Quiet Chaos - The Possession Series: 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Efter 1000 år af død og ødelæggelse, er mennesket nu ikke andet end en oldtidsrace. Verden er overtaget af Besiddere, som har overtaget menneskesindet, og indført deres eget samfund, opdelt i fire verdensdele. Men noget går galt, og aldrig før har jorden været så meget i fare som det er nu, og det er op til Besidderne at redde den. Cherlyn Campbell er kun et af de mange tusinde Besiddere som optrænes til at slå Dæmonerne ihjel, en hybrid race som har udviklet sig blandt Besidderne. Til gengæld, er Cherlyn den eneste blandt Besidderne som har sølvøjne. Hun møder den mystiske Will, som er forfærdelig charmerende, men også uhyggelig mystisk; Cherlyn graver straks ned i hans fortrolighed med sine to venner, Cody og Tess. Men mystiske begivenheder udfolder sig omkring dem, og Cherlyn kommer pludselig i kæmpe fare – men hvem er det hun skal frygte? Dæmonerne, hendes egne, eller en helt tredje race?

24Likes
37Kommentarer
1927Visninger
AA

5. Hard to Break

,,Cherry?”, udbrød Cody højlydt, og jeg var tæt på at flyve op af min stol og levitere hen over bordet for at lukke munden på ham. Jeg tyssede hidsigt på ham, og han sendte mig et bredt, drenget smil.
Tessa hev et stykke af sit brød af, og proppede det ind i munden imens hun fornøjeligt så på mig. ,,Cherry? Lyder til du har fået dig en ny perleven.”, sagde hun, med et drilagtigt udtryk i hendes flammende orange øjne. Jeg støttede hovedet på min hånd, imens jeg uappetitligt lod skeen dreje et par omgange i den fedtfrie yoghurt. Cody skævede i min retning, og jeg skyndte mig at skovle en skefuld i munden.

,,Jeg tvivler. Mig og Lyss’ venskab startede ikke op med, at jeg kaldte hende for Cherry.”, svarede han skødesløst, imens han drejede det grønne æble overvejende rundt i hans hånd. ,,Du kunne ikke engang sige mit navn da vi mødtes.”, sagde jeg opgivende, og tog endnu en skefuld yoghurt ind i munden. ,,Min udtale har jo altid være præget af den italienske accent. Det ligger faktisk også lidt til mit udseende, med mine..”
,,Du kaldte mig Tjerlin.”, afbrød jeg hans drømmescenarie, og jeg så ham skære ansigt. ,,Desuden.”, fortsatte Tessa, og drejede blikket i hans retning. ,,Så er italienere høje, stærke mænd, som har mørkt hår og solbrun hud. Hvor, helt præcist, er det du ser dig selv i en italiensk mand?”, spurgte hun, og Cody slog opgivende ud med armene.
,,Skide lyseslukkere hele bundtet man.”, brummede han utilfreds, og jeg smilede opmuntrende til ham. Mit navn udtales egentlig som om mit ’Ch’ var et ’Sh’. Det staves ’Cherlyn’, men udtales ’Sherlyn’. De flestes forsøg på at utale mit navn, efter at have læst det, forsøgte sig med ’Tjerlyn’, hvilket ikke helt stemte overens med mit virkelige navn.
,,Nej helt seriøst, hvordan i alt verden kan du sammenligne dig selv med en italiener?”, spurgte Tessa, og der var oprindelig nysgerrighed og forundring i hendes stemme. Jeg måtte holde hånden op foran min mund, for at kunne kvæle latteren i et host.

