From Chat - To Real Love ( JB ) 2

Du er den pige, som drengene ikke gider at omgås med, eller flirte med, de finder dig ikke interessant, ligemeget hvad du gør, retter sagt ingen gider omgås dig, alle ignorer dig. Du har prøvet at skifte stil en masse gange, fra sød pige - populær pige, fra street - nørd, fra prinsesse - rocker, men intet virkedede eller virker. Selvom du faktisk er den meget kønne pige, drengene normalt vilde falde for. Det sikkert din generthed der ødelægger det, så du besluttede bare at være sig selv igen, for intet er bedre end en selv. Som rent faktisk virkede, men ikke i virkeligheden, men over nettet. Du fandt en dreng at skrive med, i har skrevet sammen i et halvt år, og i kan bare skrive om alt. Når i skriver, er det som om i bare har kendt hinanden altid ... Men om du kommer til at møde denne her mystiske dreng i virkeligden, som virker som din drømmefyr ... ja, det vil tiden vise, LÆS MED!!! Det her er bare en 2'er for den anden er blevet lidt lang! <3

98Likes
200Kommentarer
47135Visninger
AA

31. Sandhederne bliver lagt på bordet

Justin's synsvinkel *

 

Du sidder og snakker med din mor inde på din stue, hvor Victoria er gået en tur med Noah. For hun kunne godt se på dig at det var noget vigtigt i skulle snakke om. Så hun spurgte om Noah ikke ville med ud og gå. Det sagde han så ja til. Han fortalte også inden de gik at han havde fået snakket med Paige. For hun kom lige da de skulle på tur, så hun tog med dem rundt. Altså din mor, Jax og Jazzy da de gik en tur. Hun fik så fortalt at hun havde fået slået op med Danny, men gerne lige ville vente lidt med at tage skridtet videre med deres forhold. For hende og Danny havde jo været sammen i 1 år, så det er nok lidt svært bare at skifte fra den ene til den anden. Så du forstår godt hendes beslutning, som Noah heldigvis også gjorder. Men han fortalte at hun alligevel gav ham et kys, så han ikke skulle tvivle på hende.

For hun har jo altid elsket ham, men hun ville bare gerne lige have en pause så Danny ikke blev såret. For det er jo ikke hendes skyld at følelserne ikke er der, men det betyder jo ikke at hans ikke er der. Så hvis hun bare går fra den ene til den anden, så bliver han jo såret, og føler hun bare har brugt ham. Så det er en rigtig godt beslutning hun har taget. Victoria begyndte så også at snakke med ham om det da de gik, kunne du i hvertfald høre inden døren lukkede. For hun spurgte ind til hvem Paige var, så de begyndte sikkert at snakke mere om det på deres lille tur.

"Er glad for du gider snakke med mig om det" siger din mor, så du kigger op på hende med et smil.

"Jeg følte bare det var bedre at snakke med dig end psykologen, for du kender mig bedre" siger du lavt, mens du kigger ned. For du har meget svært med at komme ud med tingene, selvom hun er din mor. Men du vil gerne ud med det, og du er glad hun gider snakke med dig om det.

"Du skal bare fortælle alt du har på hjertet skat, for det bedre det komme ud, end at det æder dig langsomt indefra" siger hun og trækker dig ind til sig, da hun sidder ved siden af dig.

"Jeg er bange mor" hvisker du lavt, mens det begynder at svide i dine øjne. Men det gør virkelig tryg, at hun lægger armene om dig, som da du var lille og ked af det. Så det dejligt at du stadig kan gå til din mor, og føle dig lille og tryg.

"Det ved jeg du er, men du stærk Jus, og mig og Victoria ved du kan klarer det"siger hun mens hun kører en trøstende hånd op og ned af din ryg.

"Det kan i ikke, for jeg tror ikke engang på mig selv, så hvorfor skulle i" snøfter du med tårerne rende ned af dine kinder, for du har hørt om så mange mennesker der ikke har klaret den.

