På Sjette Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 31 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Tyler var syv år, fandt han ud af, at ikke kun hans Legobot var i fare - det var jorden også. Så han blev enig med sig selv om, at sætte en stopper for det. Men jordens undergang kan ikke stoppes af blot én mand, så Tyler sætter alt på spil, for at redde den jord, som mennesket blev sat på for så mange tusinde år siden... På samme tid er den nyuddannede præst, Camille, hundrede procent sikker på, at det er Guds vilje, at jorden er ved at dø i hænderne på os, og hun finder hurtigt ud af, at jorden er skabt af så meget andet end kærlighed.

7Likes
2Kommentarer
418Visninger

1. Prolog

Tik, tak, tik, tak, tik…

”Antarktisk smelter…”

Lyden af en te ske, der desperat kørte rundt i alle hjørner af kaffekoppen, fyldte rummet. Peb i sine hastige bevægelser.

”Olieudslippet har kvalt verdens fisk…”

Drastisk.

”Regnskoven er brændt til aske…”

Hjælpeløse sjæle brølede i et lydløst skrig, som pivende violiner. Det var nok kun hunden, der kunne høre det.

”Der er snart hverken ilt eller mad tilbage…”

Men de hørte det. Alle sammen.
Også efter radioen gik ud, hang ordene stadig i stuen, som et endeløst ekko. Men det hele skulle nok ordne sig. Ligesom dengang hvor Tylers Legobot blev taget, og hans storebror, Adam, ledte hele byen igennem efter den, indtil den kom sikkert hjem igen. Ja, sådan vil det altid være.
 Tyler kiggede ned i bordet, og talte hvor mange prikker, der var på dugen.

… Tooghalvtreds, treoghalvtreds, fireoghalvtreds…

”Mor? Vidste du, at der var fireoghalvtreds pletter på dugen?” spurgte Tyler og brød stilheden i stuen. Og selv hans lille barnestemme, der ellers plejede at lyse hele hjemmet op, lød pludselig så langt væk fra virkeligheden. Så fremmed. Robert gav et akavet host fra sig, og da Tyler kiggede op på sin far, så han kun rædsel og blanke øjne. Ingen tapperhed. Ingen far.

”Det er godt, skat. Øhm… Gå du ind og leg med din Legobot,” sagde Annabelle, og gav sin søn et tegn på, at skulle gå fra bordet. Hendes slanke fingre rystede, og hun kiggede med et bedende blik. Stemningen var tung og luften føltes fyldig i stuen. Tyler havde svært ved at trække vejret ordentlig, og han forstod det ikke. Han forstod ikke hvorfor alle sad så stille rundt om det lille bord.

Så han gik.

---

Det var aften. Så meget vidste Tyler da, da han bedrog sig ned af trappen, sprang nummer seks trin over, da han vidste hvor meget det ville knirke. Hans hjem var ikke længere et hjem. Det var bare et hus. Der duftede hverken af hjemmebag, kaffe, der var ingen musik – ikke engang den klikkende lyd af hundens negle der gik frem og tilbage. Igen ting.

”Hvad skal vi gøre Robert?” Lyden af hans mors stemme dukkede pludseligt op. Ikke engang den lød som normalt. Den var hæs, træt og hun sang ikke ordene. De var der bare.

”Jeg ved det ikke. Der er ikke rigtig noget vi kan gøre,” svarede Robert, og Tyler kunne se igennem dørsprækken, at han holdte om hende. Det mindede Tyler om da han var mindre, og de alle faldt i søvn på sofaen. Der holdte han også om hende på den måde. Det var nok et godt tegn, tænkte Tyler, lige indtil han så sin mor knække sammen og bryde ud i en fyldig, rædselsslagen og knirkende gråd. Robert tyssede stille på hende, og beroligede hende med at stryge sin hånd igennem hendes silkebløde hår.

”Jeg… Vi… Nej… Det kan ikke ske! Vi kan ikke dø…” hakkede Annabelle, og så forvirret ud. Tyler var også forvirret, og bakkede stille bagud, indtil han gik ind i kommoden, og lod lyden af et dunk fyldte huset.

”Hvad var det?” Hørte han sin mor spørge, og kiggede rundt i køkkenet.

”Det er nok bare vinden. Det blæser meget her til aften,” forklarede Robert, og tog en tår af hans the. Tyler stod helt stille, tog langsomme indåndinger og lukkede øjnene godt i. Han vidste godt, at han ikke måtte være nede på denne tid af aftenen, men det var svært at sove i et fremmed hus. I et hus der føltes så tomt…. Så han løb hurtigt ned af gangen igen, greb fat i trappens gelænder, og hoppede op på første trin til overetagen.