Jeg forstod godt Tessas forundring, for Cody var ikke høj eller muskuløs. Han var spinkel og lav, med lyst, krøllet hår og en forfærdelig bleg hud, som altid blev solbrændt om sommeren.
Han spidsede munden, og langsomt kunne man se optimismen svinde ind i hans ansigt, og han tog muggent et bid af sit æble. ,,Tænkte jeg nok.”, svarede Tessa, og spiste så resten af sit brød. Jeg rystede sukkende på hovedet af dem, og skrabede de sidste mængder yoghurt sammen i min ske, som jeg bagefter skovlede ind i munden, tænksomt.
Will havde i går opført sig som om vi var gamle bekendte, og havde ikke virket som en der tog ordet ’førstehåndsindtryk’ særlig tungt. Han virkede som en, hvis livsmål var at pisse alle og enhver af. Hvis det var tilfældet, var han i hvert fald godt på vej.
,,Hvad tænker du på?”, spurgte Cody så, og da jeg igen så op, mødte jeg hans drengede udtryk. Jeg returnerede det med et smil, og lænede mig behændigt tilbage i stolen. ,,Niendeårgangen.”, svarede jeg kortfattet, hvilket var nogenlunde sandt, og jeg så Tessa hæve et opfordrende øjenbryn. ,,Aha. Hvad skal I så lave i dag?”, Tessa lød som om jeg altid havde trænet med dem, selvom det egentlig kun var anden gang, jeg i dag skulle træne med dem
,,Nogen duel værk, parvis.”, jeg rynkede panden skeptisk. Jeg tvivlede på at et samarbejde mellem Will og mig var muligt. Jeg var ved at blive godt skør, over hans små bemærkninger og sit nyfundne kaldenavn. Helt overordnet, opførte Will sig egentlig som hvordan en Vært ville have opført sig, efter et godt engangsknald.
,,Det lyder da spændende.”, opmuntrede Tessa optimistisk, og jeg skar ansigt. ,,Yeah, men, jeg mødte ligesom Will i går. Vores samarbejde ikke ligefrem noget og råbe hurra for.”, mumlede jeg bittert, og lod skeen cirkulere i den tomme skål.
,,I har jo ikke prøvet det af endnu! Kom nu, du kender ham jo ikke endnu; giv det nu en chance.”, forsøgte Tessa igen, og med et suk mødte jeg hendes insisterende øjne.
Til min store irritation, havde hun en pointe.

 