Så hvorfor skulle du klare den, når alle de andre ikke har kunne. For de siger altid at de er stærke i starten, men hvad når sygdommen bliver for stærk, og du så ikke kan kæmpe mere. Så er du jo nød til at bukke under, og lade den ramme dig hårdt, som den har gjort med alle de andre. For de har måske kæmpet i flere måneder mod den, men til sidst har de været så svage, hvor den har været bedst og så slået dig ud.

"Du skal ikke tvivle på dig selv skat, du er stærkere end du tror, og det ved du godt" siger hun med en rolig stemme, og kysser dig på panden. 

"Jeg føler mig bare ikke sådan.. Jeg føler mig svag, og har det som om jeg er ved at give op" siger du stille, stadig mens hun holder om dig.

For du føler dig som lille igen, og du er igang med at fortælle din mor at du bliver mobbet i skolen. For du blev hele tiden mobbet derhenne, fordi i ikke havde penge til at købe nyt tøj, så skulle de hele tiden drille med det var grimt eller for stort. Men hvis du ingen penge havde, hvad skulle i ellers gøre. Så du blev bare nød til at leve med mobningen, selvom din mor havde at se dig ked af det når du kom hjem. Men du ville ikke virke som svag, så du tog bare i skole alligevel, og overlevede de år i skole. Dem du gik i skole med, troede måske du var stærk. For de så dig aldrig nede, for du holdte altid hovedet højt når du var derhenne.

Men så snart du kom hjem og så din mor, så brød du sammen, og havde virkelig brug for hende. Som nu, hvor du føler svulsten på en måde mobber dig, så du prøver at være stærk nogle gange, men synet af din mor, frembringer samme reaktion. Så du bliver ked af det, og føler dig nede. Ikke at hun er grunden, men du føler bare at du kan være dig selv hos hende, og lade hende se dig ked af det. For hun er jo din mor, så hun må godt vide hvad det er du går igennem, for hun dømmer dig ikke, men hjælper dig i stedet.

"Det må du ikke sige Justin, da du var lille holdte du altid hovedet højt, det skal du også gør nu, du må ikke give op" siger hun mindre uroligt, nok fordi hun virkelig er bange for om du ér, ved at give op.

Men vil selvfølgelig genre leve, men du har på en eller anden måde bare mistet håbet. Hvorfor det ved du ikke, men du har bare givet op allerede, selvom din svulst ikke er så slem. Men mange siger også at en lille ting, altid bliver set som lille, men i sidste ende er større end du tror. Så hvad hvis din svulst er lille nu, men så bliver større om nogle uger, måske dage, man ved aldrig.

"Jeg ved ikke.. " sukker du, og sætter dig op og kigger ned på dine hænder i dit skød.

"Hvad er dit største ønske i verden?" spørger hun og tager dig i hånden, hvor hun så kysser den,

"Jeg ved det ikke.." sukker du igen, og kigger stadig bare ned.

For din tanker flyver bare rundt i dit hovede, mens du prøver at få styr på dem. Men de gør intet andet end at gøre dig forvirret, som gør din hovedpine værre. For den har du stadig, den kommer og går hele tiden, og er skiftevis styrke. Så nogle gange kan det føles som om den er væk, hvor den andre gange gør så ondt at du får lyst til at græde. For det føles som om der er nogle der bliver ved med at slå dig med en hammer lige ind i hovedet. Det samme sted hver gang, som er, det sted svulsten er. Den er ret tæt på dine nerver, så det er derfor du har haft synsproblemer, vredesproblemer, glemsomhed og sådan nogle forskellige ting.

"Er der et sted du ønsker at tage hen? Noget du ønsker der skal i dit liv? Nogen børn du ønsker at få? Er der slet ikke noget du ønsker at opnå i dit liv?" spørger hun, så du kigger op på hende, uden en eneste mine eller træk i ansigtet, så hun kan tyde dig.

Men det anden sidste ved hun kun fordi du selvfølgelig har fortalt hende om det. For du hader at holde ting hemmelige for din mor, så du har selvfølgelig fortalt hende om din drøm, den samme drøm du fortalte Victoria's forældre. For hvis de ved den, hvorfor skulle din mor ikke også vide den.

