Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25513Visninger
AA

21. Leaving.

Katrines synsvinkel:

 

Jeg vågnede med et sæt. Min reaktion var at sætte mig op, billeder fra i går kom til mig. jeg husker jeg faldt i søvn op af Louis, men hvordan jeg var kommet i seng, vidste jeg ikke. Jeg kiggede på Harry der lå ved siden af mig, det var hans skyld, jeg havde aldrig før følt sådan en frygt som jeg gjorde i går. Jeg rejste mig hurtigt op og grab noget tøj, mens jeg forlod lokalet. Jeg skulle ned og hente morgenmad.

Jeg kom ud af elevatoren nede i lobbyen, der var rimelig tomt for gæster, men Noel stod der, uden arbejdes og med resten af personalet om sig. Jeg gik der over for at se hvad der skete ”så må du have en god rejse” hørte jeg Paulo sige. Jeg maste mig ind mellem menneskerne ”hvad sker der?” jeg kiggede ham direkte op i øjnene, han fjernede hurtigt blikket ”jeg flytter til Canada” mumlede han, jeg kiggede rundt på mennesker omkring os og så tilbage på ham ”kan vi lige hurtig snakke sammen” Han nikkede og vendte sig om for at gå lidt væk for de andre. ”hvorfor?” min stemme var vred, jeg var såret før, men alt den sår havde vendt sig til vrede. ”jeg fik tilbuddet om at gå på college i Canada her for en måned siden, jeg takket nej til at starte med, men tingene ændrede sig bare” svarede han svagt, det var hårdt nok han havde forladt mig, men at han nu forladt hele min verden. Han valgte seriøst at skride for evigt. Og det var pga. mig. ”med tingene mener du mig, gør du ikke?” han rettet blikket op mod mig ”jo” jeg rystede på hovedet ”og hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det?” han trak på skulderen ”det ved jeg ikke” jeg tog dybe indåndinger ”vi snakkede så sent, som i går, det mindste du kunne havde haft gjort, var at sige det!” vreden steg, jeg vidste godt den var helt forkert måde at reagere på, men jeg kunne ikke andet lige nu, ikke her nede foran hele personalet. Han trak på skulderen igen ”jeg ved det godt” sagde han lavt. Jeg gik frem mod ham og skulle lige til at råbe af ham, men han stoppede mig. Hans hænder tog fat i min kæbe og hans blide læbe ramte mine i et kys, da han trak sig fra mig igen kiggede han mig dybt i øjnene ”Kat jeg har altid elsket dig! Tro mig du var der altid, men nu er det på tide jeg tager videre, og jeg ved du er stærk nok til at komme i gennem det her okay! Husk det! men jeg kan ikke mere, jeg kan ikke gå her og se på dig hver dag og tænke på den fortid vi har sammen og så bare lade dig gå lige forbi mig. Jeg bliver nød til at komme væk, ellers ødelægger jeg mig selv” tårerne pressede på. Hans blide læber ramte denne gang min pande ”jeg vil aldrig glemme dig Kat” hviskede han. Han trak sig fra mig og passerede forbi mig. Jeg vendte mig om og fulgte ham med øjnene ”farvel folkens! Det var fandme hyggeligt at møde jer!” råbte han, da han stod ved døren. personalet vinkede til ham og han vinkede igen, lige inden han gik ud af døren kiggede han over på mig jeg elsker dig mimede han og sendte mig et smil. Elsker også dig mimede jeg igen og så forlod han hotellet. Personalet begyndte at sprede sig ud over hotellet igen. og jeg stod stadig der og havde ikke helt forstået hvad der var sket., jeg tog forsigtigt min hånd op til mine læber, hans kys. Han var væk og jeg lod ham gå. Jeg ved godt det var det rigtige, for alt andet havde været egoistisk af mig, men han var jo væk.

