From Chat - To Real Love ( JB ) 2

Du er den pige, som drengene ikke gider at omgås med, eller flirte med, de finder dig ikke interessant, ligemeget hvad du gør, retter sagt ingen gider omgås dig, alle ignorer dig. Du har prøvet at skifte stil en masse gange, fra sød pige - populær pige, fra street - nørd, fra prinsesse - rocker, men intet virkedede eller virker. Selvom du faktisk er den meget kønne pige, drengene normalt vilde falde for. Det sikkert din generthed der ødelægger det, så du besluttede bare at være sig selv igen, for intet er bedre end en selv. Som rent faktisk virkede, men ikke i virkeligheden, men over nettet. Du fandt en dreng at skrive med, i har skrevet sammen i et halvt år, og i kan bare skrive om alt. Når i skriver, er det som om i bare har kendt hinanden altid ... Men om du kommer til at møde denne her mystiske dreng i virkeligden, som virker som din drømmefyr ... ja, det vil tiden vise, LÆS MED!!! Det her er bare en 2'er for den anden er blevet lidt lang! <3

98Likes
200Kommentarer
47154Visninger
AA

32. Hyggelig dag på børnehjemmet!

Victoria's synsvinkel♡

 

"Ej, har i lagt mærke til at tudeprinsessen ikke har grædt idag?" hører du Amanda spørger, så du sukker og følger bare med i den samfundsfags time i har. Det er ikke særlig spændene men du skal jo følge med, for at holde dine karakterer.

"Ej, jaer, skal vi få hende til det?" spørger Clover, så du sikker, og kigger til siden, og ser som altid Nathan sidde og stirrer på dig.

Du nedstirrer ham bare, for måske han forstår en hentydning, at det er irriterende. Du rynker så panden, da han bare bliver ved med at stirrer på dig, så du ryster på hovedet af ham. For det er det eneste han laver hver dag, det er at stirrer på dig. Du ville aldrig kunne stirrer på en person så meget. For enten ville du føle du til sidst over gloede person på en creepy agtig måde, eller så ville personen opdage eller sige du stirrede, så man automatisk kiggede væk. Men så er der Nathan, han bliver bare ved uanset hvad.

"Har jeg noget i ansigtet?" spørger du så, mens du kigger op på tavlen, for du føler dig utilpas når du kigger på ham.

"Ja" svarer han kort, så du kigger hen på ham med et undrende blik.

"Hvad? Har jeg en bums eller sådan noget?" spørger du mens du rører dig lidt rundt i ansigtet. 

"Nope, bare din skønhed" svarer han så med et charmerende smil, så du sukker og kigger igen på tavlen.

For det der er typisk noget han ville finde på at sige. Og du forstår ikke hvorfor han bliver ved med at prøve. For han ved du har Justin, så det giver ingen mening at han prøver så meget som han gør. For du får ingen interesse for ham lige pludselig når du allerede har en kæreste, du elsker overalt på jorden. Du har tænkt dig når timen slutter, skal skynde dig op på dit værelse og gøre dig klar. For du vil gerne væk fra alle skolens opgivelser og tænke på noget andet. Nathan's irriterende stirren, og de pinke pigers irriterende kommentarer er du ved at få spat af. Så at du kan komme væk fra skolen så hurtigst muligt er det du gerne vil. Så du har allerede tænk dig at lige så snart klokken ringer, så er du den første der er ude, og op på dit værelse, så du kan få noget nyt tøj på.

For lige nu, sidder du bare i et par joggingsbukser, strømper og en top. For du gad ikke rigtig gøre så meget ud af dig selv når der ikke er nogle af imponerer. Du er der jo bare for at lære, og fordi du ikke ser godt ud, gør det jo ikke svære for dig at lære. Du blev selvfølgelig kommenteret på din beklædning da du kom ind, men du er pænt ligeglad. For det er som om at efter du så Justin, så du blevet smittet af hans selvtillid, og så praler deres kommentarer bare af. Men du har allerede et outfit i tankerne til du skal se Justin, og han bliver sikkert vildt glad når han ser det.

Men det er jo også derfor du tager det på, så du håber bare på hans reaktion er overdrevet positiv. For han syntes du var lækker eller smuk som han siger, de andre gange du har gjort noget ud af dig. Så du håber også at han kan lide det nu, selvom det stadig er indenfor et hverdagslook. For det skal heller ikke vore for overdrevet, så derfor er det indenfor et hverdagslook. Men det er i hvertfald et look du ved Justin vil kunne lide.