"Jo, men hvorfor spørger du?" spørger du, hvor du igen kigger ned på dine hænder i dit skød, som du piller lidt nervøst ved, bare for at lave noget, udover at stresse din hjerne. For tankerne de flyver stadig rundt derinde, så dem prøver du at glemme.

"For hvis du bare giver op nu, så når du jo ikke at opleve de ting" siger hun, så du kigger igen på hende.

"Jamen ... Bare fordi jeg begynder at tro på de ting, betyder det jo ikke jeg kommer til at opleve det.. " sukker du. For der er så mange ting du gerne vil opnå i dit liv, og de største ting er med Victoria.

For du vil gerne stille dig på knæ foran hende, og spørger om hun vil giftes med dig, så blive gift med hende og til sidst få jeres 3 fantastiske børn. Men fordi du begynder at tro på det ting skal ske, betyder det jo ikke at svulsten så forsvinder. Du har den jo stadig, og hvad hvis du begynder at tro på den så meget, og du rent faktisk tror du lever videre, men du så dør alligevel. Så er dine tænker og håb jo spildt på ingenting.

"Jus" sukker din mor, så du igen kigger ned på dine hænder.

"Nogle gange skal man jo begynde at tro på noget, selvom det er hårdt så må man heller aldrig give op. For hvad hvis jeg gav op da vi intet mad havde, og næsten ingen penge havde?" spørger hun, så du sukker.

For det er jo rigtig nok. For havde hun givet op der, havde i jo ikke været her nu, eller en af jer. For måske du var blevet tvangsfjernet, eller skulle bo hos nogle du ikke kendte, så havde du sikkert aldrig mødt Victoria. For din mor bor ret langt fra skolen, men mente at South High var det bedste College for dig, så hun brugte virkelig mange penge så du kunne komme ind. Men hvis du havde boet hos nogle andre, havde de sikkert ikke ladet dig gå der, og så var dine drømme om det perfekte liv med Victoria, Jacob, Madison og Chad ikke eksisterende. Og det ville knuse dig, for lige nu er det, det eneste du rigtig tror på. For din mor har ligesom givet dig lidt støtte til at du skal begynde at tro på noget. Så derfor har du valgt at tro på den drøm nok skal komme i opfyldelse.

"Jeg ved godt jeg burde tænke positivt og sådan noget.. Men jeg føler mig så alene.. Nogle gange kan jeg bare stå og kigge op på himlen og ønsket mig derop mor.. Jeg tror.. Tror det fordi jeg inderst inde gerne vil.. Væk mor, jeg vil bare gerne væk fra alle smerterne, og den lidelse jeg går med" siger du mens tårerne igen triller ned af dine kinder, som de også er begyndte at gøre på hende.

Nok fordi hun ikke lige havde regnet med at du gik og tænkte sådan. For som hun siger så er du stærk, men her for tiden er det som om din selvtillid er ved at knække. Du havde den måske tidligere, men når du er alene eller som nu snakker med din mor, kan du godt lukke den følsomme side ud. Du burde også kunne lukke den ud for Victoria, som du også har gjort før. Men du vil ikke have hun skal bekymre sig så meget for dig, for du ved hun går igennem en masse ting.

For hun fortalte tidligere at alle hendes følelser sad ude på tøjet, og når de pinke piger så sagde noget, brød hun sammen. Så du ville ikke lægge mere pres på hende, ved at sige at du havde sådan nogle tanker. For det ville jo bare hyle hende helt ud af den, og ikke hjælpe noget. Så derfor fortæller du det bare til din mor, for hun er jo din mor, og hun er den der burde vide sådan noget. Hun rejser sig så op, og lægger så armene om dig, så du lægger armene om hende, og trækker dig ind i et virkelig dejligt mor knus.

"Justin du ved at Gud våger over vores familie, og han ved du er en god dreng, s-så han ville aldrig lade dig give op" græder hun ned i din skulder, mens hun prøver at holde det tilbage.

Men tårerne kan hun ikke holde tilbage, for du kan mærke din skulder bliver helt våd. Men det er okay, for du gør også hendes skulder våd med dine tårer, det er står i lige omkring det.

