Quiet Chaos - The Possession Series: 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Efter 1000 år af død og ødelæggelse, er mennesket nu ikke andet end en oldtidsrace. Verden er overtaget af Besiddere, som har overtaget menneskesindet, og indført deres eget samfund, opdelt i fire verdensdele. Men noget går galt, og aldrig før har jorden været så meget i fare som det er nu, og det er op til Besidderne at redde den. Cherlyn Campbell er kun et af de mange tusinde Besiddere som optrænes til at slå Dæmonerne ihjel, en hybrid race som har udviklet sig blandt Besidderne. Til gengæld, er Cherlyn den eneste blandt Besidderne som har sølvøjne. Hun møder den mystiske Will, som er forfærdelig charmerende, men også uhyggelig mystisk; Cherlyn graver straks ned i hans fortrolighed med sine to venner, Cody og Tess. Men mystiske begivenheder udfolder sig omkring dem, og Cherlyn kommer pludselig i kæmpe fare – men hvem er det hun skal frygte? Dæmonerne, hendes egne, eller en helt tredje race?

24Likes
37Kommentarer
1932Visninger
AA

3. The Elements


Eleverne sad alle på den havblå måtte, imens Peter fægtede rundt med armene i et forsøg på at fremkalde opmærksomheden i de trætte, matte udtryk der hvilede omkring ham. Det var ikke nemt for den stakkels mand, men hans mærkværdige kamp lyde fik alligevel en stille latter til at rejse sig omkring ham. Uden den store interesse i sinde, lod jeg blikket glide rundt i det velkendte lokale. Bag mig var indgangen til lokalet, som var en glasdør med jernstænger til at holde den oppe. Det var mest for pyntens skyld; det var en skydedør der åbnede af sig selv når den mærkede bevægelse. Der var 2 meters gulv som var dækket af sportstasker og sko, og efter det, var resten af lokalet dækket af en kæmpe, blå måtte som gav nogen helvedes brandsår, men tog det værste af faldet hvis det var tilfældet. Selv på væggene var der lodrette blå måtter, i tilfælde af at vi kom til at få lidt for meget kraft med i vores kast.
Det andet sted i lokalet, hvor der ikke var måtter, var bag Peter. Der stod en række spejle og dækkede hele væggen. Nogen af pigerne havde helt mistet interessen for den kukkende lærer og sad i stedet små fnisende sammen, imens de satte deres hår og toppe. Jeg fangede mit eget spejlbillede, og bed mig hurtigt i læben. De røde, orange øjne var tydelige hos alle de andre; men mine skinnede en klar, sølvagtig farve, som var en stærk kontrast i forhold til alle de andres øjne. Og alligevel, var jeg nok den her i lokalet, der mindede mest som en Ild resident, med min personlighed og kampmetode. Trods mine øjne ikke var den sædvanlige, røde farve, så klarede mit hår det arbejde helt fint – takket være de første timers trænings tid, indrammede det flammende hår iltert mit ansigt, nærmest som en glorie af ild.
Jeg hørte nogen fnise bag mig, og jeg rynkede panden og drejede hovedet for at se hvad der forgik, da jeg pludselig mærkede noget hårdt ramme mig i bag nakken, og jeg faldt øjeblikkeligt forover. Jeg mærkede en stærk hånd lukke sig om mit uldede hår, og jeg bed arrigt tænderne sammen. Det gjorde forbandet ondt. Den tid det tog min angriber at hive mig op mod ham, fik jeg vredet min krop omkring, så jeg nu vente ansigt til ansigt med min angriber. Før vedkommende nåede helt tæt på min nakke, trak jeg mine ben op under mig så jeg var i fosterstilling. Vedkommende nåede kun at læne sig få centimeter længere ned mod mig, da jeg skubbede alle mine kræfter ud i et spark mod maven på min modstander. Jeg hørte et gisp og mærkede hvordan den varme ånde kildede mig mod nakken, da min modstander så fløj tilbage. Jeg var oppe og stå på et splitsekund, og indså at det var Peter der havde været min angriber. ,,Okay, der røg min pointe; enhver anden end Cherlyn vil have haft drænet deres kroppe for blod for længst nu, og om en uges tid strejfe rundt som en Dæmon. Så hver nu for pokker opmærksom.”, hans stemme var halv raspende, og han havde placeret en håndflade mod sin mave, hvor jeg havde sparket ham. ,,Hvem siger jeg var uopmærksom?”, spurgte jeg, mere nysgerrig end flov.
