Hidden for YOU…2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
(læs 1'eren "boys like YOU" først) Der er gået 3 år siden hun flygtede… Hun har kæmpede for sin vej til frihed og det fik hun. hun er kommet videre, men dog ikke uden problemer på vejen. Hun valgte, da hun ankom til L.A, at starte en blog og her er hun så nu 3 år senere, og fortæller om sin fortid, Men efter hånden som kommentarerne begynder at vælte ind, kommer der ind i mellem, nogle spydige nogle. Hun vælger i starten at ignorere dem, men stille og roligt går det op for hende hvem det er… Harry… Hun har bestemt ikke lyst til at forlade alt sammen igen. Men hvad skal hun så gøre? bare blive og håbe på han ikke finde hende? for det ved hun at han gør, hun kender Harry, han er klog og ved hvad han laver, og en tredje ting er sikkert, han giver aldrig op… (læses på eget ansvar)

140Likes
392Kommentarer
25512Visninger
AA

5. are you serious?!

Katrines synsvinkel

 

”Pandekagerne til bord nummer 12 er færdige!” jeg gik hurtigt hen efter tallerken med pandekagestablen og mod bord nummer 12. Dagen i går havde påvirket mig en del, jeg havde ikke gjort min sædvanlige stop ved Noel endnu. Han havde prøvet at få konkakt til mig, men jeg kunne bare ikke snakke om det, ikke endnu.

Pandekagerne var afleverede og jeg gik ud i køkkenet igen. Kokkene var ikke særlig stressede mere, klokken var ved at være 10, hvilket ville sige morgenmaden ville blive fjernet og folk ville begynde at forlade hotellet, for at se på seværdigheder. Dørene gik hårdt op og ind kom chefen ”så det nu folkens, de er her. Husk nu, de skal have den bedste service og ingen fjerner noget som helst før de er gået igen!” Jeg rullede med øjnene, hvorfor var de så vigtige. De havde ikke ret til at blive behandlet anderledes end alle andre! jeg gik over om chefen ”kan jeg få en pause?” han kiggede på mig med overaskede øjne ”hvorfor står du stadig her? De sidder der ude og venter på dig!” han skubbede blidt til mig for at få mig til at gå ”der er forhelved andre medarbejder end mig på det her lorte hotel!” han kiggede fornærmet på mig, men ændrede hurtigt blikket da han nu havde fået skubbet mig helt ud i restauranten ”du skylder mig vidst en fra i går, hvor du valgte bare at gå uden at byde dem velkommen” jeg vidste han var vred, men det var svært at tage ham seriøst med det store falske smil han havde sat op. Jeg sukkede irriterede og vendte mig om, men chefen var hurtig til at gribe fat i min arm igen ”husk smilet” jeg vendte hoved mod ham og smilede så stort og flask, som overhoved muligt. Han slap min arm og jeg begyndte at gå videre.

Min retning var mod bordet med de fem drenge, jeg orkede dem virkelig ikke, men ifølge min chef havde jeg intet valg. Jeg tog dybe vejrtrækninger for ikke at lyde alt for nervøs. Jeg kom hen til bordet og først da jeg sagde noget kiggede de op ”hvad skal der være?” jeg kiggede ligegyldigt ned på blokken i min hånd og begyndte at tegne små kruseduller i toppen ”jamen er det ikke vores alle sammen Katrine” udbrød Harry. Jeg sænkede ham ikke engang et blik, men forsatte bare med at tegne kruseduller. Niall var hurtig til at svare mig ”vi skal bare alle fem have buffet” jeg nikkede lige gyldigt og gik så der fra. Jeg gik mod køkkenet og lige så snart jeg kom der ud, gav jeg slip på facaden. Mit hjerte hamrede der ud af, men nu var det overstået. Min chef kom straks løbene over til mig ”hvordan gik det?” jeg gik mod lobbyen ”fint” svarede jeg, jeg skulle til at gå ud af døren til lobbyen, da han stiller sig ind foran mig ”hvor skal du hen?” jeg sukkede irriterede ”pause, for en gangs skyld” han blik blev skarpt og han stemme blev bestemt ”du får pause når buffeten skinner og der er fyldt op alle steder!” jeg slog irriterede ud med armene ”hvor fuck er resten af dem der arbejder på der her fucking hotel!” hans lagde armene over kors og kiggede strengt på mig ”Katrine Jones” og der vidste jeg at jeg var gået over stregen. Jeg vendte mig hurtigt op og gik mod restauranten. Paulo stoppede mig på vejen og smed i fad i armene på mig, som jeg skulle sætte op i buffeten.

