Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25654Visninger
AA

28. do I mean anything to you?

Endnu en dag med alkohol som min bedste ven. Jeg vadet over foran spejlet for at se lidt på mig selv. Verden snurrede lidt, men ud fra hvad jeg så, så jeg rimelig godt ud. Jeg skulle med ud og se drengene spille et eller andet sted. Ikke af det raget mig, men der var fri bar, så tænkte hvorfor ikke.

Jeg satte mig i sofaen for at vente på drengene blev færdige. Louis og Niall sad her også "du ser godt ud" sagde Niall, jeg kiggede på ham og smilede taknemligt "du ser heller ikke hel dum ud" han slog en høj latter op "og Louis må jeg have lov til at sige Wow" jeg gav ham elevator blikket og håbede på han ville kigge over på mig, men det gjorde han ikke.. "Tak" mumlede han og sendte et hurtigt smil. Han ville ikke snakke til mig når jeg var fuld havde jeg regnet ud, men det var forsøget værd.

Den sidste vi manglede var Harry, han var stadig ikke færdig. Jeg havde lænet mig godt tilbage og sad nu og stirrede op i loftet. Det var lettere at fokusere, når der ikke var så mange genstande, men bare et stort hvidt loft. Jeg nød mit eget selvskab, men der gik ikke længe, for lidt efter afbrød Harry min stirren "er du klar babe?" jeg satte mig ordentligt op "ja" smilede jeg. Jeg rejste mig op og fik en smule overbalance, men Harry var der heldigvis til at støtte mig "hun er helt væk" hviskede Niall til Zayn. Jeg hørte det godt, men valgte at lade vær med at kommentere på det.

 

Vi ankom til stedet og med det samme kom de høje skrig... Heldigvis var jeg stadig rimelig påvirket, så det var som om lyden dæmpet sig lidt..

Da vi endelig kom i gennem døren, blev det lavere og da vi nået en form for lounge, greb Harry om livet på mig "tror du kan underholde dig selv?" Spurgte han. Det var jeg efterhånden mester til, så længe det var spurt og det var gratis, skulle jeg nok klare mig. Jeg grinede "ja selvfølgelig" han kyssede mig i panden "godt babe" han løb efter de andre og jeg placeret mig i sofaen. Der vadet flere mennesker ind og der blev mere og mere proppet.

Jeg mærkede sofaen bevægede sig og da jeg vendte mig om sad der en ung mand "drink?" Han rakte en glas frem og jeg tog glædeligt i mod det "tak". Der var et kort øjebliks stilhed "jeg er David" præsenterede han, jeg smilte og tog den hånd han havde rakt frem som en hilsen "Katrine, Katrine Jones" sagde jeg og prøvet at fokusere med øjnene "aaarg du må være Harry pige ikke?" Med et helt koldt ansigt udtryk nikkede jeg, jeg var dårlig til at skjule min 'begejstring' for hans spørgsmål. "Jeg kender ikke en eneste her" hviskede han. Jeg smilede "bare rolig heller ikke mig, er her kun for baren" han grinte og tog en tår af sin drink "også mig" Jeg fik på fornemmelsen at de her timer ikke kunne gå helt galt, efter som jeg nu havde lidt underholdning. Jeg tømte glasset "en mere?" Spurgte David " ja hvorfor ikke" vi rejste os samtidig og gik målrettet mod baren.

 

¤¤¤

 

Koncerten var gået i gang og man kunne hører alle de skrigende fans. De måtte med glæde gerne få min plads, så kunne jeg komme tilbage og leve mit nogenlunde normale liv.. "Hvad tænker du på?" David afbryd mine tanker. Jeg kiggede ned på mit glas "at det her egentlig smager virkelig godt" han grinte og tog en tår mere "ved du hvor toilettet er?" Jeg begyndte at rejse mig, men snublede lidt, David rakte sin hånd og jeg greb den for ikke at falde "tror du ikke lige jeg skal hjælpe dig?" Jeg smilede og nikkede så.

Vi gik lidt ned af en gang og kom så til 2 hvide døre "værsgo" jeg skulle til at gå ind af døren til dame toilettet, da David hiver mig tilbage. Vores øjenkontakt blev med et intens og uden at tænke over det lagde jeg hånden på hans bryst, han var dejlig at kigge på og de var svært at modstå hans læber der nu kom tættere og tættere på mine "Katrine, hvad laver du!?" Stemmen kom fra lidt længere ned af gangen. Louis. Han skulle altid ødelægge det sjove "jeg er på vej på toilettet hvis det er okay?, hvad laver du her, skulle du ikke være der ude?" David forsvandt lige så stille og roligt ned af gangen, mens Louis kom tættere og tættere på. Louis kiggede efter ham "nej gå endelig ikke for min skyld!" David svaret ham ikke, men forsatte bare "barnligt Louis" jeg rullede med øjnene og åbnede døren til toilettet. Han slog en høj latter op "er det mig der er barnlig?" Jeg vendte mig hurtigt om "ja det er fandme! Det ene øjeblik, vil du ikke engang snakke til mig, og det næste opfører du dig fandme som om du er min kæreste!" Råbte jeg af ham, men han sukkede bare af mig "ja ja Katrine" og gik så ind af døren til mandetoilettet. Jeg lukkede også døren bag mig og låste. Men jeg skulle ikke længere på toilettet, jeg gled bare langsomt ned af væggen og stirrede tomt ud i luften. Jeg var ikke engang vred over at Louis lige havde skræmt David væk, men jeg var vred over at Louis ikke kunne beslutte hvorvidt jeg betød noget for ham eller ej. Hvis jeg gjorde noget rigtigt var det forkert og hvis jeg så gjorde noget forkert, var det bare endnu mere forkert. I det mindste talte han til mig når jeg gjorde noget forkert, eller han talte ikke, han råbte, snerrede eller var skuffet..

Jeg rejste mig efter et stykke tid. Jeg havde besluttet at tage tilbage til hotellet. Da jeg åbnede døren, kom Louis også ud, han kiggede overhovedet ikke på mig, men begyndte bare at gå ned af gangen mod scenen "Louis?" Han reagerede ikke "Gider du sige til Harry jeg tager tilbage, jeg har det lidt skidt" Nu kiggede han på mig "det sgu klart du har det dårligt, når du har drukket så meget" jeg fnøs af ham "det er ikke det" han gik mod mig igen "hvad er det så var?" Jeg lænede mig op af væggen "du kan sgu da være ligeglad, er det ikke nu hvor du går tilbage til at ignorer mig?" Han var nået hele vejen tilbage til mig nu "først når du bliver mere dum at høre på" og uden at tænke mig om smækkede jeg ham en på siden af hovedet. Jeg ville ikke finde mig i han talte sådan til mig "Jeg finder mig i Harrys bullshit, men sådan der snakker du aldrig til mig igen! Du er ikke Harry!" Han var mere overrasket over lussingen end jeg var, han stod bare der, helt mundlam. Han greb fat i mine håndled, men jeg var ikke bange for ham, for han ville aldrig gøre mig fysisk ondt, sådan var han ikke. Som sagt han var ikke Harry. Jeg ventede på han svaret, men i stedet for at sige noget, pressede han sine læber mod mine. Jeg var chokeret, men alligevel kildede det i hele kroppen. Uden selv at vide det, var det dette øjeblik jeg havde ventet på. Han trak sig fra mig og at dømme ud for hans ansigtsudtryk, så der nærmest ud som om det gjorde ondt på ham. Han slap mig og gik med hastige skridt mod scenen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...