,,At folk vender ryggen til en er som regel et meget godt bud.”, hørte jeg nede fra min side, og jeg drejede blikket ned for at møde Codys orange farvede øjne,  med de lyse, krøllede totter der stak ud til alle fire verdenshjørner. Jeg grinede skælmsk ned til ham, og krydsede så mine arme. ,,Men var jeg så uopmærksom?”, de sølvklare øjne var nu rettet ned mod Peter, som stadig lå og ømmede sig på måtten. ,,Nej, nej du var ikke uopmærksom, det fik jeg ligesom at mærke.”, gryntede hans utilfreds, og kom langsomt op på begge ben. Jeg smilede veltilfreds, og gjorde mine til at sætte mig, da jeg mærkede et fast greb mod min arm, og i næste nu fløj jeg gennem luften – men mine instinkter var godt indarbejdet, og før Peter nåede at slippe mig, havde jeg fat i hans arm. Jeg landede i stedet på benene, solidt, og med en god afstand til ham. Jeg svingede det ene ben op i mavehøjde, og sigtede straks mod hvor jeg før ramte. Men han afværgede det ved at gribe mit ben, og forsøgte at skubbe mig ud af balance ved at kaste benet frem. Jeg blev stående, men endte med siden mod ham, og han udnyttede straks situationen til at flyve fem og feje mine usikre ben væk under mig, men jeg var hurtig og fik placeret hænderne foran mig, skubbet benene op i en vejrmølle, og jeg endte igen, sikkert på benene. Jeg kunne høre hvordan eleverne var begyndt og heppe, og alle vil selvfølgelig synes det var kanonfedt at en elev vandt over en lærer, og jeg hørte mit navn i hujende bifald omkring os.
Peter smilede tilfreds over min præstation, men der var noget lusket over det, som om noget skjulte sig bag det stolte smil; og han sprang så hen imod mig, og denne gang var det mig, der gik i forsvarsposition. Jeg forsøgte og afværge alle hans slag, men han fik alligevel et par stykker ind. Jeg bed mig hårdt i underlæben, imens han forsøgte og skabe åbninger til at få et ordentligt slag ind. Pludselig stod han med et ben bag mig, og det andet skråt for – han havde låst mig inde, og denne gang, fik han succesfuldt skubbet benene væk under mig. Jeg landede hårdt på ryggen, og mislykkedes i at aftage faldet med min albue, og i stedet landede jeg forkert på den. Jeg vidste mit ansigt fordrejede sig i smerte, men Peter var ikke videre en barmhjertig lærer; han fik mig straks i et urokkeligt greb, og lige meget hvor meget jeg spjættede med benene eller armene, kunne jeg ikke få mit hoved ud af hans hængelås. Bifaldet omkring os var efterhånden dødt ud, og jeg kunne mærke den intense stirren imod os, imens jeg sprællede som en fisk for at komme løs.
Han havde en anden arm låst fast om min mave, og jeg kunne mærke hvordan han langsomt pressede alt luft ud af lungerne på mig. Det var et spørgsmål om tid før jeg vil være i komplet åndenød, og med et bittert udtryk, måtte jeg gispende tilkendegive at jeg overgav mig. Peter slap mig, og jeg hævede mig op på alle fire imens jeg forsøgte at genvinde luft i mine lunger. ,,Selv om jeg er sikker på at I fulgte med det seneste kvarter.”, han sendte et skulende, velvidende blik omkring, som et ’Jeg ved godt du ikke hørte efter’ og rømmede sig så for at fortsætte. ,,Så er det den her øvelse I skal træne..”, et kor af støn rungede i lokalet, og en beklagende stemme skar igennem; ,,Den har vi øvet på de seneste fem gange!”, og Peter sukkede af os. ,, i at afværge.”, afsluttede han. Et nyt kor af støn fyldte rummet, men selv om tusinde beklagelser fulgte, prellede det fuldkommen af på Peter. De fleste mente at det var unfair, fordi de havde troet det var et angreb der ikke kunne blokeres. ,,Selvfølgelig kan man blokere ethvert angreb, har I intet lært de seneste par år? For hvert et angreb er der en blokering, og I skal lærer dem alle. Og for hvert brokkeri jeg høre, jo flere ekstratimer hugger jeg næste år.”, han skulede igen giftigt over forsamlingen, som klappede i lige så hurtigt de var begyndt. ,,Godt så! Find sammen med jeres partner, I har 25 minutter igen.”
Cody stak hånden ned mod mig, og jeg greb den taknemlig og lod mig blive hejst op. ,,Næste gang har du ham.”, opmuntrede han, og jeg gryntede bare som svar. Jeg var stadig lidt i åndenød, hvor i mod Peter virkede fuldkommen uanfægtet. Cody forsøgte at puffe til mig, og jeg hamrede en fuldkommen instinktivt en næve frem, direkte mod hans mave. Han gav en lyd fra sig, som mindede mig om en hundehvalp hvis hale blev trådt på, og sank sammen i knæ.
Jeg burde have faldet ham om halsen imens prædikede en lang remse om hvor ked af jeg var, men i stedet knækkede jeg sammen i grin. Han kunne da bare lade være med at blive så blå i hovedet at han lignede en smølf. ,,Jaja, grin du bare.”, åndede han irriteret, og puffede mig ned på bagdelen da jeg satte mig på hug overfor ham. ,,En eller anden dag ender du altså med at slå mig ihjel.”, hans stemme var så tydeligt præget af irritation og stakånde, og jeg smilede uskyldigt til ham, da mit latteranfald var overstået. ,,Det skal nok komme en dag.”, trøstede jeg ham med, hentydende til hans knap så muskuløse bygning.
Han fnysede som svar.