"Du er en engel sendt ned på jorden for at hjælpe mig Justin, og uden dig ville jeg måske ikke have været her" hører du en grådkvalt stemme sige henne ved døren, så du kigger op og ser Victoria og Noah stå.

"Undskyld vi allerede er tilbage, men j-jeg følte bare jeg måtte tilbage, og jeg er glad for jeg havde den mavefornemmelse" tilføjer hun igen grådkvalt, mens hun stille kommer hen til jer.

Hun sætter sig så op i sengen til dig, og holder om dig, og græder ind i din side, så du lægger en hånd ned på hendes side og trøster hende sådan.

"Hvad mener du med du ikke have været her?" spørger du, for hun havde det måske ikke dårligt på South High. Men hun havde vel ikke tænkt sig at gøre skade på sig selv vel, eller tage sig eget liv. Hun sætter sig lidt op, og tørrer sine tårer væk og kigger op på dig.

"Du må ikke hade mig for det okay?" spørger hun nærmest som en hvisken, mens hun kigger på dig med tårer i øjnene, så du nikker.

"Okay" svarer du så kort, mens du bare kigger på alle de bevægelser hun laver.

Hun trækker så op i sit ærme på sin trøje, og viser dig hendes håndled. Først kigger du bare mærkeligt på det, indtil du ser et ar. Så du tager om hendes håndled, kigger kort op på hende og så ned på det igen.

"Jeg kunne ikke klare skolen til sidst.. Og jeg ønskede mig bare langt væk fra den, og det var den eneste løsning" sukker hun stadig med tårerne rendende ned af kinderne.

"Men du reddede mig Jus, du reddede mig fra at gøre mere skade på mig selv, end det ene ar her" tilføjer hun og kigger op på dig.

"Hvordan?" spørger du nærmest som en hvisken som hende. For du er helt i chok over at din engel, virkelig har gjort skade på hende selv. 

"Vi havde kun snakket sammen i 1 måned der, men jeg vidste ikke hvor meget du betød for mig der, så du skal ikke tænke udfra det" svarer hun så med et smil, og ligner en der vil fortælle mere, så du nikker også med et lille smil.

"Som sagt jeg ville bare gerne væk, så jeg låste mig inde på badeværelset, med en kniv jeg havde lånt fra kantinen" fortæller hun stille, og tager en dyb indåndning.

"Jeg begyndte så at lave det her ar-" siger hun og bliver nød til at stoppe fordi hendes stemme knækker, så du lægger armene om hende.

"Jeg er så ked af det Jus, men jeg ville bare gerne væk" græder hun, så du tysser på hende og kysser hende i håret.

"Det gør ikke noget baby" hvisker du, og kysser hende i håret igen. I sidder bare og vugger lidt frem og tilbage indtil hun er rolig igen, hvor hun så kan fortælle videre.

"Min mobil ringede så, og jeg ved ikke hvorfor jeg tog den, men jeg tog den og fandt så ud af det var min skytsengel der ringede" siger hun stille ind mod din brystkasse, mens hun tegner et hjerte over dit hjerte.

"Jeg svor så aldrig at jeg ville gøre det igen, for det må havde været et tegn på, at jeg ikke skulle gøre det, for der er ikke mange der stopper bare fordi ens mobil ringer, men det gjorder jeg. Så fra den dag har jeg prøvet at være stærk, og det er det du skal til nu Jus" siger hun mens hun kigger op på dig, så du kigger ned på hende.

"Hvis du kan, kan jeg også" siger du så med et smil, og kysser hende kort, så hun begynder at fnise med tårer ned af kinderne. Så du ikke kan lade vær med at smile, for hun ser bare så dejlig ud. For hendes kinder er blevet lidt røde, på grund af hun har grædt, så det minder om, når hun rødmer, og det elsker du jo.

"Du skal bare huske at vi alle er her for dig Justin, mig, Victoria, din far, Bruce, Diane, Ryan og Chaz, os alle sammen. Så når du har brug for os, så bare ring, for jeg er jo din mor, og når hendes barn ringer og spørger om hjælp, så siger hun aldrig nej" siger din mor med et smil, så du kigger over på hende med et smil, og breder armene ud, så hun kommer over og krammer dig.

