Quiet Chaos - The Possession Series: 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Efter 1000 år af død og ødelæggelse, er mennesket nu ikke andet end en oldtidsrace. Verden er overtaget af Besiddere, som har overtaget menneskesindet, og indført deres eget samfund, opdelt i fire verdensdele. Men noget går galt, og aldrig før har jorden været så meget i fare som det er nu, og det er op til Besidderne at redde den. Cherlyn Campbell er kun et af de mange tusinde Besiddere som optrænes til at slå Dæmonerne ihjel, en hybrid race som har udviklet sig blandt Besidderne. Til gengæld, er Cherlyn den eneste blandt Besidderne som har sølvøjne. Hun møder den mystiske Will, som er forfærdelig charmerende, men også uhyggelig mystisk; Cherlyn graver straks ned i hans fortrolighed med sine to venner, Cody og Tess. Men mystiske begivenheder udfolder sig omkring dem, og Cherlyn kommer pludselig i kæmpe fare – men hvem er det hun skal frygte? Dæmonerne, hendes egne, eller en helt tredje race?

24Likes
37Kommentarer
1927Visninger
AA

4. Those Mysterious Eyes


Jeg bankede, for tredje gang, mod badeværelsets glaslignende dør, og ventede på en reaktion. Men da der ingen kom, knyttede jeg irriteret hånden og hamrede den nu ind mod dørens overflade. ,,Tess! Så bliv dog færdig for pokker!”, råbte jeg utålmodigt. Jeg hørte en irriteret vrissen, og lyden af en der spyttede noget ud i vasken. ,,2 minutter!”, gentog hun, hidsigt.
,,Det sagde du også sidste gang!”
,,Fordi der ikke er gået 2 minutter siden du sidst spurgte!”
,,Vel er der så! Jeg har et ur lige her, og sidst jeg spurgte dig var klokken 07:43, og nu..”
Døren blev revet op, og Tessa stod nu i døråbningen, med et irriteret udtryk. ,,Værsgod, Dronning Campbell. Håber besøget behager dig.”, snappede hun efter mig, men jeg ignorerede det og skyndte mig ind for at gøre mig klar. Det betød en hurtig børste igennem mit iltre hår, noget hurtigt mascara og øjenskygge, hud rensning og en tur på toilettet. Det tog mig i alt et kvarter, hvilket betød at klokken var over otte da jeg var færdig. Tessa sad med snotten i vejret, armene og benene krydsede og gjorde sig umage med at understrege sit utilfredse udtryk. Jeg rystede blot på hovedet af hende, greb fat om hendes håndled for at hive hende med ud af værelset, og ignorerede hendes halvhjertede protester bag mig.
Så snart vi trådte udenfor, ramte varmen os som en intim omfavnelse. Jeg skælvede let da en brise strøg hen over vores bare hud. Det var et under at opgangen lå under et halvtag, ellers ville de sorte mursten sikkert smelte i solens stråler. Den idylliske fred blev straks afbrudt da jeg så klokken oppe på skolens mur, og vi skyndte os begge ned langs den åbne gang, til vi kom til døren der førte os ind til gangene.
,,Vent lige, jeg skal på toilet. Det nåede jeg ligesom ikke fordi en hvis person mente at hun kunne forstyrrer mig.”
,,Du havde været der inde en halv time!”, klynkede jeg anklagende, imens jeg fulgte hende ind på toilettet. Toilettet var lyst med hvidt gulv, og sort marmor til at beklæde vaskene og væggene. Et lille stykke nede stod 15 toilet båse, hvilket var en total underdrivelse og resulterede i kø langs på eftermiddagen. Om morgnen var der aldrig kø, så Tessa kunne uden problemer snuppe et toilet. Jeg gryntede utilfreds og lænede mig op af håndvasken, med to hænder hvilende på det kølige marmor overflade. Den føltes klisteret. Jeg rynkede panden, og hævede hånden, og gav et forfærdet, halvkvalt gisp fra mig.