 

Tyve blå mærker senere, fra Codys side af, var tiden gået. Jeg stod lænet ned over mine indendørs sko, som jeg var i gang med at binde op, imens jeg halvhjertet lyttede til Codys beklagelser bag mig. De handlede primært om, at hvis jeg ikke snart tog mere hensyn til ham, vil han finde en ny partner. Beklagelser som efterhånden var blevet en daglig rutine, og da jeg endelig havde fået bundet mine sko op, og rettet mig op for at svare ham, prikkede en mig på skulderen. Jeg drejede hovedet og mødte Peters ild lignende øjne, og jeg hævede spørgende øjenbrynet. ,,Kan vi lige snakke sammen, Cherlyn?”, jeg udvekslede et hurtigt, tvivlende blik med Cody. ,,Jeg venter derude. Hvis jeg ikke er der når du kommer, er det nok fordi jeg er i gang med at brække min tarme op.”, dramatiserede han. Jeg himlede med øjnene, og vinkede nedladende til ham imens han forsvandt ud af lokalet.
Der var kun mig og Peter tilbage, og med et nysgerrigt udtryk, rettede jeg de sølvklare øjne mod ham. ,,Jeg tror ikke du får nok udfordring i den her klasse. Jeg snakkede lidt med Mrs. Leigh..”, Mrs. Leigh var vores anden lærer – man havde to klasselærer igennem de ti år, som akademiet forløb sig. Ens lærer var praktisk talt hvad Værter kaldte for forældre – de er stolte når man gjorde fremskridt, og skældte ud når man hældte sovs ned i håret på hinanden, hvilket alligevel er et overstået kapitel.
,,Og vi blev enige om, at du de to første timer skal med mig over og træne på niendeklasse niveau. Vi tror begge det vil være sundt for dig, men jeg vil lige drøfte det med dig først. Hvis det er, kan jeg endda få plads til dig allerede i morgen.”, jeg måbede. Der skal ellers en del til før man overraskede mig, men jeg havde ikke lige set den komme. ,,Altså..”, sagde jeg, tøvende og mine øjne flakkede. ,,Jeg kender dem jo ikke..”
,,Du kan jo prøve det af først. Hvis det ikke er noget for dig, skal vi nok gå tilbage til normal rutine. Vi blev bare enige om at det vil være en skam ikke at udnytte dit talent; du er virkelig noget for sig, Cherlyn.”, han smilede stolt til mig, og jeg kunne mærke tilfredsstillelsen krible tæt under min hud.
,,Det er en aftale.”

