Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25517Visninger
AA

3. hide me!

Katrine synsvinkel:

 

Jeg var lige stået op. Jeg havde på fornemmelsen af det ville blive en af de værste dag i mit liv. Noel havde tilbudt at køre og det sagde jeg aldrig nej til. Vi skulle møde sammen tid i dag. Jeg tog mine store jogging bukser og en stor trøje på. Jeg skulle alligevel bare have uniform på, når jeg kom over på arbejdet, så løst tøj var løsningen.

Min makeup var enkel som den altid var. Mit hår havde jeg i en pæn sidefletning, jeg var faktisk ret stolt over den, den var flot. Efter jeg havde beundrede den i et stykke, løb jeg ude i køkkenet og greb en skive brød. Jeg spiste den hurtigt og løb så videre til gangen. Jeg tog hurtigt mine sko på og tog jakken over en skulder, jeg poppede nøglerne i lommen. Der var sket før jeg havde smækket mig ude. Jeg lukkede døren bag mig, så det bragede i hele opgangen og gik så ned af trapperne. Da jeg kom der ned holdte Noel der allerede. Jeg spring i på sædet og lukkede døren efter mig ”det var på tide!” sagde han, jeg grinede og trak min mobil op af lommen for at kigge på klokken ”kun 7 minutter for sent” han fnøs af mig og trådte så på speederen.

 Mit humor faldt, da jeg kom i tanke om hvad jeg var på vej over til. Om mindre en 2 timer, ville jeg se ham igen. Ham jeg havde flygtet fra i 3 år. Jeg lænede hoved op af ruden ”hvad så?” spurgte Noel undrende. Jeg trak på skulderne ”jeg orker bare ikke alle de skrigende piger, hvorfor var det også lige det her hotel” jeg sukkede irriterede. Fuck mit liv. jeg fik en klump i maven, da jeg kunne se toppen af hotellet over alle de andre bygninger. Jeg måtte bare gøre mit bedste for at forsvinde ind i mængden.

Da vi kørte ind bag hotellet og Noel holdte sin bil, tog jeg en dyb indånding inden vi forsatte ind. Man kunne allerede høre at folk havde samlet sig ude foran hotellet. Hvordan vidste folk det var her One Direction skulle bo. Det var jo sygt.

Vi gik sammen hen til omklædningen og tog vores uniform på. Jeg skulle have nogle sorte stramme bukser på og en rød T-shirt med et logo på den ene side. Den var meget enkelt og normalt. Ikke noget stort og fint, men det havde nok også noget at gøre med, at min stilling ikke var den højeste. Hvor i mod Noel, havde en fint jakkesæt på og et rødt slips. Han så sød ud i det. Hans krop passede det mega godt. Jeg havde sagt til ham flere gange han skulle blive model, men han blev ved med at sige han godt kunne lide sit job her.

Lige da jeg kom ud af omklædningen kom chefen farende ”start med at rengøre lobbyen, den skal skinne når de kommer” jeg nikkede og da han var gået igen, rullede jeg med øjnene. Hvorfor var det så vigtigt? De var drenge, de er var ligeglade med sådan noget. Jeg gik ud i rengøringsrummet og greb en støveklud. Og så gik jeg ellers bare i gang. Når der ingen mennesker var i lobbyen, snakkede jeg lidt med Noel, men det var meget sjældent der ikke var det så der var en smule svært.

Jeg var endelig færdig og Noel grinte af mig da jeg åndede lettet op. Skrigende udenfor blev højere, det var som om det hele gik amok. Og noget sagde mig de var her. De kom nu. Jeg kiggede hurtigt rundt i lokalet efter noget jeg kunne gemme mig bag. Jeg sprang ned bag receptionen og Noel stirrede med det samme mærkeligt på mig ”hvad laver du?” spurgte han grinende. Jeg tænkte hurtigt og begyndte at tørre hylderne af nede under bordet ”jeg tænkte jeg lige så godt kunne tage her nede under nu hvor jeg var i gang” jeg fjernede hurtigt blikket fra ham. Man kunne høre døren gik op og skrigende blev straks højere. Noel blev pludselig urolig ”de er her Kat, de er her nu” hviskede han ned til mig. Jeg smilede et akavet smil. Det var faktisk ikke en gang var et smil. Det var mere noget jeg prøvede at få til at ligne et smil, men blev bare en mærkelig grimasse. Jeg havde travlt med at prøve at trække vejret. Døren lukkede igen og en dyb mande stemme begyndte at snakke ”jeg henter lige jeres ting, tjek jer ind imens” og med et var manden ude af døren igen. Jeg kunne høre skridt der kommer tættere på. Noel begyndte at trippe. Den spade, han havde sagt han ikke kunne lide dem før og nu stod han fandme og var nervøs. Selv om jeg sad bag disken, følte jeg mig helt blottet. Jeg følte allerede Harry havde fundet mig og han bare ventede på at ydmyge mig. En af drengene begyndte at snakke ”værelser til One Direction?” Noel kiggede skærmen igennem ”ja, 5 værelser, med fælles stue og væk fra de andre gæsterne, lyder det rigtigt?” drengene brummede lidt og de nikkede sikkert også. Noel kiggede ned på skærmen. Han vendte sig om og gik over mod nøglerne. Han skænkede mig et kort blik på tilbage vejen. ”Niall Horan 517. Louis Tomlinson 519. Liam Payne 521. Zayn Malik 515 og sidst men ikke mindst Harry Styles 513.” han delte nøglerne ud og fortalte så lidt om Hotellet.