Ikke overraskende, havde jeg ret. Mig og Will trådte hinanden over fødderne, kunne ikke præcisere tegnene for kommunikationen ordentligt, kom lidt for tid til at støde en albue ind i maven på hinanden, og helt overordnet, misforstod vi hinanden på en rimelig grov plan.
,,I er virkelig på skideren i morgen, hvis I ikke tager jer sammen.”, gryntede Peter utilfreds af os, og Will smilede blot sit sædvanlige, veltilfredse smil og jeg hævede nysgerrigt øjenbrynet. ,,I morgen? Hvad sker der der?”
,,I har andre ting at bekymre jer om, et godt eksempel vil være at I har været millimeter fra at give hinanden et blåt øje i hver kamp.”, afviste Peter, og jeg måtte undertrykke lysten til at himle med øjnene. Peter tog altid tingene så alvorligt.
,,Vi er jo først lige blevet sat sammen.”, undskyldte jeg det med, og krydsede skeptisk armene af ham. ,,Og så skal I have evnerne til at justere efter de tre timer I havde i går. Kan I ikke det, bliver I aldrig ordentlige Værger. Dør jeres partner i kamp, bliver I med det samme sat sammen med en anden, og de tøver ikke med at sende jer ud i kampmarken igen dagen efter.”, sagde Peter alvorligt, og jeg bemærkede Will rynke panden.
,,Hvad så hvis man ikke kan justere sig efter andre Værger?”, spurgte jeg, nysgerrigt. ,,Så består du ikke prøven, og bliver ikke en Værge. Enten bliver du sat direkte til at skabe nye Besiddere, eller også bliver du sat til at lave noget håndarbejde.”, jeg gøs helt diskret, men Peters skulende udtryk opfangede det så let som ingenting.
,,Godt så. I bliver sat mod Lynsey og Derek nu, og I har bare at komme med et tilfredsstillende resultat. I er nogen af mine bedste elever, og jeg bliver meget skuffet hvis det netop er jer to der ikke kan samarbejde.”, og med de ord, vendte Peter os ryggen og satte kurs mod Derek og Lynsey.
Jeg skævede op mod Will, som blot trak uanfægtet med skuldrene, som forventet. ,,Vi får sikkert tæv.”, mumlede jeg så, imens jeg nu havde rettet blikket mod Lynsey og Derek. Lynsey var en anelse højere end Tessa, men havde det samme blonde hår og lyse hud. Derek, derimod, var en høj, bredskuldret fyr, som havde et afrikansk udseende.
Will svarede ikke, og det plejede som regel og betyde at han ikke havde en anden holdning. Jeg bed mig selv i læben, og skiftede utålmodigt ben stilling, imens jeg ventede på at Peter var færdige med at instruere Lynsey og Derek.
,,Lynsey er hurtig, men ikke specielt stærk.”, sagde Will pludseligt, og jeg rettede straks blikket op i hans retning. ,,Du er både hurtig og stærk – men også lille. Derek er derimod stærk, men ikke vildt hurtig. Du vil ikke have meget besvær med nogen af dem for sig, men sammen er de lidt af en mundfuld.”, forklarede Will, og jeg nikkede opmærksomt. Bag ham bemærkede jeg Gary stå, og han fangede mit blik. Han skulede ondskabsfuldt til mig, og med en rynket pande, faldt mit blik igen mod Will. Will var stadig i gang med sine instrukser, og vi fik planlagt hvad der lød som en nogenlunde effektiv strategi.
Jeg skulle lige til at spørge ham ind til Gary, da Lynsey og Derek så dukkede op. Derek smilede venligt, hvor Lynsey havde et mere udfordrende udtryk i de flammende røde øjne. Det kriblede overalt i huden på mig efter at komme i gang, og jeg bemærkede hvordan folk samlede sig i en cirkel omkring os, en cirkel, som efter Peters instrukser, blev skubbet helt ud til væggen, så vi kunne få ordentligt plads.
Trods omstændighederne, de flere nysgerrige blikke, og den dæmpede hvisken af stemmer der dansede hen over hovederne på os, var jeg ikke nervøs. Nervøsiteten druknede i et hav af begær efter at komme gang, og mit bankende hjerte blev overdøvet af lyden af adrenalinen der berusede mit blod, og fik det til at brøle i min høregang.
Jeg kunne mærke Peters brændende blik i nakken, og de tyve andre elever der drak synet ind af os, ivrig efter at få hver en detalje med. Sveden piblede allerede frem under hårgrænsen på mig, og jeg lod tungespidsen fugtig gøre de saltede læber, imens vi alle fire opmærksomt ventede på startsignalet.