Blod. Der var blod på min hånd. Mørkt, klisteret blød. Hele min krop dirrede i chok, og jeg stirrede ned mod håndvasken, hvor der var afsat to håndaftryk, formet i blod. Jeg bed mig selv hårdt i læben, og skævede tøvende ned mod hvor Tessa var forsvundet ind på et toilet. Jeg tog en dyb, skælvende indånding, og tvang mig selv under kontrol. Jeg kunne ikke fjerne mit chokeret blik fra de to håndtryk, og der nåede at gå et par sekunder, før jeg åbnede vandhanen med hånden der ikke havde blod på sig. Jeg skyndte mig at skylle mine hænder, og skrubbe det endnu fugtige blod af håndvasken. Jeg nåede lige akkurat at slukke for vandet, da et toilet blev trukket ud og Tessa trådte ud.
,,Du gav dig ellers god tid.”, jeg forsøgte og lyde bebrejdende, men i stedet for lød det nærmest taknemligt. Tessa bemærkede det godt, og hævede spørgende øjenbrynet imens hun så på mig, undersøgende. Da jeg ikke svarede, trak hun blot halvhjertet på skuldrene og gik hen til en af de andre håndvaske for at vaske sine hænder. ,,Jeg tager mig den tid jeg har brug for.”, sagde hun, sippet, og jeg sukkede af hende. ,,Det må du nok sige.”
Vi nåede endelig ned til spisesalen, hvor Cody sad med mobilen i ansigtet.  ,,Undskyld vi kommer forsendt, men du kender Tessa.”, skyndte jeg mig at sige, inden han kunne nå at skyde en bitter kommentar efter os. ,,Ja, det gør jeg desværre.”, Tessa gav ham et klap i baghovedet, og han gav et forskrækket spjæt fra sig. ,,En kvinde tager sig den tid hun har brug for.”, svarede hun spydigt for anden gang i dag - og måske tusindegang hvis vi tæller de seneste par år med - imens hun skiftevis stirrede giftigt på mig og Cody.
,,Og nu må vi hellere skynde os over og gøre krav på resten af maden!”, det blev mig der rev os ud af den sædvanlige stemning, ved at lukke mine hænder om Tessas skuldre, og begyndte at skubbe hende mod hvor maden stod. Jeg blev nødt til at skue fra hendes ene side af, hun var for høj til at jeg kunne nå hende over skulderen. Trods alle mine andre fordele i pungen, var højden ikke en af dem.
Heller ikke her stødte vi på kø, men det var mest fordi vi var så sendt på den, hvilket ikke ligefrem var noget nyt. Tessa havde aldrig været morgenmenneske.
Jeg har før set film og læst bøger skabt af Værter, og aldrig har jeg forstået deres levemåde. De brokkede sig altid over maden der blev serveret; måske fordi det faktisk var dårlig mad, men det var ikke tilfældet her. Dog var der ikke noget lyst brød i sigte, som Værterne havde ædt af i spandevis – kun groft brød, fedtfattig mælk og smør, en masse frugter og grønstager, og noget andet sukkerfrit spiseligt.
Lige da jeg var i gang med at blande noget honning i min græske yoghurt, skar et højlydt råb igennem salen, efterfulgt af en væltet stol. Spisesalen var enorm, da den skulle huse over tusinde mennesker, og var det ikke fordi det skete ved en af de tætteste borde op til buffeten, vil jeg nok også have overhørt det.
Det var en dreng der havde grebet fat om kraven på en anden. Jeg gik ud fra det var ham der havde råbt, for der lå en væltet stol bag ham. Afstanden fra mig til ham var ikke stor, så det var ikke svært at se hvordan hans røde øjne glimtede af raseri. En knyttet næve var rettet direkte mod den anden drengs ansigt, som blot smilede fedtet og lod til at more sig.
,,Fatter du slet ingenting?!”, brølede drengen så, der havde taget fat i kraven på den anden. Den anden dreng smilede lusket, uden at miste det muntre udtryk. ,,Jeg fatter godt at du er rasende, og at du lige har tiltrukket dig halvdelen af salens opmærksomhed. Gælder det?”, det fedtede smil udviklede sig til giftigt, og den anden dreng blev bleg. Han slap taget i trøjens krave, kun for at lukke hånden stramt om håndleddet på den anden dreng, og slæbte ham med ud af salen.