"Skal jeg nok huske, men kun hvis i tager mad med" griner du, og strammer grebet om hende.

For du føler dig bare altid mere tryg når du er i nærheden af din mor. Og helt tryg, når i er så tætte som i nu er. Altså intet seksuelt, hun er din mor. Men som mor og søn der krammer, det er altid dejligt og trygt.

"Aw, jeg føler det som var du 7 år igen" griner hun, så du griner med hende.

"Jeg elsker dig mor" siger du lavt ved hendes øre, så hun strammer grebet om dig.

"Jeg elsker også dig Justin" siger hun og kysser dig på panden, så du begynder at smile. I hører så en kameralyd, så i kigger op og ser Victoria kigger flovt på jer.

"Troede den var på lydløs" griner hun flovt, så i bare griner af hende.

"Men i så bare så søde ud, mor og søn der krammer" tilføjer hun bagefter med et smil, og viser jer billedet.

"Hvad med et mor, søn og.. svigerdatter kram?" spørger din mor Victoria, som lyser helt op, og nikker ivrigt.

Hun rykker sig så helt tæt på jer, så i alle kan kramme hinanden, som i så gør, som føles rigtig dejligt. Endnu bedre end din mor kram, for nu er det både varmen fra hende der har lært dig alt du ved, og gjort dig til den du er idag. Plus hende du elsker overalt på denne jord, som du ikke kunne bytte med nogen anden.

"Jeg elsker jer begge to, og tusind tak for alt" hvisker du i krammet, og kysser dem så på kinderne, så de begger siger 'Vi elsker også dig' i kor, og kysser dig på kinderne samtidig. Så du begynder at grine.

For de kysser ikke bare 1 gang som du gjorder, men en masse gange, og trutter dig så på kinderne, så dine læber bliver mast helt sammen. Du ligner nærmest en fisk, men de gør det kun af kærlighed, så det er vel okay, at du måske ser lidt grim ud nu. Der er alligevel ingen der kan se dig lige nu, så det er vel ligemeget. De trækker sig så fra dig, hvor Victoria giver dig et ordentlig kys, hvor du så kysser med. Du trækker dig så fra kysset, og begynder så at kysse hende i hele hovedet, mens hun fniser.

For du er virkelig glad for hendes hjælp, så du vil gerne vise hende din kærlighed. Selvom du også viste hende den tidligere, for uden sex i 5 uger, det er altså ikke godt for dig. Men du sørgede for at det var fyldt med kærlighed alt sammen. Dine berøringer, dine kys, dine bevægelser, alting. For bare fordi du trængende kan det vel sagtens gøres på en kærligmåde.

"Hvorfor så kærlig?" fniser Victoria, og lægger arme om din nakke.

"Fordi jeg elsker dig" siger du mens du kigger hende i øjnene, så hun kan se at du mener det. 

"Aw, jeg elsker også dig" siger hun med et svagt grin, og kysser dig kort, og begynder så at kysse dig i hele hovedet, så du nu begynder at grine.

For hun gør sikkert fordi du viste din kærlighed på den måde, så for at gengive den samme, gør hun det på samme måde du gjorder mod hende, som bare er virkelig kært af hende. Du kigger så hen på døren, hvor der kommer en sygeplejerske ind, så du synker en klump. For du kan allerede se derfra døren at hun har en nål i hånden, så du skal til at stikkes.

"K-ka ... kan det ikke vente?" spørger du mens du kigger bange på hende, så hun begynder at grine.

For du er virkelig bange for nåle, sådan virkelig bange. Og hun er den sygeplejerske der kommer med de forbandede nåle hver gang, så hun ved hvordan du har det med dem.

"Vi har jo et bestemt tidspunkt husker du" siger hun, mens hun sætter en lille bakke på din seng og gør nålen klar.

Du kigger bare skræmt ned på det hun laver, mens dit hjerte banker derud af. For du har en virkelig stor frygt for dem. Det er nærmest lige så slemt som din elevatorskræk, så det er altså ret alvorligt.

