Quiet Chaos - The Possession Series: 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Efter 1000 år af død og ødelæggelse, er mennesket nu ikke andet end en oldtidsrace. Verden er overtaget af Besiddere, som har overtaget menneskesindet, og indført deres eget samfund, opdelt i fire verdensdele. Men noget går galt, og aldrig før har jorden været så meget i fare som det er nu, og det er op til Besidderne at redde den. Cherlyn Campbell er kun et af de mange tusinde Besiddere som optrænes til at slå Dæmonerne ihjel, en hybrid race som har udviklet sig blandt Besidderne. Til gengæld, er Cherlyn den eneste blandt Besidderne som har sølvøjne. Hun møder den mystiske Will, som er forfærdelig charmerende, men også uhyggelig mystisk; Cherlyn graver straks ned i hans fortrolighed med sine to venner, Cody og Tess. Men mystiske begivenheder udfolder sig omkring dem, og Cherlyn kommer pludselig i kæmpe fare – men hvem er det hun skal frygte? Dæmonerne, hendes egne, eller en helt tredje race?

24Likes
37Kommentarer
1927Visninger
AA

6. Mirror of the Soul

,,Jeg kan ærlig talt ikke se det store problem.”, sagde Cody igen, og jeg bed mig selv hårdt i læben ved hans ord for ikke og begynde og råbe af ham. Trods min åbenlyse irritation over hans ord, vidste jeg godt han havde ret, og det var nok hvad der var værst; at det egentlig ikke burde være noget problem at jeg skulle ud i byen med Will. Det burde faktisk heller ikke være noget problem at samarbejde med ham – sådan burde Besiddere faktisk slet ikke være skabt.
Tanken udløste straks en ubehagelig fornemmelse i maven, og jeg skyndte mig at skubbe den væk; jeg var en normal skabt Besidder. Trods mine sølvfarvede øjne, skilte jeg mig ikke mere ud end alle andre. Og dog..
,,Selvfølgelig kan du ikke det. Du er en dreng.”, min stemme var forhastet, ivrig efter at bringe mig selv på andre tanker.
Cody himlede blot med øjnene, og vendte sig rundt så han lå med armene foldet under sig på min seng. ,,Den undskyldning gik med Værterne i graven. Det ved du desuden også godt.”, svarede han, og puffede til mig med sin fod. Jeg puffede opgivende igen til ham, og han sendte mig et bredt grin.
,,Og alligevel, er det stadig kvinderne som føder og skal gennemgå tolv måneders graviditet. Det er et helt år, af du ved det.”, pointerede jeg, med en pegefinger svingende i luften. Ved hjælp af højt teknologiske midler, fik vi rettet op på den kæmpe fejl, som befandt sig i Værternes udvikling; deres afkom blev født for tidligt, hvilket var årsagen til børnenes hjælpeløshed. Børnene var nu fuld udviklet ved fødsel, og var i stand til at kunne gå få timer efter fødsel. Kun et par måneder efter, havde vi hjernekapacitet nok til at kunne forme en hel sætning.
,,Hvis du ikke skulle have bemærket det, er hankønnet den heldige indehaver af y-kromosomet.”, sagde Cody, endnu med sit brede smil over læberne. Jeg sukkede kun som svar, rejste mig op og vandrede rastløst ud i badeværelset.
,,Nej, okay, helt seriøst: hvad er problemet?”, spurgte Cody højlydt, imens jeg skødesløst fiflede med nogen af de forskellige tuber creme mig og Tessa havde stående.
Der gik lidt tid før jeg svarede, for ærligt, hvad var problemet? Det var jo bare Will.. som havde de her utrolig dybe øjne, og det her mørke, forpjuskede hår og en høj, muskuløs krop, som..
Jeg stoppede mig selv brat i tanken, med vidt opspærrede øjne. Jeg stirrede på refleksionen i spejlet overfor mig, søgende efter et eller tegn på mangel eller ændring – men nej, spejlet reflekterede det sædvanlige, røde hår, de sølvklare øjne og de bløde, barnlige træk i mit ansigt.