~

Outfit for idag - Du ville bare gerne se lidt godt ud


Du er på vej hen til børnehjemme, for det er blevet onsdag, så det er blevet tid til at besøge Angel igen. Du er der næsten, så du begynder at gå lidt hurtigere. For du vil gerne nå at være hos Justin og Angel, for de har begge brug for dig. Du kommer så til huset, hvor du går hen til hoveddøren og banker på. Der går ikke længe før Mrs. Johnsen har åbnet døren og budt dig indenfor, så du går ind. Du hænger din taske op på en knage, og tager din mobil om i baglommen, og går som du altid gør ind til fællesrummet. For det er altid der Angel sidder, når hun ved det er de dage du kommer, så du går bare derind. Da du kommer derind, er der en der bliver virkelig glad, som nærmest angriber dig, så du sætter dig på hug og bliver overfaldet i et knus. Du elsker at kommer herhen, for at se Angel så glad, før dig glad. 

"Hey Angel!" hviner du, mens du kigger på hende og ser hendes dejlige smil.

"Heeej Victoria!" hviner hun som dig, og krammer dig igen.

"Jeg skal snakke med Lucy idag" siger hun med et smil, efter i har trukket jer fra hinanden,

"Okay, hvornår skal vi så det?" spørger du, for Lucy er hendes psykolog, og du er jo med hende derinde.

"Nu, vi ventede bare på dig" svarer hun med et smil, og tager dig i hånden, og begynder at gå, så du følger med.

I går så sammen hen til det rum i altid sidder i når i skal snakke med Lucy, hvor i går ind, og ser hende sidde ved hendes skrivebord. For hun har fået sit eget lille kontor, som er helt præcist som et psykologrum. For de sørgede for at alt var der så Angel kunne komme væk fra den frygt hun går rundt med.

"Hey" siger du med et smil, og sætter dig hen på en stol, der er ved siden af Angels stol hvor hun kan ligge på.

"Hey" hilser Lucy tilbage, og får skrevet noget ned på hendes computer, og kommer så hen til jer.

Hun sætter sig i en stol som dig, vendt mod Angel, hvor hun lægger sit højre ben og det andet, og kigger på nogle papirer hun har i hånden. Angel kigger så op på dig, og tager dig i hånden, så du smiler til hende. Hun kigger så hen på Lucy, som lægger papirerne i sit skød.

"Syntes vi er kommet ret langt med vores opbygning af tillid, så vi kan gå et skridt frem" siger Lucy, mens hun kigger ned på Angel, og så kort op på dig. Angel kigger så op på dig, som svar så du giver hende et smil, som får hende til at kigge tilbage på Lucy, hvor hun nikker.

"For vi er jo aldrig kommet ind på det der skete, for ville gerne lære dig at kende først, så jeg kunne kende dine grænser" fortæller hun stille med et smil, så dig og Angel begge nikker sig enig til det hun siger.

For du ville nok også hellere snakke med hende ordentligt, hvis du havde den tillid din til psykolog du havde brug for før du gad snakke med hende. For hvordan skulle man kunne sige ens problemer til en man ikke føler sig tryg ved.

"Jeg starter bare med at stille nogle få spørgsmål, og så skal du bare svarer så godt du kan okay?" spørger Lucy mens hun kigger på Angel, så kigger op på dig, for hvad hun skal gøre.

"Hvis det er okay med dig, så skal du bare sige ja" siger du med et smil, og giver hendes lille hånd et klem.

"Okay" siger hun så til dig, og kigger så tilbage på Lucy, og nikker bekræftende til hendes spørgsmål.

"Okay, jeg stiller dem bare en efter en" siger hun med et smil, og kigger ned på hendes papirer.

 

Lucy: "Er der nogle mennesker der gør dig utryg?"

Angel: "Mænd ... Eller store drenge"

Lucy: "Okay, er der nogle steder du utryg?"

Angel: "Mørke steder.. Og derhjemme"

Lucy: "Derhjemme? Var det, der det skete?"

Angel: "Ja.."

Lucy: "Var du alene?"

Angel: " ... Min mor var på arbejde, men jeg var alene.. "

Lucy: "Hvem var det der gjorder det?"