Jeg tog det første skridt ud mod køkkenet, og begyndte straks og tænke på Harry. Vreden, frustrationen, såren, alt hvad han havde skabt igennem de her år. Og jo flere skridt jeg tog, jo mere vokset vreden inden i mig. jeg grab bakken de havde stillet klar i køkkenet og forsatte mod værelset igen. Jeg havde løst til at smide det hele fra mig og bare løbe efter Noel, sige til ham at han skulle tage mig med, men jeg vidste Harry ville komme efter mig. Han ville finde mig. jeg brasede ind af døren og forsatte ind i fællesstuen ”Harry er lige-” mere noget Louis ikke at sige før jeg nærmest havde kastet bakken hen over spisebordet. Jeg sendte ham et kort blik, han så overrasket på mig. De andre drenge stod også i stuen nu, undtagen Harry. Jeg stormede ind i soveværelset. Min finger snurrede, så vred var jeg. Alt kunne være lige meget nu. Noel var for evigt væk og min bror var stadig i England, de var begge sikre. Jeg grab ud efter vasen på bordet og fyrrede den med alle min kræfter ind i væggen. den smadrede i flere stykker og ramte så gulvet. Jeg blev bare nød til at afreagere på en eller anden måde. Det hjalp en smule, men ikke nok. Jeg vidste ikke engang hvor jeg skulle gøre af mig selv. Louis kom frem i dør åbningen ”hvad sker der?” spurgte han. Jeg svaret ham ikke, kiggede bare over på ham. Han kom længere ind i værelset ”Louis bare lad mig være” mumlede jeg. Han forsatte med at komme tættere på, mit hjerte sprang en takt over da jeg grab ud efter det første jeg kunne få fat i og fyrrede det lige forbi hans hoved ”forsvind med dig!” råbte jeg af ham. Frustreret kørte jeg mine varme hænder gennem mit hår. Hans blik var chokeret ”Kat jeg-” ”Lad mig nu bare være” jeg satte mig ned på sengen. Hele min verden faldt bare sammen, hvad så nu? hvad skulle jeg gøre. Hvad havde jeg tilbage og miste?. Louis stod der stadig, men jeg havde virkelig ikke brug for andre end mig selv lige nu. Jeg rejste mig igen fra sengen og gik med hastigere skridt mod døren ”kat” sagde Louis opgivende. Lige i sekundet jeg vender mig om, for at kigge på ham, støder jeg ind i noget. Harry. Jeg trådte nogle skridt tilbage for at få balancen ”hvad så babe, hvor skal du hen i den fart?” han grab ud efter mit håndled, men jeg trak det til mig. Han sukkede opgivende og kiggede over på Louis og gjorde tegn til han skulle forlade rummet. Louis kiggede over på mig og rystede på hovedet, som om jeg havde gjort noget forkert. Altså det havde jeg jo også, jeg havde endnu engang sat mig op mod Harry. Han tog mobilen han havde i hånden op til øret ”2 sekunder Daniel” han lagde den i lommen og kiggede op på mig, jeg gik lidt længere væk fra ham. Den her gang havde han slet ikke nogle ting på mig ”hvad sker der babe?” jeg grinte sarkastisk ”det ved du godt, du har vidst det hele tiden” snerrede jeg. Han gik tættere på mig ”vidst hvad?” man kunne nærmest se fryden i ansigtet på ham, han vidste udmærket godt hvad jeg snakket om ”at Noel har valgt at tage på college” hans smil voksede, mens hans hænder grab fat rundt om mit liv ”nåår ja, det husker jeg noget om, var det ikke i Canada?” sagde han efterfulgt af en højlydt grin. Vreden brede sig straks til hele min krop. Jeg prøvet at skubbe ham væk fra mig, men det var som han allerede var forberedt, hans latter blev kun højere af mit ynklige forsøg ”hvad så nu Harry?.. Min bror kommer ikke her hen og Noel har du også skaffet af vejen” sagde jeg koldt. ”Så er det jo bare os to prinsesse?” han kærtegnede blidt min kind med den ene hånd. Den her gang var det min tur til at bryde ud i grin, hvad havde han regnet med? ”så du forventer bare jeg har tænkt mig at blive her? med dig?” jeg forsætte mit håndende grin, mens jeg skubbede hans hænder væk og passerede ham ”ja hvor ellers skulle du tage hen? Altså jeg mener Noel han er væk og vil ikke rigtig have noget med dig at gøre og hvis du tager hjem til din bror, så er du pretty much tilbage hvor du startet og så vidt jeg ved, så har du ikke rigtig andre venner eller familie. Så faktisk kan man godt sige at jeg den eneste du har tilbage” svaret han uden at trække en mine. Han var ikke rigtig klog, og dog? Øjeblikket han sluttede sine ord, gik det op for mig. Han havde gennemtænkt det her lige fra starten. Bare hans måde at sige det på fik mig til at føle mig utrolig dum, alt den tid. Men jeg havde allerede en ide ”men jeg kan godt starte forfra igen, rejse væk og så sidde med tanken om, at der mindst går 3 år før du finder mig igen” jeg grab min taske og begyndte og pakke mine ting. Han fnøs ”når ja, men du ved jo jeg vil finde dig til sidst” jeg svaret ham ikke, hvis jeg sagde for meget ville det bare blive lettere for ham at finde mig. Han satte sig på sengen ”Kat stop nu bare” sagde han hårdt, han kørte en hånden gennem håret og hiv sin mobil op af lommen igen ”hvorfor? Du har endelig ikke noget som helst på mig! jeg har mindst 3 år uden dig, jo mindre du maner dig op og kommer videre fra hvad end det er du stadig sidder fast i!” jeg følte mig et kort øjeblik klogere end ham, han havde sikkert ikke regnet med, at jeg ville tage af sted alligevel! Han troet sikkert han havde mig nu, men nej! ”fordi du dummer dig rigtig meget lige nu” jeg grinte ”dummer mig? hvad-” mere noget jeg ikke sige før han tysset på mig og tog sin mobil op til øret ”er du der stadig Daniel?” jeg kiggede forvirret på ham, hvad fanden lavet han? ”okay, er du stadig i nærheden af ham?” spurgte Harry. Jeg forsatte bare med at pakke, han skulle ikke tro jeg ville stå her og vente på han var færdig med at snakke i telefon ”okay godt, slå lige Facetime til” han fjernet telefonen fra øret og drejet den mod mig ”Kat kom her og hils på Daniel” jeg vinkede ligeglad til Daniel og forsatte min pakning, Harry rystede på hovedet ”hvad laver du så i dag Daniel?” hans stemme lød sarkastisk, og det gik stille og roligt op for mig der lå lidt mere bag det opkald ”kom og se Kat” jeg kravlede langsomt op på sengen, mens en klump dannede sig i min hals ”jeg har været i parken hele dagen og leget med min hund og så mødte jeg ham her-” han drejet telefonen væk fra sig selv, så man kunne se en dreng – Eller nok nærmere en mand – der kastede en pin og en stor flot kamphund løb efter den. ”men jeg kan ikke lige huske hvad det er han hedder?” han råbte til drengen, som stod med det største smil på læben ”hey mate, hvad var det nu du hed?” drengen vendte sig om grinende, mit hjerte begyndte straks at banke hurtigere, nej, ikke ham, ikke igen ”det er Benjamin, du glemmer du hele tiden man”  bare at hører hans stemme skær i mit hjerte. Jeg ville ønske tårerne havde holdt sig inde, men det kunne de ikke, de løb og de forsatte ”hov Kat, ham kender vi da, gør vi ikke?” Harry gjorde alt for at træde i det, han skulle nok sørge for at jeg kom til at fortryde hvert et ord og hver en handling jeg lige havde lavet. Jeg skubbede telefonen væk og rejst mig op, han havde været igennem så meget før i tiden, han havde ikke fortjent det. ”når Daniel, hyg dig med Benjamin, vi bliver nød til at gå nu” Daniel tog afsked og lagde på. Harry rejste sig også op nu ”du burde efterhånden have haft lært, at jeg altid har en plan B” jeg ville ønske jeg bare kunne fortælle ham hvilket svin han var, bare råbe af ham, slå ham, sparke ham, men han havde mig endnu engang lige hvor han ville.