"Må jeg ikke holde dig i hånden?" spørger du Victoria bedende, så hun nikker med at fnis.

"Er det virkelig så slemt?" spørger hun, mens hun tager dig i hånden.

"Jaer! Har du set hvor stor den er?" udbryder du nærmest, for hun ville sikkert ikke kunne lide det selv. Plus hun har sikkert selv fået medicin eller bedøvelse da hun skulle have fjernet sin blindtarm.

"Du sød skat" siger hun med et smil og kysser dig på kinden, mens sygeplejersken tager din arm op i hendes hånd.

Hun holder på din under arm, vender den rundt, så du lukker øjnene. For hun skal til at stikke ned i din arm, og første gang du skulle det, besvimede du. Så du vil ikke kigge på det igen, for det ser altså virkelig klamt ud, når den bliver stukket ned i din arm. Du kan så mærke den går ned i din arm, så du strammer om Victoria's hånd, så hun piver lidt. Men hun holder bare om din hånd som gjorder du intet skade på hende, og kysser dig på kinden.

"Du klarer det fint skat" siger hun lavt mens hun læner sig op af dig, så jeres hoveder er helt tæt sammen.

"Du taler til mig som om jeg var 5 år" griner du stadig med lukkede øjne, mens du kan mærke medicinen sprøjte ind i din arm.

Så du får det virkelig dårligt, og nærmest skal besvime. Men fordi du har prøvet det ret mange gange, så ved du at det bare en den følelse du får hver gang.

"Det fordi du bliver til en på 5, når du skal stikkes" griner hun, så du ryster på hovedet af hende, og åbner så øjnene da du mærker nålen er væk.

"Sådan, det klarede du da fint" komplimenterer sygeplejersken dig med et grin, som også bliver kaldt Suzie, Suzie The Nurse.

"Sjovt Suzie" siger du sarkastisk så hun bare griner af dig, og pakker sine ting væk. For det er den samme ting hun siger hver gang, og du ved det er sarkastisk hver gang.

"Du bliver måske bedre med tiden, men lige nu, så klarer du det ikke så godt" griner hun og går, så du ryster på hovedet af hende. For du klarede det da meget godt, for du besvimede da ikke som første gang.

"Hvem er hun?" spørger Victoria, så du kigger op på hende med et uforstående blik. For det lød virkelig som om hun var jaloux, så du skulle lige tjekke om det rent faktisk kom fra hende. Og det kan du så beskræfte, for hun kigger surt på dig.

"Min sygeplejerske?" svarer du forvirret, så hun sukker og kigger så ned i gulvet, som om hun fik det dårligt med det hun lige sagde. Men du finder det bare sødt, for hun har aldrig set hendes jaloux side, hvis hun overhovedet har sådan en side. For du har aldrig set den, så det overrasker dig lidt.

"Undskyld, blev måske lidt ramt af jalousi" siger hun lavt, så du trækker hende ind til dig.

"Det okay, for det er jo også sket for mig, like 100 gange om dagen, fordi alle skal kigge sådan efter dig" siger du og sukker det sidste.

For det som om at ligemeget hvor hen igår, er der altid en der skal enten kigge på som om han klædte hende af med øjnene, eller begynde at flirte med hende. Så du ved du hvordan det er at være jaloux, så det er helt okay hun også er det. Så ved du da at hun bare gerne vil have dig for sig selv, som du vil have hende.

"Du sød, men det var en mærkelig følelse, blev sådan helt vildt sur indeni, og havde lyst til at slå hende" siger hun så forvirret, så du begynder at grine, for hun er virkelig noget af det sødeste i hverden. For det lyder virkelig som om det var hendes første gang hun blev ramt af jalousi.

"Så så min lille badass, nu ikke så voldig" griner du, så hun slår dig blidt på armen, "Jeg er ikke voldelig, jeg slog hende jo ikke" siger hun med et smil.

"Ikke fysisk i hvertfald, for jeg slog hende nok 30 gange i mit hovede" griner hun, så du grinende trækker hende tættere på.

"Du sød når du er jaloux" siger du inden du kysser hende.

