Brudstykker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Færdig
Livet består af skrøbelige øjeblikke, som man kan forvandle til uforglemmelige minder - hvis man tør. En lille novelle om noget af det der betyder mest.

15Likes
13Kommentarer
347Visninger
AA

2. Brudstykker

Lyden af sølvgaflens varsomme slag imod krystalglassets kant klingede ud i stilheden. Fik luften i rummet til at vibrere. Fik tavsheden til at synge. Tonen opslugtes langsomt af intetheden. Intetheden føltes som den cement, der fyldte mit bryst og hindrede mig i at trække vejret. Jeg hadede stilheden.

Med et undertrygt suk lod jeg mig glide tilbage mod stolens hårde ryglæn. Tvang mine læber til at sende mormor et strålende smil. Hun rejste sig besværet op fra sin yndlingsstol og støttede sig kort til bordet, imens hun genfandt balancen. Jeg havde altid beundret hendes ro.

Hun rømmede sig kraftigt. Vinden slyngede efterårsbladene ind imod vinduet. Mormor skulle holde tale. Sådan gjorde hun altid, når der kom gæster. Sådan havde hun gjort, så længe jeg kunne huske. Mit blik gled ud over parkeringspladsen. De brune blade valsede hen over asfalten.

”Velkommen alle sammen, hvor er det bare herligt at se jer alle her i dag, hvor vi jo er samlet for at fejre lille Lærkes barnedåb, mit tredje barnebarn…”

De stedsegrønne cypresser, der omgav gangstien udenfor, mindede mig alt for meget om en kirkegård. Nej, sådan måtte jeg ikke tænke. Jeg rettede atter øjnene imod mormor. Alle hendes rynker smilede til mig. Hendes øjne skinnede nærværende. Lykkelige. Jeg kunne mærke min egen maske bløde lidt op. Hun var jo min mormor. Hun var stadig mormor.

”… Kære Lærke, velkommen til verden og velkommen i familien ikke mindst. Du er heldig at have fået de bedste forældre, du kunne drømme om. Og hvor har de ventet i spænding – det har vi vist alle – på at få lov at hilse på dig. På at få lov at lære dig at kende.”

Den trøstesløse regn hamrede imod ruden. Dråberne gled ned af glasset én for én. Som tårer. De smeltede sammen. Mormors lykkelige smil fik alt indeni til at knuge sig sammen. Jeg bed mig i læben og måtte endnu engang minde sig selv om, at i dag ikke var en sorgens dag. 

Hun hostede, og jeg var allerede halvvejs oppe af stolen, for at hjælpe hende, men lod mig så hurtigt glide tilbage igen. Jeg skulle ikke forstyrre hendes tale. Den fejl havde jeg begået før.

 ”Verden ligger for dine små fødder og venter blot på at blive betrådt, lille Lærke, men det eneste du lige nu skal koncentrere dig om er at spise og sove og vokse dig stor og stærk. Så vil verden ligge åben for dig, og dine vinger vil bærer dig ud på alverdens skønne eventyr.”

Mormor holdt en kunstpause i talen og lod blikket glide hen over kaffeborde. Der var dækket op med det fineste stel, hun ejede. Det stel hun altid brugte, når der var familiefest, men kun der. Kopperne var så tyndt, at jeg altid var bange for at komme til at knuse dem, når jeg nippede til min kaffe. I virkeligheden kunne jeg slet ikke lide kaffe.

Da jeg var lille, havde jeg altid drømt om at kunne dække op med mormors stel, når jeg engang selv blev en fin dame. Ligesom mormor. Det var nok de uendeligt mange små blomster i alle regnbuens farver, jeg havde forelsket mig i dengang for så længe sinde. De var et sandt mirakel for en lille piges livlige fantasi. Jeg havde aldrig fået lov at lege med stellet, når jeg lavede teselskab for alferne i mormor og morfars baghave.

Nu var jeg ikke så sikker på, at jeg havde lyst til at drikke af de skrøbelige tekopper igen, når mormor en dag ikke længere inviterede til familiefest. Der var ligesom alt for mange minder forbundet med dem nu. Alt for mange øjeblikke. Det var som om, alt andet end det blomstrede stel havde ændret sig.  

”Ser du lille Lærke, dine forældre har valgt dig et smukt og stærkt navn. Navnet på den fugl der varslet forårets snarlige kommen med sin smukke sang. Men ikke blot det: Dit navn starter med et L – et L for let, lækker, lattermild og ikke mindst lykkelig. L’et efterfølges af et Æ for ærlig, æstetisk og ægthed…”

De mange hvide servietter var foldet som perfekte åkander på den mørkeblå velourdug. Ikke en eneste fold var at se på den. Ikke en eneste plet, på trods af at mormor inviterede til min barnedåb næsten hver søndag. Efterhånden var jeg den eneste, der kom.

Portrætterne på væggen vågede over os, anmodede os om ikke at glemme fortidens lykkeligste stunder. Jeg hadede de portrætter.

Hun sendte mig blikket. Det blik jeg aldrig ville kunne glemme. Hendes blik. Så fyldt med varme og lykke. Min fantastiske mormors blik. Det var det blik, der fik mig til at komme tilbage.

”Min egen datter…” Det strålende smil udglattede næsten rynkerne ”… Dit første barn. Jeg er så stolt af dig.”

Jeg prøvede at smile, men kunne mærke tårerne presse på i mine øjenkroge. Det var som om, alt luft blev suget ud af mine lunger. Ikke engang mig kunne hun kende længere. Hver uge håbede jeg, at hun måske ville kunne kende mig netop i dag. Jeg burde ikke give mig selv lov til at håbe længere.

”Graviditeten har blot gjort dig endnu smukkere, min kære, og jeg er sikker på, at du vil blive jordens bedste mor…” 

Det bankede på døren. Lyset i mormors øjne slukkedes brat. Den tågede fjernhed overtog igen og hun sank tungt sammen i sin stol. Jeg rejste mig forsigtigt op og tog hendes rynkede hånd i mine hænder. Hun var blevet så lille.

Døren gled op og plejehjemsmedarbejderen kom ind med dagens pilleration. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...