Quiet Chaos - The Possession Series: 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Efter 1000 år af død og ødelæggelse, er mennesket nu ikke andet end en oldtidsrace. Verden er overtaget af Besiddere, som har overtaget menneskesindet, og indført deres eget samfund, opdelt i fire verdensdele. Men noget går galt, og aldrig før har jorden været så meget i fare som det er nu, og det er op til Besidderne at redde den. Cherlyn Campbell er kun et af de mange tusinde Besiddere som optrænes til at slå Dæmonerne ihjel, en hybrid race som har udviklet sig blandt Besidderne. Til gengæld, er Cherlyn den eneste blandt Besidderne som har sølvøjne. Hun møder den mystiske Will, som er forfærdelig charmerende, men også uhyggelig mystisk; Cherlyn graver straks ned i hans fortrolighed med sine to venner, Cody og Tess. Men mystiske begivenheder udfolder sig omkring dem, og Cherlyn kommer pludselig i kæmpe fare – men hvem er det hun skal frygte? Dæmonerne, hendes egne, eller en helt tredje race?

24Likes
37Kommentarer
1924Visninger
AA

2. Prolog

 


Det regnede. Det plejer det ellers aldrig og gøre i Australien; men i dag, i dag regnede det. Vi burde have været ellevilde; grinende børn ville rende rundt i de mudrede gader, forældre ville råbe at de skal tage regntøj på, og de gamle ville leende se til. Men ingen grinede. Ingen råbte. Ingen lo.
I stedet, var det lille folk samlet nede ved landets ende, hvor havet brusede voldsomt i ørerne på dem. Bølgerne var høje, og var det ikke fordi det regnede, vil man kunne skimte de nervøse sveddråber der langsomt gled ned af kaptajnens pande. Han så nervøst ud mod flokken, og så tilbage ud mod havet, og tog en dyb, beslutsom indånding. Han skulle klare det her. Det blev han nødt til. Det gjorde de alle sammen; også de små drenge, der var linet op på række imens en ranglet mand var i gang med at skrive notater ned på en forrevet blok. Regnen gjorde at han var nødt til at holde en paraply i den ene hånd, indtil de små drenge begyndte og holde den for ham.
Der stod adskillige par bagved, alle ansigter begravede i sorg. Deres kun treårige drenge var på vej i krig; måske var det derfor det regnede. Fordi himlen græd. Han har aldrig troet på Gud; men måske, måske var der alligevel en deroppe. En der stadig holdt hånd over dem. En der græd over tabet af dem.
Da den ranglede mand var færdig med at skrible ned, gjorde han den krummede ryg så rank som muligt, og nikkede standhaftigt mod parrene der stod bagved. De strømmede frem, løbende som en flok vilde heste, og hulkende navne lød overalt. Han talte dem, talte alle de små drenge der var begravet i deres forældres favn. Fem. Der var kun kommet fem i år.
Kys og kram regnede ned over de små drenge, og han forsøgte at høre hvad der blev sagt til dem, høre de hjerteskærende ord som faldt over de grædende forældres læber. Men havets brølen var for voldsom, og i stedet rettede han blikket mod den ranglede mand. Mandens ansigt var opløst i sorg, selv om det var tydeligt at han forsøgte og vise mod. Manden nikkede langsomt, og kaptajnen forstod. Han forsøgte mest muligt at have en rank, stolt holdning, men kunne ikke. Med falmende bevægelser, kom han rystende ombord på det forfaldne krydstogtskib. Det var ikke et stort skib, men bare de at de havde et skib, var et mirakel. Forældrene så hvad der skete, og han vidste da, at hvis han havde hørt de hulkende ord der var faldet over forældrenes læber til deres sønner, vil hans ansigt lige så være opløst i et fordærvende hjerteskår.
Alle hans erfaringer med sorg druknede for skud, da han så forældrene ansigt, og hvordan de rystende kom op til ham med deres sønner, og placerede et sidste kys på deres barns pande, og efterlod dem i hans varetægt. Så hvordan forældrene vendte ryggen til, og drengene så fortvivlet efter dem, og så op på kaptajnens ansigt. Ingen af forældrene så tilbage; de gik alle lige ned, med rystende skuldre og fortærende hulk.
Trods den ætsende smerte i alle forældres ansigter, gav de slip. De var alle enige, og alle pligtfulde. Alle de få der stod samlet dernede, såvel bekendte som forældre, havde sat deres lid til deres de små drenge.
Hvilken byrde at bære blot som treårig.
Den sidste dreng var på vej op. I forhold til alle de andre, var hans ryg rank, og trods hans hulkende mor bag sig, havde han et stolt udtryk i sine blå øjne. Kaptajnen stirrede ned mod den lille dreng, forundret over hvordan han, trods alt tristhed, endnu kunne bære sine skuldre så stolt, endnu kunne sende ham et drenget smil, endnu stikke hånden frem og sige højlydt: ,,Terrence Harris sir; til tjeneste!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...