Da jeg kom tilbage til bordet, sad Tessa der allerede med munden fuld af æbler. ,,Woah. Og de siger at piger med PMS er slemme.”, mumlede hun, og slugte æblet. Hun skar ansigt. ,,Det er de også.”, indvendte Cody, og jeg kunne se Tessa smile overbærende. ,,Ingen ringede dig op, meistro.”
,,Huh, på min historie er der ellers opkald fra både dig og Lyss, og faktisk også Mary fra niende..”
,,Årh hold kæft.”, svarede hun, dog var det mere opgivende end spydigt, som det ellers plejer. Hun tog endnu et bid af de udskåret æbleskiver, og skælvede over hele kroppen imens hun igen skar ansigt. ,,For pokker de er sure de her æbler!”
,,Det er fordi de er så røde. Lad være med at tage dem, det er dem der er de bitre.”, Tessa lyttede tydeligvis halvhjertet til mine ord, for hendes øjne var fikseret på vinduet, som var lige bag ved mig hvor jeg sad.
,,Nå, så det er i dag du laver dit gennembrud som Værge?”, spurgte Cody. Han havde sluppet mobilen, men den hvilede nu i stedet ved hans albue, lige til at gribe ved hånden. Jeg følte mig fristet til at hugge den og se hvad det var, der sådan stjal hans opmærksomhed.
,,Cody, jeg skal træne med niende årgangen. Ikke ud og slagte Dæmoner.”, svarede jeg ham, og pegede på ham med min ske, som jeg lige havde suttet ren for yoghurt. ,,Selvom det sikkert også vil være fedt.”, tilføjede jeg, grinende.
,,Du er sindssyg.”
,,Du kan lide det.”
,,Shit.”, Tessas indvending var overraskende, og vi rettede begge to, spørgende, blikket mod hende. ,,Jeg har helt glemt at jeg skulle skrive den der.. dagbog af en art, til Mrs. Leigh i dag.”, jeg opfangede at min og Codys pande rynkede synkront, og jeg skovlede endnu en skefuld yoghurt ind i munden. ,,Dejbøg?”, spurgte jeg så, med skeen i munden. Cody greb den og hev den ud. ,,Hey!”
,,Mrs. Leigh vil gerne have på skrift hvad der foregår oppe i mit hoved, og sådan, og vil have at jeg skrev det ned ved mulighed. Og..”, Tessa tav, med et konfliktrigt ansigt. Hendes ansigt var formørket, hvilket fik en gnavende uro til at forme sig i mit bryst. Jeg håbede ikke hun skulle til at have et af hendes anfald; det var svært nok når vi var alene. Men midt i spisesalen..
,,Det har du glemt..?”, afsluttede Cody, og hun nikkede. Jeg smilede opmuntrende til hende, og rakte hen over bordet for at tage hendes hånd i min. Den rystede. ,,Det skal nok gå. Det er jeg sikker på. Mrs. Leigh er der jo til at hjælpe dig med at få det bedre. At du har glemt det, betyder bare at du har haft dine tanker andre steder. Bedre steder.”, forsøgte jeg, og Tessa nikkede igen.
Tessa var en af dem, der havde problemer med at vænne sig til sin Vært. Det var ikke usædvanligt; menneskelige følelser var stærke, og nogen var sværere at kontrollere end andre. Andre Værter var helt umulige. Tessa havde været på randen af det, og ville sandsynligvis have givet op, hvis det ikke var fordi mig og Cody opdagede hende. Hun kom straks i specielbehandling, og for to uger, var jeg helt alene på vores fælles værelse. Tessa kom så tilbage, friskere end før, men hun måtte stadig gennemgå specielundervisning, og hun havde stadig sine voldsomme humørsvingninger. Derfor var hun der ikke de sidste tre timer, sammen med mig og Cody. De tre første, derimod, havde hun sammen med os, men hvis jeg skulle til at træne med niende årgang der, ville det betyde at vi ikke ville have nogen træningstimer sammen overhovedet.