,,Lyss.”, sagde Cody, og jeg opdagede med et sæt at han stod i døren. Han så på mig med et forvirret blik, men da han trådte en skridt ind og rakte armen ud efter mig, smuttede jeg ud af badeværelset. ,,Fordi Will er egoistisk, selvcentreret og.. dum.. og..”
Cody fulgte efter mig ud på værelset, og smed sig i Tessas seng. Jeg placerede mig overfor ham på min egen, imens jeg haltende remsede Wills irriterende karaktertræk op.
,,Jesus Clare. For det første, han er af ild-elementet. Selvfølgelig er han sådan der, det er sådan vi er skabt. For det andet, så lyder du altså virkelig meget som en Vært lige nu. Fik du virkelig så mange tæv i dag?”, det var oprigtig bekymring der spejlede sig i de glødende øjne, og jeg bed mig selv i læben. Det var rigtig – jeg lød virkelig som en Vært, respektløs og uden videre selverkendelse.
Det gjorde mig urolig – tingen der især adskilte Besiddere og Værter var respekten og fleksibiliteten. Besiddere havde heller ikke en religion vi troede på, så ting som terrorisme og krig var fremmede ord for os. Og respekten gjorde, at afstanden blev kolossal mellem vores og Værternes levestil.
Der fandtes ikke kaos i vores verden.
Til min store lettelse var der en der bankede på døren, og afholdte mig fra at skulle svare Cody – men lettelsen var kort, for hvad nu hvis det var Will? Min mave slog knuder, og jeg kastede et kort, tøvende blik i retning af Cody. Han træk skødesløst på skuldrene, og viftede med hånden i retning af døren. Trods gestussen resulterede i en svag gnist af irritation, smuttede jeg alligevel hen til døren for at åbne den.
Og præcis som frygtet, stod Will der, klædt i en midnatsblå bluse, og et par cowboy bukser på. Han havde et dovent smil over læberne, men det matchede ikke til det dybe, ulæselige udtryk i hans flammende røde øjne – med det samme jeg mødte dem var jeg fanget, og i fem sekunder for lang tid, stod vi blot og stirrede hinanden i øjnene.
Jeg løsrev mig med en flov fornemmelse i brystet, og satte nervøst tænderne i læberne. ,,Hej Will.”, min stemme var lige en tone for skinger, og jeg bandede indvendigt af mig selv. Bemærkede Will det, så viste han det ikke – han vedholdte sit dovne smil, med hænderne stukket ned i lommerne på sine cowboybukser.
,,Hej Cherry.”
Jeg overvejede stærkt at ruske ham så hårdt at han mistede det forfærdelig kække smil
,,Er du klar?”, fortsatte han, nu med et tydeligt piratlignende udtryk i de dybtgående øjne. Øjne der så for meget, og viste for lidt.
,,Så klar som man nu kan blive.”, mumlede jeg sammenbidt, imens jeg kastede et blik bagud for at tage afsked med Cody. Det blev en forhastet afsked for at slippe for sammenstød mellem ham og Will, og før nogen af os nåede at blinke, havde jeg smækket døren i og var begyndt og gå. Jeg hørte Will bag mig og kunne næsten høre ham ryste på hovedet af mig.
,,Du er en tand selvmodsigende, synes du ikke?”, spurgte han mig så, da han nåede op på siden af mig. Jeg skar ansigt og skævede op i hans retning, irriteret over hvordan hans dovne udtryk fik mig til at krølle tæerne sammen under mig.
,,Hvordan det?”, spurgte jeg ham, en tand mere spidst end meningen – men det så kun ud til at få ham til at smile bredere.
,,Surmuler over at få og vide at vi skal bruge tid sammen, og drøner så af sted når vi skal.”
,,Jo hurtigere det går, jo hurtigere kan jeg komme hjem igen.”
Will klukkede og skubbede døren op til en af skolens mange gange. Han holdte den trofast for mig, imens jeg skyndte mig at smutte under armen på ham. ,,Jeg mener det.”, fortsatte jeg, en tand mere seriøst end før. ,,Og det er faktisk en glimrende idé, siden vi begge to ikke kan udstå hin..”
Han afbrød mig: ,,Du kan ikke udstå mig. Jeg finder dig ganske interessant, Cherry.”