 

,,Seriøst? Niendeklasse niveau? Jesus hvor er jeg jaloux! Der er jo der hvor alle de hotte fyre er havnet!”, det var ikke en gang noget Tessa bare sagde; lige så meget som hun lyste af begejstring, dryppede hendes toneleje af jalousi. ,,Og hvad betyder det, helt præcist?”, gryntede Cody utilfreds, og så bebrejdende op på hende. Tessa himlede blot med øjnene, og greb fat i hans arm for at hæve den demonstrerende op. ,,Ikke for noget Cody, men der er altså ikke meget mand over dig.”, sagde hun halvhjertet, og Cody hev vrissende sin arm til sig. ,,Det kommer sikkert.”
,,Eller også er det en produktionsfejl.”, forslog Tessa kreativt, med et fraværende udtryk i hendes flammende øjne. ,,Rådet laver aldrig fejl.”, pointerede jeg hurtigt, med en hånlig klang i tonelejet. ,,Tsh, hvorfra skulle vi vide det? Vi hører jo alligevel aldrig noget om dem.”, fnøs Cody, med et skulende blik i retning af Tessa, som trak på skuldrene med et uskyldigt udtryk.
,,Nej seriøst; man kan jo se det på alle eleverne. Har I set nogen som IKKE er overdynget med muskler?”, spurgte jeg så, mest ud i den blå luft. ,,Cody.”, fnes Tessa, og Cody slog hende på armen. ,,Hold din kæft, gider du?”
,,Se, det er lige hvad jeg mener! Rigtige mænd slår ikke på piger!”, beklagede Tessa sig, imens hun ømt gned sig hvor Cody slog hende. Det er rigtig nok at Cody ikke har mange muskler; men i forhold til hvad Værternes standard var, er han alligevel hævet over standarden. Da Besidderne overtog jorden, udvalgte Rådet de absolutte perfekte Værter, med de absolutte perfekte gener til at indsætte Besiddere i; resten af Værterne opdelte man så de ikke havde mulighed for at reproducere, og ventede ellers på at de døde.
Det er hundrede af år siden. Nu havde vi udviklet vores teknologi så drastisk, at vi allerede kunne indsætte Besidderen imens vi lå inde i Avleren. Det er omkring 200 år siden, at en Vært sidst satte fødder på jorden. Så vidt jeg husker, kaldte Værternes sig selv for mennesker i deres tid.
,,Sig det til en Dæmon.”, svarede Cody med et gys. Jeg skar ansigt ved tanken – Dæmoner. Racen der stod i vejen for Besiddernes drømme om et liv i fred, og nu havde tvunget os til at træne fra helt små for at blive Værgere. En race hvor Besidderen var fanget i en død krop, og vandrede rundt efter hunger på blod.
Dæmoner havde også røde øjne; men de er langt fra de samme som Ild-elementernes. Hvor deres er flammende, nærmest orange, er dæmonernes dybrød og blodige. Man kan nærmest se den manglende humanitet i dem; den er forsvundet dybt ned i mørket, sammen med Besidderen. Som om man var blevet overtaget. Af en Dæmon. Det var derfor, vi kaldte dem Dæmoner; de kommer ikke fra helvede eller himlen, nej, de kommer fra os af. Bliver vi slået ihjel på en forkert måde, kan Besidderen ikke rive sig løs, og er fanget i liget. Ingen ved hvordan den første Dæmon blev skabt; men får en Dæmon først fat i dig, og dræner dig for blod, er du dømt til samme skæbne som dem. Et evigt liv i blodtørst.
,,Dæmoner er ikke humane.”, konkluderede jeg så, og lænede mig tilbage så mit hoved havnede i Codys skød. Han så grinende ned til mig, og jeg smilede tilbage. Jeg har kendt Cody hele mit liv; Tessa, derimod, kom først ind i billedet da jeg skulle dele værelse med hende.
,,Tilbage til det egentlige emne; hvad synes du om at vi går ned i byen og køber nogen orange kontaktlinser til dig?”, Tessa så intens på mig, og med sollyset der listede ind fra vinduet, lyste hendes hår som guld. Tessa var smuk; hun havde former, var høj og havde blonde hår. Jeg misundte hende i starten. Jeg har lært at tøjle det mere nu.
,,Dårlig idé. Det vil være meget sejere hvis de tror at jeg er et femte element!”, udbrød jeg begejstret, og både Cody og Tessa himlede med øjnene. Elementerne havde en bestemt øjenfarve, som man fik efter en test man skulle tage når man fylder ni år. Men jeg endte med sølvfarvede øjne. Efter en personlig test, blev jeg vurderet til at være en Ild-element. ,,Vil det så ikke være et fjerde element?”, spurgte Cody ud af det blå, og jeg rynkede panden. ,,Det kan egentlig godt være.. Men, Luft-elementet er der jo.. på en måde stadig, er det ikke?”, tænkte jeg højt, og Tessa bumpede ned og placerede sit hoved mod min mave, imens hun drømmende stirrede op mod loftet. ,,Vi har jo aldrig fået nogen Luft-elementer efter de uddøde. Ærligt, kan de vel betragtes som uddøde. Ligesom Værterne.”, sagde hun. Jeg nikkede stille, tænksomt.
Lige siden vi overtog jorden, havde den været opdelt i fire verdensdele. Europa var for Ild-elementerne, Afrika for Vand-elementerne og Asien for Jord-elementerne. Oprindeligt var der også et Luft-element. De var placeret i USA. Men det ændrede sig alt sammen, da Dæmonerne ankom. I starten kæmpede alle fire elementer sammen. Vi barrikaderede os på enorme områder, imens man optrænede Besiddere til Værger. Men man opdagede forsendt et hul i barrikaden hos Luft-elementet, og før de vidste af det, strømmede det ind med Dæmoner. De sendte straks bud efter hjælp, men da hjælpen ankom, var der ingen levende tilbage, og landet var oversvømmet med Dæmoner.
Vi kunne ikke kontrollere elementerne; det var blot vores races inddeling af under racer og personligheder. Men da Dæmonerne dukkede op, fandt man på at smede i  våben i ens element. Dette våben vil blive ens tro partner, og der gik myter om, at når man først var vænnet til sit eget våben, vil man aldrig kunne bruge andre. Hvilket var åndssvagt, for det betød at man var på skideren hvis man mistede sit våben.
Stilheden var efterhånden sunket sig over os alle tre, lige indtil Cody begyndte og kilde mig. Jeg begyndte og hvine og sprælle, og kom til at slå Tessa i hovedet med en albue. Det endte ud i at hun slog mig i hovedet med en pude, hvilket virkelig ikke var fair, for det var jo Codys skyld at jeg slog hende i hovedet. Pudekampen udviklede sig drastisk, og endte ud i en vandkamp på badeværelset.
Det kunne man selvfølgelig høre ude på gangen, og da Mrs. Leigh stak hovedet ind og så os drivvåde på badeværelset, skældte hun os ud og sagde at når vi havde fået ordnet det svineri, skulle Cody straks gå tilbage til sit værelse.
Men det endte med at Mrs. Leigh måtte holde øje med os imens, for lige så snart hun var gået, begyndte vi en ny krig, som denne gang involverede fugtige håndklæder, hvilket senere på aften viste sig at være en rigtig dårlig idé.
,,Jesus, jeg kan jo ikke sidde ned!”, klynkede Tessa højlydt, imens hun utilfreds gned sig bagpå. Jeg grinede og slukkede for hårtørren, med skælmsk smil over læberne. ,,Sådan går det når du sprøjter vand på mig.”
,,Du startede!”
,,Not!”