,,Jeg smider lige mit skrald ud.”, sagde hun så, fraværende, og rejste sig op for at gå mod skraldespanden, med sin tomme tallerken i hånden. Sikkert en undskyld for hurtigt at slippe væk. ,,Du holder øje med hende, ikke?”, jeg kastede et let tvivlsomt blik mod Cody. ,,Selvfølgelig gør jeg det Clare”, svarede han, med øjnene fikseret på Tessas skikkelse. Til trods deres forhold mindede om to der virkelig forpestede hinanden, og kun var sammen for min skyld, følte Cody en tydelig beskyttertrang overfor hende. Det havde han også gjort overfor mig før Tessa kom ind i billedet, men i der havde det altid være mig der beskyttede Cody når han kom i problemer, så da skrøbelige Tessa dukkede op, var det straks hende det gik ud over.
Selvom Tessa aldrig ville tilstå det, betvivlede jeg aldrig et sekund på, at Tessa ikke nød det. Cody var hendes irriterende storebror, til trods for at han kun er par centimeter højere end hende. Egentlig, opførte vi os nok alle tre som et søskendepar. Lige så meget som vi drillede og irriterede hinanden, lige så meget havde vi brug for hinanden. Jeg kunne ikke forstille mig en hverdag uden at skulle stå op til Tessas snøvlende tempo, eller ikke høre nogen af Codys bitre kommentarer. De var blevet hverdag for mig gennem de sidste otte år, og de få gange jeg havde tænkt hvordan det ville være at leve uden dem, fik en tom følelse til at dvæle inde i mig. De var ikke bare mine venner; de var, som vores Værter havde kaldt det, familie.
Salen var ved at være tom, og vi indså lidt forsendt at klokken var ved at være 08:20, tidspunktet hvor man skulle mødes i klasserne. Vi skyndte os at forlade salen, med et hastigt tempo. Jeg bemærkede det knap, men da vi kom ud fra spisesalen, stod de to fyrer der var kommet op og skændes, helt mast op i et hjørne. Jeg kunne ikke helt skelne de hvæsende ord fra hinanden, men jeg hørte noget i stil med ’mere forsigtig’ og ’ubekymret’. Jeg tænkte ikke yderligere over det. Cody gav mig et ’held og lykke’ klem på armen, og Tess et knus, efterfulgt af et ’Spark røv!’
Det beroligede mig.
Selvfølgelig, var alle andre på niendeklasse gangen højere end mig. Det var en anelse flovt måden jeg blev nødt til at bede en om at flytte sig, og at han først blev forvirret fordi han ikke kunne se mig. Jeg kunne tydeligt mærke de vantro blikke i nakken, og jeg hørte nogen få hviske om mine sølvfarvede øjne. Jeg kunne ikke bebrejde dem; det måtte se underligt ud, når jeg i forvejen udskilte mig med min højde. Med de sølvklare øjne, skilte jeg mig blot endnu mere ud.
Efter jeg var blevet trådt på fødderne otte gange, og skubbet ind i væggen to-tre gange, nåede jeg endelig den klasse som Peter havde fortalt mig jeg skulle møde op i. Måden lokalet var indrettet på, var præcis det samme som hos ottendeklasserne; men her, hang der forskellige våben på væggen når man trådte ind, og flere af måtterne, der var placeret på væggen i ottendeklasses lokalerne, var her pillet ned og erstattet af en glaslåge, som gav udsyn til forskellige trænings objekter.
Jeg dumpede min træningstaske ned på gulvet, imens jeg et øjeblik nysgerrigt lod blikke glide omkring. Peter var i gang med at give to fyrer tæv, men så snart han fik øje på mig, gjorde han det hurtigt færdigt og satte kurs mod mig. Det var drengene ikke tilfredse med, og fløj igennem luften for at tackle Peter. Ingen sagde at man skulle se elegant ud imens man nedslagtede Dæmoner, hvilket var et held for dem.