Var det ikke for vores indarbejde evner, ville vi aldrig have hørt det. Vi ville aldrig have hørt den lette, hvislende lyd, som Peter udstødte, hvis det ikke var for knap nåls stilheden, og den oparbejde adrenalin, der fik os alle til at raspe efter vejret ganske dæmpet. Vi sprang alle fire frem i en hæsblæsende fart, og jeg så hvordan Lynsey havde direkte kurs mod mig. Will sakkede bagud og forsvandt om bag mig, og jeg gav dem ikke lang tid til at lade tvivlen blomstre i deres kampklare ansigter, før jeg drejede af i sidste sekund, inden jeg kolliderede med Lynsey. Med en højre hånd trukket bagud, hamrede jeg en næve direkte ind i retning af den uforberedte Derek – og trods den tydelige forbavselse, fik han trukket sig selv bagud i et flere meters langt spring.
Jeg spildte ikke tid på at se mig bagud, for at tjekke om Will havde fået fat på Lynsey – og jeg sænkede heller ikke farten ved Dereks tilbagetrækken. Jeg pressede benene frem i et hurtigere løb, og så snart jeg var tæt nok på, sigtede Derek en næve ind mod min skulder. Jeg greb hans næve, og med den oparbejdede fart, krævede det ingen styrke at vride hans arm omkring, og hele hans krop fulgte med i bevægelsen, nok mest i overraskelse over den styrke en så lille krop som min kunne indebære. I et åndedrag så jeg hvordan hans ansigt fordrejede sig i smerte, indtil han genvandt sin styrke.
Han drejede armen på plads, og fik mig placeret i en både akavet og åben stilling. Han udnyttede straks muligheden til at feje benene væk under mig, i et spring på vej op, men jeg var hurtigere til at springe bagud i en saltomortale, og lande trygt på benene et godt stykke fra ham. Han raspede dæmpet, irriteret, efter vejret, og jeg sendte ham et opfordrende smil. Jeg var først lige begyndt.
Derek løb frem igen, men jeg blev solidt stående i en forsvarsposition. Hans ene hånd havde et solidt tag om mit håndled, og jeg genkendte med det samme tricket fra Peters undervisning. Mine hænder lukkede sig om hans håndled før han nåede og svinge mig omkring, hvilket han godt bemærkede. Styrken i hans bevægelse overvældede mig, og jeg mistede med det samme fodfæste med jorden. Vinden hylede i mine ører imens han drejede mig rundt, og jeg vidste, at hvis jeg prøvede at placere fødderne på måtterne nu, vil det ende med at jeg enten mistede overgrebet, eller også vil jeg vride min fod om. Da han slap mig, hældte jeg alt styrke bagud, og fik revet Derek ud af balance da jeg igen landede på mine fødder. Jeg udnyttede det med det samme, og jeg satte et lodret spark ind mod bagsiden af hans knæ. Han sank i jorden, men placerede begge hænder foran sig. Musklerne spillede vildt i hans overarme og hals, da han uden tilløb sparkede sig selv op i en saltomortale, og havnede bag mig. Jeg vendte mig om med det samme, men måtte alligevel vige en del skridt bagud ved hans næve rettet mod min mave, som jeg dog afværgede med en vandret arm.
Han huggede ud efter min nakke, men jeg lukkede begge hænder fladt om hans håndled og stoppede ham. Han svang armen op over hovedet, og trak mig med i købet, men da han sigtede ned mod jorden med mig, slap jeg og landede på begge ben bag ham. Jeg skyndte mig at sætte et sjusket spark ind mod hans ryg, som han selvfølgelig veg til siden for. Han greb mit ben i et fast tag, og jeg bed mig i læben.
Jeg troede aldrig, jeg havde oplevet en time hvor jeg blev kastet så meget rundt med – Derek udnyttede sig virkelig af min smalle størrelse, og igen drejede han mig rundt om sig. Jeg var godt forberedt da han slap mig, og jeg skubbede igen vægten bagud i flere baglæns stående kolbøtter, og landede nu flere meter fra ham. Som to territoriale katte, stirrede vi på hinanden i to lange sekunder, før vi styrtede frem mod hinanden. Jeg vidste at jeg havde Will og Lynsey bag mig, og at Derek vil forsøge at løbe uden om mig, for at komme hen til Lynsey.
Jeg pressede benene frem i en voldsom fart, og da han var omkring to meter fra mig, sank jeg ned i knæ og spændte ben for ham. Han snublede frem af, men blev stående, og var også hurtig til at genvinde balance. Men han vendte mig ryggen, og det var en stor fejl. Med alle benmuskler spændt til bristepunktet, satte jeg af i et spring mod ham. Jeg greb fat om begge hans skuldre, og i farten på vej over ham, fik jeg trukket ham med.
Mine muskler klappede sammen da jeg landede med både mig og Derek, og jeg sank kort i knæ – Derek, derimod, landede lige på ryggen og fik slået luften ud af sig. Det havde krævet åndssvagt meget styrke at skulle skubbe sig selv frem i et spring, uden tilløb, og samtidigt trække Derek med. Det var stjålne sekunder det tog at genvinde kræfterne, men alligevel nok til at Derek igen havde fået luft i lungerne.