,,Hold op med at kalde mig det.”
,,Nej.”, svarede han skødesløst, og jeg mærkede et stik af irritation.
,,Skal du være så helvedes flabet?”
,,Skal du være så helvedes attraktiv?”
Jeg stønnede og masserede mine tinding med en tindrende tålmodighed. Lad være med at bide på. Lad være med at bide på. Lad være med at bide på..
,,Det har intet med emnet og gøre.”, konkluderede jeg så, imens jeg fulgte ham mod Gården til skolen. Gården mindede næsten om en park, med dens mange, frodige græsplæner, dens træer med de majestætiske kronjuveler, som strakte deres lange, krogede grene op mod solen, og til sidst, statuen som var placeret som centrum af de grusbelagte stier.
Statuen skulle forstille et træ, med rødder som slog sig omkring og skabte nye rødder, nye veje og nye muligheder; nye liv.
,,Hvilke emne?”, spurgte Will mig så, med krogen af mundvigen stukket op i sit sædvanlige, drengede smil. Mine øjne, der før flakkede betaget rundt omkring for at betragte Gårdens særprægede sceneri, søgte op mod hans flammende mørke øjne, og jeg lagde mærke til hvordan det blå skær skinnede igennem og gjorde hans øjne dybere, dybere og mere mystisk end hvad han før syntes og være.
,,At du ikke skal kalde mig Cherry.”, repeterede jeg, læberne presset ud i en spids krog for at understrege min utilfredshed. Will fortsatte uanfægtet med at sjoske fremad, og alligevel, var der en særlig eleganthed over hans måde at bevæge sig på; nærmest som en kat. Snu og listig, let på tå, men samtidigt på en doven og henkastet måde.
,,Hvad skal jeg så kalde dig?”, spurgte han, flammende øjne der havde fængslet mine sølvklare, hvilket fik mig til at krølle mine tær sammen under mig.
,,De fleste kalder mig Clare.”
Will så på mig med et underligt udtryk. ,,Jamen, du hedder jo Cherlyn.”, hans stemme var oprigtig forvirring, hvilket gjorde at de sammenkrøllede tæer under mig glattede ud; han havde, trods alt, andre sider end sin røvhulsside. Selvom den fyldte en del.
,,Mhm. Men det kunne Cody ikke finde ud af at udtale ordentligt. Det startede med at være Lynn, men siden han ikke kaldte mig andet, begyndte andre også at kalde mig det. Det brød han sig ikke om, så han fandt på Clare i stedet for.”, selvom Cody var lige på vippen, er han trods alt af ild-element; at være besidderisk er en egenskab der dvæler lige under overfladen, præcis som os alle andre her.
,,Noget siger mig I har kendt hinanden længe.”, sagde Will, imens han skødesløst stak hænderne ned i lommerne, men jeg mente at kunne finde en undertone af forkuet jalousi. Jeg var sikkert bare træt efter i dag – Derek fik trods alt et par slag ind i hovedet på mig. Desuden, hvad skulle jalousien gøre godt for? I en verden hvor så dyb en kærlighed ikke eksisterede, eksisterede jalousi heller ikke.
,,Mhm. Vi var i fødegruppe sammen.”, svarede jeg ham, imens vi drejede rundt om skolens indhegning og ud i byen. Jeg havde egentlig ikke helt styr på det, men jeg vil mene at det her var distrikt 67; Europa var et samlet land, så der var flere tusinde byer i den. At vi havde et så lavt nummer, betød at vi var en af de vestlige byer; og vi havde derfor adgang til en havn.
,,Ikke flere?”, spurgte han.
,,Jo, selvfølgelig – men de andre bor i andre distrikter. Cody skulle også oprindeligt sendes et andet sted hen, men..”
,,I var for tæt knyttede?”, det var et oprindeligt smil der hvilede over Wills læber da han så ned på mig, og jeg mærkede mit hjerte springe et slag over.
,,Ja.”
Will nikkede anerkendende, imens han drejede ned af gaden som førte videre til strøget. Der var ikke mange biler omkring, for størstedelen af distriktet var gågade – trods det var et havnedistrikt, var det en meget lille by. På gåben kunne du nå ned til den anden ende på 2-3 timer. Skolen var behændigt placeret i midten af byen, så at komme frem og tilbage var aldrig noget problem.