Jeg sparkede mine normale sko af, og trak mine indendørs sko op af tasken. I forhold til de hvide All Star sko, som var et yderst moderne mærke her i Europa, som jeg brugte til hverdag, havde mine sorte indendørs sko det knap så godt. Den sorte farve var falmet til grå, og snuden af skoen var så nedslidt, at det var et spørgsmål om tid før mine tær vil stikke ud.
Jeg nåede at få bundet snørebåndene på skoene, og næsten få sat mig ned, før Peter fik viklet sig fri fra de legesyge elever. Jeg rettede de sølvklare øjne mod ham, og han gennede mig med op foran spejlene. De nysgerrige blikke der fulgte os var som en let kriblen under min hud, men i stedet for at være nervøs, var jeg spændt. Jeg glædede mig til at komme i gang, se hvor svært det var, om det faktisk var noget for mig, eller om Peter og Mrs. Leigh blot havde overvurderet mine evner.
Peter slog en hånd mod min skulder, og så ud på forsamlingen, som alle havde sat sig nu. Deres blikke udviklede sig drastisk fra nysgerrigt til forundret, og jeg hørte gisp rundt omkring. Jeg smilede let, skævt, med sølvklare øjne der gled nysgerrigt rundt omkring. Utroligt som det kunne blive ved med at overraske.
,,Det her er Cherlyn, alle sammen. Hun går oprindeligt i min ottendeklasse, men både mig og Mrs. Leigh mente at det vil være godt for hende med lidt mere udfordring.”, mine sølv farvede øjne var lidt af et tabu hos andre – Tessa og Cody kommenterede dem lige så hyppigt som mit rødlige hår, men andre.. nogen blev skræmte af det. Og jeg kunne se, at det også var tilfældet her for nogen; andre havde, derimod, direkte fascination i blikket. Peter plejede helst ikke og nævne det.
,,Og nu prøver vi det bare af; det er ikke sikkert hun skal gå her fast. Du får alligevel en partner, Cherlyn. Vi er så ’heldige’ at være et ulige antal elever. Will, kunne du komme herop?”, Peters øjne var rettet mod en dreng der sad og kiggede kedsommeligt på sine negle, men så straks op da Peter sagde hans navn. Jeg genkendte ham med det samme; det var drengen der var kommet op og skændtes med sin kammerat - som faktisk sad lige ved siden af ham – og havde lignet en der slet ikke tog situationen alvorligt.
Jeg glimtede overrasket med øjnene, da jeg nu fik et ordentligt tilsyn af ham. Han var høj - meget højere end mig, godt og vel over 20 centimeter. Men det var ikke hvad der mest fangede mine sølvklare øjne; det var hans øjne. Dybe og fængslende, som et hav af flammer med mørk himmel over sig. Jeg kunne ane et svagt, blåligt glimt bag de rødglødende øjne, som var rettet skødesløst frem for sig. Hans ansigt havde skarpe træk, med et sæt fyldige, røde læber og en buede, blød næse. Hans kindben var skarpt og markeret, spillede en let dans med de andre karakteriserende træk i hans udtryksfulde ansigt. Hans hår var mørkebrunt, mindede mig straks om farven på chokolade, og kort klippet. Det var sat meget præcist, og ikke én lok tittede ned over hans lumske udtryk, der havde formet sig i hans ansigt. Smuk.
,,Peter, jeg tvivler på at det er en god idé.”, protesterede drengen der sad ved siden af, og som der havde været meget optaget med at give Will, som han så måtte hedde, en skideballe. Men Will stod allerede op og var i gang med at børste ikke-eksisterende jord af sine bukser. ,,Og hvorfor så det, Gary?”, spurgte Peter, dovent, som om det var en daglig rutine de gennemgik. ,,Fordi Will er..”, Gary virkede forfærdelig spændt i sine træk. Hans ansigt var mindre elegant end Wills, mere rundt i det, men det afholdte ham ikke fra at ligge over de høje standarder for Besidderes udseendes kurver. Hans hårfarve var en mellemting mellem rød og orange, et perfekt match til de rødglødende øjne. Han havde et hårdt, bidsk udtryk i ansigtet. Som om han var under konstant pres.