Så fik jeg endelig udgivet det første kapitel! Nu hvor jeg har skrevet fem kapitler er jeg jo kommet meget mere ind i min skriverutine, og jeg syntes helt det helt det her var skrevet forkert, men på den anden side, så vil det også kræve lidt hvis jeg valgte at starte helt forfra på kapitlet..

Nå, men hold tungen lige i munden, for som I kan læse, er der en masse nye begreber og navne, som man jo lige skal justere sig efter - selv har jeg vænnet mig godt til det, men jeg er jo også fem kapitler inde i historien, haha.

Har I evt. spørgsmål, så kom med dem! Dog skal I regne med at der selvfølgelig kommer flere svar hen ad vejen, som gerne skulle tæmme jeres forvirring.

Det er en forholdsvis rolig opstart, og måske også et halv kedeligt kapitel, men trust me, dramaet er lige om hjørnet. Har selv haft mine spekulationer om at det går for hurtigt, men ved I hvad, nu får I det sq' som det er planlagt!

Håber I nød kapitlet!

-Emma(som faktisk er mit oprindeligt navn. Okay, det havde også været underligt hvis jeg var døbt Bellismark. Bellis havde været mere forstående, men mark? Som I måske har bemærket er jeg professionel vrøvler..... Men, ja, mit navn er så Emma OG FORTSÆT GOD AFTEN, MORGEN, DAG, HVAD END TIDSPUNKT PÅ DAGEN DET NU ER!) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...