Jeg havde et kort, frit udsyn til Will, og han bemærkede godt hvordan vi var kommet tættere på ham og Lynsey. Det gjorde Lynsey også, men hun nåede ikke og tænke specielt lang tid over det, før Will greb hende og tvang hende ned i gulvet og ind i et fast greb. Jeg var distraheret for længe, og Derek valgte at forsøge sig med samme træk med mig. Han greb fat om mit håndled, hamrede den ned mod måtterne i desperation efter at få afsluttet, få gjort mig ukampdygtig, så han kunne kommer over til Lynsey og færdiggøre det med Will.
Og det måtte ikke ske.
Han havde stadig et fast greb, da jeg så med en låst arm drejede rundt, og væk fra under ham. Jeg fejede armene væk under ham undervejs, og han landede fladt på maven. Jeg fik hurtigt placeret mig på ryggen af ham, griber fat om begge hans overarme, og træk dem om bag ved ryggen.
Derek gav et brøl af smerte fra sig da jeg skubbede dem op ad, og hamrede hovedet ned i måtterne. Han forsøgte og hæve sig op på benene, men jeg forstyrrede hans balance, og skubbede armene endnu en tand op. Han vred sig, sparkede med benene, gentog forsøgene på at komme op på knæ, men alle gangene, afbrød jeg hans forsøg.
Jeg ved ikke hvor lang tid det stod på – jeg mistede alt tidsfornemmelse når jeg var i kamp. Jeg handlede ud af pure instinkt og greb de muligheder der var, uden at tøve. Og det var hvad der gjorde mig farlig: det var ikke bare indarbejdede instinkter jeg havde.
Det var en medfødt gave.
Peter gav en højlydt piften fra sig, og hævede hånden. Jeg skyndte mig og slippe taget på Derek, og rejste mig hurtigt op. Bag mig så jeg Will slippe Lynsey også, som modløst blev liggende på måtterne, imens hun raspede efter vejret. Jeg kastede et hurtigt, stjålent blik op mod det lydløse ur, der hang ved indgangen af lokalet.
Jeg vidste ikke hvornår den havde startet – men det havde været en hurtig kamp, hvilket var passende. Det var sådan det skulle forgå; så snart man havde overgrebet, slap man ikke. Så færdiggjorde man det hurtigst muligt, så man kunne komme videre. Ellers vil du aldrig kunne vinde over en Dæmon.
Mit blik drejede videre, ned på den fladmaste Derek. Tøvende, rakte jeg en hånd ned mod ham. Besiddere kunne sagtens komme op og skændtes, være uenige, eller andet – men hvad der gjorde, at vi aldrig vil synke så dybt som vores Værter gjorde, var grundet vores respekt overfor hinanden. Vi respekterede alle hinanden, på så høj en plan, at ting som krig og mord var ueksisterende og ukendte ord for os. De var fjernet fra ordbogen, smidt væk, gemt dybt ned i arkiverne, sammen med Værterne sjæle og deres fortid.
Derek greb min hånd, til min store forbavselse, og med besvær hjalp jeg ham op. Han smilede venligt ned til mig da han var kommet op og stå, hvorefter han så brast i latter. ,,Det var..”, han kløede sig prøvende bag nakken, imens han fumlede efter ordene.
,,Uventet.”, afsluttede en piget stemme, og da jeg drejede hoved, mødte jeg Lynseys varme, flammende øjne. Will, som stod ved siden af, fnøs af dem og krydsede armene. ,,Er det en hentydning?”, spurgte han, men det fornærmede udtryk blev afsløret af et muntert glimt i hans dybe hav af flammer.
,,Vi så jer godt træne ’sammen’ derover.”, gav Lynsey igen, og jeg skar ansigt ved hendes ord. Jeg bemærkede en let trækning i Wills udtryk, men han var hurtig til at genvinde fatningen. ,,Men vi vandt.”, fastslog han, med et svagt, hånende udtryk.
Derek hvilede en hånd mod min skulder, hvilket gav et lille spjæt i mig. ,,For pokker, en lille satan du har fået som partner.”, gryntede han, og jeg kunne ikke tilbageholde et fornærmet fnys. ,,’Den lille satan’ står altså lige her.”, bekendtgjorde jeg, og Will skævede ned til mig med opspillede øjne, som om han først bemærkede mig nu.
,,Gud, det er du da også.”
Lynsey himlede med øjnene af ham, og gav min skulder et medlidende klem. ,,Hvis det bliver virkelig slemt, kan jeg godt bytte med ham.”, sagde hun kækt ned til mig, og blinkede med øjet. Will himlede med øjnene bag hende, og rakte pludselig forbi hende og greb fat om mit håndled. Han trak mig forbi Lynsey og væk fra Derek, og hvilede pludselig to besidderiske arme omkring mig, med sin hage hvilende mod min hovedbund.
,,Og hvem siger jeg vil lade hende gå?”