 

5 minutter senere...

 

Lucy: "Angel?"

Angel: "Må jeg ikke få en pause?"

 

"Jo selvfølgelig" siger Lucy, mens Angel skynder sig at rejse sig op, og går ud af kontoret.

Du havde nok regnet med hun ville gå ud, men hvornår det vidste du ikke. For hun var allerede utryg da det første spørgsmål, så du havde det på fornemmelse men du vidste bare ikke hvornår.

"Vi kom da igennem lidt" siger Lucy så efter lidt tid, så hun bryder stilheden.

"Ja, af første gang var det da positivt" siger du med et smil, og rejser dig op. For du skal jo være der for Angel, så du må nok se lidt til hende.

"Smutter lige hen og ser til hende" siger du med et smil inden du åbner døren, og skal til at gå ud.

"Det okay, hvis hun kan forstætte så kommer i bare ind ikke?" spørger hun, så du nikker med et smil.

"Selvfølgelig" svarer du inden du går ud, og ind i fællesrummet. For det er altid der hun er, så måske hun er der nu. Du kommer så derind, og ser en masse lege, så du kigger lidt rundt, men du kan ikke se nogle Angel.

"Har i set Angel?" spørger du dem der er derinde, så de stopper deres leg, og kigger op på dig.

"Nej" siger de i kor, så du sukker. Der kommer så en lille dreng hen til dig, med brunt hår, og minder dig om en lille Justin, så du sætter dig på hug foran ham.

"Hej" siger du med et smil, så han kigger op på dig med tårer i øjnene, så du kigger lidt trist på ham.

"Aw, hvad er der sket med dig?" spørger du, og trækker ham ind til dig.

"Min finger" siger han trist, og viser dig den, hvor han har skåret sig, så du kysser ham på kinden, som er lidt våd. Men nu hvor han er ked af det, så hjælper det måske lidt på hans humør.

"Skal vi finde et plaster?" spørger du, og rejser dig lidt op, så du står lidt foroverbøjet og rækker en hånd frem. Han nikker så stille, og tager din hånd hvor i går sammen ud til første hjælpskassen og finder et plaster.

Du åbner så kassen, og kigger på alle de forskellige plaster der er, og finder så en med batman. "Vil du have et batman plaster på?" spørger du, og viser ham det.

"Ja" siger han så med et smil, og kigger op på dig, med det dejligeste øjne.

For de har den dejligeste brune farve, og er lidt store, som dådyr øjne. Han er ca. 3-4 år, så han er bare en lille charmetrold. Du tager så en renseserviet, og sætter dig på knæ, og trækker ham stille hen og sidde på dit knæ. Du lægger så armene om ham, og renser hans finger, mens han følger med i det du laver.

"Vi skal lige rense det, så der ikke sker noget" siger du, så han ved hvad du laver.

Du tager så plasteret, og giver ham det på fingeren, og kysser så hans finger. For små børn de elsker jo når deres mor kysser der hvor det gør ondt. Og nu hvor han jo ingen mor har, må du jo være hans mor. Men du ved ikke hvorfor du pludselig er så omsorgsfuld for denne lille dreng. Måske du godt kan lide at omgåes børn? Eller dit mor instinkt er blevet vækket lidt? Eller du gerne vil være mor? Ej, det kan det ikke være. Du havde sikkert bare ondt af den lille dreng, og fordi han er så lille, så var du jo bare sød mod ham.

"Hvad hedder du?" spørger du, stadig mens du har armene om ham, men han er virkelig bare noget af det sødeste du nogensinde du har set.

"Mason" siger han så med den dejligeste stemme, så jeg bliver helt forelsket i ham.

"Ved du hvad jeg hedder?" spørger du mens du rejser dig op, og løfter ham med dig. For du skulle jo finde hende, men glemte det helt da du mødte den her lille guldklump.

"Ja, Victoriaaa" siger han glad, så du begynder at smile, mens du går rundt og prøver at lede efter Angel.

I går lidt rundt dig og Mason, hvor du bare bliver mere og mere glad for ham. For han er virkelig en dejlig dreng, og han minder virkelig meget om Justin. Så måske det er derfor du er blevet så forelsket i den lille dreng. I går så op til deres værelser, for i har tjekket alle andre rum, så hun må være der.