,,Utrolig sexet i løbebukser?”, indvendte Will, og der løb en stille fnisen igennem de andre. Gary slå opgivende ud med armene, som for at understrege hans pointe. ,,Kan du se?”
Peter havde et påtaget overvejende udtryk, før han sukkede og rystede på hovedet. ,,Nej Gary, det kan jeg ikke. Jeg kan kun se den sædvanlige, selvoptaget Will.”
,,Du smigere mig, Peter. Hvad siger du til en date efter træningstimen?”, et latterbrøl stormede igennem lokalet, selv Gary smilede let. Jeg, derimod, kunne ikke holde et lille, overrasket gisp inde. Wills øjne flakkede kortvarigt hen over mig, som han først bemærkede mig nu, og så tilbage igen, som om han virkelig bemærkede mig. Han stirrede på mig, i alle de sekunder latteren fyldte lokalet og Peter mislykkedes forsøgte at dæmpe det.
Der var noget ulæseligt i hans flammende røde øjne; noget der fik mine nakkehår til at rejse sig. Jeg kunne mærke min rødmen sprede sig, og det blev mig der måtte løsrive blikket fra hans fængende øjne. De virkede mystiske. Dybe, mystiske og utroligt fængslende.
,,Okay så, hvis vi er færdig med kærlighedserklæringerne, så fis af sted med jer. Jesus, og jeg havde håbet på et pænt førstehåndsindtryk..”, Peter skævede over i min retning og rystede så på hovedet. ,,Visse ting ændre sig vel aldrig.. Nå, Will, sørg for at være venlig overfor Cherlyn, okay? Og forklar hende hvad vi er i gang med. Godt så, pil så af sted med jer.”, der var stadig få der grinede da de rejste sig op, imens de søgte sammen i par.
Will kom hen imod os, og jeg måtte bide mig selv i læben af uro over måden hans dybtgående øjne endnu var rettet direkte mod mine. Jeg kunne ikke læse hvad hans ansigt sagde; det var lukket, skjult bag lås og slå, og jeg blev straks nysgerrig efter at få låsen op. Finde ud af hvad de mystiske øjne skjulte.
Igen måtte jeg vige blikket fra hans insisterende øjne, imens jeg bandede indædt inde i hovedet på mig selv. Peter forsvandt fra min side, og jeg skævede tøvende efter ham. Det var ikke mange instrukser jeg fik og forholde mig til, og et hurtigt kig på Will fortalte mig, at han nok ikke vil være til den store hjælp.
Will rakte pludselig ud og greb min arm, med et vurderende udtryk. Min første hensigt var at rive den til mig med det samme, men der var noget udfordrende i hans blik der gjorde at jeg tålmodigt blev stående, med armen vendt 70 grader op mod ham.
Han sagde intet, men fortsatte blot med at studere min arm nysgerrigt. Jeg måtte bide tænderne sammen i irritationen, mest over hans små, skødesløse glimt han kastede i min retning. Som om jeg var der, og så alligevel ikke.
,,Jeg hedder Cherlyn..”
,,Det hørte jeg Peter fortælle.”, afbrød han, nu med sin fulde opmærksomhed rettet ned mod mine sølvklare øjne. Han slap min arm, og jeg trak den langsomt til mig. Han holdt mit blik fast, og jeg hævede stædigt hagen.
,,Du lignede ikke en der hørte efter.”
,,Jeg ligner også en flink dreng.”
,,Var det en hentydning?”, for ærligt, det gjorde han ikke. Han lignede typen der lige så vel kunne stå med et selvlysende neon skilt, hvor der stod ’PROBLEMER’ med store, fede blokbogstaver. Jeg stivnede da han igen rakte ud, men denne gang var det en af mine røde hårtotter, han nænsomt lukkede hånden om. Han snoede den omkring sin finger, med mørke, rødglødende øjne der strålede skælmsk ned mod mine.