Will stillede en masse spørgsmål – men når det kom til ham selv, var han som en lukket bog. Det pirrede min nysgerrighed, og til sidst, kunne jeg ikke dy mig længere: ,,Hvad med dig?”, spurgte jeg, og jeg måtte gøre mig umage for ikke og snuble over ordene.
Will hævede et øjenbryn, sendte mig et muntert smil, og fængslede mine sølvklare øjne med hans glødende røde øjne. ,,Hvad med mig?”, spurgte han, med en tydelig tilbageholdt latter i stemmen. Jeg fangede mig selv i at have lyst til at bide mig i læben, og løsrev mit blik med et ryk.
Han gjorde mig nervøs, indså jeg bittert; hans direkthed var mig fremmed, og jeg følte mig på glatis når jeg var sammen med ham.
,,Din fødegruppe.”, svarede jeg ham så kortfattet som muligt, imens jeg tøjlede min anspændthed. Jeg kunne stadig mærke hans blik hvile på mig, varmt som en ildrager.
,,Hvad med den?”, spurgte han, og jeg kunne nu fornemme drilskheden i undertonen. Jeg så irriteret op på ham, og knyttede mine hænder for ikke og krydse dem. ,,Nu er du bare dum.”, svarede jeg ham stædigt, og Wills smil blev bredere.
,,Jeg foretrækker at bruge ordet ’præcis’.”
Jeg rynkede panden. ,,Præcis?”
,,Præcis.”
,,Ikke sjovt.”
Wills mundvig tippede endnu længere op ad, men han sagde ikke mere.
,,Har du så tænkt dig at svare på mit spørgsmål?”, spurgte jeg ham, min stemme en miks af utålmodighed og irriteret.
,,Kommer an på hvilket et det var.”
,,Hold så op med at tale udenom.”, knurrede jeg af ham, med et temperament der pludselig skød i vejret. Will hævede overrasket øjenbrynene, men jeg kunne se antydningen af et smil.
,,Som jeg sagde; jeg er den præcise type.”
En mellemting mellem en knurren og stønnen forlod mine læber, og jeg krøllede tæerne sammen under mig. ,,Godt så: kender du nogen fra den gang du gik i fødegruppe?”
,,Nope.”, svarede han, og kørte hånden igennem sit mørke hår. Jeg følte en pludselig trang til at kaste armene i vejret og skrige af ham. Will var mystisk, meget mystisk, og hvad end det var der dæmrede under overfladen, holdt han det godt skjult.
,,Men du er da gode venner med Gary, Mike og Derek – ikke?”, spurgte jeg ham, min irritation halvt lettet og omviklet til nysgerrighed. Will nikkede. ,,Og Vince.”, tilføjede han, imens vi drejede rundt om den sidste vej til strøget.
,,Vince?”, spurgte jeg, nu med irritationen forduftet; jeg var i stedet meget nysgerrig på at finde ud af mere. Iblandt de samtaler vi havde haft under træningen, var Will som en lukket skal. Det var ikke til at finde ud af hvad der var indeni, for han nægtede at åbne. At han så faktisk endelig gjorde, havde jeg tænkt mig at udnytte fuldt ud.
,,Vince.”, gentog han, og så ned på mit med et drilsk smil. Jeg var for nysgerrig til at blive irriteret, men kunne alligevel ikke afholde mig selv fra at himle med øjnene. ,,Hvem er Vince?”, spurgte jeg så.
,,En fyr jeg er venner med.”
Utroligt som jeg kunne gå fra at være irriteret, til nysgerrig, til irriteret, til nysgerrig og så tilbage til irriteret, på nul komma fem i Wills selskab.
,,Will. Styr dig.”, gryntede jeg misfornøjet, og overvejede om jeg skulle skubbe til ham eller ej; jeg valgte at lade være.
,,Jeg skal forsøge, Frøken.”, han kunne ikke tilbageholde latteren længere, og den boblede mellem hans læber under hans provokerende ord.