I kommer så derind, hvor hun rigtig nok ligger i hendes seng, med dynen over hende, så du sætter dig hen til hende med Mason. Du sætter ham nede i fodenden, hvor han bare sidder og kigger med hans dejlige øjne. Der er altså noget med den dreng, for det er altså ikke normalt at du bliver så forelsket i andre. Altså ikke sådan forelsket som i Justin, men han er virkelig noget af det dejligeste du har mødt. Du trækker så dynen fra Angel, og nusser hende på ryggen, så hun kigger op på dig med et bedrøvet smil.

"Undskyld det tog så lang tid, men Mason havde skåret sig, og vi kunne ikke finde dig" siger du mens du fortsat nusser hende på ryggen,

"Det okay ... Jeg er vant til det" siger hun stille og kigger så den anden vej, så du får det dårligt. For hun hentyder nok til alle de gange hun er blevet voldtaget og så har måtte være alene bagefter.

"Please Angel, det må du ikke tro, jeg er her jo for din skyld" siger du, og håber virkelig hun tror på dig, for det er jo derfor du er her. For hvis hun ikke havde været her, havde du jo været hos Justin for at gøre ham i lidt bedre humør, nu hvor han er på hospitalet.

"Mener du det?" spørger hun, og kigger op på dig.

"Ja, jeg har jo været her 2 måneder ca. så selvfølgelig mener jeg det" svarer du med et smil, så hun sætter sig op.

"Undskyld jeg blev sådan, men jeg har altid bare leve alene" siger hun meden trist mine, så du lægger armene om hende, og trækker hende helt ind til dig, hvor hun lægger sine om dig.

"Det gør ikke noget, jeg forstår dig godt, men næste gang, skal du bare stole på mig, okay?" spørger du, for at være sikker på hun ikke tvivler på dig.

"Jeg lover det" siger hun med et smil, så du smiler igen.

~

I er kommet nedenunder igen, hvor Angel og dig, fik snakket lidt videre med Lucy. Det gik lidt bedre end før, men hun blev utryg igen, og ville gerne have en pause. Lucy sagde så at det var okay at vi bare stoppede for idag. Så lige nu sidder vi inde i køkkenet, og lægger neglelak. For vi skulle jo lave noget, og syntes mine negle var kedelige uden noget. Og heldigvis havde Mrs. Johnsen nogle neglelakker, som vi kunne bruge. For der er nogle af dem herinde der er 8-9 år, og de er blevet ret glade for neglelak, så derfor har de en masse. Du har lige lagt en sølv neglelak på Angel, som lige nu er igang med et tørre, så du er igang med dine egne. Du har bare lagt en sort mat farve på dem, og er nu igang med at lave en sort streg ude i kanten.

For det så bare pænt ud, da du prøvede på en, og valgte så at gøre det på dem alle. Det var i starten en fejl, for du skulle lægge en gennemsigtig neglelak over Angel's, så den ville holde længere. Men så ramte du din egen, så du så prøvede at dække. Men fordi den er mat, så blev den bare blank ude i kanten, så du valgte bare at gøre det på dem alle. Du er så igang med den sidste da din mobil ringer, så du forsigtigt trækker en finger over displayet og tager den. Og fordi du jo skal vente på din neglelak tørrer, så sætter du den bare på medhør. Det er alligevel kun dig, Angel og Mason der er herinde.

For du kan seriøst ikke holde dig fra den lille dreng, så han sad på skødet af dig, men du lagde neglelakken. Men han var ikke i vejen, så det var bare hyggeligt. Angel blev i starten lidt jaloux, men da du begyndte at lægge hendes neglelak, tog hun det fint. Du fortalte bare at han mindede meget om Justin, så derfor ville du gerne sidde med ham. Men du kan godt mærke nu at det er noget andet, men du ved virkelig ikke hvad det kan være?


"Det' Victoria?"

Person: "Hey Victoria det' Ryan"

"Oh! Hey Ryan, så ikke lige hvem der ringede"

Ryan: "Det er okay, mig og Chaz ville bare spørger om du ville hen til Justin?"

"Ja, det vil jeg vildt gerne, men sidder lige med nogle børn og hygger"

Ryan: "Undskyld mig sagde du børn?! Er du mor?!!"