Da han var færdig og kaldte på Martin – ham der følger folk op til værelserne, spørg ikke hvorfor vi har sådan en mand – åndede jeg lettet op. Noel sendte mig igen et kort blik og kiggede hurtigt op igen ”hov en sidste ting” man kunne høre skridtene stoppede ”må jeg få et billede?” spurgte han genert, man kunne høre de kom tættere på igen ”jo klart” sagde en af dem. panikken steg med det samme igen. Noel gik om på den anden side af disken og som jeg lige troede, jeg ville slippe for de så mig, ødelagde Noel lige det hele. Han lænede sig ind over disken og kiggede ned på mig ”vil du ikke tage billede?” jeg rystede kraftigt på hoved, men han tog ikke en nej for et nej ”kom nu kat” han så bedende på mig. jeg var hunderede på jeg var opdaget da Harry vælger at komme med en kommentar ”ja kom nu kat” sagde han, drengene grinte af hans kommentar. Jeg sank klumpen i halsen og rejste mig stille og roligt op. Noel smilte over hele hoved og rakte mig sin mobil. Jeg rystede og Noel kunne godt se der var noget galt. Alle drengene stirrede på mig og især Harrys blik ramte mig. jeg fjernede hurtigt mit blik, ned på mobilen og gik ind på kamera. De stillede sig klar og da jeg skulle lige til at tage billede, tabte jeg mobilen. Jeg rystede så meget og den bare var smuttet ud af hånden. De begyndte at grine af mig og Harrys hånende grin gik igennem hele lobbyen. Mine kinder blev varme og jeg bøjede mig hurtigt ned for at samle den op. Da jeg skulle rejse mig op igen, skete det der bare ikke måtte ske. Jeg knaldede hovedet op i bordet og et irriterede støn forlod mine læber. De grinte endnu mere end før og jeg var sikkert helt tomat rød i kinderne. Mit liv kunne bare ikke blive mere pineligt nu.

Jeg tog hurtigt billedet og skyndte mig væk, men da jeg lige skulle til at gå ind af døren til køkkenet kom min chef vadende ud. Han smilede, da han så drengene ”og i må så være One Direction” sagde han. Han lagde blidt hånden på min ryg og skubbede mig med hen mod drengene. Lige netop det sted hvor jeg ikke ville hen. Mit blik søgte gulvet og nu stod vi kun en meter fra dem. Great. ”hej, jeg er John Evan, men i kan bare kalde mig John. Jeg er Chef her på stedet” han gav dem hånden og smilede pænt til dem alle. Han skubbede diskret til mig med albuen, som tegn til at jeg skulle præsentere mig selv, og der kunne han tror om igen. Jeg vendte mig om mod ham og smilede pænt til ham, jeg bukkede ”du må have mig undskyldt” han kiggede forvirrede på mig. jeg gik hurtigt mod køkkenet, fandme nej om jeg skulle sige hej til dem. jeg ønskede dem ikke her, så der var ingen grund til at sige velkommen.

Lidt efter kom min Chef ud til mig ”hvad gik der af dig?” jeg trak på skuldrene ”jeg blev nervøs” løj jeg, men han åd den råt. Han rystede kort på hoved ”værelse 312, skal gøres rent” jeg nikkede og grab ud efter en pomfrit ”kom så af sted med dig!” jeg smilede til ham og løb så ud af køkkenet.

 

 

 

¤¤¤

 

jeg var næsten færdig med værelset, men jeg blev nød til at have en pause, jeg sætte mig ned på sengen. Alle mine tanker kørte rundt i hoved på mig. han havde fundet mig og han vidste præcis hvor han havde mig. Igen. Men hvad så nu? Hvad ville han? havde han tænkt sig at gøre? Alle minderne fløj tilbage, som en film ind foran mine øjne. Han var farlig og en stor trussel mod Noel. Jeg kunne ikke lade ham skade Noel. Han var som en anden bror nærmest.

Jeg havde lovet min bror at glemme fortiden, men lige nu var det vidst fortiden der ikke ville glemme mig. 

----------------------------------------------------------

SÅ KOM ER ENDNU ET KAPITEL!! <3

HÅBER I KAN LIDE DET<3

 

OG MEGA MANGE GANGE TAK FOR DEN DEJLIGE STØTTE, SELVOM JEG IKKE KENDE JER BETYDER DET SÅ MEGET AT MAN VED DER ER NOGLE DER LIGE SENDER DIG EN TANKE<3<3<3 DEJLIGE PIGER ALTSÅ!! <3

I MÅ MEGET GERNE LIKE HISTORIEN HVIS I SYNES DEN ER GOD OG FORTJERNER ET LIKE!!<3 ELSKER JER OG DEN HER FANDOM!!<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...