Jeg bed mig så hårdt i læben jeg kunne for ikke og komme med en arrig bemærkning, og krøllede tæerne helt sammen under mig. ,,Godt så. Hvor skal vi så hen?”, spurgte jeg ham, irritabelt. Jeg ville helst ikke give op, jeg hadede det, men det var det, eller den her tur vil blive langt mere ubehagelig end jeg havde forstillet mig.
 ,,En restaurant længere ned af gågaden – vi er der lige om lidt.”, svarede han, og jeg stillede mig tilfreds med det dækkende svar.
Jeg opgav at stille videre spørgsmål; Will arbejde sig tydeligvis udenom, og jeg vidste han gjorde det med vilje. Will var i den grad ikke typen der ikke forstod hentydninger, men han gemte sig bag at han ikke kunne. Hvad end det var omkring Will, besluttede jeg mig for at jeg nok skulle finde ud af det.
Vi ankom endelig til restauranten, som mindede om en hverdagscafé. Væggene var af beige farve, og gulvet hvidt marmor; bordene og stole var lavet af træ, med en mørk, dulm farve overlakeret. Man skulle selv finde et bord, og Will udvalgte sig et to mands bord henne ved vinduet, som fyldte hele væggen. Jeg krængede jakken af og lagde det over stoleryggen, men stoppede op halvvejs da jeg var på vej ned og sidde.
,,2 sekunder, jeg skal lige på toilet.”
,,Ved du hvad du vil have, eller skal jeg vente?”, Will stak næsen op fra det cremefarvede bestillingskort, og jeg rakte hen og snuppede det ud af hænderne på ham for hurtigt og skimte siden. ,,Hvis du kunne bestille en iste, vil det være perfekt.”, svarede jeg så, og rakte ham kortet tilbage. Will tog imod det, og nikkede.
,,Hvad med aftensmad?”, spurgte han så, da jeg skulle til og vende mig om for at forlade bordet. ,,Det..”, jeg trak tænksomt ordet ud. ,,Kan vi finde ud af bagefter.”, afsluttede jeg så. Jeg havde ikke nogen taske med, men havde jeg haft, var den klart kommet med.
Jeg rodede op i mit hår på vej ind på toilettet, både lettet og forvirret over at være alene. Toiletterne var heldigvis en mands, så der stod ikke en masse kvinder og sminkede sig i spejlene over håndvasken.
Men var det tilfældet, vil det her spejl ikke være til nogen nytte, for det der burde være en spejlblank overflade, var overtrukket med blod. Jeg kunne sagtens bare have sluppet med chokket, men blodet formede bogstaverne i mit navn, og fik mit hjerte til at fræse i mit bryst. Gulvet gyngede faretruende voldsomt under mig, og med et halvkvalt gisp, rakte jeg ud efter håndvasken i søgen efter støtte.
Jeg forsøgte desperat at berolige mig selv med at det bare var et tilfælde, men det er ikke et tilfælde, når ens navn står skrevet med blod på et spejl – endda i en helt fremmede restaurant som man aldrig har været i før.
Jeg kunne ikke høre noget, ikke andet end mit hjerte der hamrede så hårdt i mit bryst, at jeg var sikker på at det vil bryde igennem, og så mit blod, som brusede så voldsomt i mine årer at det lød som om jeg stod ved siden af en flod.
For en kort stund, overvejede jeg at skrige; slå alle mine frustrationer ud, klappe sammen på gulvet og krølle mig sammen til en bold, vente på at personalet vil få slået døren op og så derefter vil ordne tingene og det hele vil være glemt.
Men det gjorde jeg ikke; kunne ikke. Jeg lagde bånd på mig selv, knyttede mine hænder så mine negle borede sig ind i den skrøbelige hud overflade, knyttede mine hænder så hårdt at mine knoer blev snehvide, udstødte en raspende, gispende lyd, inden jeg så gav slip.
Med maniske bevægelser begyndte jeg at rive papiret ud af plasticboksen ved siden af vasken, og efter at have gjort dem gennemblødte med vand, begyndte jeg at skrubbe blodet væk fra spejlet. Jeg blev ved med at skrubbe til min arm gjorde ondt, men blodet var ikke væk endnu. Så jeg smed papiret ud, tog noget nyt, og gentog handlingen.