Jeg placerede fadet på bordkanten og samlede noget af det andet mad, så jeg kunne kunne tage det andet fad.

Da jeg efter lidt kamp fik det til at se pænt ud og fik samlet alt det der ikke så så godt ud på et fad, vendte jeg mig om i høj fart, uden at kigge mig for. Jeg gik direkte ind i en høj dreng og det tog mig ikke lang til at regne ud det var en af dem fra One Direction. Han lavede et lille forskrækket hop og kiggede så ned på mig., jeg gik i stå, jeg vidste ikke hvordan han ville reagere. Han kiggede ned på sin trøje, som nu var smurt ind i madrester. Han rømmede sig og kiggede på mig igen. Jeg spjættede og vendte mig så hurtigt om for at kigge efter en serviet. Jeg grab den nærmeste og begyndte så at tørre det af hans trøje ”undskyld, undskyld det er jeg altså virkelig ked af” jeg kiggede han hurtigt op i øjnene, de var brune og han havde lysebrunt hår. Jeg rettede hurtigt blikket ned på trøjen igen ”undskyld, det var virkelig ikke med vilje” Jeg var virkelig nervøs for han reaktion, men jeg var endnu mere nervøs for Harry ville komme her hen. Jeg kastede et hurtigt blik over mod bordet de andre sad ved, de havde heldigvis ikke set det endnu. Jeg rystede på hoved af mig selv, mens jeg gnubbede videre ”jeg er så klodset altså” mumlede jeg for mig selv. Han tog fat i min hånd og jeg kiggede forskrækket op på ham. hvad så nu? Ville han slå mig? jeg kiggede op på ham, han kiggede hurtigt over mod bordet og så ned på mig igen ”det er lige meget, lad os bare holde det mellem os to” jeg var mundlam, mente han det helt seriøst? jeg stirrede bare på ham og stod helt stille. Han tog servietten ud af hånden på mig og gik mod udgangen af restauranten. Jeg stod og kiggede lidt efter ham. hvad var det der lige var sket?

Jeg kom til mig selv og  begyndte at samle de resterende madrester op. Jeg kunne se en skikkelse over mig og jeg havde en lille ide om hvem det var ”hvad laver du helt der nede babe?” han kunne et eller andet med stemmen så det bare lød så hånende. Jeg rullede med øjnene og rejste mig op ”hvad vil du nu?” hvæsede jeg. Han smilede kækt ”jeg så chancen til at irritere dig” han øjne borrede sig ind i mine og det tog mig ikke lang tid at fjerne blikket igen. Jeg satte mig ned og forsatte med at rydde op ”det havde du ikke behøves at komme herhen for, du irriterede mig fint der over fra!” snerrede jeg, han grinede lavt og satte sig ned på huk, så han var i min højde. Han skulle lige til at sige noget, da min chef kommer bragende ud af døren ”Katrine!” råbte han og alle i hele restauranten kiggede på ham. Han rettede blikket mod mig og så så Harry sidde nede ved siden af mig, han satte nærmest i løb over mod os og jeg rejste mig op, det samme gjorde Harry ”hvad sidder du nede på gulvet for hr. Styles?” spurgte han stille og roligt. Harry trak på skulderne ”jeg ville bare hjælpe” jeg fnøs af ham og med det samme fik jeg et dræberblik fra min chef. Jeg skiftede hurtigt emne bare for det ikke blev for akavet ”hvad var det du ville?” spurgte jeg om og så opmærksomt på ham ”Emma er lige mødt ind og kommer lige om lidt, så du kan bare smutte til pause nu” jeg åndede lettet op og lod dem så alene. Jeg havde fandme pause nu og den skulle bare nydes!

 

--------------------------------------------------------------

 

TUSIND GANGE UNDSKYLD FORDI DER ER GÅET SÅ LÆNGE, JEG HAR BARE VÆRET MEGET PRESSET :) 

ISÆR OVEN PÅ DET MED MIN FARFAR! VI ALLE SAVNER HAM, MEN VI SKAL NOK KLARE DET, DET GØR OS BARE EN SMULE PRESSET <3<3

 

MEN HER VAR DET ALTSÅ :) <3<3

 

OG SELF ELSKER JEG JER SOM ALTID!! <3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...