”Tyler?” spurgte Annabelle, da hun hurtigere end lynet stod foran trappens første trin. ”Hvad laver du? Kunne du ikke sove?” Hendes ansigt så ikke surt ud. Mere trist. Men han kunne se, at det ikke var ham, som hun var trist over. Hendes glød i hendes øjne var forsvundet, og hun så så træt ud, at det fik Tyler til at gabe.

”Skal vi dø, mor?” spurgte Tyler i stedet, og han så sin mors ansigt blusse op. Hun kiggede bagud, og fandt Roberts øjne i mørket.

”Vi skal alle dø en eller anden dag. Vi er født for at skulle dø,” sagde Robert stille, da han dukkede op ved siden af Annabelle. Han lod sine mundvige bule en smule opad, men selv Tyler kunne se, at smilet ikke var ægte. Han kiggede forvirret på sin mor og far, og gav et spørgende blik.

”Altså… Lad mig forklare så du forstår det. Forestil dig at din Legobot blev stjålet igen, og dens nye ejer var ond i mod den og ødelagde den,” forklarede Robert i en blid tone, men tanken gjorde Tyler vred. Rasende.

”Ingen skal nogensinde ødelægge den!” skreg Tyler, og klemte så godt fast om gelænderet, at hans små knoer blev hvide og gjorde ondt.

”Nej, skat. Selvfølgelig ikke. Men det far mener med det er, at det er ved at ske med vores jord,” sagde Annabelle med den mest beroligende stemme, hun kunne komme på. Det gjorde kun Tyler mere forvirret. Hvad havde jorden noget at gøre med hans Legobot?

”Engang for flere hundrede år siden, fandtes der milliarder af træer. Der var så mange, at man kunne gå udenfor uden at skulle have en iltmaske med i tasken. Der var så mange fisk, at fuglene levede af det, og vi levede af det. Man kunne bade i havet, for det var ikke forgiftet med affald! Dengang var jorden sund… Men så blev vi mennesker egoistiske, og startede med at smide affald i havet, fordi vi ikke gad smide det i en skraldespand. Også olie kom i havet, så fiskene ligeså stille døde. Vi lavede shampoo med små plastikperler i, så når vi badede, røg det ud i havet, og fiskene blev kvalt i dem –”

”Men hvorfor gjorde man så det, hvis fiskene døde?” spurgte Tyler forvirret, og mødte hans mors blik.

”- det var billigere. Hvis halvdelen af shampooflaskerne blev fyldt op med små perler, kunne man dermed fremstille flere bøtter, og man fik dermed flere penge. Alt handler om penge, Tyler. Den gang havde vi mange regnskove – kæmpe skove som gav ilt til hele verdenen, men stille begyndte vi at fælde dem, så vi kunne fremstille papir, møbler og andre ting ud af dem. Så blev det i en periode forbudt, men da der var mangel på materiale, begyndte man igen at fælde. Halvtreds år senere, var firs procent af regnskovene væk, og luften blev tungere i hele verden. For det var ikke kun regnskovene, man fældede – det var alle træer. Mennesker blev mere og mere opfindsomme, og snart kunne man fremstille alt af træ. Og inden man kunne plante et nyt træ, og lade det vokse sig stort, var det allerede fældet igen. Så begyndte nordpolen at smelte af den globale opvarmning, og prøv at tænk – for to hundrede år siden, havde vi omkring halvtreds flere lande end nu. Men de er i dag oversvømmet…” Annabelle tog en dyb indånding, rystede på hovedet og lagde hendes hoved i sine hænder. ”Jeg ville ønske vi havde gjort noget dengang. Inden det blev for sent. Inden vi stille ødelagde den jord vi blev sat på for så mange år siden…”

”Annabelle, han forstår det ikke. Han er kun syv år. Vi må tale med ham om det, når han bliver ældre,” sagde Robert stille og lagde armen om hende.

Men de tog begge fejl. Tyler vidste hvad de talte om. Han vidste udmærket godt, at hans Legobot var i fare, og fra den dag besluttede han sig for, at ville gøre alt for, at sætte en stopper for det. Jeg er sat på jorden, for at hjælpe, tænkte Tyler, og smilede til hans forældre. De forstod det ikke. Hvad var der at smile af? Men den aften gik Tyler glad i seng. Hans tanker fyldte de tomme kroge af værelset ud, og pludselig var det meget nemmere at falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...