 

”når skal vi gå ud og få noget at spise babe?” jeg stod med ryggen til ham, jeg kunne ikke kigge på ham lige nu. Især fordi jeg vidste at det jeg lige havde gjort havde konsekvenser, men hvornår de kom vidste jeg ikke ”nej tak, jeg er ikke sulten” sagde jeg svagt. Han sukkede irriteret, mens han gik hen mod mig. jeg gispede høj, da han kolde hænder løb ind under min trøje og hen over livet på mig. Han placerede blidt et kys på min kæbe ”skal vi lige prøve det en gang til?” jeg havde for ikke mere end 3 minutter siden, været så tæt på friheden og på 2 sekunder tog han alt det fra mig igen. Han brugte endnu engang min bror mod mig, jeg stod tilbage hvor jeg startet igen ”var?” sagde han hårdt. Jeg lukkede øjnene, mens jeg nikkede, jeg følte mig så ydmyg, og stå der og skulle rette op på det hele igen, det var jeg klar over ikke blev på den lette måde. ”skal vi gå ud og få noget at spise babe?” spurgte han igen, efterfulgt at endnu et kys ”jo, jeg kommer nu” min stemme knæk, men han hørte det godt ”dygtig pige” han rykkede sig lidt væk for at vende mig om, min øjne var stadig lukket. Han placerede nu et kys på mine læber. Jeg åbnede først øjnene da vi begyndte at gå ud mod stuen, hvor de andre drenge sad. De sagde ikke så meget som et ord, da vi trådte ind. Og jeg kunne godt forstå dem, jeg havde gjort præcis det samme hvis jeg havde siddet ved det bord. Men det gjorde jeg ikke, nej, det var mig der var skyld i stilheden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...