Han gjorde ikke mine til at starte noget op. Jeg sank en klump, og skævede endnu op i hans retning. ,,Skal vi ikke.. i gang med noget?”, spurgte jeg så, med et blik der demonstrerende gled rundt på de andre par, som var i fuld gang med at tæve løs på hinanden. Jeg kunne se det var en bestemt øvelse de øvede sig på, da jeg så gentagende bevægelser, men det var svært at skelne de forskellige træk og sætte finger på hvilken en de øvede.
,,Kommer an på hvad du vil i gang med.”, svarede han, i et hæst og dæmpet, nærmest leende, tonefald. Det gav et forskrækket gib i mig, og jeg stirrede vantro op mod hans rødglødende øjne. Jeg havde et stille håb om, at det blot var mig der misforstod ham, men blikket i hans øjne fortalte præcis det modsatte. ,,Træning.”, svarede jeg sammenbidt, med blussende kinder.
,,Hvilken slags træning?”, fortsatte han, med glimtende øjne. Han lænede sig frem, og jeg kunne mærke hans ånde mod min nakke. Alarmklokkerne sparkede ind, og jeg stødte ham fra mig som havde han være en blodtørstig Dæmon. Han slap taget om mit hårlok, og lod den falde ned blandt det andet, iltre, røde hår. Will kluklo, før han så med langsomme, smidige bevægelser rettede sig op som om intet var sket.
,,Okay så. Vi er lige nu i gang med en nedslåningsmetode, men vi er ved at være færdige med den. Så medmindre du er hurtige på tasterne..”, han lod ordene ’så kan du ikke nå det’ hænge lydløst mellem os, og jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var en udfordring. ,,Jeg lærer hurtigt.”, svarede jeg ham endnu sammenbidt, og han smilede bredt ved mine ord. ,,Så er der jo intet og bekymre sig om.”, sagde han, da han så med to lange skridt havde tilbagelagt afstanden mellem os. Jeg kunne mærke et gys krible under huden på mig, men jeg undertrykkede det.
Han placere sine hænder mod mine hofter, og jeg forstod ikke, hvordan en så simpel handling, kunne skabe så meget kaos oppe i hovedet på mig. Han rettede på dem, og førte så hånden op mod min skulder som i forvejen var rang. Han tippede mig let forover, stadig med den ene hånd placeret fast mod mine hofter, så hofterne var ’rette’. Han havde bøjet mig i en 100 graders vinkel, så det var ikke meget længere frem jeg skulle. Han puffede en fod ind mellem mine og adskilte dem let, og fortsatte så om bag mig. Jeg bed mig i læben.
Han skubbede højre fod et stykke længere frem end den anden, så min krop kom i en skrå stilling. Hans hænder gled op fra mine hofter ud til mine albuer, og det krævede alverdens selvkontrol ikke at springe væk fra ham. Det kunne ikke påvirke mig det her; så meget som jeg fornægtede det, var det også psykisk umuligt. Besiddere kunne ikke påvirke hinanden på den måde.
Han trak min venstre arm tilbage og puffede højre et stykke frem. Han havde snildt afstand mellem sin og min krop, og det krævede alt selvbevidsthed, ikke og begynde at rødme. Han slap mig, og i det samme føltes det som om en skruetvinge om min brystkasse løsnede sig, og jeg kunne ånde lettet op.
,,Sving benet rundt om dig selv, sørg for at du rammer mig, og at du letter på venstre ben. Altså et sparkende, drejende hop.”, forklarede han. ,,Nu ved du hvilken stilling der er bedst til det. Så snart du ser en åbning, så grib…”, han blev afbrudt af mit pludselig svævende ben, der havde direkte retning mod hans mave. Jeg kunne godt mærke jeg ikke havde kraft nok med i sparket, men jeg havde håbet det ville gå eftersom han ikke var parat; men han var ikke niendeklasses årgang for ingenting.
Will greb mit ben som var det en fjer, og fik trukket os begge ned på gulvet. Han var placeret over mig, med to arme låst fast på hver side af mit ansigt, og jeg blev så chokeret at jeg ingen modstand kunne gøre. Jeg gav en raspende lyd fra mig, og fik endelig taget mig sammen til at flytte hænderne op og presse mod hans brystkasse. Hans i forvejen skælmske smil blev bredere.