Jeg ved ikke præcist hvor længe det tog mig, men jeg fik blodet væk. Jeg var forpustet da jeg var færdig, for alt den adrenalin jeg fik bygget op under chokket, havde jeg brugt på at få fjernet blodet på spejlet; og alligevel, kunne jeg stadig mærke det pulsere i mine årer, gjorde mig næsten svimmel. Jeg smed papiret ud, og trådte ud af døren, kun for at støde lige ind i Will.
Jeg var chokeret efter oplevelsen inde på badeværelset, så et halvt skrig forlod mine læber og jeg spjættede så voldsomt at jeg næsten væltede; men Will nåede at sno en arm omkring min hofte, og gribe fat omkring mit ene håndled.
,,Er du okay? Jesus Cherry, du er helt bleg.”, Wills øjne virkede store og overraskede, næsten matchende med mine, men hvor jeg så panisk ud, så Will bekymret ud. Jeg overvejede om jeg bare skulle kaste mig ind i hans favn og fortælle ham om det hele, begynde og stortude som jeg pludselig fik så meget lyst til, ved at se ind i hans mørke, fortrøstningsfulde øjne.
Men det kunne jeg ikke; noget forhindrede mig, og jeg rev mig løs så snart jeg genvandt orienteringen, og rystede på hovedet ved hans ord. ,,Jeg har det fint. Og det andet er bare en fornærmelse.”, sagde jeg med en så fast stemme som muligt, men det var alligevel ikke nok til at fjerne bekymringen i Wills glødende øjne.
Vi stod et par lange sekunder og stirrede hinanden ind i øjnene, begge to spændte som to løver, men for en gangs skyld, var det Will der måtte give sig. ,,Det var en konstatering.”, sagde han så, men hans stemme var ikke med i det; hans øjne var låst af, mens han betragtede mig nøjsomt.
,,En tarvelig en.”, gav jeg tilbage, inden jeg vendte om og marcherede mod vores bord. Der gik lidt tid før Will fulgte.
En skruetvinge af dårlig samvittighed satte sig i mit bryst, og jeg foldede nervøst mine hænder i mit skød. Stilheden var tryggende, ubehagelig, og jeg turde ikke række ud efter isteen, som må have været ankommet imens jeg var ude på toilettet, selvom min hals brændte af tørst.
Jeg sneg mig til at se op og møde Wills øjne, hvilket jeg fortrød; for hans glødende øjne så direkte mod mine sølvklare, og aldrig før havde jeg følt mig så åben – jeg vidste Will så panikken, selvom jeg havde gravet den ned og skjult den.
Jeg sank en klump, og tvang min stemme frem; ,,Will.”, sagde jeg så, og noget i Wills blik løsnede. Hans anspændte stillingen afslappedes, og han så på mig med et spørgende blik, imens han lænede sig tilbage i stolen.
,,Skulle vi spise aftensmad her eller ej?”
Og på trods alle omstændigheder, smilede han sit skæve, charmerende smil, og lænede sig frem for at hvile armene på bordet.
,,Vi spiser aftensmad her.”

Jeg glæder mig til at min hverdag holder op med at være så travl... men okay, skulle lige igennem en ti dages skiferie og så en projektuge, så kapitlet blev, igen, forsinket - men det var altså også fordi jeg havde svært ved at finde lysten til at skrive det. Som sagt, er det nogen ret spontane kapitler, altså, det her, det forrige og det næste, hvilket gør min interesse er en smule vaklende.

Men der mangler heldigvis kun ét kapitel til, så har jeg min backup igen! Det har jeg nemlig desværre ikke nu, hvilket er grunden til at det går så langsomt.

Nå, men så er dramaet rigtig begyndt! Og en lille 'kig ind' hos Will.

Jeg er ikke specielt stolt af kapitlet - det er virkelig forhastet og sjusket skrevet, men sådan er det altså - jeg fik det skrevet, og selvom det halter lidt, er det bedre end ingenting!

Håber jeg bruger knap så lang tid på det næste, selvom jeg ikke vil love noget.. SORRY!

-Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...