"Haha! Nejnej, det er nogle på et børnehjem som jeg er sammen med"

Ryan: "Nåårh, så er jeg mere rolig, men vi kan bare mødes når du kan ved et af busstoppestederne så"

"Ja, det kunne vi godt, hvis i bare tager bussen ca. 18:00 så venter jeg bare på jer ved et tættest på mig, for bussen kører alligevel forbi børnehjemmet"

Ryan: "Okay, så ses vi bare der, og håber du hygger dig"

"Jeg hygger mig rigtig meget, men vi ses"

Ryan: "Vi ses"

 

"Skal du allerede gå fra os?" Angel med et trist mine.

"Om et kvarter ca. men det er kun fordi jeg skal over til Justin" svarer du med et smil, så hun nikker og kigger ned.

"Det jeg ved ked af, men han har også brug for mig" siger du mens du tager hende i hånden. For hun ved godt at Justin ikke har det så godt, og er på hospitalet. Så hun ved også godt at han skal bruge din støtte, men hun har jo også brug for dig, og så glemmer hun nogle gange Justin.

"Når ja, har han det godt?" spørger hun og kigger op på dig.

"Ja, han så i hvertfald glad ud igår" svarer du med et smil.

"Godt, for han er meget sød" siger hun med et stort smil, så du begynder at grine.

"Han er virkelig sød" fniser du, og begynder helt at rødme når du tænker på ham.

"Dine kinder de røde" siger Mason som har vendt sig om på dit skød, og prikker dig så på kinden, så du bliver helt forlegen. For at du bliver opdaget i det af en på 3-4 år, det er altså flovt.

"Mm, det fordi jeg er så forelsket i Justin" fniser du, mens dine kender bliver endnu mere røde.

"Men må jeg ikke nok tage et billeder af jer?" spørger du, og tager din mobil fra bordet op i hånden.

"Jo" siger de så begge i kor, så du rykker Mason hen på det ene skød og Angel kommer op på det andet.

"Vil du ikke trykke der, når jeg siger til?" spørger du Angel, som hun nikker ja til, så du retter lidt på dit hår og smiler så sammen med dem.

"Smiiil" griner dig, som Angel så ser som dit tegn og tager et billede, som bare er perfekt.

"Et til" siger du så og rækker tunge, så de gør det samme som dig, og tager så et billede.

Du tager så din mobil og kigger lidt en ekstra gang på dem, og smiler så. For de blev rigtig gode. Du tager så også nogle af dem, hver for sig, så de er alene. For du vil bare gerne have nogle billeder af dem alene, som du kan vise folk. For de er virkelig nogle af de sødeste børn, så at vise dem frem er noget du gerne vil. For du er ikke bange for at vise folk at du er sammen med små børn.

For det er det samme som at være sammen med sine små søskende, eller kusiner/fætre, såeh. Men det er der nogle der syntes er virkelig pinligt eller det skal man bare ikke. Men du elsker at være sammen med børn, og især Mason og Angel, så det er du ligeglad med. Du er jo også meget sammen med Oliver, så det er måske derfor du er sådan. Men det er slet ikke noget du er bange for at vise at du gør, for du er bare den du er. Du lægger så armene om dem, og kysser dem begge på kinden, og trækker dem helt ind til dig. 

"Jeg er virkelig ked af, jeg skal gå om lidt, men Justin har brug for mig" siger du lavt, da de sidder virkelig tæt på dig.

"Det okay" siger Angel, med hovedet hvilende op af dit.

"Du må kun gå hvis du kommer tilbage" siger Mason med et smil, så du begynder at grine. For selvfølgelig kommer du tilbage, det gør du faktisk allerede på søndag. Måske det er lidt lang tid for dem, men det er bedre end 1 uge.

"Selvfølgelig kommer jeg tilbage, især når i er her" griner du og trækker dem igen endnu tættere på dig, så de begynder at grine.

"Så du skal ikke spise med?" spørger Mrs. Johnsen der lige er kommet ind.

"Nej desværre, tror jeg spiser sammen med Justin, men på søndag vil jeg gerne" svarer du, og begynder at lægge neglelakken ned i deres kasse igen.

"Det helt fint, bare han har det godt" siger hun inden hun går igen.

"Kom lad os gå udenfor" siger du og sætter dem på gulvet, og tager dem så i hånden og begynder at gå udenfor med dem.

Hvor de begge begynder at smile, og hopper afsted. Så i alle 3 kommer stille hoppende udenfor til de andre, hvor Mrs. Johnsen også er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...