,,Jeg sagde: Når du ser en åbning.”, gentog han, med en stille latter i stemmen. Han kom op og stå, og med et tøvende blik op efter ham, fulgte jeg ham. ,,Du får ikke nok tryk på sparket, for du kommer automatisk til at ligge mere vægt på at hæve dit venstre ben, end at få kraft i sparket på dit højre ben. Derfor, skulle du gerne få så meget kraft i højre ben, at venstre ben hæves helt automatisk.”, forklarede han, og jeg nikkede langsomt, opmærksomt. Jeg var ikke flov over mit første forsøg; tværtimod, var jeg overrasket over at Will tog det, som om jeg havde advaret ham forinden.
,,Vi prøver igen.”, sagde han, og denne gang, nåede han at komme i forsvarsposition. Jeg måtte synke en klump, for højdeforskellen trådte pludselig i karakter. Det var ikke af nervøsitet, men anspændthed. Peter havde for længst lagt mærke til min smalle bygning, og kom hurtigt i gang med at sætte mig overfor nogen høje modstandere, så jeg hurtigt kom af med den svaghed.
Der var bare noget over Will, som udskilte sig med de andre jeg havde slået og sparket på. Ikke nok med hans udtryk kunne forsvinde helt bag en tæt skal – jeg tvivlede ikke på, at hans krop kunne følge, og hvor jeg var mere vant til Cody, kunne Will nemt gå hen og blive en kæmpe udfordring.
Jeg nåede ikke og spekulere mere over det, for Will sprang frem i et angreb. Han forventede mig tydeligvis åben omkring min hofte, og da han satte en næve af sted ind mod den, drejede jeg om mod hans venstre side og satte et spark ind mod bagsiden af hans knæ. Jeg ramte, men han nåede og spænde op og følge mig rundt i min rokering. Han sigtede mod min skulder, men jeg parerede med en lodret arm. Jeg satte et spark ind mod hans lår, for at få ham et par skridt tilbage. Det hjalp, og jeg satte af på venstre fod i et spring mod ham. Jeg havde allerede fået strakt højre ben ud, og var omhyggelig med at følge hans instrukser: overordnet, var det højre ben jeg skulle ligge kræfterne i. Venstre fod skulle blot følge.
Jeg hamrede højre fod ind mod hans mave, men det var som at sparke mod en mur. Jeg skar ansigt, og landede på alle fire med højre ben udstrakt ved min side. Han vaklede flere skridt bagud, men genvandt til sidst balancen. Et hav af irritation bølgede igennem mig, og det blev ikke bedre, da Will grinede skælmsk til mig, og rettede sig op fra sin forsvarsposition. Jeg fulgte hans eksempel, med hænderne så tæt knyttede at mine knoer blev sne hvide.
,,Ikke dårligt, Cherry.”

Så fik jeg endelig udgivet det andet kapitel! Jeg arbejder på højtryk med de andre kapitler, men jeg måtte lige fortage mig et par uventede ændringer, men nu hvor jeg har styr på det, og har snart vinterferie, håber jeg at der ikke kommer til at gå lige så lang tid med at få udgivet kapitlerne. Hvis det altså er over en uge siden jeg sidst udgav et kapitel.. (hukommelse, you know)

Nå, men jeg har ændret genren fra Overnaturligt til Sci-Fi, for, der er jo en logisk forklaring på det hele, og vores kære - not - Dæmoner er jo ikke ligefrem dæmoner, hvis I forstår.

OG HVOR SKAL JEG ALTSÅ BARE MEGA TAKKE JER ALLE! Seriøst, jeg var SÅ tæt på at tude da jeg så at historien ligger nummer 1 på Overnaturlig listen! For fanden det var surrealistisk, og at traileren så, få dage efter, kommer på listen over udvalgte trailere.. amen for pokker, tusinde tak alle sammen! Det betyder åndssvagt meget, virkelig!

Håber det her kapitel var lidt nemmere at sluge end det tidligere, ihvertfald. Det var noget af en mundfuld at få smidt i hovedet, men håber I overlevede!

-Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...