Noel” han rykkede stolen ud og satte sig ned ”om hvad?” hans smil faldmede med det samme ”bare ting” mumlede jeg. drengene omkring os var stille, som om det var dem Harry forhørte ”hvilke ting Kat?” hans blik var seriøst ”hvorfor er det så vigtigt?” spurgte jeg ligegyldigt, Jeg kunne mærke hans blik fra siden af, det var ubehageligt og jeg vidste godt at jeg alligevel endte med at svare ham ”vi snakkede bare om hvordan det gik okay! No big deal!” snerrede jeg. han vendte sig om igen og begyndte at spise uden et ord.

De begyndte at føre samtaler henover bordet, men det eneste jeg kunne tænke på var hævn. Jeg ville vende drengene mod ham, en efter en. Og til sidst ville han stå alene, han kommer til at mærke den smerte jeg havde. Liam var der næsten, men han vidste godt han ikke ville kunne klare det alene. Men hvem af de 3 andre ville falde først i? Zayn er for usikker tror jeg, han ville altid gå med flertallet. Hvad med Niall? Han virker bare som ham typen der ikke vil have ballede, han er endnu en efterfølger. Men Louis, han ville godt kunne rejse sig mod Harry, hvis bare han har Liam med sig, jeg skal bare lige have ham over på min side først. ”Kat??” det var Niall der hev mig ud af mine tanker ”ja?” jeg rystede kort mit hovedet for at komme helt tilbage til virkeligheden ”hvad syntes du om det?” jeg kiggede forvirrede på ham, de sad alle og kiggede forventningsfuldt på mig ”hvad syntes jeg om hvad?” de grinte ”om at tage i byen i aften?” jeg kiggede på Harry, han ventede bare på et svar ligesom alle de andre ”hvad med min-” ”Bror? Ham ringer jeg til her senere hvis det er, det er en slags belønning for din gode opførsel” afbrød han mig. ’Belønning for min gode opførsel’ han skulle bare vide. Jeg kiggede tilbage til Niall ”jo okay så” han smilte ”byen bliver det så!” drengene gav hinanden high five og grinte lidt og forsatte så samtalerne. Harry ville seriøst ringe til min bror pga. en by tur? Altså ikke fordi det gjorde noget, men noget sagde mig der lå noget bag, men det ville højst sandsynlig sige min bror kom her hen, og det var en god eller en dårlig ting havde jeg ikke regnet ud endnu. Det var godt fordi jeg ikke har set min bror i 3 år, og savnet ham sindssygt og dårligt fordi Harry allerede havde en ide om, at mig og Noels forhold var ved at falde fra hinanden, så han ville ikke kunne bruge Noel mod mig mere, men hvis min bror kommer havde han noget nyt på mig…

 

_________________________________________________________________________________

TROR MIG JEG VED DET!!

jeg har været sindssygt længe væk, men jeg har en okay undskyldning syntes jeg selv <3

jeg har lige været op i de mundtlige eksamer og jeg har en vis præstationsangst, så ja det var været en af de hårdeste måneder i mit liv haha<3 men jeg overlevede! <3 

jeg er altså virkelig ked af den meget meget meget lange vente tid! jeg har bare haft så meget andet i hovedet og så var der lige alle de fester der når du går ud af skolen og mit arbejder og alt sådan noget! men jeg vil gøre mit bedste for at få skrevet så meget som muligt her i sommerferien! jeg skal godt nok på ferie i tre uger, men det kan være jeg kan få skrevet lidt der <3

jeg håber virkelig i vil tage i mod min undskyld og tilgive mig for mit lange fravær! det er jeg ked af!!<3

SORRY SORRY SORRY SORRY!!! <3

love ya all!! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...