Så simple ord, så stor en effekt. Det hele svimlede kortvarigt for mig, og jeg var bange for at han kunne mærke mit hjerte banke igennem det tynde lag stof, som var den eneste barriere mellem hans og mit bryst. Varmen ildnede frem i mine kinder, og jeg var et sekund sikker på at benene ville give efter under mig.
Med en arrig lyd skubbede jeg ham fra mig, omhyggelig med at undgå hans fængslende øjne. Jeg kunne høre ham le bag mig, da jeg stædigt vendte ham ryggen. Det kunne ikke have en effekt. Det var ikke muligt. Det var overflødigt.
Jeg havde nogenlunde styr på de blussende kinder, men Lynseys overraskede udtryk var tæt på at give mig et tilbagefald. Men det blev Dereks udtryk der afholdte mig fra det. Han stirrede sammenbidt mod Will, med et så køligt ansigt, at det løb mig koldt ned af ryggen.
Ringen omkring os var opløst, og man kunne nu høre den lave, summende lyd af konverserende personer omkring os. Der gik lidt tid før jeg fangede Peter skikkelse komme imod os, og jeg lyste op i et lille smil, der fik både Lynsey og Derek til at dreje sig. Det akavede stilhed blev endelig brudt, og Peter viftede Lynsey og Derek lidt væk.
Han så ikke tilfreds ud.
,,Hvad pokker skal jeg dog gøre af jer to?”, spurgte han så, og hans stemme lød ikke kun mismodig; den lød vred. Jeg bed mig i læben, skiftede rastløst vægten fra højre side til venstre, og skævede tøvende op i Peters retning. Hans utilfredshed var stavet med store, neon blinkende bogstaver.
Will adskilte sine læber for at svare, men Peter var hurtig til at hæve en advarende finger. Will smækkede kæberne i igen, men ikke uden sit sædvanlige, brede smil over læberne.
,,Det går simpelthen ikke. Fint, I vandt over Lynsey og Derek, men I kunne have halveret tiden hvis I nu for pokker bare havde samarbejdet!”, Peter lød vred. Mine tær krøllede sammen under mig, og gjorde intet forsøg på at se stolt ud; Will lignede, som sædvanlig, en der ikke tog det seriøst.
,,Har I tænkt jer bare og stå der og være mutte?”, rasede Peter hidsigt, og igen satte jeg tænderne i underlæben. Jeg ville have kommet med et svar, men Will kom mig i forkøbet; ,,Jeps. Du bad mig, sådanset, lige om at tie stille.”, svarede han muntert, og jeg måtte undertrykke trangen til at slå mig selv i panden – jeg er dog pænt sikker på at jeg havde ordet ’IDIOT’ stavet i ansigtet, for da han vendte blikket ned mod mig, bredte hans smil sig.
Peter hidsede vredt af ham, og jeg skar ansigt; jeg havde troet Peter var en mand med ubegrænset tålmodighed, men selv Peter havde sine grænser. Will havde, ikke overraskende, bevist at han kan pisse alle og enhver af. ,,Godt så. Indtil jeg er tilfreds med jeres samarbejde, så kommer I til at bruge hvert sekund af jeres fritid sammen.”
Der gik et øjeblik før sætningen sank ind – men også kun et par sekunder, og så stod forfærdelsen ellers malet i hele mit ansigt. ,,Hvad?!”, udbrød jeg skingert, og fangede halvdelen af de andre elevers opmærksomhed. At dømme ud fra Peters blik, kunne jeg såvel have skreget at bygningen var under angreb, uden den egentlig var det. Jeg krympede mig, og afholdte mig lige akkurat fra at tage et skridt bagud.
,,Du hørte mig godt, Campbell; om jeg så skal få jer limet sammen, så vil I lære at samarbejde med hinanden. Er det forstået?”, bjæffede Peter, uden den mindste barmhjertighed i sin skingre stemme. Will gjorde honnør, og jeg stønnede opgivende. ,,Selvfølgelig, Sir!”, udbrød han højlydt, ikke uden sit sædvanlige, drillende smil.
Det var katastrofalt; bare tanken om at skulle dele værelse med Will, stå op og møde hans muntre udtryk hver morgnen, fik mit hjerte til at galoppere. Størstedelen af mig skreg af de alarmklokker der ringede, kæmpede instinktivt for at komme væk; en lille, meget lille, del af mig, følte sig nærmest draget af idéen.
Men den forfærdede del af mig havde overvundet den nysgerrige, og jeg gøs ved tanken; jeg håbede så sandelig ikke, det var hvad Peter mente med ’hvert sekund af jeres fritid sammen’. Et var jeg nu hang på Will efter skoletiden; at skulle dele værelse med ham vil være grænseoverskridende.
,,Campbell?”, snappede Peter, og fik mig ud af min trancelignende stat. Jeg krøllede tæerne endnu tættere ind under mig, og borede tænderne længere ned i min underlæbe for at understrege min utilfredshed.
,,Forstået.” 


UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD!!!!! Jeg havde virkelig troet jeg rigtig skulle få skrevet i vinterferien, og så får mit lortedyr af en krikke og være bidt mig i fingeren - og ikke bare sådan, et lille nap, nej for søren, vi snakker seriøst, tænder og hele lortet. Det er over en uge siden, og det er først i dag, hvor min finger er holdt op med at snurre underligt og gøre ondt når jeg skriver med den. Jeg har forsøgt mig lidt frem med at skrive, men det var faktisk pænt svært, når jeg manglede min højt elskede pegefinger til at skrive med.. så, well, jeg udskød det.

Og så havde jeg en fysik/kemi rapport for, og den fyldte simpelthen hele mit hoved, så jeg fangede mig selv i pludselig og skrive om atomer da jeg var igang med Quiet Chaos... så, den skulle også lige overståes...

Og så er det endda et lorte kapitel jeg kommer med; er slet ikke tilfreds, men det har jeg ikke været i alt den tid jeg har været i gang med det, så jeg tænkte, fuck it, nu udgiver vi det. Kapitlet var ikke helt planlagt, har lagt tre ekstra kapitler ind grundet noget system und stuff, så det beklager jeg altså! Gør mig mere umage med det næste, det lover jeg!

OG, så er der kommet et nyt cover; af den simple grund, at som I måske har bemærket, er det her en serie. Der kommer en to'er, og jeg har kigget lidt på det første cover, og forsøgt af få mig et billede af et matchende - det kunne jeg ikke, men jeg forsøgte alligevel, men kunne simpelthen ikke. Så jeg tog den beslutning, at jeg sq' da bare ændre coveret på 1'eren også. Fordi, why not, altså, så kønt er det sq' heller ikke. :-P

Nå'men undskyld, beklager, sorry, dammit jeg er dum, ich know, MEN WOW I ER DEJLIGE, FOR SHIT MAN, 20 FAVORITTER! I ER FOR VILDE!!!!! Tusinde tak, jeg lover at holde mig selv i øret med det næste! Håber jeg kan få det udgivet snarest muligt, hvis jeg er god så måske allerede i weekenden!

-Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...