"Og du er sød når du skal stikkes" griner hun, så du sukker. For det var altså ikke sjovt da du blev stukket, det var i hvertfald værre end hendes jalousi problem.

"Og du sød når du prøver at spille sej" tilføjer hun bagefter, så du ryster på hovedet af hende.

Selvom det måske er sandt, så vil du ikke ses som svag, for du er Justin, du kan sagtens klarer nåle. Det er jo bare nåle er det ikke? Nej. Det er ikke nåle, det er klamme metal ting det bliver stukket ind i din arm, så du besvimer, og det er ikke særlig sjovt at besvime..

~

"Jaja, men nu syntes jeg bare vi alle skal sove, for denne her medicin gør mig virkelig træt" siger du, og lægger dig op i din seng og lægger dig godt tilrette.

For der går ikke længe før du falder i søvn, efter du har fået din medicin. Du kigger så hen på Noah's seng, og ser han allerede er faldet i søvn, så han har nok også fået sin medicin. For han går normalt forbi sygeplejersken hvis han er træt og får den inden og går så i seng bagefter. Så han faldt sikkert i søvn, mens du snakkede med Victoria og din mor. Du kigger så hen på din mor, som er igang med at tage sin jakke på, så hun er nok på vej hjem. Du kigger så op på Victoria, der også kigger hen på din mor, og så ned på dig med et smil.

"Skal jeg blive her, eller tage hjem?" spørger hun, og tager dig i hånden.

"Det bestemmer du helt selv, men du skal ikke føle sig presset til at være her, hvis du føler det" siger du med et smil, og gaber så lidt.

"Lover jeg kommer imorgen igen, for skal også hjem og lave lektier.." sukker hun og ruller med øjnene, så du nikker med et smil.

"Okay, hvis du har brug for noget så ring, okay" siger du og lægger dig op på albuerne.

"Skal jeg nok, og ditto med dig" siger hun, og kysser dig i et langt og dejligt kys.

"Jeg har ikke lyst til at gå" siger hun stille mod dine læber, så du kysser hende kort igen.

"Har heller ikke lyst til du går" mumler du med et smil, og lukkede øjne, mens du har armene om hendes nakke.

"Du træt baby, så vi ses imorgen" fniser hun, og kysser dig på panden, og vikler stille dine arme fra hende.

"Jaja" mumler du træt, og åbner armene for din mor, som er kommet herhen.

"Godnat Justin, kommer nok også her en af dagene, hvis du ikke ringer før" siger din mor i krammet.

"Godnat mor" mumler du, og holder bare armene om hende, fordi du er for træt til at slippe hende. 

"Du er så sød når du er påvirket af medicin, tror jeg skal blive her mere, for at opleve min lille søn igen" griner din mor, og vikler også dine arme fra hende.

Du siger ikke noget, fordi du er så træt, så lægger dig bare tilrette. Du mærker så et kys på din pande, som du ved er din mor, for hun elsker at nusse i dit hår som hun så også gør. Men fordi du er så træt, så gider du ikke protestere mere end at mumle lidt. Du hører så nogle skridt gå væk fra dig, så du prøver at falde i søvn. For nu hvor de går skal du jo ikke tænke på andet end din søvn. Du hører så nogle små hurtige skridt, komme hen mod dig igen, efter døren er blevet åbnet. Altså inden du hører Victoria eller din mor gå ud, så du ved det er en af dem. Så du gider ikke engang åbne øjnene, for at se hvem det er. Du mærker så et let strøg over din kind, og så nogle læber over dine, så du kan gætte dig til det er Victoria.

"Skulle lige bruge noget mere kærlighed" fniser hun, så du smiler træt, og trækker hende ned til mere.

Så i kysser lidt akavet, fordi du er så træt, bliver det et akavet snav, men hun siger ikke noget, så mon ikke det går. Hun trækker sig stille fra dit kys, så jeres læber stadig snitter, og kysser dig så igen.

"Vi ses Jus" hører du hende sige, og nogle skridt gå væk fra dig, så du nu ved hun er på vej ud igen. Døren bliver så lukket kort efter, så du lader trætheden overmande dig, og falder så i søvn som Noah.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...